Mandela og strømsvigt

Madiba, Tata eller Nelson…

Hans Excellence Nelson Rolihlahla Mandela har mange navne. Sådan er det jo med de kære børn. Og han var uomtvisteligt ét af Guds og menneskehedens allerkæreste børn.

I morges – svedende på den forbistrede motionscykel – fandt jeg til min store sorg ud af at Nelson Mandela – Madiba – er død.

BBC-nyhederne kørte i baggrunden på en TV-skærm. 95 år gammel blev han. Han udåndede igår, stod der.

Det burde ikke komme som en overraskelse efter alt, hvad han er gået igennem. Alligevel føles det som et chok. Som om at han – med de næsten overmenneskelige kræfter – burde have været udødelig.

Efter tabet står vi med en vigtig arv at holde fast i; med en række stærke minder – og med overbevisende resultater og forandringer. Ikke blot for Syd-Afrika – men for os alle.

Mandela er det ypperligste bevis på at mennesket bliver stærkere af og i modgang. På at umuligheder kan blive til muligheder. På at menneskeheden hellere vil kærlighed end had; hellere vil forståelse end konflikt; hellere vil frihed end fængsel.

I bogstaveligste forstand har han vist og bevist at menneskets godhed til enhver tid sejrer over menneskets ondskab.

Jeg læste “Vejen til Frihed” (Nelson Mandelas selvbiografi), mens min Søster og jeg realiserede os selv som back-packere igennem Mellemamerika. Hun var 18 og jeg var 22. Unge og fulde af tro på os selv og på alle andre. Murstensbogen var oprindeligt min søsters, men som søstre vi dele?og jeg bar den trods alt halvdelen af tiden for hende.

Det er en så særlig livsfortælling, at jeg aldrig tror, at jeg glemmer den igen. Det gør et dybt indtryk at læse om hans traditionelle xhosa-stammeopvækst, om årene med aktivisme, det voksende politiske pres og de stærke grupperinger i samfundet, om de 27 år i fængslet som politisk fange – og den efterfølgende demokratiske valgsejr med dens lavine af forandringer i et multikulturelt samfund, der havde været kuet, presset, klemt og holdt nede på alle ledder og kanter.

Det er nu trist, at vi fremover skal vise vores børn billeder og videoklip af en mand, der i den grad satte et positivt aftryk i verden – frem for at opleve ham “live” på fjernsynet. Og jeg føler med Sydafrika og hele det afrikanske kontinent, som har mistet deres Far.

Men hvorfor fangede jeg ikke den nyhed igår?

Et banalt strømsvigt er svaret. En af hverdagens små trivialiteter forhindrede mig i at orientere mig i verdenssamfundets begivenheder, dets gøren og laden.

Stormen Bodil raserede nemlig også på vores side af Nordsøen. Det flyttede pigernes legehus ud midt på græsplænen og trak stikket ud på huset. Tak for det.

Kl. 15 lød der et “klik” og strømmen forsvandt. Jeg var på vej med Lille My ud af døren efter Skolepigen. Min nabo kom ud samtidigt. Vi kiggede til relæet i garagen, skubbede knapperne op igen og sukkede træt til hinanden. Det sker ret ofte, at vores relæ slår fra, så vi aftalte at sende hinanden SMS’er, når vi fik strømmen igen.

Kl. 16 var det stadig hyggeligt. Pigerne fik snacks og kalenderlyset fungerede fortsat fint som lyskilde. Vi fik en lille snak om elektricitet og hvilke ting, der nu ikke længere kunne tages i brug. Vældigt civiliseret.

Kl. 17 stod vi i fitnesscentret – vores andet hjem – stormomsuste, forblæste og allerede godt trætte af tusmørket derhjemme. Cille hoppede spontant med til en golftime, mens Lille My legede i børnerummet. Kl. 18 kom Martin og spiste aftensmad med os i caféen, da der helt åbenlyst ikke var mulighed for at lave varm mad derhjemme. Hvor ærgerligt, tænkte Husmoren. Så måtte man jo inviteres ud.

Kl. 19.30 havde vi tændt stearinlys i hele huset og to trætte snorkefrøkener, der hoppede begejstrede omkring med en lommelygte i mørket. Til sidst fik vi dem overtalt til pyjamas, tandbørstning og efter et øjeblik sov de.

Men hvad gør man, når der er strømsvigt?

Intet WI-FI. Intet TV. Ingen streaming af danske udsendelser.

Vi sad og småsnakkede i køkkenet en times tid. Om alting og ingenting. Men der var ved at blive koldt pga. de svigtende radiatorer og hverdagens samtaleemner ebbede stille ud. Vi fandt varmt tøj frem og kravlede i seng.

Der var simpelthen tale om næsten umenneskelige vilkår anno 2013. Som tilmed satte os så tilpas tilbage i nyhedsstrømmen, at vi ikke fik nyheden om Madiba på dagen, hvor ånd og krop gav op.

Forhåbentlig værdsætter vi hverdagens moderne hjælpemidler og fornøjelsesredskaber lidt mere idag?

Hvil i fred, Madiba. Du var et lysende menneske. Som aldrig bliver glemt.