Redningsplanker til hjemmegående husmødre

“Uh, det er blevet efterår”, siger min ene veninde og ryster efterårsvinden af sig og glatter sit store hår med den ene hånd.

Vi sætter os til rette i cafeen’s magelige sofaer. Vores skolebørn er netop blevet afleveret og nu er det tid til morgenmad og mentale redningsplanker til de hjemmegående husmødre.

Foran os står croissanter og den gratis kaffe, som high-end supermarkedet Waitrose tilbyder alle kunder. “Waitrose is so civilised”, siger mine veninder i munden på hinanden og griner. De ved godt, at netop det her supermarked er klasser over de andre – og de nyder at det er lidt raffineret.

Man er dog sjældent civiliseret sammen med Mille, men okay, jeg forsøger med lidt moderlig tålmodighed, mens jeg bestikker hende med sprøde kiks og håber på at indtage kaffen med mine veninder uden alt for meget diskant fra Lille My’s side.

I kan se nærmere på det yderst pæne, britiske supermarked her (- og ja, Kronprinsesse Kate handler der også):

http://www.waitrose.com

Jeg aner ikke hvad jeg skulle gøre uden mine kærlige, hjælpsomme, betænksomme engelske veninder. De har givet mig masser af redningsplanker i form af livsnødvendige lektioner i hvordan man overlever livet som hjemmegående husmor. Fra starten har de ærligt vist mig deres trætte, udbrændte ansigter, når alting er blevet for meget (og jeg har vist dem mit). Og vi har luftet frustrationerne sammen over børn og mænd, de bristede karrieredrømme og de økonomiske bekymringer, der følger i kølvandet af kun at have en reel indkomst i husholdningen (og den er mandens).

Det er i virkeligheden et enormt privilegium at have muligheden for at være hjemmegående husmor. Misforstå mig ikke – jeg er meget bevidst om at det er de færreste forundt selv at bestemme, om de vil gå på arbejde eller ej.

Jeg forestiller mig at mange danske kvinder ind i mellem drømmer om at kunne forlænge barselsorloven eller leger med tanken om at gå hjemme indtil børnene bliver større. Men sådan er det danske samfund ikke strikket sammen – ihvertfald ikke for den gennemsnitlige middelklassefamilie. Og normerne, forventningerne og traditionerne peger også i retning af at ‘man går på arbejde og sender børnene i institution’.

Men der er nu alligevel et stykke fra opløftede barselsfantasier om ikke at skulle retur på jobbet og så til at sige et dejligt job op, vinke farvel til månedslønnen, pensionsopsparingen og alt det, der normalt symboliserer, at man er en selvstændig kvinde med hovedet skruet fornuftigt på, med solide ben i næsen, ambitioner og drive.

Jeg opmønstrede alt mit mod og tog springet. Sagde drømmejobbet op, vinkede farvel til karriere og indtjening, og pakkede et stort flyttelæs for nogle år siden. Og jeg har (i egen utålmodige optik) brugt uendelig lang tid på transformationen fra karrierekvinde til hjemmegående husmor. Den er faktisk ikke slut endnu – der er masser af indre dæmoner at slås med fortsat.

Mine engelske veninder kæmper til dels den samme kamp. Fælles for os er, at vi har taget lange universitetsuddannelser, som vi egentlig havde intentioner om at anvende; vi har alle haft gode karrierejobs og pæne lønchecks. Men så blev vi mødre og verden slog en kolbøtte.

I England er det fuldstændig forventeligt og socialt acceptabelt at man er hjemmegående, så snart man har fået sit første barn. Og man vender som oftest ikke tilbage på arbejdsmarkedet, før familiens sidste barn er startet i skole. Dagsinstitutioner er dyre, som jeg tidligere har skrevet om – men man mener også grundlæggende at små børn hører til hos Mor.

