Polarekspedition 2014: Rejse tilbage til fortiden

Jeg kryber sammen under Sviger-Fasters slumretæppe. Ilden buldrer i brændeovnen. Den giver næsten Dubai-temperatur i stuen.

Det er den 22. december og jeg laver absolut ingenting.

Det er tidlig eftermiddag, men uden for har det været gråt-i-gråt og vådt, lige siden vi stod op. Jeg har virkelig svært ved at vænne mig til hvor mørkt, her er. Hele tiden.

Men julelysene og duften af æbleskiver løfter stemningen og får det til at virke tilnærmelsesvist hyggeligt med mørke og gråvejr.

Lidt kaffe og (endnu) et skud sukker overbeviser mig endegyldigt om, at der hverken er grund til at blive deprimeret eller lur-trængende.

Senere på eftermiddagen er Martin og jeg på rejse tilbage til fortiden. Vi kører ud på Sluseholmen i Københavns Sydhavn, hvor vores lejlighed ligger.

Det blæser friskt. Martin ligner Snøvsen i vinterindpakning.

Vi går hånd i hånd hen mod Metropolis.

Hér flyttede vi ind på 5. sal i foråret 2008.

Der er kommet flere husbåde til langs kajen, siden vi sidst var herinde. Og en fin, lille marina er konstrueret ved siden af Metropolis, som ligger på en kunstig halvø i bunden af Københavns Havn.

Der er også bygget et havnebad, en folkeskole og lidt butikker.

Vi taler om dengang.

Om livet som nygifte i 2008. Om indflytningen i drømmelejligheden.

Om kajakture i kanalerne og cykelture langs Amager Fælled til Islands Brygge.

Om vores 1. bryllupsdag i 2009, hvor vi blev forældre til Cille og alting ændredes for evigt.

Om gåture med barnevogn på Sluseholmen som nybagte forældre, der ikke anede, hvad fanden der havde ramt os.

Om vores hverdags-hamsterhjul med vuggestue og fuldtidsjobs, som blev afbrudt efter blot 4 måneder, hvorefter vi flyttede til England.

Vi går op ad plinten. Vores lejere har inviteret os på kaffe.

Det er mærkeligt at være tilbage i den helt fantastiske lejlighed, som engang var rammen om vores liv. Og som aldrig bliver det igen.

Jeg genkender og husker det hele som var det igår. Følelser, billeder og minder rammer mit indre, når jeg ser ind i rummene og ud af vinduerne.

Her blev jeg til en mands kone. Her blev jeg til et barns mor.

Jeg kigger ind i påklædningsværelset, hvor Cille plejede at ligge i sin vugge og senere i sin tremmeseng. Hun var et roligt og harmonisk barn, som kunne lide sit eget selskab.

Og jeg lytter efter hendes første skridt i gangen og hendes evige rumsteren i alle underskabene.

Men der er helt stille.

Nu bor her 2 voksne – sirlige, pertentlige og overmåde ordentlige. De perfekte lejere.

Ethvert spor efter vores levede liv er forsvundet med årene. Tilbage står kun en kulisse i form af det interiør, som vi valgte at indrette lejligheden med.

Jeg synes stadig at lejligheden er en sand perle. Men jeg kan ikke rigtig se mig selv bo der igen.

Det er en svunden tid. Et levet liv. En fortid, som ikke kan indhentes eller genopfindes.

Om aftenen drøner vi hjem til Familien A. Det er fast tradition at vi ses lige op til jul. Børnene får gaver og vi spiser sammen. De bor – ligesom Farmor og Farfar – i overklasse-hippie-smørhullet lige uden for Hillerød med fri entré til Grib Skov.

Cille og Mille er dybt betagede af Frøken A’s fine stor-pige-værelse. Billederne her er taget af Cille, fordi hun gerne ville “remembere all the nice things”.

Og pludselig er det Lillejuleaften. Og dén dag står i andestegningens tegn for Farmor. Der dufter i hele huset i det, der svarer til en kommunal arbejdsdag.

6 store ænder skal der til for at storfamilien kan  spise sig mætte Juleaften.

Min nordsjællandske, tilgifts-familie er meget jyske i portionerne – og det er jeg glad for – for kan man nogensinde få for meget and?

Vi skræller kartofler, rykker om på møblerne i stuen, læser dameblade og hænger ud i køkkenet.

Der bliver uddelt hundekys og leget med Fætter V.

Lillejuleaften byder traditionen tro også på hygge med Farfar, Faster-Svigerinden, Onkel J, Kusine Meme og Fætter Oli.

Pigerne klistrer til deres fætter og kusine som små stykker tyggegummi. De nyder at have tid sammen med dem og veksler mellem opstemte boksekampe og fnisende kildeture.

Trunterne går på opdagelse i Meme’s gemmer og finder make-up, som Cille får lov til at prøve.

Jeg husker selv, hvor fantastisk spændende det var, når jeg som barn fik lov til at opholde mig på pigeværelser, der tilhørte større piger.

Farfar nyder at være i stue med sin søn, sin datter og de 4 børnebørn.

De ordner verdenssituationen hen over en af Fasters fabelagtige sukkerchokerede desserter.

En karameliseret brownie med friske hindbær, der får enhver sukkergris til at hyle ekstatisk og rulle sig i flormelis.

Kærligheden føles i det lille hjem.

Blandt store og små.

Det bliver ganske enkelt ikke bedre.