Næseblod og Tapas
Telefonen ringer her til formiddag.
Jeg sukker dybt og forbereder mig mentalt på endnu en ejendomsmægler-sekretærs utålmodige stemme i røret. Hvornår mon næste fremvisning skal være? Det er mildest talt pisse-irriterende med alle de mennesker, der skal se huset.
Bevares, jeg forstår da så udmærket, at huset skal udlejes igen (eller sælges), men det er en Sisyfos-opgave at holde huset skinnende-til-perfektion konstant med to tumlinger, der drøner rundt med snacks-skåle og nassede fingre.
Jamen, så lad dog vær’ med at holde huset til dén standard. Du kan da være ligeglad, tænker du måske?
Problemet er bare, at jeg er (mere end normalt) forfængeligt anlagt. Og så er det lige pludselig ikke lige meget. Der er fremmede mennesker, som vader rundt og glor ind i mit hjem. Og så er det mig ganske umuligt at have krummer under spisebordet, fedtede børnefingre på tv’et eller uredt seng. Perfektionisten og masochisten i én og samme person.
Telefonen ringer insisterende. Så jeg svarer den.
“Hello Mrs. Kaalund, it’s Mrs. Whitman here from the school office”.
Så var det for én gangs skyld ikke ejendomsmægler-relateret, konstaterer jeg – hvorefter hjertet hopper op i min hals – for de ringer vel ikke for morskabs skyld fra skolen?
“Cecilie was out gumboot dancing with her class during PE and she suddenly had a nose bleed. She is quite distressed and upset about it. It appears that she has never had a nose bleed before. Would you happen to be close by, so you could come and see to her? She needs a kiss and a cuddle”.
Mille og jeg styrtløber til skolen, som ligger 150 meter nede ad vejen. Vi bliver mødt af en fortvivlet, bitte-lille Skolepige – med skuldrene trukket op om ørerne og rødsprængte øjne af at græde. Hun er nået til hulke-stadiet og der er stadig lidt blod i det ene næsebor, som hun tørrer febrilsk med et krøllet lommetørklæde.
Jeg sætter mig på gulvet og krammer og kysser livet ud af Cille. Hun klatrer helt ind til mig, ryster og hulker uden ord.
Det er svært at blive klog på om det er næseblodet, der gjorde hende forskrækket. Eller om det er det efterfølgende stå-hej og den velmenende opmærksomhed, som hun har haft svært ved at tackle. Måske begge dele?
Men hvor er det dog dejligt at bo lige ved siden af skolen. Og det er rart, at skolen bekymrer sig så meget om den enkelte elevs ve og vel, at jeg bliver kontaktet og kan hjælpe den lille-store Skolepige, når hun er i knibe.
“Vil du med hjem, Cille? Du bestemmer selv”. Jeg hvisker hende i øret og nusser hende i nakken.
Cille ser på mig og ryster bestemt på hovedet. Hun får et kram mere og så går hun ind i klassen for at skifte fra gymnastiktøj til skoleuniform sammen med de andre.
Jeg er lettet over hendes stædighed og vedholdenhed. Hun er helt okay – og det er langt bedre, at hun fortsætter med skolearbejdet, end at hun kommer med hjem og dermed ophøjer næseblodsepisoden til noget større, end det reelt er.
Jeg får stukket den blod-plettede t-shirt i hånden af hendes lærer og vinker glad farvel til den lille-store Skolepige, som allerede små-smiler til sine kammerater.
På vejen hjem tænker jeg på hvor lille, Cille stadig er. Og på hvor let balancen forrykkes i den alder.
Det giver mig en klump i halsen og en knude i maven at tænke på, at vi snart flytter hende til en ny skole i Dubai, hvor hun skal starte helt forfra med at knytte venskaber, med at forstå skolens regelsæt og lære helt nye lærere at kende.
Jeg håber inderligt, at der ikke bliver for mange skoleskift i de kommende år. For selvom hun er sej, åben og tillidsfuld, så skal vi stadig passe rigtig godt på hende.
Bortset fra næseblods-episoden har vi haft en fantastisk formiddag, Mille og jeg.
Hun er min super-shopper-café-partner-in-crime og vi hygger os vældigt med at handle i Waitrose, efterfulgt af capuccino, smoothie og croissant i caféen.
Vi har købt ind til tapas i aften, hvor jeg skal holde “afskeds-hygge” med en flok veninder.
De lægger deres børn i seng ved 19-tiden og overlader babyalarmerne til deres mænd, så vi kan hygge og snakke hele aftenen. Det glæder jeg mig til. Forberedelserne er i fuld gang.
Åhh ja næseblod – jeg havde det for første gang for et år siden og blev nok næsten lige så forskrækket som Cille – det kom af ingenting 🙂
Men jo du gør det godt søde Tine.
Lækkert med Tapas pige ting. Om 1½ uge rejer vi til Barcelona (første gang jeg skal til Spanien) og tror vi kommer til at leve af Tapas 🙂 ELSKER Tapas – og så endda ægte spansk 🙂
Er dog spændt på hvor gode de er til engelsk for jeg kan ikke ét ord på spansk 🙂