Forbindelse

I dag er én af den slags dage, hvor mit arbejde er verdens mest meningsfulde.At være lærer giver og skaber mening.

På en fundamentalt anderledes – og langt bedre – måde end noget andet job, jeg har prøvet.

Det er nok også derfor, at der findes så mange mennesker, som gider at stå op hver morgen for at forklare vidt og bredt om alt fra Herodes til Pilates (get it?) uden at modtage den helt store monetære kompensation.

De mange mennesker – lærerne – søger nemlig efter de gyldne øjeblikke.

Vi er nærmest afhængige af dem som suckers for sukker. Som sørøvere på intens skattejagt.

Og det mest desperate ved situationen er, at de gyldne øjeblikke kun viser sig ganske spontant og ganske sporadisk.

Lidt ligesom det enestående, knasende rene golfslag med driveren.

Lidt ligesom det eventyrlige øjeblik, hvor du får øjenkontakt med et helt særligt menneske.

Men i morges skete det.

Uventet som altid, men velkomment.

Tre unge studerende – en kristen, en hindu og en muslim – researcher i stille fællesskab moralbegreberne i de tre religioner, som kontekstuel forberedelse før læsning af den spirituelle roman “Life of Pi”, hvor hovedpersonen er en vaskeægte 3-i-1’er, der praktiserer islam, kristendom og hinduisme samtidigt.I De Forenede Arabiske Emirater er det kun lovligt at tilhøre én religion. Og det er samtidig ulovligt ikke at tilhøre en religion. Alle står vi sirligt opført og registreret med vores (til lejligheden passende) religiøse overbevisning i statens immigrationssystem, i skolesystemerne, i HR’s databaser på arbejdspladserne og så fremdeles.

Så poly-religiøsitet som emne i skolen er en smule – hvad skal vi sige – diskutérbart i vores del af verden, men det forhindrer os ikke i at anvende undervisningsmateriale om emnet. På diskret vis.

De 3 studerende går heldigvis også åbent og fint til opgaven.

Og så kom det.

Det gyldne øjeblik, som giver litteraturjunkien i mig et instant fix.

“Miss Tina, did you know that the moral concepts and values are the same in Islam, Hinduism and Christianity?” Pigerne kigger opmærksomt op på mig fra deres computere.

“Tell me more”, svarer jeg.

“Well, we have found out that what is good to do is good in all three religions and what is bad to do is bad in all three religions too”, responderer de.

“And what would that then mean to us as human beings?”, fortsætter jeg.

“It means that we judge by and adhere to the same rules and values no matter our religion”, svarer de.

“So we – as mankind – do share our understanding of what it means to be a good person and a bad person. We navigate within the same boundaries, the same system and the same values”, siger jeg.

De tre studerende ser rundt på hinanden og smiler bredt ved tanken om enhed og fælles forståelse.

Og i mit indre breder sig et stort, varmt amen.

For virkelig forandring sker jo på det individuelle plan.

Lige dér i mødet mellem 3 studerende med forskellige religiøse baggrunde, som ser hinanden i øjnene og anerkender, at de fundamentalt set er ens.

At der alligevel ikke er den store forskel.

At deres religiøse overbevisninger er lige værdige.

Ligeså fint et gyldent øjeblik breder sig også igår, hvor en lille gruppe studerende er i færd med at undersøge Steinbeck’s bevæggrunde for at skrive om helt almindelige menneskers benhårde livsvilkår.De unge mennesker skramler rundt med Steinbecks kommunistiske tilbøjeligheder og The Anti American Dream, selvom den slags frække samfundsidéer velsagtens også er ulovlige i en Ørkenstat.

Pludselig lytter jeg til en intens diskussion om lykke, frihed og behov. Om hvad der i virkeligheden gør mennesket lykkeligt og frit. Og jeg pirker forsigtigt til elevernes selvforståelse ved at spørge, om Dubai er en mellemøstlig variant af The American Dream? Om et godt liv måles i økonomisk succes eller om der findes andre former for vægtskåle og målestokke at gå efter?

Og mit hjerte smelter forsigtigt til lyden af meningsfyldt samtale om omvendte samfundspyramider og meningen med hele skidtet.

Eller forleden dag, hvor en hel 9. klasse er i færd med at læse en artikel om køn, kønsroller og identitetsforståelse som forberedelse til deres analyse af Shakespeare’s “Twelfth Night”, hvor der på klassisk Shakespeare-manér sker multiple identitetforviklinger og uartige forelskelser mellem samme (og forskellige) køn.Mulige homoseksuelle tilbøjeligheder er nok heller ikke ligefrem velkommen litterær kost på disse breddegrader, men vi læser det ind i teksterne alligevel. På diskret vis.

Så jeg kigger ud over klassen, der smågaber og har svært ved at finde relevansen i artiklen om køn og identitet og siger: “Are there any Danes present, besides myself?”

En (brun, som Hella Joof ville sige) ung mand kvækker fra det fjerneste hjørne: “Me, Miss, I’m also Danish. Bare en lilla smula”.

“That’s great! Then you might already know that as of 1st of January this year, Denmark has taken a stance and is now the one and single country in the World to refuse to classify transgender individuals as suffering from a ‘mental or behavioural disorder’ as per current WHO guidelines”, siger jeg.

“It means that people in Denmark can now be their individual gender in the way that they feel is right without being stigmatised as “sick” or “abnormal” by the system”, fortsætter jeg.

“But, Miss, what do you mean by individual gender?”, spørger en elev.

“There are at least 50 different ways of understanding and interpreting gender, go look it up”, svarer jeg.

“58 variations of gender to be exact, Miss”, svarer en anden elev et øjeblik senere.

Og så sker der dét, der må og skal ske.

Samtlige elever hiver elektronisk tingel-tangel op af taskerne for at undersøge emnet i dybden.

Hvis bare halvdelen af klassen går ud med en ny og udvidet overflade-forståelse af køn og identitet er der tale om et vaskeægte gyldent øjeblik.

Hvis bare en enkelt håndfuld endda bliver mere åbne over for forskelligheder mellem mennesker, skal der udråbes et dybfølt hallelujah.

Og tænk, hvis der sidder ét enkelt individ i lokalet, som nu har fået en ny indgangsvinkel til at fundere over egen kønsidentitet, så besvimer jeg af lykke.

Forandring starter i det enkelte menneske.

Og jeg er stolt over at være del af en international skole og arbejdsplads, hvor vi på respektfuld vis udfordrer rammerne for, hvad der kan tænkes og siges i en arabisk kontekst.

Sådan her er hver dag nu ikke. Bevares.

Det forstår og genkender enhver, der har være omringet af teenagere i mere end et kvarter ad gangen.

Der er dage, hvor det er so-so med motivationen, når jeg konfronteres med vrantne ansigter og uinteresserede attituder, som kan tage pusten fra selv en uskyldig og engageret fagnørd.

Men sådan er det ikke idag.

Heldigvis.

I dag tillader jeg mig at have hovedet helt fyldt af drømme og ord, præcist som Pablo Neruda-skikkelsen Neftalí Reyes i “The Dreamer”.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet