Jeg vil ikke!

“Hello, my name is Square One. Remember me? Welcome back!”

Virkelighedens Pippi er ved at drive mig lige lukt retur til den følelsesmæssige rutschebane, vi gled rundt i ved starten på skoleåret.

“I don’t want to go to school today, Mummy. I don’t like to go to school. I want to stay home”.

Og så kommer tårerne og den store hulke-seance.

Cille er imponerende god til at søbe i sine følelser og hun kan køre gråden helt uendeligt langt ud. Jeg gad nok vide, hvor hun har den melodramatik fra – for jeg har stadig min egen intakt!

Jeg får ondt i maven af at puffe Skolepigen entusiastisk ud ad døren og hen til 1. klasse, som hun så åbenlyst endnu ikke er faldet helt til i.

Samme scenarie udspiller sig, før tennistræningen her til eftermiddag. “Mummy, I don’t like tennis. I want to stay home”.

Men der er alligevel en afgørende forskel: Til tennis har jeg lov til at være til stede og kan rent faktisk observere, hvad der sker med den ulykkelige pige.

5 minutter efter at hun er blevet puffet ind på banen – grædende og med entusiastisk overtalelse fra den søde træner – hopper hun lykkeligt rundt sammen med alle de andre. Hestehalen svinger og hendes kropssprog taler positivt. Hun har venner, der holder om hende og de ler højt, mens de fægter med junior-ketcherne.

Laver hun samme nummer med mig i skolen? Hopper hun også lykkeligt rundt efter 5 minutter? Leger hun også fortabt for omverdenen med sine venner et par øjeblikke senere?

Ja, det tror jeg. Helt ærligt. Og det er jo i virkeligheden super-glædeligt.

Går den, så går den.

Den kloge narrer den mindre-kloge.

Tårer kan flytte bjerge og nogle gange (læs: ret ofte) mødre.

For at det ikke skal være for nemt eller smertefrit, er Lille My begyndt at gøre nøjagtigt det samme i sin vuggestue om morgenen.

De første 5 uger er hun vandret selvsikkert ind og har sendt mig fingerkys til farvel. Men nu har hun besluttet sig for, at det skal være løgn.

De sidste par morgener har det set ud som om hun har gjort oprigtige forsøg på at kravle retur i min livmoder, og læreren har været nødt til nærmest at skrælle hende af mig, når jeg har skullet sige farvel.

Når jeg 2 minutter senere lurer ind ad vinduet, vader hun glad og tilfreds rundt sammen med sine venner på stuen. Ikke en tåre i øjenkrogen.

Børn er uforudsigelige.

Man tror, at man har styr på skidtet. At det hele kører. At der er en god rutine.

Lige indtil de små mennesker beslutter sig for at ville noget andet. Så stikker de da bare en pind i hverdagshjulet.

Men bortset fra, at vi er “back to square one” med hensyn til afleveringer (og nu endda både i skole- og børnehaveregi), så triller hverdagene stille afsted.

Jeg er i IKEA. Et sted, som rangerer højt på min liste over ‘Verdens Værst-Tænkelige Steder’. Men det er nødvendigt, når gæsteværelset lige skal have de sidste småting på plads, før Familien V kommer på torsdag.

Turen slutter med trøstespisning. Uundgåeligt. Og ret godt.

Og jeg får den let-bulede karet frisket op. Det involverer intet mindre end 2 mænd til manuel vask og tørring, hvorefter 4 mænd tager over med støvsugning, polering osv.

Overfor “puslepladsen” kan I muligvis fornemme køen af biler ved brændstofstanderne?De venter alle på, at tankpasserne skal fylde tanken op.

Der er kun selvbetjening fra midnat og frem til tidlig morgen – resten af tiden holder vi hellere i halve timers køer for at vente på tankpasserne, end selv at stå ud og tanke.

Welcome to Dubai, hvor vi åbenbart vil gøre hvad som helst for ikke at gøre det beskidte arbejde selv.

Udvendig vask og indvendig rengøring – 6 mænd og 30 minutter senere – koster lige omkring 50 danske kroner for min MINI.

Siden sidst har vi også afsluttet hamster-sitting for vores søde naboer, der er kommet retur fra ferie.

Pigerne har ELSKET at lege med hamsteren og har på ingen måde fået nok af kræet efter 10-12 dage. De er bidt af hamsteren – bogstaveligt talt – men den tilgives straks, fordi den jo er en sød, lille hamster.

Cille bliver ærgerlig, men ikke decideret ked af det, da vi skal aflevere hamsteren. Kunstneren tackler det naturligvis ved at komme hjem fra skole med en afskedstegning til Sweetie.

Og jeg foreslår hende at skrive et brev til Fru M, hvori hun beder om lov til at passe hamsteren igen en anden gang.

Der står: “Dear Lulu, må vi passe Sweetie igen i en weekend”. Og så har Cille tegnet sig selv med et trist ansigt yderst til højre og i en tæt omfavnelse med sin ven L i midten af billedet.

Som tak for hamster-sitting forærer Fru M og søde L et fint Disney-drikkekrus til Mille, mens Cille får en flot Elsa-paryk og et skinnende Elsa-diadem fra deres tur i Disneyland.

Pigen er ovenud lykkelig: Elsa-look’et er komplet.