Traditionen tro…

“Far, jeg har fundet ud at Faster Joey er inde i Julemanden”, griner Cille, da Martin putter hende ved midnatstid.
Hun vimrer af glæde og overstadig træthed.
“Og tooth fairy’en exist’er heller ikke, det er da bare Mor”, fortsætter hun – nu med trumf på.
7-et-halvt når hun således at blive, før hun selv lægger 2 og 2 sammen efter Julemandens besøg.
Et af livets mysterier har hun løst.
Og helt Mor-fjollet sørger jeg over, at hun nu har mistet sin jule-uskyld. At hun er nået til et nyt bevidsthedsstadie i sit barndomsliv.
Det har i øvrigt været den dejligste juleaften i storfamilien.
Traditionen tro fordriver vi tiden med at gå tur i den store skov.Og da mørket falder på, tænder Martin bål i gårdhaven, som vi så kan nyde synet af indendøre.
Der skal 5 store landænder og en uhyggelig mængde sovs til, når så mange sultne familiemedlemmer skal bespises på årets største familiefestdag.
Da vi når til maveknebs- og overfladeåndingsstadiet, skynder vi os at danse om juletræet.
Pigerne elsker dansen, selvom de stort set kun kender “På loftet sidder nissen med sin julegrød”. Der er tydeligvis et glitch i deres danske genopdragelse, noterer jeg mig.
Milles lille ansigt er uvurderligt, da hun med store, blanke øjne ser beundrende op på Julemanden, som er landet i Gadevang.
Hun knuger gulerødderne til rensdyrene i sin favn, mens hun sluger Julemandens fortælling råt, og jeg ønsker lige dér, at hun må forblive præcist sådan hér.
Efter behørig gaveomdeling til stammens mindste – og sutteaflevering fra Fætter Victor til Julemanden – giver Mille ham gulerødderne som tak og farvel.Pigerne får alle deres juleønsker opfyldt, så ikke et øje er tørt.
Vi slutter aftenen af med knaldperler og stjernekastere i den råkolde vinternat.
Og dagen derpå vælter vi ud af sengen for at spille Afrikas Stjerne til formiddagskaffen.
Efterfulgt af Moster Vibbers julefrokost, hvor vi igen er grænseløse og når maveknebs- og overfladeåndingsstadiet, før vi får stoppet op.
Og nu har jeg lokket Martin til at tænde ild i pejsen, så julefreden og de store ømme julemadsmaver kan brede sig.
Glædelig Jul ønskes I alle af Virkelighedens Pippi, Moren i Udlandet, Regnskabschefen i blomstrede Crocs og Lille My.
Jeg håber, at I har haft en dejlig aften i selskab med dem, I holder allermest af ♥
Ja det var i sandhed en dejlig juleaften.
Tak for hjælpen til I som hjalp !!