Er vi så ikke nærmest lykkelige, vi to?
Steffen Brandts velkendte vokal kører i mit indre.
Og jeg får instinktivt mere lyst til at danse kinddans med Martin end til at tænke dybere over, hvad det egentlig vil sige, at være ‘lykkelig’.
Men spørgsmålet om hvad ‘lykke’ er for en størrelse, kommer til mig hver gang, FN får Sustainable Development Solutions Network til at begå den der World Happiness Report, som erklærer danskerne for det ‘lykkeligste folkefærd’.
Dannevang er i år skarpt efterfulgt af Schweiz, Island, Norge, Finland, Canada, Holland, New Zealand, Australien og Sverige.
Lande, hvor der i et eller andet omfang er et offentligt sundhedsvæsen.
Lande, hvor der i et eller andet omfang er et offentligt skolesystem.
Lande, hvor der i et eller andet omfang er etableret et demokratisk system, som sørger for at alle mennesker (over)lever og har en reel chance for at forbedre deres nuværende livssituation.
Lande, hvor korruptionsniveauet er minimalt. Hvor demokratiet er maksimalt. Hvor retssystemet fungerer.
Lande, hvor der findes et socialt sikkerhedsnet.
En redningsplanke.
Det er dét, vi i Danmark har valgt at kalde for Velfærdsstaten.
Nederst på ‘lykkelighedsskalaen’ rangerer Madagascar, Tanzania, Liberia, Guinea, Rwanda, Benin, Afghanistan, Togo, Syrien og Burundi. Med andre ord gør krig, diktatur, undertrykkelse, tortur, vold, kriminalitet, korruption og den slags forfærdeligheder ikke mennesker synderligt lykkelige.
No shit, Sherlock.
Mit nye hjemland – De Forenede Arabiske Emirater – lander i øvrigt på en fin 28. plads (ud af i alt 157 lande).
http://m.gulfnews.com/news/uae/government/where-does-uae-rank-in-10-happiest-countries-1.1691644
Men ambitionsniveauet er højere end til en 28. plads.
De Forenede Arabiske Emirater har jo netop udnævnt en Glædesminister, som skal udtænke en plan for landet, som vil være ‘verdens bedste sted at leve’.
Den slags intentioner kommer til at koste samfundet penge.
Mange penge.
Prøv bare at spørge politikerne i Danmark, som sidder askegrå i ansigterne og leder efter krummer i den fælles kagedåse.
Så Ørkenstaten indfører moms lige om lidt. Og må vel i samme øjeblik omdøbe Dubai Duty Free Tennis Stadium til Dubai Not-Quite-Duty-Free Stadium. Lur mig, om der ikke på sigt kommer indkomst-beskatning?
Sustainable Development Solutions Network måler begrebet ‘lykke’ ud fra en masse økonomiske og politiske parametre, der kræver sin kvinde at finde rundt i.
Faktisk er det svært at gennemskue helt præcist hvorfor, de kloge hoveder kalder det for en ‘Happiness Report‘, når det i virkeligheden ikke handler så meget om ‘lykke’ eller ‘glæde’, men vel snarere om borgernes ’tilfredshed’ og deres opfattelse af ‘tryghed’ i og ’tillid’ til samfundet?
For er Danmark virkelig et glædesfyldt – eller lykkeligt – land?
Ja, det ser altså ikke sådan ud, når jeg hvert halve år er på visit i Moderlandet.
Hvis jeg må have lov at være så ærlig.
Faktisk ser det – i min optik – ud til, at danskerne knokler røven ud af bukserne hver eneste dag. Og der er fuldtidsjobs for både voksne og børn. Der er også regnvejr. Og middelmådighed. Klagesange. Og et ‘service’-niveau, der absolut intet har med service at gøre.
Men hvad vil det overhovedet sige at være ‘lykkelig’?
Er den slags ikke spontant og momentant?
Eller er jeg bare det eneste menneske i verden, der oplever ‘lykke’ som noget flygtigt stads?
Jørgen Leth (og han er en klog mand) giver ikke meget for en rapport, der måler forbrug, BNP og den slags til at definere om et lands borgere er ‘lykkelige’.
“Haitianerne nyder livet mere end danskerne og virker lykkeligere – selvom samfundet i dén grad har sine problemer og udfordringer”, siger han – blandt meget andet interessant.
http://www.b.dk/nationalt/det-er-meningsloest-at-andre-skal-fortaelle-os-om-vi-er-lykkelige
Jeg tænker, at den lille afstand mellem rig og fattig i Danmark velsagtens gør majoriteten til ’tilfredse’ borgere?
For der er tillid til systemet. Til samfundet. Til statsmagten.
For der er en høj levestandard – for alle landets borgere.
Men lykkelige?
Arh, den må FN sgu’ længere ud på landet med.
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Tak for dit input. Jeg bor i USA og bliver ofte spurgt om hvorfor i al verden jeg valgte at forlade “verdens lykkeligste land”. I mine øjne er danskere ikke markant lykkeligere MEN de har markant mindre at bekymre sig om, når det gælder uddannelse og sundhedsvæsen! Og jeg synes det er en øjenåbner af de helt store at få lov at se sit hjemland med fremmede øjne – noget jeg ville ønske at alle fik lov at prøve.