En ulykke kommer sjældent alene…

“Good evening, Madam, you come here again? Same baby?”

Skadestuens receptionist smiler høfligt til mig og ligner et stort spørgsmålstegn. Han genkender mig tydeligvis fra igår, hvor Cille fik konstateret halsbetændelse.

“No, tonight I am here with my littlest one, she has hurt her knee and she won’t walk now”, svarer jeg med et træt smil.

Er der ikke et eller andet om at én ulykke sjældent kommer alene?

‘Ulykke’ er måske så meget sagt – lad os kalde det uheld, så I ikke finder mig alt for melodramatisk (selvom jeg er det af natur – BIG TIME).

Cille har båret Mille på “hesteryg” hundredevis af gange. Og de elsker begge den leg. Men i eftermiddags gik det galt – og Mille landede hårdt ned på sit venstre knæ. Jeg trøstede og pustede – og tog ikke notits af, at der skulle være sket noget videre.

Men nu til aften vil hun hverken støtte eller gå. Hun græder og tager sig til det hævede knæ, mens hun siger “av-av-av”, hvorefter hun rækker ud efter os og insisterer på at blive båret rundt i huset.

En ortopæd kommer ind på hospitalsstuen og undersøger knæet. Han konstaterer en stor hævelse, men mener ikke, at der er sket større skade end det.

Alligevel får vi lige knæet røntgenfotograferet. Muligvis er det en pengemaskine-handling, muligvis er det nødvendigt?

Det er ganske svært at bedømme for en lægmand som jeg.

Og selvom jeg ikke har lyst til at min lille pige skal udsættes for unødvendig stråling, så giver de friske minder om Cilles brækkede arm mig alligevel en følelse af lettelse, da lægen ordinerer røntgen.

Ortopæden konstaterer, at der ganske rigtigt ikke er en brækket knogle – gudskelov – men han forbinder alligevel det buttede barneben.

Mille er ikke ligefrem begejstret.

Det gør så ondt i moderhjertet, når ens barn skal undersøges og er bange for de fremmede mennesker, der pille-rode-rager.

Jeg forsøger at forklare hende, hvad der skal ske undervejs – men pigen er 2 år og forstår intet, så hun skiftevis skriger og græder, når hun bliver lagt på brikse og under røntgenapparatur i et mørkt rum.

“Mia bumpy knee, Mia knee hurter, Mia and Cia play piggybacky, Mia fall down knee, Mia now cast on knee”, hulker barnet, da vi kommer retur og hun ser sin Far, som lige skal have hele historien.

Ulykker – eller uheld, som det her er – kommer vist 3 ad gangen, ikke?

Ihvertfald lykkedes det mig også lige at bakke lidt ind i en taxa igår, da jeg skulle undgå en overraskende hurtig, modkørende bil – og taxachaufføren havde naturligvis valgt at holde HELT oppe i rumpetten på min bil, så der ikke var plads overhovedet til min instinktive lynhandling. Det er min skyld, at jeg nu har en bule i bil-bagdelen – og hold kæft, hvor jeg ærgrer mig!

I virkeligheden bør jeg være dybt taknemmelig over, at der var tale om 3 (mindre) uheld.

Cille kommer sig sikkert hurtigt over sin helt almindelige halsbetændelse.

Milles knæ er allerede i bedring her til morgen, efter at forbindingen har lagt lidt pres på hævelsen.

Og der skete jo kun lidt materiel skade på min bil – ingen personskade. Der kan vel købes en ny numse til MINI’en?

Jeg kommer lynhurtigt på 10 steder i verden, hvor uskyldige mennesker lider stor skade og overlast. Og så virker de her småting jo petitesse-agtige, tilnærmelsesvist latterlige.

“First World Problems”, griner mine engelske veninder over Skype om eftermiddagen. Og så forsøger de at gøre mig i bedre humør ved at opremse de buler, de selv har foranlediget i biler.

Findes der noget bedre, end når ens venner redegør hudløst ærligt for egne bommerter til fælles opmuntring?

Alligevel får dagens bøvl mig til at gå tidligt i seng, så der ikke kan nå at ske flere tossestreger på et døgn.

Og her til morgen er vi vågnet til Skype med Farmor og formiddagspicnic på Cilles værelse.