Den naughtiest grown-up

“Mummy, synes du ikke, at Morfar er den naughtiest og silliest grown-up som du har ever seen?”

Cille hvisker mig i øret, mens vi går tur igennem landsbyen med to hunde i snor og et styks Morfar på slap line.

Han kvækker som en and ud af mundvigen, mens han kommer med den ene søforklaring efter den anden, så pigerne rynker brynene og efterhånden ligner omvandrende spørgsmålstegn, der venter på udredning af en voksen.

“Jo, Cille, det synes jeg. Han gør og siger virkelig mange ting, som ingen andre voksne gør. Det gjorde han også, da jeg var barn”, hvisker jeg tilbage med et smil.

“Bare sig til ham, at han er for fjollet og at det gider du ikke at høre på, så kan han lære det”, fortsætter jeg.

Der er et eller andet rigtigt i det gamle ordsprog om at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk.

Om ikke andet så et gran af sandheden da.

Og Morfar er et stort legebarn med hovedet fyldt af gale streger.

“En fjollerik”, som Mille grinende konstaterer, når de to pjatter sammen og driller hinanden.Mille er i dén grad med på Morfars fjollerier. Humormæssigt svinger de to og har altid gjort det.

Cille er begyndt at dele glæden ved vitser og gåder med ham, men ellers tackler hun ham på samme (let-fornærmede) måde, som jeg selv gjorde i barndommen; vender det hvide ud af øjnene, sukker højlydt og vrisser af hans skøre kommentarer, mens hun diskret søger be- eller afkræftelse hos nærmeste voksne (der vel at mærke ikke er Morfar).

Men det af have en Morfar, som har en fabulerende og mere-end-livlig fantasi, er bestemt ikke en dårlig ting.

Der falder for eksempel spændende dinosaur-æg ud af ærmet på ham, som pigerne lægger til udklækning i vand.Hvem har ikke altid ønsket sig at udklække ens helt egen dino-baby?Og han er lige ved at blive spist af dinosaurerne i Givskud Zoo til pigernes udelte begejstring.Han fortæller også røverhistorier om sandbadende elefanter, så pigernes øjne bliver store som tekopper.Og han tager gerne samme tur ned ad svævebanen som pigerne, mens de hujende opildner ham.Og midt i Morfars påfund og fantasterier, trækker pigerne sig ind i mellem tilbage på hans legeværelse, som bugner af alderssvarende legetøj i store kasser. Alt sammen noget, som Morfar så sødt og betænksomt har købt og forberedt til dem.

Herinde – gemt lidt ad vejen – får de timer til at gå med at lege sammen og hver for sig. De elsker det frirum, som alt det spændende legetøj giver dem – og det er det første, de løber ind til, når vi ankommer til Morfar og Connys hus.

Og midt i Morfars virkelighedsfjerne fortællinger og vrangvendte kommentarer, plukker pigerne blomster til mig og krammer Conny, som er det roligste, tryggeste, virkelighedsnæreste og kærligste menneske at være sammen med.Vi hygger os hele ugen med Conny, som har taget fri for at være sammen med os. Og når Morfar kommer fra arbejde, tager vi på eftermiddagsudflugter.

Til legepladsen.Og en imponerende sandskulpturudstilling i Søndervig.Hvor særligt skulpturen af to døende elefanter med deres sørgende baby “make’r us so, so sad”, som Mille siger med sit lille ansigt lagt i alvorlige folder.

Ingen af pigerne kan fatte, at mennesker slår elefanter ihjel for deres stødtænder.Mest af alt nyder Cille nok den bunke sand, som skulptørerne har ladet ligge i et hjørne, så børn og barnlige sjæle kan prøver kræfter med sandformningens kunst.Og den herlige uge hos Morfar og Conny slutter i dag med spontane byger og “Post Nord Danmark Rundt” igennem Varde.Vi står klar til cykelløb nær (det nedlagte) Sct. Jacobi Skole, som engang var min folkeskole.

Med cykelstyr på overlæben.Og store skumhænder til at vinke cykelrytterne an med, da de ræser henover brostenene på Torvet.Thumbs up for den dejligste uge, søde Morfar og Conny!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet