Den næste Wozniacki?

Indrømmet: Jeg gad så mega-over-rigtig-meget-gerne at være god til tennis. Det er da en cool sportsgren?

Tennispigerne har flotte, markerede overarme, en elegant kombination af kraftfulde og eksplosive bevægelser, en misundelsesværdig spændstighed i kroppen.

Jeg har mormor-arme, der vinker med, når jeg forsøger at ramme tennisbolden.

Jeg har spindelvævslignende tråde på yderlårene (som et kærligt minde om min yo-yo-graviditetsvægt), der ikke ligefrem opfordrer til lårkorte nederdele.

Jeg har ingen boldforståelse.

Og et skidt boldøje.

Og så må vi endelig ikke glemme tennispigernes tøj.

Det korte skørt, den feminine top og de hundedyre accessories.

Man må aldrig gå ned på udstyr – og de gør de damer heller ikke.

Her kommer jeg også til kort.

Jeg mangler et plisseret skørt (i tækkelig Mormor-længde).

Der er besynderlige buler i min top, som Caroline slet ikke har og jeg har heller ikke det der smukke tennisarmbånd (med brillianter – jeg taler ikke om 80’er-frotté) om mit håndled, som ville klæde mig ret godt både uden for og på banen.

Kort sagt, så er der så langt mellem Wozniacki og jeg, som der overhovedet kan være.

Og derfor er det jo virkelig heldigt, at jeg har fået et par døtre, som jeg kan projicere mine brændende ambitioner om selv at være blevet en tennispige over på.

Vi har naturligvis også skubbet på med golf, fordi Martin og jeg selv nyder at spille sammen.

Ren manipulation – med de bedste intentioner om firkløver-familiegolf senere hen.

Men jeg er heldigvis blevet udstyret med døtre, der har deres helt egen vilje.

Cille gider ikke at gå til tennis. Eller golf, for den sags skyld.

Hun stiller pligtskyldigt op, hvis vi insisterer, men hendes hjerte er – åbenbart – i ballettens verden?

Dén havde jeg ikke lige set komme – for hun ligner (i mine projicerende ønske-øjne) en stærk og lang tennispige.

Men datteren insisterer på ballet.

Og så får hun naturligvis lov til det.

Lille My fortæller mig også, at hun snart vil begynde til ballet for little girls, mens hun forsøger at efterligne sin søsters bevægelser.

Cille springer lykkelig afsted til ballet. Hun elsker strukturen, bevægelserne, musikken, og lærerens strikse instruktioner.

Og hun er ikke til at skyde igennem af stolthed, da vi er på balletsko- og tights-indkøbstur forleden. Den kåde stemning smitter også af på Mille, der får butikspersonalet til at smile i baggrunden.

Man må aldrig gå ned på udstyr – og de gør de damer heller ikke.

Så måske bør jeg genoverveje mine ambitioner på pigernes vegne.

Nyde, at Cille er passioneret om sin selvvalgte fritidsaktivitet.

Og fokusere på selv at blive bedre til (det forbandet svære) tennis.

Familien indeholder tydeligvis hverken evnerne eller ambitionerne til at blive den næste Wozniacki.

Og det er okay.

Lige om lidt lukker Ørkenstaten arbejdsugen ned for at ihukomme den hellige fredag.

Her er bleg sol på lyseblå himmel og 20-25 graders behagelig varme, der i dén grad får Dubai til at fremstå som et vinterparadis efter min smag.

Vi nyder at være udendørs om eftermiddagen, nu hvor solen aldrig brænder og sveden aldrig løber.

Selv om aftenen er det så lunt, at vi klarer os med cardigans og tørklæder, når Lakes-Fruerne er ude for at blive luftet uden rollinger, spildt mælk og vådservietter.