London City Girl turned Suffolk Country Girl…

Man mærker byens rytme lige med det samme. London, Baby!

Jeg ankommer med 4-toget (i overført betydning). Fra husmorliv i landlige omgivelser uden for Ipswich og direkte ind på Liverpool Street Station kl. 9 lørdag morgen.

Pusletasken og mit sædvanlige entourage (bestående af 4-årlingen og 1-årlingen) er efterladt derhjemme hos Farmanden. Det er faktisk Tine, der er på vej i byen. Formålet er at møde min hjerteveninde, som er fløjet ind fra Danmark.

Jeg føler mig halvnøgen uden klapvogn og vådservietter. Hvem er jeg uden det der husmor-gear? I togruden kan jeg se, at jeg på overfladen stadig ligner hende, jeg engang var, men hvis identitet, jeg ikke rigtig kan finde mere.

I undergrunden på Liverpool Street mærker jeg suset. Det fysiske sus af toget, der nærmer sig perronen i høj fart. Og det emotionelle sus af at være tilbage i den fantastiske storby, der summer af liv, flimrer af virvar og emmer af mennesker.

Engang troede vi, at vi havde indgået en 3-årig samlivskontrakt med London. Det viste sig at blive til 10 måneder og så gik flyttelæsset nordpå til Suffolk og vores landsbyliv.

Vi står som sild i en tønde i undergrundstoget. Jeg er på Central Line mod Oxford Circus. Der er turister og studerende, hipsters og forretningsmænd, husmødre og psykisk syge, børn og gamle. Jeg havde helt glemt ‘transport i London’ som fænomen. Lykkeligt glemt det! Og nu opdager jeg, at jeg IKKE savner det.

For langt ude på landet i Suffolk triller min MINI Cooper os rundt til alting. Det er rart, komfortabelt og ego-centreret. Vi kommer derhen hvor vi vil – og når vi vil. Uden at tvinges til hensyntagen over for alle andre mennesker med deres lugte, anmasende tasker og uvedkommende telefonsamtaler. At få en klapvogn med i tube’n er et helt kapitel for sig. Det skal jeg nok lade være med at kede jer med.

Jeg står af ved Oxford Circus og drejer ned ad Berwick Street. Regnen rammer min paraply ganske stille; byen er først nu ved at vågne af sin fredags-fyraftensbrandert. Mine øjne flakker ind ad gadens butiksruder og i et splitsekund fanger jeg min venindes øjne. Jeg stiller mig klar uden for en stofbutik til hun flår døren op. Klar til kram og kindkys.

Vi går videre ned ad gaden – glade og med hjerterne hoppende af begejstring over vores få, dyrebare timer sammen denne lørdag. Morgenmad skal der til. Vi finder laks og røræg her:

http://foxcroftandginger.co.uk

Samtalen går i et hæsblæsende tempo. Der er rigtig meget, der skal nåes. Alting skal afklares, vurderes i fællesskab og ping-pong’es på rekordtid. Vi klarer det meste sammen – måske lige bortset fra at finde en løsning på konflikten i Syrien, den må vi lade politikerne om.

Vi går ud i byen med hinanden under armen. Tager toget til Nordøst-London, mit gamle hood. Hackney, nærmere betegnet. Der venter Burberry’s factory outlet på vores (mænds) kreditkort. Min veninde er topmålet af stilig. Smuk, feminin og med instinktiv sans for kvalitet – og hun er i fuld sving, så snart vi er inden for døren. Jeg læner mig op ad hende på mange måder, men i særdeleshed, når det handler om stil og look.

Alt for hurtigt går dagen og jeg må sige farvel til min bedsteveninde. Vi ses for lidt, men er der altid for hinanden. Og det er det vigtigste.

På togturen hjem til bonderøvsland sidder jeg og tænker over livet. Normalt ville jeg have tørret næser og fundet snacks frem nu, men her i stilheden og aleneheden nyder jeg mit væld af tanker og indtryk efter en dag tilbage i London. Jeg savner formatet, som London har: Storbyens umiskendelige, hastige puls, og den umiddelbare følelse af at være en lille brik i et stort puslespil, der aldrig bliver afsluttet. Der er lang vej rent mentalt fra London til Ipswich.

Men så husker jeg pludselig ensomheden i storbyen; hvor svært det var at få en ny omgangskreds, fordi ingen orker at investere tid i dig, da alle altid er på vej et andet sted hen; besværlighederne i London; trafikken, snavset, støjen, sammenklemtheden, uvenligheden, usikkerheden. Et sted, der konstant er stopfyldt af mennesker, men som  ironisk nok ofte er et sted, hvor man føler sig mutters alene.

Det er lige modsat herude på landet. Her er ingen trafik, her er altid rent og pænt, folk er venlige, høflige og meget modtagelige over for nye venskaber. De kom med velkomstbreve, buketter og brød, da vi flyttede ind. Det forekommer mig, at der også er lang vej rent mentalt fra Ipswich til London.

Og på grund af vores nuværende liv som børnefamilie, vil jeg til enhver tid vælge landlivet frem for bylivet. Jeg har pludselig forstået hvorfor folk bosætter sig på landet. “Set lyset”, ville min vestjyske familie i Udkants-Danmark sikkert mene.

For hele mit liv har jeg haft travlt med at finde en ny storby, hvor min lille røv kunne klemmes ned ved siden af de andres…Madrid, Toronto, København, London….og så viste det sig morsomt nok, at min husmor-rumpet faktisk passer bedre ind langt ude på landet. Hvem skulle have troet det?

London City Girl turned Suffolk Country Girl…