Mor

Det er søndag derhjemme i Danmark, og mens du holder weekend, er ugens første hverdag sparket igang i en fjern Ørkenstat.

Men mig skal du ikke have ondt af. Min hverdag er strikket sådan sammen, at jeg midt på dagen har en frokostpause, der er lang nok til, at jeg kan stå lige her og glo i en time, hvis det er dét, jeg har lyst til.Og når jeg ikke holder en af mine evindelige kaffepauser, er jeg omgivet af søde og dygtige børn, der gerne vil lære noget.

Jeg kan ikke ønske mig mere end alt det, jeg allerede har og er omgivet af.

Og så alligevel, er der noget, der spiller mig et puds.

Et hedenganget fatamorgana, der dukker op, når jeg mindst venter det.

Babydrømmene.

Duften af evig ungdom.

Følelsen af sarte, u-trådte, buttede barnefødder i min hule hånd.

Tanken om at holde et lillebitte barn i armene igen.

Som sover så trygt og sukker under sin sut.

For slet ikke at tale om at bære barnet i maven.

Det er mit nu 40-årige biologiske ur, der ikke bare tikker.

Det råber op om, det er sidste chance for en tur i babykarussellen.

Jeg tror ikke, at der findes mange kvinder på min alder, der ikke har det sådan hér ind i mellem. Vi ser på de par, der er kommet ud på den anden side af småbørnstågen, og som nu venter deres tredje eller fjerde barn i en voksen alder – og pludselig kan vi ikke lade være med at tænke, om det mon i virkeligheden er bedre med tre end med et eller to?

For hvem af os kan lide tanken om, at baby- og småbørnslivet er uigenkaldeligt slut?

Det var jo – trods alt – en fuldstændig livsforandrende og vidunderligt vanvittig tid med nære relationer og simple pleasures.

Hvem af os kan lide tanken om, at vores fysiske, allermest kvindelige, formål i livet er afsluttet?

At vi er under afvikling i produktionshallen? At udløbsdatoen på æggene nærmer sig?

At vi er blevet til halvgamle høns, der er fine til at øve sig med, men ikke til at lave et barn med?

Alt i min fornuft og hjerne fortæller mig, at vi skal ikke på nogen som helst vilkår have et barn mere. Nu er vi endelig kommet ud over småbørnsstadiet – og det er ubeskriveligt skønt, at vi aldrig skal bøvle rundt i søvnunderskudståger og trækkes med klapvogne, bæreseler og bleer mere.

Vi kan rejse som familie nu.

Vi kan have reelle samtaler som familie.

Vi kan foretage os ting sammen – og vi får sådan for alvor oplevelser sammen nu.

Der er intet, der taler for, at vores liv skulle bombes tilbage til babystadiet igen.

Intet.

Og så tænker jeg lidt på de to sunde og raske døtre, der ville tage imod en lillebror med kyshånd, men som også har brug for vores tid, omsorg og hjælp til så mange ting stadigvæk.

Men følelsen er der ind i mellem. Især omkring ægløsning. Gok. Gok.

Og tanken sniger sig ind, hver gang jeg ser en jævnaldrende kvinde vralte omkring med en fin mave.

Derfor er det heller ikke svært at sætte sig ind i den dybe, fuldstændigt uterlige desperation, der må bo i ufrivillligt barnløse kvinder. Den sorg og den frustration, som de må opleve måned efter måned, mens de forsøger at blive gravide. De har jo den samme fornemmelse i kroppen. De samme ønsker og drømme om liv, som vi andre har haft og til stadighed har.

Jeg har set det i veninder.

Jeg har læst om det og forsøgt at forstå, hvor svært og tungt det er, når babydrømmene kun bliver ved drømmene.

Derfor rammer TV2-dokumentaren “Har hun stjålet vores børn?” direkte ind i mit moderhjerte.Har du set den?

Det er hjerteskærende, ægte TV.

Og jeg føler med de to barnløse par, der i den reneste form for desperation tyer til en rugemor, som en allersidste chance for at opnå dét, de ønsker sig allermest i livet.

De overser advarsler og faresignaler, fordi de har kun målet for øje.

De ønsker sig det her så brændende, at sund fornuft går på i røg og pengene sidder pludseligt løsere.

Rugemødre er jo også en reel løsning, ingen tvivl om dét, men som dokumentaren viser med al tydelighed, så er det også en rejse med mange faldgruber, når lovgivningen er forældet eller halter – og når tingene foregår i det skjulte.

Mit hjerte bløder for de her kvinder, der er blevet franarret en stor sum penge og fravristet den ultimative drøm.

Moderskabet.

Det dejligste skab af dem alle.

Og vi kan kun gisne om, hvorfor rugemoren valgte at beholde tvillingerne. Hendes fortælling er pt. ukendt, men vil nok blive belyst i retssagen.

Handlede det for hende kun om at få lokket “nemme” penge og charterrejser ud af desperate barnløse?

Havde hun et underliggende ønske om flere børn selv?

Havde hun et ønske om at udfylde rollen som rugemor, men da børnene så først boede under hendes hjerte, var det umuligt at give dem fra sig?

Den falske rugemors historie er en også en slags tragedie. Ikke på lige vilkår med de barnløse kvinders, men den fortjener at blive fortalt og hørt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet