Araber-trafik og Al Karama

“Looky my face, Cia”, råber Mille vredt.

“Look at my face, Mia”, råber Cille vredt.

Vi har haft en rigtig dejlig weekend, men den er tydeligvis ovre og hverdagen har meldt sig på banen igen.

De 2 troldeunger er midt i et af deres utallige pande-sammenstød på bagsædet. De minder om et par neanderthalere, der støder forhovederne sammen for at se, hvem der er stærkest. Der mangler bare et par trækøller, så er look’et fuldendt.

“Avvvvv, Mia, du scratch’er mig, det gør oooonnndt!”, hulker Cille ynkeligt, mens hun signalerer, at nu må Mor da træde til og redde hende fra det lille neglemonster.

Cille gør præcist, som jeg selv gjorde: Hun spiller rollen som den komplet uskyldige storesøster til perfektion, men i virkeligheden har hun selv opildnet sin søster til aktion med kløer. For lillesøster kan ikke klare sig sprogligt endnu – og hun tyer til fysisk handling, når frustrationen når et vist niveau.

Og jeg må for 117. gang bede pigerne om at sidde pænt på bagsædet. Trafikken er intens her i Dubai, så der er ikke overskud til ret meget andet end at holde øje med mine medtrafikanter.

Lige så snart vi har afleveret Cille i skolen, starter Mille denne her plade op: “Mummy, Cia noooo school day, please, Mia hente Cia nuuu. Mia play Cia”.

Lillesøster vil allerhelst have at storesøster er der altid. Det vil jeg egentlig også selv.

Der er savn med savn på hver eneste dag. Men jeg ved, at Cille er glad i skolen, og at det er et godt sted med rare lærere og gode børn.

Vi kan bare bedre lide trio’en end duo’en, Mille og jeg.

Der er et par timers kørsel dagligt for pigerne og jeg, når der er skole og hus at tage sig af.

Vi bor pt. i Deira, lige nord for Dubai Creek (floden), fordi det er tæt på Martins arbejde. Men skolen og huset ligger en halv times kørsel herfra, så MINI Cooper’en får kørt nogle kilometer dagligt.

Det eneste gode, der er at sige om de mange timer i trafikken er, at jeg virkelig får øvet mig i at køre hernede.

Nogle gange får jeg en metallisk blodsmag i munden, når det bliver intenst. Og jeg må ofte minde mig selv om, at de andre også har familier, som de gerne vil hjem til.

Der eksisterer bare ikke et fælles ‘fodslag’ i forhold til kørsel hernede. Vi kommer alle sammen fra andre steder i verden – og med vidt forskellig opfattelse af hvordan ‘man kører bil’ og ‘følger trafikken’.

Her er ingen “aftale om” hvilke baner, der bruges til overhaling; her er få eller ingen vejnavne; meget begrænsede lyskryds og og rundkørsler – og i stedet en ubeskrivelig mængde frakørsler, tilkørsler og sammenfletninger af veje. Eventuelt kombineret med muligheden for en u-vending og et par “service roads” langs hovedvejen, så du kan komme i en anden retning.

Nogle gange krydser jeg 5 baner for at ende i “rette bane” i forhold til den retning, jeg skal i. Det kunne jeg egentlig godt undvære. Især fordi det skal foregå med 80-100 km/t for overhovedet at lykkes.

Og denne her kombination af arabisk ‘vej-struktur’ og en majoritet af “venner bag rattet” med testosteron i blodet og fuldblodsheste under kølerhjelmen – er lig med en eksplosiv cocktail.

Jeg ser biler i vejkanten (sammenstød) under stort set hver køretur. Så står ejerne i ørkenvarmen med krøllede snuder på en støvet tilkørselsrampe, gestikulerende med arme og ben – og naturligvis med mobiltelefonen ved øret. Politiet sætter blink på og lader en strøm af utålmodige bilister passere udenom uheldet.

Den slags oplevelser gør mig pludselig troende i trafikken. Der flyver tanker igennem mit hovede a la ‘må en højere magt passe på mig’ og ‘åh, Gud, lad der ikke ske os noget, når vi fletter ind her’. Inshallah!

Måske skulle jeg tillægge mig den der klassiske, indiske “jeg-er-lige-her-dytten” – bare for lige at pointere, at de andre skal huske mig og ikke må køre ind i mig? Så lover jeg at lade være med at køre ind i dem, nemlig!

Nok om trafik. Den kunne jeg blive ved med at berette om. Men jeg tror, der er tegnet et tilstrækkeligt klart billede nu.

I øvrigt kunne jeg helt henkastet komme til at nævne, at en fuld tank benzin koster 150 kr. Man tanker den naturligvis ikke selv! Det har man en tankpasser til at gøre – og så stikker man kreditkort eller penge ud af en sprække i ruden, så varmen (Gud forbyde det) ikke slipper ind i bilen.

Og der er vist ingen, som har hørt tale om el-biler og CO2 neutral transport…

I aftes bliver jeg hevet ud af min Mummy-boble for et par timer. En af mine gode veninders veninde, B, er i Dubai hos sin veninde, A. Og hun er sød at tænke på mig og foreslår, at jeg tager med dem på shopping i Al Karama.

Indtil videre er min konklusion, at Al Karama er Dubai’s nydelige, bornerte svar på Bangkok’s Patpong.

http://en.wikipedia.org/wiki/Al_Karama,_Dubai

http://en.wikipedia.org/wiki/Patpong

Altså – her er ingen bare “damer” og sexy-ping-pong-shows. Men masser af tilråb om gode tilbud tilsat blinkende lygter og grimhed.

Vi går ind og ud af butikker med kedelige turist-varer: Strandtasker, sandaler, punge, tøjdyrskameler og den slags.

A, der er “turistfører” på Al Karama-turen, går forrest ind i butikkerne og hilser på chefen bag disken. Hun gør et skævt, diskret nik med hovedet. “Can we see watches and bags, please?” Og hun får et skævt, diskret nik retur.

Efter den ordudveksling finder en af ekspedienterne en nøgle under disken – og så er vi på vej. Vi holder pæn distance til ekspedienten og følger efter ham i et par minutter.

Om i en mørk baggård, igennem en støvet parkeringskælder, ind i en elevator – og vupti, så er vi i en anden verden!

På 3. sal passerer vi “massage for men”, en “karateskole” og finder en ‘butik’ fyldt med falske mærkevarer.

A konstaterer, at butikkerne skifter “gemmested” stort set fra gang til gang, hun besøger dem. Politiet kommer vel forbi og beder butiksejerne om at holde op med at sælge falske mærkevarer?

Det er klassisk katten-efter-musen-leg. Og samtidig en kæmpe under-økonomi, som ingen er interesserede i at lukke ned. Måske lige bortset fra de originale mærkevare-firmaer, der befinder sig i Dubai Mall, naturligvis.

Det er et par hyggelige timer væk fra min boble af huskelister og mailkorrespondance med husets ejer om rengøring, oprydning og klargøring.

Vi tøse-hygge-sludrer henover falske Hermes-tasker og ditto Louboutin-sko, der sælges af indere, som har både “friendly prices” og “best prices” til os. Det skal sgu’ nok passe.

Al Karama Style!