Manisk

Jeg er virkelig dæmonisk, manisk og mørk i disse dage.

Nærmest uden grund, for Martin er dén, der tager 95% af alle sammenstødene med vores entreprenør. Men nerverne er ved at være flossede. Løfter er blevet brudt for mange gange. Den første eufori over at flytte har lagt sig – og hverdag med indbyggede håndværkere er bare et stort NEJ TAK herfra.

I går var én af den slags dage.

Vi har betalt for en ny hoveddør for flere måneder siden. Og har en snigende formodning om, at der er problemer, for det tager ihvertfald mistænkeligt længe at få bestilt og leveret varer, der har været betalt og i ordrebogen længe.

Men – nu kom døren altså igår – og blev installeret med slibemaskine, bor, hammer, mejsel, diamantsav og hvad man ellers kan bruge, hvis man får chancen for at lade mahognitræstøv dale ned over en hel stueetage som var det rød jul.

Jeg var ikke kun lige ved at hidse mig op.

Dørmændene lod som om de ikke forstod engelsk, så de ikke behøvede at dække noget som helst af, mens de sleb, monterede hængsler, justerede højde og bredde med maskiner, borede lås ud, lavede dørspion osv.

Og da projektlederen endelig kom og fik set på dørfjollerierne, blev han så befippet, at han bakkede direkte ind i gadelygten uden for vores hoveddør. Kun lygten og bilen tog skade. Der var heldigvis ingen fodgængere eller andet godtfolk involveret.Da den gode mand så forsøgte sig med selv lige at reparere lidt på lygten, ringede jeg til Security som en ægte Jumeirah-Jane, der har brug for sin Tarzan til at klare livet i den urbane jungle.Security kom susende og kvitterede med at ringe efter politiet, fordi de ville have optaget rapport til forsikringsselskabet. Her ta’r vi sgu’ tingene seriøst og overlader intet til tilfældighederne.Alt foregik heldigvis i fred og fordragelighed hen over et par timer. Tid er nemlig en billig vare i en Ørkenstat. Og så fik vi samtidig gjort hele nabolaget opmærksom på, at en ny familie er flyttet ind med hiv og sving 😂.

Som altid går alting bedre den næste dag.

Vi fik støvsuget, fejet og vasket alt det røde støv ned, og maleren er kommet forbi for at udbedre dørmændenes skader fra igår. Resultatet er blevet så fint.
Det er også på et hængende hår, at de sidste fliser er lagt – og malingen når knapt at tørre, før det banker på døren.

I nat ankommer det første hold gæster nemlig i vores nye hjem.

Det er min elskede Moster Lene, der har fået billetten i 50-års fødselsdagsgave af sin mand, min Onkel JE – og vi er endda så heldige, at store fætter Morten og kusine Cath også kommer med for at tilbringe efterårsferien hos os.

Cille og Mille er helt overbeviste om, at det er deres fætter og kusine, onkel og moster – og jeg elsker, at vi simplificerer titlerne på tværs af generationer, ligesom jeg selv altid har gjort i den vestjyske storfamilie.

Vi har ikke efterårsferie i skolen, men vi glæder os helt vildt til at holde to weekender med dem – og hygge i hverdagene. Det er noget ganske særligt at dele vores hverdag med familien hjemmefra.

Og de søde mennesker, der ankommer i nat, er virkeligt længe ventede.Mille har tegnet velkomsttegning og lagt chokolader på puderne, som man gør på de finere hoteller.

Og vi fortsatte ovenpå i ungdoms-afdelingen, hvor der står snacks og puder klar til evigtsultne og evigttrætte teens.Min Moster og Familie besøgte os en del gange i England, men turen herned er jo både længere og dyrere. Jeg har dog tilrettelagt et snedigt program, der forhåbentlig vil gøre, at de er nødt til at komme igen en anden gang…

Lige om lidt er de her…. og inden da skal jeg have skruet ned for den indre, maniske trykkoger og op for den medfødte, uimodståelige charme. Det gøres vist bedst med vin.

Og så er det fredag i morgen, folkens.

Fredag! 🥂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Det ulige samfund

I de sidste par måneder har vi været omgivet af håndværkere.

Folk fra Pakistan, Indien og Filippinerne, primært.

Folk, der – ligesom os – er indvandret til De Forenede Arabiske Emirater, fordi der er penge at tjene. På hårdt arbejde og flid, naturligvis.

Men så ophører sammenligningen og fællesskabet ellers også.

Vi – højtuddannede, der arbejder indendøre på airconditionerede kontorer, skoler osv. – bliver kaldt for expats. Betegnelsen har ikke noget med hudfarve, religion eller nationalitet at gøre, som mange danskere måske kunne tro. Det er betegnelsen for ‘højtuddannede immigranter’ i landet, hvis arbejdsstyrke tæller godt og vel 200 forskellige nationaliteter. Imponerende, ikke?

Men håndværkerne, gartnerne, taxichaufførerne, budene, husholderskerne og alle de andre knapt så uddannede indvandrere får ikke den eksotiske titel af at være expats. De kaldes ganske enkelt for workers – for det er dét, de er her: Billig arbejdskraft fra lande, hvor der enten ikke er arbejde at få eller hvor lønnen ikke sikrer familiens overlevelse.

De fleste af håndværkerne har sandsynligvis en håndværksmæssig baggrund fra deres respektive hjemlande. Hvem ved? Det henstår i det uvisse, og en del af byggeriets tekniske løsninger hører vist til i kategorien ‘lappeløsninger’, hvis man fik en dansk håndværker til at vurdere dem. Men ting bliver lost in translation her. Værkførerne taler begrænset engelsk; arbejdsbierne nikker høfligt, når man går forbi dem – de kan ikke tale et ord engelsk. Og vi er nødt til at indlade os på, at logikken er en anden, end den vi selv ville anvende.

Her er ingen maskiner og fine opmålinger fra en computer.

Her er ren råstyrke og mandekroppe, der løfter, flytter og forandrer. Der bygges med de bare næver, som vi gjorde det i Danmark for – hvad ved jeg – 100 år siden?Og hold nu op, hvor jeg kvier mig ved det med de arbejdere, der render op og ned, ind og ud. På dén der danske, vi-er-alle-lige-og-uha-dada-for-et-ubehag-ved-sociale-forskelle-agtige måde.

Det er komplet latterligt, for én af præmisserne for overhovedet at kunne bo og leve i De Forenede Arabiske Emirater er, at ens høje, moralske kæpheste må bukkes og gradbøjes mere end én gang. Om dagen.

Der er principper, moralske overbevisninger, værdier, etiske grublerier og en masse andet spændende at tumle med, når man vælger at bosætte sig i en fjern Ørkenstat, der er så langt fra et vestligt demokrati, som man næsten kan komme.

Jeg opfordrer ikke til, at man skal blive kold i rumpetten, helt værdiløs eller jævnt ligeglad med andre mennesker i en fjern Ørkenstat. Slet ikke. Men tingene fungerer så fundamentalt anderledes hér end de gør i Danmark. Så anderledes, at det nærmest er umuligt at forklare det, før man selv har oplevet det.

Og de her mennesker har desperat brug for de jobs, der findes her i landet.

Får de en fair betaling for deres hårde arbejde?

Ordentlige arbejdsforhold og menneskelige levevilkår?

Ikke med danske briller på.

Nej.

Langt fra.

Men hvad er alternativet?

Og det er hér, jeg sukker dybt. Vores husholderske, Maricel, forklarer mig det gang på gang: Alternativet er langt, langt værre. Hun har sultet. Dét har jeg ikke. Hun har arbejdet 3 jobs samtidigt for bare at holde familien tæt på oven vande. Dét har jeg ikke. Hun ved, hvad det vil sige, at være fattig og desperat. Dét ved jeg ikke.

Det er en social uretfærdighed, der er global og alt for indviklet til, at jeg kan gennemskue eller overskue det. Og som jeg ikke kan løse for nogen, uanset hvor meget, jeg ellers fiser rundt med en glødende grundtvigiansk barmhjertighed i hjertet, der giver sig til udtryk i små, gispende udbrud, når jeg ser, hvad arbejderne bliver budt at udføre under den stegende sol.

Så hér er de.

Arbejderne.

Vores håndværker-expats, om du vil. Siddende på den bare cement ude i min have i 38 graders varme med deres fælles-biriyani i en plasticpose. De ser ud til at hygge sig trods de særdeles beskedne kantineforhold.De har nu rodet med at blande cement, flytte tonsvis af jord og sten, støbe fundament og en masse andet støvet, ubehageligt lort siden kl. 8 i morges. Og nu er det tid til mad og drikke her kl. 12.

Efterfulgt af en times lur på et plastikunderlag. Det er de – heldigvis – berettigede til, når middagsheden for alvor sætter ind.I mens går jeg rundt herinde og titter nysgerrigt ud.

Det er simpelthen så mærkeligt at observere de senede, svedige mænd, som ligger og hviler sig så fredeligt.

Og nej – arbejderne kan ikke inviteres ind i dagligstuen til frokost ved spisebordet og en lur i airconditionerede omgivelser.

Det ville være et kulturelt faux pas uden lige.

De vil ikke blandes ind i noget med en forvirret expatdame, der synes, at det er synd for dem. Hvad skulle de dog dét for?

Vi kan byde dem noget koldt at drikke. Småkager efter endt arbejdsdag. Drikkepenge om torsdagen. Dén slags.

Men den tydelige grænse – den sociale ulighed – der er i mellem os, skal forblive.

Maricel har det på samme måde. Hun ønsker ikke at sidde til bords med os om hver aften, som om vi var ligeværdige i en familie. Distancen er nødvendig for at kunne overleve i denne her besynderlige verden, tror jeg.

Alt det hårde slid, som en flok pakistanske mænd lægger i vores have for tiden, vil resultere i, at vi om nogle uger kan nyde denne her strålende udsigt fra en fin, ny terrasse, omgivet af den falskeste græsplæne i miles omkreds – og en enkelt ørkenrose eller fem.Det er i sandhed et fatamorgana, dét her sted.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemme!

Det er ikke ofte, at der går en uge i mellem mine blogindlæg.

Men jeg har været ophængt.

Forpuppet.

Forskanset.

Bag plastickasser i IKEA.Med udpakning af flyttekasser og organisering af det nye hjem. Og så har jeg ikke engang taget min halvdel af slæbet og besværet, fordi jeg samtidig har haft rigeligt at se til på arbejde.

Mr. Flat-Pack har gjort stort set det hele egenhændigt, mens jeg har drukket te og sukket over alt det nye og fine, der er kommet til.

Jeg elsker at flytte med Martin. Jeg elsker ikke at flytte, men med Martin gør jeg det gerne. Han kan vitterligt komme på plads i et nyt hus i løbet af 3 arbejdsdage, hvor det ville tage alle os andre almindelige dødelige adskillige uger.Vi er i sandhed Hr. og Fru IKEA, som I nok kan se. Kombineret med 10-15 år gamle Idé-Møbler og en lille smule pakistansk gardin- og tæppevæsen, nu hvor vi trods alt bor i Mellemøsten. Men uanset at der aldrig bliver tale om et Bo-Bedre-hjem til os, så er jeg simpelthen så pavestolt af dét hjem, der endelig er vores.Der mangler billeder på væggene og friske blomster i urtepotterne – og der er fortsat en lang to-do-liste til håndværkerne, men det begyndte at føles som ‘hjemme’ allerede fredag aften, da jeg indviede køkkenet med at lave middagsmad til os.

Og for 1. gang i alle vores flytninger igennem 17 år, lykkedes det mig at lave et “første måltid i nyt hus på nyt komfur”, der rent faktisk smagte dejligt. Det tager jeg som et godt tegn.Og pigerne?

De tager flytningen med ophøjet ro.

For Cille er det hendes 6. hjem i 3 lande på 9 år.

For Mille er det hendes 4. hjem i 2 lande på 6 år.

De er mest interesserede i at tage opstillede fotos i IKEAs udstillinger.Det er forståeligt nok, at de fortrækker til en fantasiverden. De voksne er alligevel overhovedet ikke til at komme i kontakt med, sådan som de vader rundt med målebånd og diskuterer hylder, skabsplads og opbevaringskasser.

Og lige så herligt som det nu er, at føle sig rigtigt hjemme derhjemme, så er vi heldige at få nye naboer, der kommer forbi med nybagt velkomstkage – og søde venner, der kommer forbi med indflyttergaver og blomster.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vi flytter!

Virkelig dramatisk overskrift.

Click-bait, my friend.

Men den er nu go’ nok.

De sidste mange måneder har vi forberedt flytning fra vores nuværende rækkehus i The Lakes og hele vejen over i et andet rækkehus i selvsamme ghetto.

Mindst 500 meter flytter vi os.

Fra den ene side af søen over på den anden.

Kald os bare globetrottere…Vores nuværende hus har ejerne solgt, da vi efter 3 år opsagde lejemålet. Fordi deres egen livssituation er ved at ændre sig. Det er jo ét af grundvilkårene i ethvert expatliv.

Og selvom vi har været glade for at bo her, bliver det nu alligevel rigtig rart at flytte.

Der er energi i at flytte sig.

Vi er nødt til at foretage en grundig oprydning. Kigge tingene efter i sømmene og vurdere, om vi virkelig gerne vil have dem med – eller om det mon er på tide at forære dem væk eller smide dem ud. Vi sælger også ting, som ikke skal med videre. Vi har købt nye ting. Der skal repareres, renoveres, males og regeres.Midt i menageriet kan jeg ikke lade være med at smågrine af os. Os, der ikke skulle slå rødder. Os, der skulle ud at opleve verden og være i bevægelse fra sted til sted.

Det var ihvertfald tanken, før de to arvinger-til-al-gælden gjorde deres indtog i vores liv (og viste os, at man er så pisseklog, før man får børn).

Det var også tanken, da vi landede i De Forenede Arabiske Emirater for 5 år siden og lige skulle prøve Mellemøsten af for en stund (som sikkert ender med at blive til et tocifret antal år, ligesom alle de andre).

Mageligheden indfinder sig.

Tryghedsnarkomanien breder sig.

Hverdagen triller derudaf i sit gode, velkendte spor.

Og nu står vi så hér – med rødder, der langsomt gror fast i den sandede, fremmede jord, fordi der ikke findes noget mere behageligt, trygt og lettilgængeligt sted at leve end lige hér i Dubai.

Det her liv er ferien, man ikke vil hjem fra.

Med palmer, pool, solskin og høj himmel hver dag. Med hjælpende hænder i hjemmet, god skolegang til børnene og en nyfunden frihed som familie til at vælge, hvad man egentlig gerne vil – sammen og hver for sig.

I de nærmeste par dage vil vores lille familie være små energiske redebyggere. Dét er helt sikkert.Martin er fantastisk at flytte sammen med. Altså – flytte fra ét sted til et andet med. Selve flytte-sammen-proceduren blev vel overstået for 16-17 år siden, da min Far bankede på hans Østerbro-dør og proklamerede, at “nu er hun dit ansvar”.

Martin helmer ikke, før den sidste flyttekasse er tømt og det hele står snorlige. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kan få tingene på plads og i system så hurtigt som ham.

Og i morgen er det ham, der skal lede slagets gang og stå i spidsen for flyttelæsset, når der dukker 10 stærke mænd op kl. 8.30 for at pakke alle nellikerne ned og flytte dem længere ned ad vejen.

Jeg misunder ham virkelig ikke opgaven. Faktisk har jeg deltaget alt for lidt i flytteprocessen denne gang, føler jeg. Og har en sort samvittighed og en hel bunke børn at undervise dagen lang.

Men lidt ting har jeg da solgt og ryddet ud i undervejs – og jeg glæder mig virkelig til weekenden, hvor vi sammen skal finde plads til alle vores ting i et nyt hjem ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jetsetkvinde eller Jerseyko

Det hænder, at en journalist, researcher eller forfatteraspirant gør mig lidt pirrelig.

En gang i kvartalet, for nu at være helt præcis.

Og jeg gætter på, at de fleste danske kvinder i Dubai får den samme type af henvendelser som jeg.

Dét, der ærgrer mig allermest er, at Sabrina fra STV let og elegant forbigår undertegnede i sin søgen efter danske jetsetkvinder i Dubai. Hun skyder med spredehagl. Drøner forbi målet. Leder efter alt med en puls og Dubai markeret som hjemstavn.

Hvorfor skal jeg dog finde de her danske damer frem til hende, når jeg står lige herude og banker på som en anden komplet overset Thomas Helmig?

Er det mit profilbillede med tørklædet, der ikke ligefrem oser af sex på røde veloursofaer og Moët til morgenmad? Er det mit praktiske Mor-hår, den manglende contouring og den åbenlyse minus-restylane, der gør udfaldet?

Jeg aner det simpelthen ikke.

Men hun ser forbi mig.

Søger noget helt andet.

Og jeg er alt, alt for høflig til at foreslå mig selv. Man er vel fra Jylland.

Så jeg må svare hende fra hjertet. Rent og inderligt.

Sjovt nok laver min autocorrect ‘jetsetkvinde’ om til ‘jerseyko’. Og jeg er på nippet til ikke at ændre det tilbage, men er alligevel lidt i tvivl om, hvorvidt Sabrina’s sans for humor ligner min.

Så godt kender vi jo heller ikke hinanden.

Endnu.

Sabrina svarer hurtigt og meget, meget flinkere retur end dét, jeg er i stand til overfor hende.

Vi stopper naturligvis korrespondancen her.

Penneveninde-konceptet er ligesom uddødt engang i 90’erne.

Det var jo heller ikke ligefrem fordi jeg solgte mig selv som en overstrømmende venlig Dubai-Dame til den uforvarende researcher, der vist har Google som sin bedste ven.

Og tilbage sidder jeg nu med to tanker:

1. Hvad var der sket, hvis jeg i “ramme alvor” havde foreslået mig selv som den jetsetkvinde/jerseyko, Sabrina søger? Hvordan ville hun have rodet sig ud af dén misere uden at såre mine fine følelser?

2. Er det virkelig så rigtigt og vigtigt, at give seerne et indblik i ‘livsstile der går ud over det sædvanlige’? Var der ikke andre og mere relevante, virkelighedsorienterede emner, vi kunne underholde og oplyse danske seere med?

Grotesk reality-TV er kommet for at blive. Jeg ved det jo godt. Ind i mellem ser jeg også selv et afsnit af Luksusfælden eller De Unge Mødre, hvis mit depressive indre har behov for at dulmes ved synet af mennesker, der er længere ude i hverdagssumpen end jeg selv.

Men helt ærligt – hvor ville det være befriende, hvis der kunne komme flere nuancer på steder og mennesker, når TV-produktionsselskaberne går i krig.

Det er sgu’ så forudsigeligt. Så stereotypt og fordummende. Peter Ingemann-agtigt åndsbollet.

Så uinteressant at skabe TV for forargelsens og fordømmelsens skyld.

Hvorfor sker det så igen og igen?

Fordi det føles trygt og godt at få bekræftet alle ens fordomme.

Tror jeg.

Ingen kan nævne, at de bor i Dubai, uden at modtage stereotype responser retur.

Nogle af folks stereotype forestillinger er ret virkelighedsnære, naturligvis. Ellers ville de jo netop ikke blive til stereotyper. Andre er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Fælles for alle stereotype kommentarer er, at de er dødhamrende irriterende at skulle forholde sig til konstant. Uanset om de kommer fra ens gamle nabo henover formiddagskaffen eller til en 60-års fødselsdag fra velmenende slægtninge henover Orgel-Erlings muzak.

Men dén problematik gider Sabrina ikke at forholde sig til. Det er simpelthen for besværligt at skulle lave kritisk samfundsanalyse og tale med almindelige mennesker om almindelige menneskers problemer. Sabrina og STV vil ha’ guld, diamanter, yacht-parties, et hus på Palm Jumeirah, en Bentley i garagen, nye bryster for 19. gang og børn, der udelukkende passes af filippinske nannies, mens Mor drukner sorgerne i kaviar og champagne med veninderne. Faren til børnene er forhåbentlig en eksotisk araber. Sheikh eller noget. Med egen poloklub, Rolls-Royce, limited edition Rolex, et oliefelt eller to i familien, en flok kameler som medgift til kone nummer fire og en fin, kridhvid dishdash, der aldrig krøller.

Jeg har ikke fundet hende endnu.

Jetsetkvinden eller jerseykoen, som Sabrina og STV leder så desperate efter.

Men jeg skal nok sige til, hvis jeg finder hende.

Dét lover jeg.

Ama’r-Dubai-Halshug-Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet