• ···

Niqab og æbletobak

Den evindelige hjerte-smerte og det mor-savn, som kommer i kølvandet på Flyvende Mormors besøg, er lige så stille ved at finde et tåleligt leje nu.

Jeg futter stadig ind på gæsteværelset i ny og næ og stirrer lidt på de efterladte, danske dameblade og den tomme seng.

Jeg falder stadig i staver, når jeg kigger på billeder fra 10 skønne og sjove dage.img_8823Det er ensomt på sådan en sær måde.

Henover vores dejlige, halv-hektiske familieliv med arbejde, skole, fritidsaktiviteter og praktiske gøremål, lægger der sig nu et tyndt lag Mormor-savn i tillæg til det daglige lag ørkenstøv.

Fordi hun lige har været her.

Hun har bagt boller og badet børn.

Hun har strikket i stuen og smurt mine madder.

Hun har skrællet æbler og lavet eftermiddagskaffe, når vi kom hjem fra skole.

Og nu er hun pludselig væk.

Men når først jeg er kommet mig og har fået poleret savnet lidt af igen, så kan jeg jo se, at vi – endnu engang – har haft en hel perlerække af sjove, skøre og gode oplevelser.

Denne gang var Cath tilmed en del af det hele.

Og det gjorde kun alting endnu bedre.img_8824Som hér, hvor Mormor og Cath begge bliver udsat for en vaskeægte Dubai-klassiker.

Ørkensafari.img_8828Oh, yes.

Sand i én uendelighed.

Ræs og dans og mad og røg.

Hvad mere kan man ønske sig som afslutning på en tur til Dubai?

Denne gang har vi landet os en ualmindeligt flink, pakistansk chauffør, som samtidig er lidt af en fart-vildbasse, to-say-the-least.

Han ser absolut ikke noget forkert i at “drifte” rundt i Sharjahs røde sand med en hujende Mormor og unger galore bag i en stor, solid Toyota Land Cruiser.

Det er en virkelig sjov og vild oplevelse – også selvom det for vores vedkommende er 3. gang arabisk-suppe-steg-og-is.

Og da solen går ned over ørkenens varme sand, ankommer vi til Arabian Nights Tours‘ camp.img_8847Mormor og Cath har fortsat de helt store ja-hatte på.

Som her, hvor jeg foreviger dem i ørkenens nationaldragter. Abaya og niqab.img_8852Bagefter går vi i henna-teltet for at få malet sirlige mønstre på pegefingrene som minde om en dejlig dag.img_8857Og mens vi spiser shawarma, falaffel, hummus, pita og salater, optræder en egyptisk mavedanserinde med nogle helt og aldeles fænomenale bryster, så hele selskabet sidder tryllebundet til forlygternes vuggen.img_8860Efter mageløse bryster og hofter kommer den egyptiske dreje-rundt-mand og giver os 10 minutters vanvids-hvirvel.

Ingen aner, hvordan han dog gør det.

Men han gør det.

Hver eneste gang.

Til sveden stænker omkring ham i de knapt 40 graders varme og 20 kg. tunge kostume.img_8873Aftenen slutter i rygehjørnet med glødende kul og familie-vandpibe.img_8863Niqab og æbletobak.

Henna og shawarma.

Drifting.

Strandtur og skitur.

Pooltid og havbad.

Massage og mani-pedi.

Caféer og restauranter.

Shopping og leg.

Vi nåede næsten det hele.

Og så alligevel ikke.

Cath må komme igen og opleve Sheikh Zayed Grand Mosque, den gamle bydel Bastakiya, en Friday Brunch, en Ladies Night, skolesystemet, nogle af de andre Emirater og de naturoplevelser, der venter dér – og tusind andre gode ting, som De Forenede Arabiske Emirater kan byde på.

♥ Tak for besøget, kæreste Mor og Cath ♥

Kom snart igen.

Vi savner jer slemt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Danes Worldwide

Ahhhh….der er intet som en ordentlig omgang ananas i egen juice, vel?71-oe4p58rl-_sl1374_

Og jeg er sgu’ ikke for fin til at skvulpe selvtilfredst rundt i den søde nektar, mens jeg fejrer, at jeg fik en henvendelse fra Danes Worldwide – interesseorganisationen for udlandsdanskere – som havde lyst til at anbefale læserne at klikke forbi Mor i Udlandet i det nyeste nummer af medlemsmagasinet, Danes.screen-shot-2017-10-14-at-20-54-24

Jeg bor vist nok på side 6-7 i magasinet sammen med en række andre spændende, danske bloggere, der ligesom undertegnede har valgt at pakke kufferten og drage ud på eventyr.screen-shot-2017-10-14-at-20-53-17screen-shot-2017-10-14-at-20-53-30

 

Jeg er særligt glad for kommentaren om at bloggen indeholder ‘en snert af humor’.

