Første måned i den nye skole

Den Lille-Store Skolepige har på ganske stilfærdig vis tilpasset sig sin nye skole, sin nye klasselærer og sine nye klassekammerater.

Hun har nu været på Regent International School i en måned – og der har kun været tårer en enkelt gang, hvor hun blev forlegen.

Sagen var den, at skolens uniformsbutik var løbet tør for hvide polo’er, som børnene skal bære på de dage, hvor de har idræt.

Og fordi vi ikke kunne anskaffe den nye, hvide polo, så stoppede jeg Cille i den gamle, hvide polo fra Nacton School. Hun registrerede dog straks, at de andre var iklædt hvide poloer med Regent’s logo. Og dét faldt ikke i god jord. For Cille vil allerhelst ligne alle de andre.

Gade vide, hvor hun har dén adfærd fra?

Heldigvis er hendes nye klasselærer, Miss Samuels, en meget varm og favnende person, så hun satte sig straks ned og krammede Cille. Bagefter sad skolepigen (i den forkerte polo, damn it, Mor!) på en stol ved siden af Miss Samuels og tøede op til dagens dont.

Egentlig er det ikke den store overraskelse, at Cille er gledet direkte ind i den nye skole og klasse – for hun elsker at gå i skole med al den nye læring, de vante rutiner og den struktur, som skolen bibringer hverdagen.

Gad vide, hvor hun har dén adfærd fra?

Men det er nu alligevel en lidt forundret og paf Mor, der kigger i hendes skoletaske og ordner uniform til den kommende uge.

Jeg føler mig ufatteligt heldig med og taknemmelig over, at hun har sådan et let-tilpasseligt væsen. At hun har gåpåmodet, selvtilliden og selvværdet på plads i forhold til at begynde et nyt og fremmed sted.

Torsdag har de små klasser altid fælles-samling, og hun er i denne uge blevet Star Student i Daffodils Class, fordi hun er ved at lære klokken. Det er hun umådeligt stolt af.

Jeg kom sådan til at smile, da hun belærte mig om den korte viser og den lange viser og deres placering på forskellige tidspunkter. Jeg var selv en STOR pige, før femøren faldt på plads med hensyn til klokken. Jeg syntes det var noget opreklameret pjat at lære det med visernes placering – det gav bare ikke mening for mig – og desuden kunne jeg jo bare spørge en voksen om klokken var fem, for så skulle jeg gå hjem! Men Cille har (forhåbentlig) mere logisk sans end Moren.

Cille har i øvrigt ikke rigtigt stillet spørgsmål til skoleskiftet eller selve flytningen fra England til Dubai.

Vores forklaring til hende har ganske enkelt været, at vi skal flytte, fordi det er dér, Far har et arbejde – og uden et arbejde, ingen penge til familien. Det er ret beset sandheden og hun har accepteret den uden videre.

Men selvfølgelig savner hun stadig Mrs. Ryan og sine klassekammerater fra Tiger Class i Nacton School. Hun skyper med sin engelske bedsteveninde cirka en gang om ugen, hvor de griner, viser hinanden legetøj og indimellem siger de uartige ord, hvorefter de triller rundt og ler med hele kroppen.

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden og blyanten tydeligvis over med…

Enkelte gange taler hun om nogle af sine gamle klassekammerater og skriver deres navne på et stykke papir. Så finder jeg hendes “Learning Journey”-journal frem, hvor der er masser af billeder og dokumentation af de aktiviteter, som hun var med til i Tiger Class. Hun er ganske usentimental omkring det – hun vil meget gerne bladre i bogen og tale om sin gamle skole, men indtil videre har det ikke bragt tårer frem.

“Mummy, I made a new friend today”, siger Skolepigen ind imellem, når jeg henter hende efter skole. Hun kan aldrig huske, hvad den nye ven hedder eller om vedkommende går i en parallelklasse, men hun har behov for at fortælle om de nye venskaber, som hun ligeså stille knytter. Jeg fornemmer, at hun savner at ‘kende nogen godt’.

Eller også er det mit behov og afsavn, som jeg læser ind i hendes bemærkninger om nye venner? For jeg savner helt bestemt at ‘kende nogen godt’ her i Dubai.

Det er knaldhamrende hårdt arbejde for en introvert støbning (som mig), når der konstant startes fra nulpunktet med nye bekendtskaber.

Forleden var jeg til en “Coffee Morning” med mødrene fra Cille’s klasse.

Vi er en ualmindeligt broget forsamling, som vi sidder der med kaffe, te og croissanter på den lokale kaffebar. Den blegnæbbede dansker møder engelsk-pakistaner, en del indere, et par kinesere, en serbo-kroat, en kenyaner og en franskmand.

Så kan man vel tale om en international skare?

Det er ikke en overraskelse, at der er mennesker fra hele verden samlet i Dubai. Men det giver åbenlyse udfordringer af kommunikativ og kulturel art, når der skal tales om gaver, legeaftaler, svømning, lektielæsning, børns adfærd, børneopdragelse osv. henover morgenkaffen.

Det var en ganske dejlig morgen, og jeg noterede mig, at de andre giver deres børn flere pligter og mere lektielæsning end undertegnede. For det meste lader jeg Cille stene og lege i fred, når hun kommer hjem fra skole. Der var tilsyneladende ingen af de andre mødre, der lader hele eftermiddagen gå med krea-værksted, Barbie-leg på værelset, lidt iPad-spilleri og den slags. Og de er i fuld gang med at lære børnene flere sprog på samme tid, hvor Martin og jeg har tænkt, at det med at skrive og læse på dansk måske kunne komme lidt senere…

Her er lidt billeder fra vores vej til skole. Scooter-girl giver den gas med marcipanstængerne kl. 7.20 om morgenen i knapt 40 graders varme, mens moren spurter afsted for at indhente hende – svedende og råbende: “Careful, Cia, der kommer en car!”