Det er fire år siden, vi sidst var på en ‘rigtig’ familieferie.Ingen skal føle sig forpligtede til a
Se næste indlæg >
Best of London
Mer’ London.
Om ikke andet så for min egen skyld. Og for min Mors skyld, for hun elsker-elsker-elsker London af nostalgiske årsager, der trækker tråde tilbage til hendes formative teenageår.
Vores forårstur handlede jo ikke kun om at få nostalgi-trippet ud til Harts Grove og Woodford Green.
Det var jo D.E.T. H.E.L.E, vi kom for.
Og Martin havde placeret os centralt i Kensington på Cromwell Rd., så der aldrig var ret langt til noget som helst. Hverken Heathrow eller Oxford Rd.
Vi tilbragte en hel dag i mit favoritområde – East London – nærmere betegnet Spitalfields og Whitechapel, hvor vi bl.a. var på Petticoat Lane Market og fandt et besynderligt undergrundsmarked med virkelig sjove vintagefund, halvbizart, aflagt teater-, cirkus- og militærudstyr og stakkevis af LP’er.
Der er ikke noget bedre end at gå rundt i Øst-London og glo på mennesker, historiske bygninger, gadeliv og graffiti. Cille fandt konstant unge med ‘go’stil’, som hun formulerede det, og der var ingen tvivl om, at hun syntes, at både London som by og The Londoners var megaseje.
Til frokost strøg vi forbi sagnomspundne Brick Lane, der naturligvis har ændret sig meget, siden vi plejede at komme der for så mange år siden.
Der var længere mellem de billige britisk-indiske spisehuse end tidligere, og selve gaden var nu proppet med madboder og food trucks, præcist som i mange andre storbyer, hvor man så kunne få alverdens retter fra spændende lande. I London er der dog ikke skraldespande opsat til resterne fra madmarkederne, så der var virkelig snavset og festligt for fugle og rotter.Vi tog dog ikke en vietnamesisk bao-bun eller en polsk kålpølse, men i stedet den vaskeægte og lidt for billige British Curry, når nu ‘man kunne’. De skulle have skruet lidt ned f0r ghee’en, der svømmede ovenpå.
Senere kom vi forbi Old Spitalfields Market, der må være en ny, stærk konkurrent til klassikeren Borough Market, der var det helt store dengang i de gode, gamle dage. Vi købte hjemmelavet fudge, der var så hvinende sød og fed, at det sang i tænderne og smeltede i mundhulen på et splitsekund.
Men det var smart at have noget sødt at varme sig på, for det var isnende koldt senere på vores Jack The Ripper rundvisning i Whitechapel, der her 200+ år senere fortsat byder på ‘lidt for enhver smag’, som man si’r. Hash- og vandpiber, vape og andet rygeudstyr var frit tilgængeligt på hvert gadehjørne.
Udover at drømme om seje vintage- og loppefund i Øst-London, havde Cille øjnet chancen for at komme i Europas største boghandel – Waterstones ved Piccadilly Circus. Hvem elsker ikke en god boghandel? Og så med de engelske priser? Pundet stod nemlig herligt lavt for os.
Cille var i boghimlen i et par timer, og endte med at finde 4-5 bøger, mens Martin serverede earl grey-te med Victoria sponge og lemon drizzle bake for mig. Boghandlen er absolut et besøg værd – der var vildt smukt opstillet i alle afdelinger, selvom jeg mest befandt mig i børnelitteraturen og Young Adult.
Mille var klart mere til at udforske snacks-sektionen i Boots end bøgerne i Waterstones, og det er helt okay. Jeg er selv vild med at glo på briternes crisp-varianter, snacks, nødder og sandwiches. Det hele må prøves.
Der var selvfølgelig også en obligatorisk tur med Hop-on-hop-off-bus rundt i hele London, da vi blev trætte af at gå. Vi tog afsted i det smukkeste forårssolskin med lune, nyristede nødder i et lille krus – købt lige ved Tower of London.
Og vi landede i Covent Garden og Seven Dials, der er et smukt og stemningsfyldt område med shopping, markedsboder og restauranter, der alle har historisk vingesus.
Matilda The Musical nåede vi sørme også at se i teatret. Musicals er fantastiske og alle pengene værd i London.
Hold op, hvor det også handlede om mad for mig på denne her ferie. Jeg skulle be’ om hårdt-ristet toast med abrikosmarmelade og English breakfast te om morgenen.