Men i Danmark ville det være noget af en overraskelse, hvis man meldte sig som hjemmegående husmor, indtil børnene skulle starte i skole. Jeg har således ingen i venne- eller bekendtskabskredsen, der har valgt dette. Faktisk vover jeg her den påstand, at mange danske piger nyder barselsorloven i fulde drag, netop fordi den har en ende. Lidt ligesom at ferie kun er fantastisk, fordi man ikke er fri til at gøre som man vil hver dag…

Til trods for at vi nu er bosiddende i et land, hvor det at være hjemmegående er normen, så har det taget mig flere år at anerkende, at det faktisk er helt OKAY! At husmorrollen er et job. Endda langt mere krævende end et 9-17-job. Min danskerhat trykker indimellem og hvisker mig i øret, at jeg “dasker formålsløst rundt”…men er der egentlig noget formålsløst i at tage sig af egne børn?

Ingen englændere undrer sig over, at jeg er hjemmegående. Men i Danmark, bliver jeg hver gang spurgt om hvad jeg dog fordriver tiden med. Ofte svarer jeg (lettere indigneret), at jeg er en “lady of leisure”. Alle, der har passet småbørn ved, at det er en fed og lodret løgn.

Jeg ønsker på intet tidspunkt at være tilbage som projektleder hos Mærsk med to småpiger i dagsinstitutioner. Det er en fantastisk gave at kunne være der for pigerne, mens de er små og har brug for en rolig base i hjemmet. I tilgift slipper vi for at diskutere hvem der afholder barnets 1. (og 2., 3., 4., 5.) sygedag og vi slipper for problemer, når lærerne herovre strejker til oktober. I det hele taget slipper vi for den stress og jag, som fuldtidsarbejdende forældre døjer med i Danmark. Det er en stor lettelse for familielivet og for parforholdet.

Men selvom der er åbenlyse fordele og privilegier ved at være hjemmegående, så er der også en lang række ulemper – jeg nævner i flæng:

• At hjernen langsomt slumrer ind i manglen på voksenkontakt og mentalgymnastik – oftest er ba-ba, mam-mam og pu-pu de mest anvendte ord.
• At en stor ensomhed sniger sig med i den følelsesmæssige rygsæk – for oftest tuller man rundt derhjemme eller nogle formiddagstimer i selskab med andre mødre og deres børn.
• At man sjældent bliver set eller anerkendt af andre voksne (bortset fra gemalen, som godt ved at man knokler). På et arbejde er der kollegaer, som kan lide at arbejde sammen med en, og forhåbentlig også en chef, der indimellem anerkender ens indsats. Husmorens indsats kan vel måles i hvor velfungerende (eller ikke velfungerende) børnene er?
• At ens identitet langsomt, men sikkert blegner og bliver sværere og sværere at genfinde. Hvem er man egentlig, derinde under Mor-blusen med kiksekrummer, fedtpletter og klistermærker? Det er der aldrig 5 minutter til at overveje og alle de prædikater, der tidligere kendetegnede mig i arbejdsøjemed, er for længst gledet af. Jeg er ikke længere Tine-projektlederen eller Tine-den-personlige-assistent.
• At man (igen med danskerhatten på) mister selvstændighed ved ikke at tjene egne penge. Jeg fandt ihvertfald ud af, at jeg havde en mental barriere, når jeg skulle bruge Martins penge i starten…det har jeg dog senere fundet stor fornøjelse i (skulle jeg hilse og sige fra min mand).

MEN:

Det hjælper ALTID på mit humør at sidde der med mine søde husmor-veninder og uddele redningsplanker til hinanden i form af bekræftende nik, suk og “jeg kender det alt for godt”-kommentarer. Som en lille flok gæs skræpper vi op om hverdagsting og drikker kaffe og ler med hinanden midt i frustrationerne. Man bliver i godt humør af den særlige, kvindelige lemminge-adfærd – og det er der vel ikke noget forkert i?

Livet er faktisk dejligt. Vores børn er sunde og raske. Og de evner at drive mig lidt til vanvid hver eneste dag.

Og den der halvdøde karriere bliver der vel rusket op i på et senere tidspunkt, hvis jeg da nogensinde finder hende Tine igen?