Guld og diamanter

Ah, en Dubai-oplevelse af de klassiske her til aften!
I Danmark ville jeg sikkert have været til Pomp-de-Lux-salg eller Tupperware-party.
Men ikke i Dubai.
Nej.
Her bliver vi ikke inviteret til at impulskøbe douce-farvede cardigans og phtalat-madkasser.
Det er der ligesom ikke tilstrækkeligt med store armbevægelser i.
Danish Business Women Dubai har i stedet inviteret os til guld-og-diamant-party hos den lokale dansker-dealer i Gold & Diamond Park.
Se, dét er noget, der kan trumme damer sammen. For diamanter er som bekendt en piges bedste ven.Butikken har inviteret os til at besøge deres arbejdende guldsmedie.
Og det er virkelig interessant at få lov til at kigge ind bag facaden og bag om alt det, der glimter og skinner så fint i butiksruderne.
Butiksejeren og de ansatte er tydeligvis hinduer. Alle fra Mumbai-området.
Og sikkert hentet til Dubai via min-fætter-kender-din-fætter-metoden, der er imponerende udbredt på dette -uddannelsesmæssigt – ørkesløse sted.
Den første guldsmed, vi møder, arbejder med voks-prototyper. Som I måske kan fornemme, vil der unægteligt komme en gedigen rock op at sidde på en heldig piges finger.Herefter følger en lang række guldsmede, der er i færd med hvert deres speciale.
Her files der til.Ham her opbygger med største præcision en kæde – bittelille ring efter ring…
Udover at mønstre umenneskeligt meget tålmod, må han også leve med at det stinker gevaldigt, hver gang en af de små ringe skal tilføjes kæden.
Her bliver et eller andet savet over.
Og ham her er den store slibemester, tror jeg.
Denne her guldsmed taler jeg lidt med. Han er i færd med at lave små guldcylindere, hvori der skal sættes diamanter og efterfølgende samles cylindrene med et par fine ferskvandsperler til nydelige øreringe.
Guldsmedene arbejder 6 dage om ugen.
Fra 10 til 14.
Herefter er der 2 timers frokostpause, hvor der sikkert bliver serveret et fælles måltid.
Og så er de på pinden igen fra 16 til 22.
Firmaet transporterer guldsmedene frem og tilbage i bus mellem værkstedet og den køjeseng, de har fået tildelt i en eller anden form for ‘indkvartering’.
Der er intet luksuriøst over deres liv, selvom de hver dag har hænderne fulde af 18 karats guld, diamanter og andre ædelsten.
Men det er hæderligt arbejde under relativt pæne (og airconditionerede) forhold.
Pengene, som de tjener – ærligt og redeligt – kan hver måned sende deres børn i skole og brødføde familien hjemme i Indien.
Guldsmeden her opvarmer guld, som han efterfølgende smider over i de to små kar, der står på bordet.Den store smeltedigel står ovre i et andet hjørne.
Den sidste del af processen er hos henholdsvis stensliberne og sten-isætterne. Jeg forestiller mig, at de er værkstedets konger. For deres håndværk kan jo ikke bare lige smeltes om igen.
En bommert i det her departement kan koste forretningen betydelige summer, så jeg lister stille omkring de koncentrerede mænd – uden at stille flere dumme spørgsmål.
Tak for en dejlig aften til alle de spændende og engagerede damer.
Du kan læse mere om non-profit-organisationen Danish Business Women Dubai her:
PS: Vi er et netværk for danske kvinder i Dubai. Mange af os søger eller har job i Dubai – men det behøver du ikke at have intentioner om for at deltage. Alle er velkomne!
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Synes ikke historien melder om I fik gode rabatter og du fik noget med hjem? 😜😜