For første gang i 14 år

Okay, måske er der ikke helt tale om 14 år – nok snarere 13.5 år – men overdrivelse fremmer ind imellem pointen, og det føles ihvertfald som en mild evighed, siden vi forlod Danmark og derfor også ‘mistede’ vores hjem.Men nu er det ligeså stille og roligt under opbygning igen. Det med at få en eller anden form for ‘hjemmefølelse’ i Moderlandet. Ikke fordi vi flytter hjem, men fordi det er et dybfølt ønske, at vi kan have vores eget sted, når vi opholder os i Danmark et par gange om året.Det er nok de færreste, der gensidigt har ‘holdt hinanden ud’ på dén måde, vi har gjort det med vores respektive familier, når vi har boet hos dem i ugevis hver sommer og vinter. Det har krævet tålmodighed og rummelighed fra alle parter – og det fungerede allerbedst, da pigerne var små og drønede ind til deres bedsteforældre i nattøj for at vise dem et eller andet fund, de havde gjort ude i haven.Sådan er det ikke længere. Teenagerne har stadig brug for deres elskede bedsteforældre, men de har også brug for at sove længe på egne værelser, og alle forældrepar er blevet ældre – os selv inklusive. Så nu er vi landet på en løsning, hvor vi har et lille sommerhus i Vestjylland og et i Hillerød, der gør, at vi er tæt på vores familier, når vi endelig opholder os i Danmark. Det er – og bliver – godt. Både lige her og nu – og på lang sigt.Og nu er der allerede gået lidt over en uge, siden vi landede og mødtes med arkitekten, der tog imod os i det nybyggede sommerhus i kolonihaven. Han har tegnet, bygget og indrettet huset for os på 7 måneder. Vi har intet at tage æren for – det hele er hans værk, som han har skabt til os med stor håndværksmæssig omhu og et godt blik for æstetik. Og så har han tydeligvis været virkelig dygtig til projektledelse, når han har kunnet få en jordlod til at blive til et cute tiny house på så kort tid.Og jeg nyder at stå op til al den grønhed, når jeg er vant til, at alting er 50 shades of beige. Vi hører kun fuglekvidren og køer, der muh’er på marken bag kolonihaveforeningen. Det er ren idyl 1.5 km. fra centrum af Hillerød.Jeg føler mig så ufatteligt heldig med at være blevet både vandkants-vestjyde og kolonisator i Kongernes Nordsjælland, foruden vores vante liv som immigranter i en ørkenstat.

Det har taget os rigtig mange år at finde frem til de her løsninger.

Faktisk har vi stået i stampe på alt, hvad der hed ‘hjem i Danmark’ i godt og vel 10 år, før coronapandemien ramte, og vi pludselig fandt ud af, at det måske var meget smart at have flere muligheder i forhold til opholdssteder, når verden lukker ned.

Så gik først min drøm om et sted ved Vesterhavet i opfyldelse, og nu har vi så Martins drøm på plads. Vi har meget at takke shippingbranchens fede år efter coronaen for. Det hér havde ihvertfald været mærkbart sværere at få realiseret, hvis ikke der havde været økonomisk optur i container-land i et par år.

Og fest for det nye hjem, dét holder vi.Først kom Emma forbi og var pludselig 23 år gammel, så huset kunne indvies med flag og fødselsdagskage til ungmøen. Senere kom Proprietær Adeltoft og Fru A med en helt fantastisk flaske cava til solnedgangen og et familie-brætspil til en regnvejrsdag, og forleden kom Fam. Vedel forbi og gjorde vores hus til hjem, fordi en hund er lig med at ha’ ægte hjemme.  Fejringen af det nye hjem er følelsesmæssigt overvældende. Jeg bliver rørt, hver eneste gang et nyt hold venner eller familiemedlemmer kommer på besøg, fordi det er så stort, at vi nu endelig kan invitere dem, i stedet for altid at invitere os selv hjem til dem.

Og når der ikke er fest, er der håndværkere i det fine tiny house.Der er f.eks. et luft-til-vand-anlæg, der stadig mangler at blive installeret, så vi har en fornuftig varmekilde til vinter. Og en masse ‘hist og pist’-ting, der skal løses, fordi sådan er det, når noget er nybygget. Der går en uges tid, og så har man dannet sig et overblik over de ting, der ikke fungerer.Og sådan er det bare. Ligeså optur, vi har det over vennebesøg og indflytning i det nye hjem, ligeså irriterede og frustrerede bliver vi, når al den nye teknik skal forstås og indstilles. 
Der er brug for en ekstra portion tålmodighed, for Martin og jeg er begge typerne, der gerne vil have, at alting spiller og fungerer med et knips. Hellere igår end idag.Men sådan fungerer tingene bare ikke ude i den virkelige verden. Der er ventetid på nogle gardiner, en skuffe, det tekniske anlæg, jeg ikke kender navnet på, og sådan vil det være sommeren igennem. 
Heldigvis er der to troldebørn, der får os ud af håndværker-cirkusset, fordi de trænger til en slush-ice i Slotsarkaderne og en tur i genbrugsbutikkerne efter alt det, man ikke anede, at man havde brug for. Så gik der tid med det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet