Polarekspedition 2014: Julemanden fra Dubai

Der flyder en svimlende mængde andefedt, konfekt og smørbagte småkager rundt i mine blodbaner. Systemet er ved at lukke ned for i år og sender dets sidste nødsignaler i form af en voldsom tørst efter vand. Og rødvin.
Jeg er en mæt og træt julegris, der ikke foretager sig andet end at vælte rundt i madtruget. Kønt er det ikke, men forbandet godt smager det.
Juleaftens-morgen byder på pyjamas-leg i timevis.
Og en gåtur med hundene i silende regnvejr, som pigerne finder meget eksotisk. De har ikke oplevet regnvejr mere end et par gange af få minutters varighed, siden vi flyttede til Ørkenstaten.
De undrer sig meget over de store flyverdragter, som Farmor og Faster har loppet sig frem til. Og Mille skal lige finde balancen i de stive vinterstøvler.
Om eftermiddagen dækker Cille bord med Farfar.
Og efter en marathon-lur på 3 timer, finder vi guldskoene frem og gør os klar til julemiddagen.
Hvor der er hjerterum er der husrum. 19 mennesker klemmes sammen omkring bordet og fortærer 6 ænder i 3 ombæringer.
Der bliver grinet, krammet og larmet. Min svigerfamilie har befriende store armbevægelser og højt til loftet.
Bagefter er der mandelgaranti for de mindste i familien. Og jeg holder tæt kontakt med portvinsflasken.
Senere slår vi ring om juletræet.
Efter første og sidste vers af juletraverne, banker det pludselig hårdt på ruden.
Julemanden er kommet! Tilmed i (Farmors) lyserøde crocs!
Børnene stimler sammen og lytter til Julemanden, der fortæller, at han netop er landet i sin kane fra Dubai.
“Jeg leder efter et par piger, som hedder Cille og Mille. Jeg har lige været i Dubai, men de var ikke hjemme. Og deres Mor havde sat en seddel på døren om at de var rejst til Danmark. Er de mon her så?”, spørger den rare Julemand (i form af Onkel J).
Og op af Julemandens sæk kommer en fin pelsbolero og en oversize Elsa-dukke, der er ualmindeligt kær.
Efter gaveoppakningen tømmer kusinerne træet for knallerter i et heftigt tempo.
Ved midnatstid rammer trætheden Lille My i den fine, nye kjole. Spændingen er udløst. Gassen er gået af ballonen.
Selv bror og søster er klar til at give op.
Det har været en helt igennem perfekt Juleaften. Med masser af kærlighed, betænksomhed, gavmildhed og harmoni i storfamilien.
Og dagen efter vågner vi op til snevejr!
Pigernes største ønske for vores juleferie i Danmark går i opfyldelse og de er ude af sig selv af begejstring.
Efter morgenmaden starter årets sidste road-trip til Vestjylland.
Ingen kommentarer endnu