Polarekspedition 2014: Langt ude West O'

Cille har ventet desperat på rigtigt vintervejr. Og endelig er det her!

Vestjylland ligger dækket af et fint lag rimfrost, som vi betegner ‘sne’ til ære for pigerne.

Vi pakker os ind og går ud for at trampe i stivfrosne vandpytter og samle rim til verdens mindste snebolde. Fingrene bliver til istapper i handskerne og tæerne er som små, dybfrosne pølser, der skal tøes op indendøre.

Vi tilbringer juledagene med familien på de to vestjyske fødegårde.

Hos Mormor og lille Sortemis, som angriber alt, der bevæger sig.

Og hos Moster L og Onkel JE, hvor Cille bliver genforenet med Cath og hamsteren Charlie, som har været dybt savnede i det sidste halve år.

Vi spiser resterne af juleanden og danser om juletræet igen-igen. Og åbner flere julepakker til stor glæde for pigerne.

Det er trættende med alle de festligheder.

Traditionen tro er vi med Morfar til 2. Juledagsfest.

60 af de nærmeste slægtninge mødes i et forsamlingshus langt ude på landet til en ordentlig omgang suppe, steg med sur-sød-sovs og isdessert.

Som vi siger i Vestjylland, så er det “now’e gu’e sup” – i en form for underligt flertal.

Er det mon fordi der er en del boller at se til i den klare suppe? Eller er det måske fordi man tager flere portioner af suppen, før man kan tillade sig at afslå?

Bemærk risklatten med rosiner midt i suppen. Det er en ganske stor misforståelse med de der klistrede, kolde ris og bulne rosiner, men jeg er nødt til at tage en pligt-skefuld. Det hører sig ligesom til.

Den pukkelryggede familie hygger sig. De er glade, festlige mennesker – og der bliver flere af os for hvert år, der går. Lidt ligesom med Gremlins, tænker jeg.

Cille er mega-glad for endelig at lege med sin grankusine S igen. De 2 rødhårede trunter har rigtig god kemi og er på ingen måde bange for de skrå brædder.

Faktisk ligner de en tro kopi af mig selv og min kusine i vores barndom. Vi var et par skrappe og farverige damer, der førte an i løjerne og orkestrerede nidkært fætre-kusinernes deltagelse i samme.

Lille My flyder med som det tynde øl, men accepterer velvilligt, bare hun får lov til at være med i udkanten af grankusine-legen. Jeg tror at min Søster kan relatere til hendes adfærd og oplevelse af dagen.

Senere danser vi om juletræet og Julemanden kommer forbi med slikposer til de mindste i forsamlingen.

Imens spiser de voksne sukkerkringler og lagkager som afskedssalut.

Ganske som vores elskede Bedste Sigrid og Bedste Nethe ville have arrangeret det, hvis de havde været friske og i live.

Der er stort set ikke pillet ved én tradition i forhold til hvordan de 2 søstre plejede at arrangere 2. Juledag for deres familier, og jeg synes, at det er så fint at mindes de 2 bedstemødre på denne her måde.

Men efter utallige ombæringer med suppe, steg og is, må der andre boller på suppen, om man vil?.(indrømmet: dén var tumpet – min undskyldning er rigelige mængder rødvin).

3. Juledag spiller Morfar og Martin badminton-turnering for gamle drenge i den lokale hal.

Det har de gjort mange gange før – og for år tilbage var vestjyderne noget trætte af ham der kjøwenhawner-Martin, som kom og lavede rod i de sædvanlige puljer.

I år spiller den dynamiske duo med halvskadet knæ og dårlig ryg – så de når ikke finalen, men slipper med æren i behold og højt humør. De bliver fejret med velfortjente pizzaer senere på aftenen.

Og før vi får set os om bliver det den sidste dag i storfamilien.

Moster-Søsteren og Onklen fra Odense skal retur på arbejde i det virkelige liv.

Lige om lidt skal vi tage afsked og først ses igen om 6 måneder, når vi alle har sommerferie.

Der er lang tid til juli 2015, synes jeg.

Så vi sætter ind med trøste-pandekager og fælleslege.

Jeg har det så uendeligt svært med at jeg ikke skal se min Søster i et halvt år.

Og jeg har det endnu sværere med at jeg ikke skal se min Niece Jo i et halvt år.

Og jeg har det endnu-endnu sværere med at de 3 kusiner ikke skal se hinanden i et halvt år.

Der er så mange positive ting ved at bo og leve i udlandet. Fantastiske oplevelser. Unikke muligheder. Spændende udfordringer.

Men det faktum, at vi ikke kan se vores allerkæreste og allernærmeste i lange perioder, er ikke altid lige nemt at tackle.