For humor, autenticitet og ærlighed er mit trademark.

Ikke at jeg trade’r i nogen som helst business.

Kun en smule i ananas-sektoren idag.

Men hvem er Danes Worldwide egentlig?

Danes Worldwide er en organisation, der arbejder for udlandsdanskeres interesser i det danske samfund – når vi danskere er på vej ud, er ude i verden eller ønsker at komme hjem – hvad end der menes med hjem these days?

Det var blandt andre Danes Worldwide, der pressede på for at Danmark (langt om længe) skulle acceptere dobbelt statsborgerskab.

Og fornylig lykkedes det organisationen at trænge igennem støjgardinerne på Christiansborg, så der kunne dannes en ny konverteringstabel for IB-karakterskalaen til den danske, fordi konverteringen i årevis (hvis ikke altid?) har været aldeles uretfærdig og misvisende for unge danskere, der kommer retur med udenlandske studiebeviser.

Danes Worldwide arbejder ganske enkelt for, at danskere i udlandet skal have mulighed for at rejse ud og returnere på bedste vis til moderlandet.

Jeg må vist hellere blive medlem, tænker jeg. Det er jo ret så relevant – uanset om vi lykkes med at blive siddende i den varme stol i Ørkenstaten længe endnu eller ej.pineapplePS: Det er helt sikkert meningen, at der skal komme et blogindlæg om Flyvende Mormor og Cath, der drifter i ørkenen med en vild pakistaner bag rattet, efterfulgt af en omgang æbletobak og lidt burka.

Men jeg har vemod i hjertekulen og ondt i maven, og i stedet så gemmer jeg mig under dynen til i morgen, hvor der atter er en dag.

En dag, hvor jeg forhåbentlig ikke savner helt så hårdt, som jeg gør nu, hvor min elskede Mor og Cath er rejst mod Det Kolde Nord.

♥ Go’ lørdag, søde mennesker ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ny i Dubai?

Hvis du skulle være i den heldige situation, at du er flyttet til Dubai inden for det sidste års tid eller to, så er der i morgen – mandag den 9. oktober – et helaftens-arrangement dedikeret til lige netop dig!

Danish Business Women Dubai afholder deres årlige “Ny i Dubai”- arrangement i The Green Hub, Jumeirah Golf Estates kl. 19-21.

Du finder detaljeret information om aftenens indhold på www.dbwd.org under fanebladet “New in Dubai”.

http://dbwd.org/newindubai/index.html

Mor i Udlandet deltager også ved “Ny i Dubai” med et oplæg om de ting, jeg ville ønske, jeg havde vidst noget om, før jeg landede med 3 kufferter og 2 rollinger i en støvet Ørkenstat for 3.5 år siden.

Forhåbentlig kommer der en masse nye, glade ansigter – med spørgsmål væltende ud af hjerter og ærmer.

Præcist som jeg selv havde det engang.

Det er ihvertfald dét, jeg ser frem til i morgen aften.img_8749

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Todo brilla

Det er torsdag eftermiddag.

Første uges ilddåb i skolen er veloverstået. For både børn og voksne.

Det er gået noget så fint. Faktisk overraskende fint. For både børn og voksne.

Og midt i udpakning af smeltende børn og kogte skoletasker, får jeg bestilt taxa, redt hår og justeret make-up’en, for Mummy er på vej ud til et glædeligt gensyn.

Med Sandra, min Mærsk-kollega, som jeg ikke har set i 7 eller 8 år.

Lidt senere træder jeg ind i foyeren på et smukt hotel og får med det samme øje på hende.

Den store, lyse viking løber lige ind i den lille, lysebrune colombianers favn.

Vi ler. Og krammer. Og jeg får helt våde øjne over, at hun står lige dér – over for mig – i en støvet Ørkenstat. Som et vidunderligt lysglimt fra en glemt tid. Fra et andet liv. Et liv, jeg knapt kan huske.

Et helt igennem perfekt, umage par, er vi – og har altid været.

