English China

Waitrose Wednesday er lig med morgenkaffe, wienerbrød og tøsehygge med mine Mummy-Friends. Et par timers fælles-moderskab, som sikrer en vis grad af mental stabilitet, energi og overskud.

Uden onsdags-morgenkaffen ville alting være en del mere trist. For der er en enorm lettelse og bestyrkelse i at dele store og små livsudfordringer med andre kvinder.

Efter dén optankning går jeg videre over i John Lewis med Lille My – strategisk placeret i klapvogn med en lille pose peanuts.

John Lewis er et særdeles nydeligt stormagasin, som kun har de mest eksklusive mærker på hylderne. Og Lille My på slap line er ikke ligefrem en plausibel løsning blandt distingverede ældre damer med lilla hår og brilliant-fingerringe på størrelse med Fyn og øerne.

http://www.johnlewis.com

Men trunten tager det med ophøjet ro – der er trods alt salte nødder nok til en halv time frem og tilbage i mellem de skønneste ting og sager.

Det er et af den slags Mummy-tricks (læs: afledningsmanøvrer), jeg bruger ret ofte:

At fodre den lille gris med perler, så hun ikke bliver utålmodig og laver utilstedeligheder på strategisk uheldige steder.

I dag har porcelænsafdelingen en uforklarlig tiltrækningskraft på mig. Helt og aldeles fascineret er jeg pludselig af English China. Hvor har de englændere bare mange smukke, elegante kopper, krus, tepotter. Mønstrene og faconerne er så fine!

Mønstret “Strawberry Thief” fra “Royal Worcester estd. 1751” err uimodståeligt. Jeg bliver pludselig NØDT TIL at købe julegaver til Mrs. Ryan og Mrs. Walker, som er Cilles klasselærer og lærerassistent.

Man kan vel aldrig få for mange tekrus i England, kan man?

Og man bør da sige pænt tak til de hårdtarbejdende lærere her op mod jul, ikke?