Duften af evig ungdom

“Hvor er det dog dejligt at du vil holde ham lidt”. Kommentaren kommer fra min søde, trætte, nybagte Mor-veninde, som netop er trådt ind over dørtærsklen.

For 16 dage siden kom den her lille babydreng til verden. Og han er så lillebitte med sine 3.500 gram og 50 cm, at jeg næsten ikke kan finde ud af at holde ham, da hun bringer ham over til mig.

Jeg var i Sainsbury’s med Lille My efter at Cille var blevet afleveret i skolen. For at indkøbe kager til den nybagte Mor.

Det er jo nærmest en livsnødvendighed med kage, når man ammer og er fuldstændig mørbanket og søvn-underskuds-mat af den der maniske, cykliske døgnrytme, som sådan nogle små krabater holder sig. For slet ikke at tale om sukkerets evne til at dulme smerter her, der og unævnelige steder.

Før babydrengen vågnede, nåede den nybagte Mor lige at få sig en kop te og en “chocolate torsade”, som er en uartig-sprød sag med creme patissiere og chokoladeknopper.

“Mummy, bææære”, siger Mille med tårer i øjnene, opstrakte arme, hængende mundvige. Det er virkelig svært for hende med ham-den-lille i mine arme. Hun er i dén grad vant til at være den mindste, så det er en underlig oplevelse for hende, da jeg pludselig sidder med en baby.

Ham babydrengen er blevet ét med min gamle Mummy-krop efter et par minutters tilvænning. Jeg er som en gammel cirkushest, der har lugtet savsmuld igen.

Det føles hjemmevant og alligevel helt fremmed. Jeg har glemt meget på de 1 ½ år siden baby-Milles første dage.

Hans ene arm og hånd holder blidt om et af mine kærlighedshåndtag på ryggen; næsen og kinden ligger klemt ind mod mit bryst og hans lillebitte mave og benene er foldede hele vejen rundt om min mave. Det er varmt, trygt og åndedrættet bliver helt rytmisk af den lille sovende bylt i mine arme, som drømmer saligt og fordøjer lige dele indtryk og modermælk.

Jeg indånder duften af evig ungdom på hans uskyldsrene hoved. Lader fingrene glide igennem hans silkebløde livmoder-dun-hår. Her er et nyt liv. Et ubeskrevet blad. Måske bærer jeg et parlamentsmedlem, en simultantolk, en kontreadmiral eller et syngende postbud i mine arme. Who knows?

Jeg forsøger at smile overbevisende til Mille og afleder hendes opmærksomhed med en croissant og Peppa Pig på iPad.

Den nybagte Mor smiler og udbryder at: “Uanset hvor skøn babydrengen end måtte være, er han så absolut mit sidste barn!”. De havde egentlig forestillet sig at få 3 børn, men de er blevet noget overraskede over mængden af arbejde og kaos’et med 2 småbørn?

Lyder det bekendt?

Jeg havde det på præcist samme måde for 1 ½ år siden. Eller rettere – jeg har det sådan til dato.

Sikke et chok, da barn nummer to kom til verden!

Vi gik fra at der altid var én voksen, som kunne agere hjælperytter, pedel eller rengøringshjælp i forhold til livets praktiske nødvendigheder. Bare sådan at kaos’et altid var nogenlunde udholdeligt og man ligesom kunne opretholde en vis standard. Vi er ret “ordnung muss sein”-agtige her i huset, både i forhold til de fysiske og de mentale rammer.

Pludselig er begge voksne i gang hele tiden. Alle 4 voksenhænder skal tørre spildt saft op, varme mælkeflaske, tømme skraldespand, puste på forslået knæ, stege kylling og indkøbe flere bleer.

Og jeg havde helt ærligt haft samme hemmelige drøm, som min veninde.

Måske en lille kærligheds-3’er?suuuuk…bare fordi min mand stadig er dejlig og kan det der pjat med at lave børn?

Men – ak nej, drømmen bristede midt i amning, gråd (hos både mor og datter), tårnhøjt rod og skyldfølelsen over aldrig rigtig at være der 100% for hverken den 2 ½-årige eller den nyfødte. Deres behov mødtes bare aldrig rigtig på midten. Der skulle hele tiden findes kompromisser, varmes en flaske midt i hyggelæsningen og ventes på mad, fordi der var bleskift og skrigeri.

Med tiden er deres behov naturligvis mødtes langt mere på midten. Der er hver eneste dag en serie gyldne øjeblikke, hvor de to rødhårede truntepiger viser et stærkt søsterfællesskab og kærlighed, hengivenhed og glæde ved hinanden.

Jeg samler på de øjeblikke i mit moderhjerte. De gør mig tindrende glad hver dag.

Men den hemmelige drøm er lukket ned.

Helt ærligt: Martin og jeg er sgu’ bare ikke rigtig gode til det der med babyer.

Til at lave dem, jo tak – og jeg har gode graviditeter og hurtige fødsler. Men de første 4-5 måneder med en baby er jeg ret beset gerne foruden.

Vi fungerer ikke i den slags kaos, som babyer bringer med sig; vi griber ikke naturligt 100 bolde i luften; vi elsker ikke at lege gætteleg med et ukendt væsen, der ikke har andet sprog end gråd kl. 3 om natten. Vi falder ikke i svime over gravide, bulende maver og bittesmå mennesker. Tværtimod – de der små mennesker gør mig oftest lidt bange og usikker.

Når jeg stryger babydrengen over hans lille næse, ser mælkeskummet i hans ene mundvig og fornemmer det lille mirakel, som han er – ja, så er jeg uendelig glad på min venindes vegne. Og død-taknemmelig for de to mirakler jeg selv har modtaget. Og dét var så dét.

Han må gerne tage med sin Mor hjem igen. Bare jeg får lov at holde ham og møde hans øjne et øjeblik.

Skruk har jeg vist aldrig været.

Og moderlig er vist heller ikke rigtig et prædikat, der passer på yours truly.

Det var mere noget med en italesat, velovervejet beslutning mellem to voksne, nygifte mennesker – og så en masse morskab for nedrullede gardiner.

Vi anede ikke hvad vi gik ind til ved den første. Vi anede endnu mindre hvad vi gik ind til ved den næste.

Den nybagte mor smiler, imens hun ømmer sig, sukker dybt og forsøger at amme den mikro-lille baby: “Jeg tænker hele tiden, at jeg nu skal huske at nyde det, fordi det hele er sidste gang, hvis du forstår?”. “Og alligevel drømmer jeg mig henimod at han bliver større, sover bedre, spiser selvstændigt, kan tale lidt”.

Oh, yes. Jeg forstår. Forstår det hele. Den lille plade med “nyd det, det er sidste gang” kørte ind i mellem i mit hovede også.

Men den blev ligeså stille lukket ned i takt med at jeg blev mere og mere afklaret med at min epoke som “aktiv frugtbar” kvinde er ved at være ovre.

Det er helt okay. Jeg er jo hverken udtørret eller i overgangsalderen. Vi skal bare anvende prævention, that’s all.

Jeg er dybt lykkelig for de to piger, jeg er blevet givet. Og jeg investerer al min tid, opmærksomhed og kærlighed i dem, fordi de er det mest fantastiske, jeg nogensinde har været i nærheden af.

Hatten af for de mennesker, der rummer mange børn.

Hatten af for de mennesker, der rummer børn.

Hatten af for de mennesker, der rummer andres børn.

Uanset hvordan og om ens frugtbarhed bliver anvendt (eller ikke-anvendt, frivilligt eller ufrivilligt), så er det uden tvivl et stort, følsomt, vigtigt emne for langt de fleste kvinder i den fødedygtige alder.

Babydrengen tager nu med sin Mor hjem.

Mille sidder veltilpas og selvtilfreds på min arm, mens vi ser på at de går ud ad døren.

“Mummy, bære Mia. Baby bye-bye”.

Jeps, det er rigtigt Mille.

Bye bye, baby…