Ingen ville tro, at vi kunne have så meget til fælles. Og jeg har elsket vores interne dynamik og humor siden den første arbejdsdag, hvor jeg sad over for hende og smuglyttede til hendes lavmælte telefonsamtale på spansk med manden Lars.

Og jeg gik til bekendelse med det samme. At jeg forstod spansk og dermed også hendes samtale over telefonen. Og at jeg mere end gerne ville fortsætte med at tale spansk med hende, por favor.

The rest is history.

Vi fik 3 gode og hårde år som kollegaer.

Og det er som om vi sås igår.

Samtalen samler vi helt naturligt op og mundene løber over med livsfortællinger om kærlighed, familiebånd, børn, venskaber, arbejde, personlig udvikling, drømme, håb og betragtninger over verdens kontrastfyldte tilstand.

Sandra er lige landet med Fly Dubai fra Kabul i Afghanistan.

“Es que todo brilla, Tine”, udbryder hun og slår ud med armene, da hotellets taxa sætter os af lige uden for Dubai Mall med udsigt til Burj Khalifa, Souk Al Bahar og Dubai Fountains.

Hun har ret.

Alting glimter og skinner hér.

Som diamanter og guld.

Som sølv og stål.

I ubarmhjertige sensommer-solstråler, der kræver solbriller.

Jeg fotograferer hende foran en smuk Fernando Botero-hestestatue. Det må da være et tegn fra de højere magter, når colombianeren bydes velkommen med sin hæderkronede landsmands værk som det første i kulturmødet med De Forenede Arabiske Emirater?

Vi trisser omkring i Souk Al Bahar og finder små souvenirs; vi tager billeder af Burj Khalifa i solnedgangens stærke modlys og kigger på de lokale i Dubai Mall, som er shine’t helt op til weekenden.

Da Dubai Fountains begynder at spille kl. 18, griner vi begge en smule forlegent og nyder øjeblikket, som er lige dele kitsch og smukt.

Det er Dubai i en nøddeskal.

Intet mindre.

Vi krummer tæer og benoves.

Vi balancerer lidt finurligt mellem afstandstagende sarkasme og næsegrus beundring over den storladenhed, som Dubai igen og igen overrasker med.

Byen er på en eller anden måde alt, alt for meget – og samtidig helt og aldeles vidunderlig.

Og den følelse og erkendelse kommer jeg frem til hver gang, jeg ser byen med en besøgendes friske øjne.

Men sulten insisterer efterhånden mere end verdens højeste glimmertårn, så jeg får gennet Sandra ind på Abd El Wahab.

Vi fortsætter vores samtale, der snor sig i alle retninger, mens vi spiser libanesiske retter – fattoush, shish taouk, rekakat, nybagte pitaer og hummus – og skåler i husets libanesiske vin.img_8486Sandra fortæller mig om sit ophold i Afghanistan.

Om Kabuls tørre støv og lammende ødelæggelse.

Om stilhed og larm.

Om menneskeskæbner.

Om kontrasten til hér – Mellemøstens svar på Las Vegas, hvor øst møder vest på civiliseret vis.

Det er hjerteskærende at tænke på den afgrundsdybe forskel der er mellem Dubai og Kabul, som blot ligger en 3.5 timers flyvetur fra hinanden.01_map

(Kortet er hentet på ©theredphoenix)

Så kort vej er der mellem destruktion og konstruktion.

Mellem død og ulykke på den ene side – og liv og lykke på den anden side.

I Dubai udfolder der sig et expat-boble-liv, som for langt de flestes vedkommende er så behageligt, at det ville være en voldsom brat opvågning, hvis vi skulle her fra og ud i den virkelige verden.

I Kabul pakkes livet væk og ned og ind bag høje mure af frygt for terror. I ren, hjerteskærende dødsangst. I dybe bunkers under jorden.

Glemt er fortidens modernitet.

Pulveriserede er kultur-arvestykkerne.

Borte er de intellektuelle og højtuddannede.

Det er svært at forstå, hvor stor forskel, der kan være i levevilkår hen over et begrænset geografisk område.

Det er endnu sværere at forstå, når vi minder hinanden om, at det jo er mennesker af kød og blod præcist som os selv, der må udholde fængselslignende liv i ødelæggelse og desperation.

Dén tygger jeg længe over hele weekenden.

