Statusopdatering på den savnede Farmand

Den vestjyske københavner

En af mine dejlige kusiner triller ind med toget fra London Liverpool Street til Ipswich lørdag formiddag.

Hun har store solbriller på, lugter af alkohol og har sovet 3 timer, fordi festen var go’.

Og her står jeg – den “gamle” kusine i den plettede mor-uniform med de to rødhårede trunter på bagsædet. Som knapt kan huske, hvornår jeg sidst lugtede af alkohol og hvor 3 timers søvn var lig med en god fest og ikke et natte-sygt barn.

Kusinen er en af de to vestjyske københavnere, som rejser, oplever, uddanner sig – og i det hele taget suger til sig af alt dét, livet har at byde på, når man er i tyverne og fri som fuglen.

De føles så uendeligt langt væk. Tyverne. Men min søde kusines beskrivelser og fortællinger trækker mig tilbage til det, der engang var mit (yngre) jeg. Til dén, jeg var, før børn og ægteskab. Til de følelser, oplevelser og erfaringer, som hørte til i det årti, og som nu føles fjerne, tågede og uvirkelige.

Et levet liv, der næsten er glemt, men som støves af i selskab med en yngre pige.

Jeg fornemmer hendes ubekymrethed. Hendes livs-lethed. Tyrker-troen på at ALT er muligt. Men også trængslerne, de tunge og dyrtkøbte erfaringer, som følger med frigørelsen fra familielivet og udviklingen henimod selvstændig, ung kvinde.

Jeg har i øvrigt tidligere skrevet om de dejlige, vestjyske københavner-kusiner her:

https://moriudlandet.com/2013/12/26/julerier-og-de-helt-store-folelser/

Pt. er kusinen i praktik på et PR-bureau i London og skal vel hjem på et tidspunkt til kandidatstudier, storesøster og københavner-livet i al almindelighed.

Men lige nu er vestjysk københavner-kusine (herefter Ese for nemheds skyld!) klar til de-tox og ultra-relax i landlige omgivelser. Og jeg har glædet mig til at være den storesøsterlige kusine, der hygger om hende med selskab, mad og vin.

Pigerne nyder at lege med Ese. De fjoller og er uforbeholdent glade for hende lige fra starten.

Søndag formiddag har Cille sin veninde Bien på besøg. Vi er på legepladsen, mens Ese løber en tur langs River Orwell i det skønne solskinsvejr. Hun udnytter til fulde, at der er uspoleret, grønt landskab og ren, frisk luft i forhold til storbylivet i London.

Pigernes buket til mig

Pigernes buket til mig

Om eftermiddagen kører jeg Ese en tur til stranden i Felixstowe. Det kan lige nåes som en afstikker, før bussen går retur mod London.

Vi har en time med lyden af havets brusen i ørerne, solskin i øjnene og isvaffel i maven. Det er den slags øjeblikke, der gør livet noget så uendeligt godt.

Pigerne leger koncentreret i sandet, spiser is og nyder stranden.

Jeg er fyldt inden i nu af dejlig snak og samvær.

Det er skønt at tale med Ese om vores familie, om vores barndomsminder – og om fremtiden, kærligheden, venskaber, studier og ambitioner, frustrationer og bjergtoppe, der skal bestiges.

Det føles berigende og beroligende at have så stærke familiebånd, at vi – til trods for generationskløften – kan starte igen fra dér, hvor vi slap sidst.

Ses vi i Dubai næste gang, Ese? Hej sålænge!

2 kommentarer

  • Therese

    Jeg lover at holde traditionen ved lige, saa jeg kommer selvfoelgelig at besoeger jer I jeres nye hjem I Dubai.. Tak for en skoen weekend! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Statusopdatering på den savnede Farmand