Sagde du Smoky George?
Fru F har fundet en tennistræner til os igennem sit netværk af snedige kvinder.
‘Smoky George’, kalder hun ham – og mine forventninger er da naturligvis skyhøje. Jeg mener – man får sgu’ da ikke sådan et kælenavn uden årsag?
Der er indkøbt ny ketcher under Martins kyndige vejledning – så der mangler egentlig kun et miniskørt og de der firser-frottéarmbånd i pink. Det må blive senere. Man må ALDRIG gå ned på udstyr, men jeg tager altså lige en prøvetime først.
Her er han så – Tennistræneren fra Himlen – smugfotograferet af Fru F under en vandpause. ‘Smoky George’ – eller er det i grunden ‘Smukke George’?
Så spansk og eksotisk; tårnhøj, naturligt muskuløs, solbrændt og med et gevaldigt garn.
George er dog hverken fra Himlen eller fra Spanien; han er en flink englænder fra Leeds, som udvandrede for 11 år siden til de evige jagtmarker i expat-lande som Singapore, Australien og Dubai. Jeg fornemmer, at der er penge i at træne husmødre ude omkring i verden.
Og George består nemt sin manddomsprøve på 45 minutter med 2 ivrige husmødre i formiddagsheden – der aldrig har holdt en tennisketcher i hånden før. Den stakkel!
Faktisk er George ualmindeligt flink. Opmuntrende. Overbærende. Hjælpsom. Indlevende. Meget langt fra en Don Juan (eller swagger, som jeg tror, det hedder på nydansk). Det kunne man ellers godt have frygtet med dét udseende.
Fru F og jeg falder lidt i staver over George, når vi holder vandpause – og resten af tiden bruger (ihvertfald) jeg på at knalde så hårdt til de gule bolde, at man skulle tro, at jeg i stedet skulle på anger-management-kursus. Eller burde starte til boksning. Der er intet kontrolleret flow i mig. Det hele foregår i højeste gear, fordi jeg er begejstret.
Men det er ligegyldigt. For vi har det skønt med at høvle gule bolde – og vi får brugt de visnende Mummy-hjerneceller på at lære noget nyt, som ovenikøbet er megasjovt.
Weekenden lakker jo mod enden i Ørkenstaten, mens I andre fortsat er igang med rødvin og godt selskab hjemme i Danmark.
Der er sket en mærkbar temperaturforandring henover den seneste uges tid. Til det bedre – som her i ørkenen betyder: til det køligere.
Så torsdag eftermiddag (som er vores fredag), går vi en tur på legepladsen, mens vi venter på, at Far får fri. Og det går over al forventning – helt uden at blive udmattede og gennemblødte af sved undervejs.
Det har ikke været en mulig eftermiddagsaktivitet for os i 4-5 måneder. Og udendørslivet har været savnet.
Her er udsigten fra legepladsen. Og hermed også forklaringen på hvorfor vores boligområde hedder “The Lakes”.
Martin kommer hjem til smuk solnedgang og hjemmelavede pizzaer.
Den halsbetændelsesramte Skolepige falder i dyb søvn i vores seng. Hun har fået yderligere 2 slags medicin efter torsdagens check-up hos børnelægen. Han frygter, at hun har forstørrede mandler.
Fredag ligger vi i blød i klorvand – og det føles fuldstændig, som om vi er på charterferie med palmer og pools. Det tager jeg mig i at tænke stort set hver gang, vi har en afslappet dag uden planer.
Pigerne kommer kun op af vandet for at indtage en mundfuld chips. Man er vel fra England?
Lørdag morgen tager vi ud for at spise morgenmad. Pigerne drikker kaffe, så de får mælkeskum på kinderne.
Og Cille underholder sig med at tegne caféens kagemontre, mens hun spiser sin yndlingskage.
Efter morgenmaden går det skævt.
Cilles aldeles håbløse forældre skal købe alt muligt skrammel og det tager alt for lang tid.
Vi småskændes.
Jeg skælder Cille ud over, at hun ikke kan gå 500 meter uden at få SARS eller skørbug i knæene. Og hun returnerer med at skælde ud over, at de voksne tager så laaaang tid om sådan noget boring stuff.
Det er da rart at se, at der skal mere end en omgang Mor-skæld-ud til at vippe Cille af pinden. Hun giver igen af samme skuffe.
Og jeg kan se mig selv i hendes bevægelser, attitude og tone. Det er både rædselsfuldt og morsomt på samme tid.
Lørdag eftermiddag kommer Georgina, Cilles svømmetræner, ud til os. Så får vi alle lige en dukkert som afslutning på en dejlig weekend.
Ingen kommentarer endnu