Og jeg bliver endnu engang mindet om Sandras konstatering af at alting skinner og glimter i Dubai, da jeg afhenter fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre.img_8484En smuk halvmåne med mit navn skrevet i arabisk kalligrafi efter tillempet “Tina”-udtale.

Alting glimter og skinner i sandhed her.

Og jeg føler mig taknemmelig over, at jeg og min familie befinder os i et så fredfyldt, sikkert og trygt land.

Det tager jeg ofte for givet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om kippers og noget med at tjene penge på at blogge

Ind i mellem bliver jeg spurgt, om der er ‘penge i skidtet’.

Velmenende mennesker siger dog aldrig ’skidtet’ i bogstaveligste forstand til mig – det er de alt, alt for høflige til – men de stiller snarere et (lettere nyfigent) spørgsmål i retning af: “Tjener man egentlig mange penge på at blogge?”

Idéen eller formodningen har de sikkert fået af at se på kendis-bloggere, der får bygget køkkener om og lavet rynkefri ansigter i ét væk af diverse firmaer, som er interesserede i at promovere deres varer og serviceydelser over for bloggerens læserskare.

Den slags hedder influencer-marketing på godt dansk.

Og en kendis-blogger er således influencer’en, der indgår aftaler med diverse firmaer om omtale i blogindlæg, som så enten resulterer i penge eller i at bloggeren modtager produktet/serviceydelsen som tak for reklamen.

Den slags kunne kaldes for naturalieøkonomi anno 2017 i en verden, der stort set kun drejer sig om SoMe efterhånden.

Og uden at ha’ noget at ha’ det i, så har jeg en stærk formodning om, at der foregår langt mere naturalie-betaling end cool cash rundt omkring i blogland – medmindre man da er sådan kendis-kendis-blogger på den store, alvorlige klinge…

Men tilbage til spørgsmålet om penge!

Jeg tjener next to nothing.

Sølle 250 kr. om måneden eller sådan noget på de der irriterende, blinkende bannerreklamer, som ingen nogensinde klikker på alligevel.

Så jeg blogger ikke for pengenes skyld, hvis nogen skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt. Og så har jeg hermed helt (borger-)pligtskyldigt fremlagt min “lønseddel”, ligesom visse grupperinger i Danmark drømmer om at alle skal til at gøre.

Men det ville da være skønt at tjene penge på noget, jeg ELSKER at lave. Ingen tvivl om det. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet.

Og hvorfor gør jeg så ikke dét – altså laver influencer-marketing?

Der er et par årsager eller tre:

  1. Produkterne/serviceydelserne, som jeg indtil nu er blevet tilbudt at reklamere for, har været “for tynde”. Sagt på en anden måde: Jeg vil aldrig reklamere for et produkt/en ydelse, jeg aldrig selv har prøvet eller er glad for at bruge – og heller aldrig for et produkt/en ydelse, som er fuldstændig irrelevant for min læserskare.
  2. Den tilbudte betaling for potentiel reklame på min blog har været for lav. Jeg nægter pure at reklamere for babyudstyr og biludlejning for en tusse. Never. Ever. Det er både dit og mit liv for kort til.
  3. Jeg tænker rent faktisk over, om mine blogindlægs indhold har underholdningsværdi hver eneste gang. Og dét er i sandhed ikke alle bloggere, der gør det. Ofte scroll’er jeg selv videre, fordi en blogger bare gerne lige vil fortælle om den yderst svampede Amo-pulverkage, hun lige har bagt til venindehygge idag #amo #venindehygge #sponsoreretindhold…Det er så stinkende kedelig læsning, sådan noget produkt-blogging.

Og jeg er ikke den eneste, der stirrer lige dele træt og fascineret på influencer-marketing og tænker: “Hvordan helvede fik du så lige vinklet dét indlæg, synes du selv?”

Thomas Skov – den morsomme mand – har begået et fænomenalt blogindlæg, der rammer hovedet på sømmet i denne her debat om nonsens-reklame for nonsens-ting – så hvis du trænger til et godt grin, så skynd dig over til Thomas Skov og en dåse med røgede sild:

#KIPPERS

Jeg kippers’ også i dén grad med flaget og anbefaler, at du spiser en Bounty-bar og drikker en kop te fra Perch’s til – bare sådan for hyggens skyld.

Indlægget er i øvrigt ikke sponsoreret.

Jeg elsker Bounty.

Og Perch’s te.

Af egen fri vilje.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet