Når jeg dør og kommer i Himlen…

“?så vil jeg smage bacon. Nej, hvor dufter det bare helt fantastisk”, fniser den unge, smukke Emirati-kvinde og får resten af selskabet til at grine.

Jeg sidder i en gruppe af danske kvinder, som er på besøg i ‘Sheikh Mohammed Bin Rashid Centre for Cultural Understanding’ i Al Fahidi, Bur Dubai, som er en af de ældste bydele i Dubai.

Det stemningsfyldte kulturhus er et åbent sted, hvor emiratierne inviterer til dialog med alle, som besøger eller bor i Dubai.

Et non-profit initiativ, som har til formål at fremme forståelsen mellem folkeslag – og en åbenlys god mulighed for at “vi fremmede” kan lære mere om arabisk kultur og traditioner.

Vi tager skoene af, og sætter os på bløde hynder omkring et arabisk aftenmåltid. Der dufter behageligt af mad og røgelse.

Den mandlige medarbejder smiler hjælpsomt, alt imens han gør klar til vores middag.

I den arabiske kultur er det manden, der serverer for husets gæster. I almindelige hjem er det yngste, mandlige familiemedlem, og det er helt utænkeligt, at en kvinde skulle udfylde dén rolle.

Da vi er fuldtallige, skænker han arabisk mokka med nelliker, kardemomme og safran. Den drikker vi, mens vi spiser dadler.

Det er den traditionelle, arabiske velkomst i ethvert hjem. Og det smager skønt.

Aftenens formål er at komme i tale med en Emirati-kvinde – og få mulighed for at lære mere om Emirati-kultur, skikke og traditioner.

Den unge kvinde er ansat på Centret. Hun er i starten af 20’erne og går på et lokalt college. Hun er livlig og morsom. Hendes hænder bevæger sig i blide cirkler, når hun taler. Hun justerer på sin abaya i ny og næ.

Kvinden er i dén fantastiske alder, hvor ALT kan lade sig gøre; hun er kæk og med en fandenivolsk tyrkertro på egne evner.

Jeg var selv præcist sådan i 20’erne.

Kvinden får et væld af spørgsmål fra gruppen af nysgerrige, interesserede danske kvinder.

Vi er her i netværket ‘Danish Business Women Dubai’ – og vi har glædet os til endelig at få lejlighed til at spørge ind til Emiratiernes liv, som virker så afsondret fra os, expats’ene eller immigranterne, om man vil.

Lidt senere bliver maden pakket ud, og vi spiser kylling og fisk med ris, aromatiske stuvninger og en form for brødbudding til dessert.

Det minder om indisk mad – bare uden mælkeprodukterne og den store mængde krydderier, som jeg ellers elsker.

Vi spørger til stort og småt. Lytter til kvindens historier om sit, sine søskendes og venners liv.

Jeg spørger, hvordan Emiratierne har det med at være en minoritet i deres egen stat, Dubai?

Og kvinden svarer sådan cirka:

At Emiratierne rykker tættere sammen om deres religion, deres traditioner og kultur. (Det gør danskerne jo også – se bare på nationalistpartiet Dansk Folkeparti i disse år).

At de ældre Emiratier har svært ved at genkende og forstå det Dubai, som man ser i 2014.

At de ældre savner den oprindelige, roligere livsform.

At de yngre Emiratier er vokset op med at gå på internationale skoler sammen med alle expat-børnene og derfor opfatter dem som en naturlig del af deres liv.

At Emiratierne er bevidste om, at de stadig ville bo i et søvnigt perlefiskerleje, hvis ikke det var for den enorme mængde arbejdskraft og know-how, som de inviterer herned til at udvikle Dubai.

At Emiratierne ønsker at være et First World Country, og derfor arbejder målrettet på at gøre nøjagtigt, som Den Vestlige Verden i forhold til levevilkår, menneskerettigheder, deltagelse i verdenssamfundets fora og så fremdeles.

Kvinden svarer på et væld af spørgsmål om, hvorledes de unge mennesker kurtiserer, finder en ægtefælle, hvad der kan lade sig gøre mellem mænd og kvinder osv.

Der er også de klassiske spørgsmål til alkohol, sex/porno, flerkoneri, kvinders rettigheder og de ufaglærte arbejderes rettigheder.

Hun svarer beredvilligt og helt politisk korrekt – som man næsten måtte forvente af en statsansat kvinde på et kulturcenter.

Det er en aften fuld af smil, latter og spidsede ører, der forsøger at indfange hvert et ord, den spændende kvinde siger.

Jeg kommer helt sikkert igen.

Enten til morgenmad, frokost, byvandring, arabisk-klasser eller måske en tur i moskéen. Dét er virkelig et besøg værd.

Men bortset fra det store, kulturelle input i aftes, så triller husmorhverdagene afsted.

Jeg er i færd med at gøre klar til Familien V’s ankomst idag.

Det er svært at vente – for der er tale om min bedste veninde, hendes søde mand og de dejligste børn!

Den første husmoropgave på listen er naturligvis at tanke op hos det arabiske Spritbolaget!

Og så når jeg lige en skole-rundvisning på ‘Dubai International Academy’, som (blandt mange gode ting) også tilbyder dansk modersmålsundervisning i løbet af skoledagen.

Og dér kunne vi nok godt tænke os at sende Cille og Mille hen – hvis vi nogensinde får tilbudt plads og har mulighed for det.

Inshallah, som nogle af os er begyndt at sige.

Pigerne nyder i øvrigt eftermiddagene i haven. Nu er der “køligt” nok til at vi kan lade terrassedøren stå åben, og de kan bevæge sig frit ud og ind.

Forleden var jeg distraheret af at tale med en ven, da Mille egenhændigt fandt vandslangen frem og begyndte at ‘vande have’.

Jeg gad nok vide, hvor mange liter, hun nåede at sende ud på fliserne, før jeg fandt hende?vand er altså tæskedyrt i en ørken!

Her er mit seneste yndlingsbillede – ikke at det er morsomt, at Mille er vred – men se lige, hvor morsomt Cille finder det!

Hav en dejlig dag!