Polarekspedition 2014: Winter Wonderland med forandrede øjne

Vi krydser Danmark midt i en snebyge.

Martin sidder med blikket rettet stift mod kørebanen, mens pigerne knaser chips på bagsædet og jeg fisker p-tærter op af slikposen for at fodre chaufføren og mig selv.

“Savner du egentlig at bo i Danmark, når nu vi er tilbage på ferie – eller hvad tænker du?”, spørger jeg ham.

Den der formulering med “hvad tænker du?” er ret anstrengende for min stakkels mand, men det er bydende nødvendigt for mig at lirke den slags ud af hans fornuftige hjerne med jævne mellemrum.

Vi har netop sagt farvel til den vestjyske del af familien.

Og vi var megaseje, min Mor og jeg.

Det blev kun til to omgange med kys-kram-jeg-elsker-dig, før vi satte os i bilen.

Ingen tårer eller febrilske omklamringer.

Vi forsøger at gøre afskeden så lidt ubehageligt og lidt trist som overhovedet muligt – for børnenes skyld.

For hvorfor skal de lære, at farvel er lig med tårer?

Med det antal farveller, vi er nødt til at sige, giver det mening at gøre dem så positive, varme og behagelige som menneskeligt muligt.

Martin rømmer sig og siger: “Jeg tænker, at det ville være rigtig hårdt arbejde, hvis vi boede i Danmark. Med to fuldstidsjobs, lange timer for pigerne i børnehave og vuggestue og en vis frustration eller skuffelse i forhold til de serviceydelser, vi måtte have behov for som familie. Det virker som om Velfærdsstaten er begyndt at halte, uanset hvor meget folk betaler i skat og knokler derudaf”.

Vi ser på Danmark – vores mødrende ophav – med forandrede øjne, fordi vi kun møder hende hvert halve år. Ikke med fremmede øjne – for vi vil jo altid være danskere – men med forandrede øjne.

Med en distance, der helt naturligt sniger sig ind, når vi ikke render rundt med tunnelsyn i en dansk hverdag med leverpostejsmadder, cykelture og regnvejr.

For hver gang vi kigger på Moderlandet, ser vi både forandringer og komplet stilstand.

Kastrup ligner sig selv hver eneste gang, vi træder ud af flyet.

Grib Skov står med himmelhøje, smukke bøgetræer – som altid.

Vesterhavet har hvidt skum på bølgetoppene og den friskeste vind – som altid.

Og alligevel er alting ikke helt, som det altid har været.

Måske er forandringen i virkeligheden inden i os og slet ikke i Danmark?

Måske vælder spørgsmålene frem i os, fordi vi lever et andet hverdagsliv i et andet land?

Gamle vaner og kulturelle konventioner sættes ud af spil, fordi vi er flyttet.

Vi lever i et arabisk land. I et muslimsk samfund. I et moderne diktatur. Langt væk fra kristne værdier, frisind, velfærdsydelser og demokrati (i vestlig forstand).

Der er så absolut ting, der kunne ændres i Danmark.

Og præcist det samme gør sig gældende for Dubai.

Der vil altid være plads til forbedring, uanset hvordan samfundet har indrettet sig og udviklet sig. Uanset om skatteprocenten er tårnhøj eller ikke-eksisterende. Og uanset om folket er mest til bare babser eller burkaer.

Nissemor og Nissefar tager imod os i Grib Skov sammen med Farmor og Farfar.

Vi spiser aftensmad og går straks en aftentur i sneen, mens snefnuggene daler. Det er ualmindeligt smukt vejr – især nu, hvor vi ikke længere skal køre i det, men kan nøjes med at kælke.

Cille laver engle i sneen og kaster med snebolde.

Mille fodrer hundene med resterne af en Magnum-is, som hun opgiver at spise færdig.

Næste morgen ligger der et endnu tykkere lag sne i skovlandsbyen. Børnene kan næsten ikke vente med at komme ud og igangsætte snemandsproduktionen.

Cille fodrer fuglene med gamle krydderboller.

Mille insisterer på at blive trukket rundt i landsbyen i sin lille kælk. Hun sidder musestille og lytter til den knitrende sne.

Martin bygger en snemand på et øjeblik. Sneen er perfekt til formålet.

Ganske enkelt perfekt med snevejr til de små sandkassetrunter, der i dén grad nyder at lege udendørs i kulden.