Pasta Basta

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke er gået noget stort kokketalent tabt i hverken Martin eller jeg.

Faktisk foretrækker jeg at bage. Så hvis jeg overhovedet skal pege på et gram køkkentalent og interesse, må det blive som kanelsneglemager.

Vi klarer os egentlig bare igennem på den typiske serie af familie-hverdags-klassikere, som udføres af enten Maricel eller jeg.

Kylling i ovn med ditten og datten.

Lasagne eller bolognese.

Laks eller fiskefiletter på pande med ditten og datten.

Hjemmelavede pizzaer, burgere, tortillaer, crepes og pitaer.

Fortsæt selv listen af gamle trawere eller begynd min liste forfra i næste uge.

Gab.

Det er nu ikke fordi vi er uinteresserede i mad.

Slet, slet ikke.

Vi elsker mad.

At spise mad, forstås.

Ude eller hjemme.

Oppe eller nede.

Indisk eller fransk.

Japansk eller thai.

Dansk eller italiensk.

You make it – we eat it.

Og på grund af de manglende talenter, er vi lykkelige for at kende mennesker, som kan udvide vores gastronomiske horisont bare en lille smule.

Forleden får Mille således sit drømmekursus i pastafremstilling af én, der bestemt har – og gerne udfolder – sit kokketalent.Hun har ønsket sig dette i flere måneder.Faktisk lige siden Sydfrankrig, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med pastafremstilling (og nogle af os endte med at spise os til en 3 kilos ekstra-pukkel i alverdens franske, hjemmelavede lækkerier, som kokken fremtryllede hver eneste dag).Og nu står hun her så igen. Med ivrige håndsving og gryende interesse for madlavning, som vi for alt i verden ikke må slå ihjel med vores talentløse køkkengøgleri.

Heldigvis for lille Mille, er denne her kok ualmindeligt tålmodig og pædagogisk i deres fælles pastaproduktion.Og mens de talentfulde knokler på, oparbejder jeg mest af alt en glubende appetit af at se på.Du godeste – en perfekt spaghetti, de to kokke producerer!Det smager i øvrigt lige så godt, som det ser ud, kan jeg hermed bekræfte.