Barndomslandet

Der er dømt nostalgisk walk down memory lane, når jeg lander i Barndomslandet.

Som er Vestjylland – hvis man skulle have misset, at jeg er dræwende westjyde.

Som her, hvor jeg tager kusine-trioen med til Kvie Sø, hvor vi bader, leger og holder picnic på en skøn sommerdag. Præcist som vi gjorde i min barndom. Og trioen gør Janderup Brugsforening lige så usikker med de små indkøbsvogne, som jeg selv gjorde det, når jeg var på sommerferie hos Tante Janne og Onkel Søren.Og præcist som i min barndom, er der altid mange munde at mætte rundt om et vestjysk middagsbord. Generationerne er blot skiftet et hak.

Min Søster og jeg er åbenbart blevet voksne i mellemtiden. Eller ihvertfald forklædt som voksne.

Og forældre, er vi blevet. Til englebørn og drillenisser.Særligt nostalgisk bliver jeg, når jeg ser pigerne lege i den gamle frugthave hos Moster L og Onkel JE.Dér – på gyngen – med ansigtet vendt mod solens lune stråler, som flimrende trænger igennem frugttræets krone, kan man ikke andet end at være glad.

Fredfyldt.

Tilpas.

Tilfreds.

I min barndom tilhørte frugthaven min Mormor og Morfar. Og hér legede jeg – lykkeligt fortabt for omverdenen – i langstrakte uendeligheder.

Jeg husker, at jeg sporadisk samlede mirabeller og nedfaldne æbler i kurve – og at jeg løb ind efter spegepølsemadder, når jeg var sulten.

Resten af tiden gik med at udforske naturen.

Cille går helt stille rundt på nøjagtig samme måde, som jeg selv gjorde. Hun finder også biller, regnorme og snegle, som hun bygger huse til i gamle træstammer med hemmelige hulrum.

Og hun øver sig forsigtigt i at klatre i træer med sine fine, nye gummistøvler.Jeg er overbevist om at min Mormor kigger ned til os, når vi er i frugthaven.

Hun ser, at én af de to småpiger ligner mig på en prik i sin lille, selvvalgte fantasiverden, hvor hun stilfærdigt trisser rundt i dyb samtale med sig selv, mens hun arrangerer verden for alverdens småkravl.Og hun ser, at den anden lille pige er et socialt og empatisk væsen, som elsker at være omgivet af og interagere med dyr og mennesker.

Frugthaven er for (voksenudgaven af) mig symbolet på dét fristed og dét frirum, som min Mormor gav mig i min barndom.

Der var aldrig krav. Eller regler. Eller tider, der skulle overholdes.

Der var i virkeligheden sjældent mere kommunikation eller information end den, jeg selv opsøgte, når jeg løb ind til hende i køkkenet.

Det var et sted med plads til hele mig – præcist som jeg var.

Og det er jeg hende uendeligt taknemmelig for.

Som voksen forstår jeg, at ikke alle mennesker er så heldige, at de i Barndomslandet finder et sted, hvor de kan falde blidt og blive hjulpet op. Hvor de kan være sig selv uden forventningspres. Hvor de bliver accepteret uden præstation. Hvor de kan fortabe sig uden at blive tabt. Hvor de kan lege uden at blive observeret, vurderet eller instrueret.

Jeg ved ikke, om jeg kan skabe den samme form for frihed eller frirum for vores piger. Men jeg prøver. Vi prøver.

Jeg gør mig umage med ikke at afbryde dem, når fantasien tager over.

Når de fordyber sig, fortaber sig, taler med sig selv.

Og jeg har bemærket, at den slags indre processer finder bedst sted i naturen.

I haven.

Langs søens kant.

Ved havet.

Med en pind i hånden og en rund sten i lommen.

Og det er derfor, Immigrant-Familien har så desperat brug for genopd(r)agelsesrejsen til Danmark om sommeren.

Vi må hjem for at rode i muld og samle snegle. For at bygge sandslotte og kramme træer. For at lede efter hindbær i et krat og sende mariehøns op til Vorherre for at bede om godt vejr.

Simple living, om man vil.

I skærende kontrast til Dubai’s konstruerede virkelighed.

I Barndomslandets mange haver finder vi ikke kun insekter og os selv.

Forleden møder vi også møde Hr. Pindsvin på aftentur. Han sidder med sine plirrende, sorte øjne og observerer os skælvende, mens han nådigt tillader os at røre ham så ganske forsigtigt, så han ikke konverteres til en stikkende bold.Og i Barndomslandets mange senge sam-sover vi.

Dybt og godt. For åbne vinduer, så underbevidstheden kan lytte til den lyse nats regn og de rullende tordenskrald, som sætter punktum for dejlige sommerdage i Barndomslandet.