Dobbelt op på længsel

Vinter i Dubai

Jeg får tit henvendelser fra folk, der er nysgerrige efter, om de mon har valgt “det rigtige tidpunkt” at holde ferie på i Dubai.

De fleste, der spørger, er bekymrede for, om de har valgt et tidspunkt, hvor varmen er for overvældende. Og det kan man jo ikke fortænke dem i. For her bliver varmt.

Det er ikke fordi her er flere varmegrader end i Egypten om sommeren, for nu at tage et eksempel, men her er høj luftfugtighed – og dét er en dræber.

Som tommelfingerregel kan man sige, at det ALTID er fantastisk vejr i Dubai, hvis det handler om at indfange solstråler – bare ikke liiiige om sommeren.

Og sommer vil jeg definere som månederne fra april til og med september.Man kan dog sagtens rejse på ferie til Emiraterne i sommermånederne, men man er nødt til at være bevidst om, at der er visse begrænsninger på udendørsaktiviteterne. I juni, juli og august er det stort set umuligt at opholde sig på stranden eller i ørkenen, fordi sandet er så brændende varmt, at det er meget ubehageligt at komme i kontakt med det. Man kan heller ikke gå en tur på gaden eller sidde på en fortovscafé. Men så kan man til gengæld 1.000 fine ting indendøre – og der er ofte virkelig gode deals på hoteller og fly i takt med at varmegraderne stiger. Så er man klar på at bade i poolen, nyde lækre middage (indendøre) på gode restauranter og udnytte hotellernes og shoppingcentrenes indendørs tilbud, så får man meget for pengene i sommermånederne.

Men…så er der jo også vinteren.

Vinter i Dubai er et kapitel for sig selv. Fra starten af november til slutningen af februar har vi det mest saliggørende vejr, jeg nogensinde har oplevet noget sted på jorden. Solen er en blid version af sig selv, som sender kærlige, lysegule stråler ned mod os, som man kan opholde sig i hele dagen uden at blive forbrændt.

Over den sarte, lyseblå himmel driver en let vind, som svaler og forfrisker. Og så er der 25-27 grader om dagen, som gør det fuldstændig perfekt at være udenfor.

Man sveder aldrig.

Man fryser aldrig.

Fastliggere og ørkenrotter går rundt i UGG-bamsestøvler og store, bløde sweatere og nyder, at det er tilladt at “hygge” lidt i stort tøj, mens turister og andre slags gæster går i shorts og soltop, fordi vintervejret er den perfekte sommer i deres optik.

Vinduer og døre står åbne dag og nat, så vi får max’et ud på naturligt lys og naturlig afkøling. Det er NU, vi lever det virkelige liv – os, der bor i Ørkenstaten. Og vi er næsten alt for bevidste om, at det hele er på lånt tid, fordi varmegrader, elektriske pærer og aircondition trænger sig på længe før vi kan overskue det.

Om vinteren ligger aften-/natte-temperaturen omkring de 20 grader. Det er (skørt nok) ret køligt for os, der bor her – og vi trækker indendøre under tæpper med et krus te. Men for en dansker, der lige har fået 20 plusgrader forærende, er det perfekt vejr til at nyde nattemørket med en drink og lytte til cikadernes sang.

Har jeg solgt idéen?

Har du brug for kilometerlange gåture langs havet og regnbuefarvede solnedgange?

Har du lyst til at være uden for i alle døgnets vågne timer – og gerne i så lidt tøj som muligt?

Dubai eller De Forenede Arabiske Emirater er svaret.

Den bedste januarkur mod forkølelse og frosne skuldre, hvis du spørger mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dobbelt op på længsel