Og comfort food på den lokale pub med en balje hvidvin til – præcist som de britiske damer får, mens mændene ruller med en pint cider i stedet.
Vi storfrådede over butter chicken og chicken tikka masala på den der ‘indiske måde’, der kun fås i England – på en mere fancy restaurant end i Brick Lane, hvor der var skruet lidt mere op for krydderierne og lidt ned for fedtstoffet.
Smagen af en svunden tid ramte mig. Det er helt vildt, hvor meget vi erindrer igennem smage og dufte. Cille forevigede mig tilmed i gerningsøjeblikket på vores lille hotelværelse, mens jeg forgreb mig på en af de evindelige britiske miniposer med crisps – I.K.K.E chips. Hun var selv helt hoven og fornuftig med sine tørrede frugter.
Steder, ting, smage, lyde, dufte og ‘atmosfærer’ sender os direkte retur til minderne om ‘engang’. Der var engang. Engang, hvor vi boede i London.
Jeg kom aldrig til at elske at bo der. Jeg holdt af det som koncept – på dén måde, at det var spændende at bo i en rigtig storby, for nej – det er KBH. altså ikke – og fordi det var det første spadestik i den drøm af en flødeskumskage, som et liv i udlandet er. Ihvertfald for mig. Jeg har altid ønsket mig at bo og leve i udlandet. Ligeså langt tilbage jeg kan huske.
Jeg holdt af alle de grønne parker og briternes forkærlighed for gode legepladser til deres afkom. Jeg holdt af briternes evne til at nyde en picnic og deres evindelige malstrøm af snacks og atter snacks. Jeg holdt af at køre med The Tube rundt til alting. Togene er så organiserede og strukturen fungerer bare, så selv en kort-blind person som jeg kan finde vej. Dag efter dag. Lige indtil det ikke varede længere.
Jeg holdt knapt så meget af at have et tumlingebarn med rundt i The Tube, når jeg skulle bære klapvognen op og ned ad stejle trapper, mens jeg frygtede at falde med baby nr. 2 inde i maven, samtidig med at jeg også febrilsk forsøgte at få førnævnte barn til ikke at røre ved noget snavset eller komme ud for en ulykke, når togene susede igennem tunnellerne, så håret fløj om hovederne på os.
Sh*t, hvor var og er London dog snavset. Stor, beskidt og helt sin egen. Og jeg elsker den klart mere med en teen og en tween på langfart, end jeg gjorde med dem som bittesmå mennesker.
Vi fik virkelig gået omkring, set, smagt, oplevet. Ikke kun i forhold til de såkaldt lav-kulturelle London-oplevelser, men også de højpandede med dybere formål. For eksempel var vi en tur nede i Churchill’s War Rooms, som er de bunkere, den britiske regering anvendte under WW2. De står velbevarede med det oprindelige inventar i videst mulig omfang.
Det var en tankevækkende oplevelse, og en hands-on-oplevelse for os, der aldrig har oplevet krigen så tæt på.
Muséet har tilmed den originale Downing Street 10 dør stående, da den gamle i træ blev udskiftet med en mere brydningssikker løsning.
Vi var også et smut forbi British Museum for at se på alle de dyrebare tyvekoster, briterne har slæbt med hjem fra deres tid som kolonimagt. Det skar i øjnene at se på de vidunderlige mumier og skatte, briterne har stjålet i Egypten.
Heldigvis var der også mere moderne sektioner at boltre sig i, når man ikke kan klare flere koloniherre-overgreb i form af hjembringelse til imperiets højborg af uvurderlige stykker kultur og kunst. Afrika, Korea og Kina var super interessante.
100% succesoplevelse at være i London igen. 
Nostalgisk og rørende på den gode måde, og en helt anderledes oplevelse end dengang for 12 år siden, hvor vi boede der.
Nu slikker Cille heller ikke længere på gelændere i The Tube, men finder i stedet loppefund, som hér, hvor hun erhvervede sig ‘en sej taske i firbensskind’.
Og hun er stor nok til at gå i Costa Coffee for at forevige forskellige kager, som hun gerne selv vil prøve at efterligne derhjemme, fordi hun elsker at bage. Ikke som i de gode, gamle dage, hvor synet af en kaffebar gjorde hende til en hel sæk lopper, der hoppede op og ned, indtil jeg gav op.
Vi vender tilbage. Tror ikke, det vil kræve et minuts overtalelse hos nogen af de involverede. 🏴🇬🇧
Ingen kommentarer endnu