• ···

Om kippers og noget med at tjene penge på at blogge

Ind i mellem bliver jeg spurgt, om der er ‘penge i skidtet’.

Velmenende mennesker siger dog aldrig ’skidtet’ i bogstaveligste forstand til mig – det er de alt, alt for høflige til – men de stiller snarere et (lettere nyfigent) spørgsmål i retning af: “Tjener man egentlig mange penge på at blogge?”

Idéen eller formodningen har de sikkert fået af at se på kendis-bloggere, der får bygget køkkener om og lavet rynkefri ansigter i ét væk af diverse firmaer, som er interesserede i at promovere deres varer og serviceydelser over for bloggerens læserskare.

Den slags hedder influencer-marketing på godt dansk.

Og en kendis-blogger er således influencer’en, der indgår aftaler med diverse firmaer om omtale i blogindlæg, som så enten resulterer i penge eller i at bloggeren modtager produktet/serviceydelsen som tak for reklamen.

Den slags kunne kaldes for naturalieøkonomi anno 2017 i en verden, der stort set kun drejer sig om SoMe efterhånden.

Og uden at ha’ noget at ha’ det i, så har jeg en stærk formodning om, at der foregår langt mere naturalie-betaling end cool cash rundt omkring i blogland – medmindre man da er sådan kendis-kendis-blogger på den store, alvorlige klinge…

Men tilbage til spørgsmålet om penge!

Jeg tjener next to nothing.

Sølle 250 kr. om måneden eller sådan noget på de der irriterende, blinkende bannerreklamer, som ingen nogensinde klikker på alligevel.

Så jeg blogger ikke for pengenes skyld, hvis nogen skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt. Og så har jeg hermed helt (borger-)pligtskyldigt fremlagt min “lønseddel”, ligesom visse grupperinger i Danmark drømmer om at alle skal til at gøre.

Men det ville da være skønt at tjene penge på noget, jeg ELSKER at lave. Ingen tvivl om det. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet.

Og hvorfor gør jeg så ikke dét – altså laver influencer-marketing?

Der er et par årsager eller tre:

  1. Produkterne/serviceydelserne, som jeg indtil nu er blevet tilbudt at reklamere for, har været “for tynde”. Sagt på en anden måde: Jeg vil aldrig reklamere for et produkt/en ydelse, jeg aldrig selv har prøvet eller er glad for at bruge – og heller aldrig for et produkt/en ydelse, som er fuldstændig irrelevant for min læserskare.
  2. Den tilbudte betaling for potentiel reklame på min blog har været for lav. Jeg nægter pure at reklamere for babyudstyr og biludlejning for en tusse. Never. Ever. Det er både dit og mit liv for kort til.
  3. Jeg tænker rent faktisk over, om mine blogindlægs indhold har underholdningsværdi hver eneste gang. Og dét er i sandhed ikke alle bloggere, der gør det. Ofte scroll’er jeg selv videre, fordi en blogger bare gerne lige vil fortælle om den yderst svampede Amo-pulverkage, hun lige har bagt til venindehygge idag #amo #venindehygge #sponsoreretindhold…Det er så stinkende kedelig læsning, sådan noget produkt-blogging.

Og jeg er ikke den eneste, der stirrer lige dele træt og fascineret på influencer-marketing og tænker: “Hvordan helvede fik du så lige vinklet dét indlæg, synes du selv?”

Thomas Skov – den morsomme mand – har begået et fænomenalt blogindlæg, der rammer hovedet på sømmet i denne her debat om nonsens-reklame for nonsens-ting – så hvis du trænger til et godt grin, så skynd dig over til Thomas Skov og en dåse med røgede sild:

#KIPPERS

Jeg kippers’ også i dén grad med flaget og anbefaler, at du spiser en Bounty-bar og drikker en kop te fra Perch’s til – bare sådan for hyggens skyld.

Indlægget er i øvrigt ikke sponsoreret.

Jeg elsker Bounty.

Og Perch’s te.

Af egen fri vilje.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at leve på kanten…

…af et nyt årti, forstås.

For jeg er da den sidste, der kan klandres for at leve det vilde, adrenalin-pulserende liv – medmindre det nu om dage anses for heftigt at drikke sig svimmel om fredagen og falde i dyb søvn i egen seng?img_8423 Men på kanten af THE BIG 4-0, dér står jeg nu.

Og læner forsigtigt min 39-årige krop ud over kanten for at titte over mod middelalderen på den anden side, som sjovt nok ser meget, meget mere tiltalende ud end THE BIG, TERRIFYING 3-0.

 

Forskellen mellem frygtelige 3-0 og herlige 4-0 er en indre ro og dyb taknemmelighed, som har sneget sig mærkbart ind i løbet af godt og vel et levet årti.

Der er dyb ro i at vide i min inderste kerne, at jeg er så hvinende heldig at have ALT, hvad jeg nogensinde har ønsket mig i livet.

Jeg har en kærlig, intelligent, loyal, attraktiv, romantisk, sjov, interessant og betænksom mand, som sender mig den smukkeste kurvfuld dybtrøde roser med brudeslør i anledning af min fødselsdag.img_8394Jeg er Mor til to fine rødhætter, der klatrer op og gi’r morgenkrammere, mens jeg åbner gaver, som de har valgt så fint sammen med Farmanden.img_8377img_8378Og jeg mærker dyb glæde og taknemmelighed over veninder, der dropper forbi og med al tydelighed viser, at de ved præcist, hvad jeg elsker.img_8383Lyserødt. Og blomster. Og kaffe og søde sager, der giver en tiltrængt pause efter endt arbejdsdag i et job, som jeg (allerede-nu-med-vished-kan-sige-at-jeg) elsker og opfatter som et privilegium.img_8387Og der er naturligvis notesbog og fancy penne i en anden venindepakke – for jeg er vel ikke datter af en boghandler for ingenting?img_8395Og sidst – men ikke mindst – har verdens bedste Maricel begavet mig med rørende ord og fine blomster.img_8379Jeg føler mig så set og værdsat og strøget med hårene, at jeg bryder ud i rørstrømsk torsdags-taksigelse henover bobler og sushi.img_8396Og når nu vi er inde i en god stime, så sørger jeg naturligvis selv for at fortsætte den hele weekenden ud med at invitere mig selv (og de tre andre) ud på en bitte fredags-frokost…img_8403…og Regnskabschefen ud til 9-hullers aften-golf lige i nabolaget.img_8413Hvis det er sådan her, et omtrent-halvt-levet-liv ser ud, så er der kun én ting at gøre:

At være glad for hver eneste bitte-lille – på overfladen uanseelige – ting.

At være glad for hver eneste oplevelse og udfordring til hverdag og fest.

At være glad for hvert eneste menneske, jeg er heldig at kunne kalde for familie eller ven.

At være glad for mit gode helbred (jep – så gammel er jeg blevet nu).

At være glad for selve livet.

Og lige dér, da må jeg takke min Mor.

Så det gør jeg.

Over telefonen.

Tænkte, at det måske var på høje tid, at jeg fik sagt ordentlig tak til hende, min livmoder.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Adha Mubarak

I dag markerer afslutningen på årets Eid Al-Adha. Ofringsfesten, som er muslimernes allervigtigste fest og højtid, hvor samtlige familiemedlemmer tropper op i nyt tøj på rundtursvisitter hos tanter og onkler; børnene får pengegaver af de voksne, og der bliver indtaget lige dele søde sager og lammekødsretter til familien går i madkoma.img_8336Og til forskel fra vores jul, der (for manges vedkommende) handler mest om ligelig fordeling af andesteg og flæske-ditto på tallerknerne rundt om familiens bord, så handler offerfesten i lige så høj grad om at brødføde dem, der har mindre end én selv.

Det er god skik at forære ⅓-del af familiens offerlam til de fattiges adha-borde. Beregningen af hvad en ⅓-del så lige er for en størrelse på et lam, dét må du selv om. Bare du gi’r.

Muslimerne er virkelig gode til dét der med donationer, nødhjælp, næstehjælp og gavmilde bidrag sådan helt generelt. Det er der heldigvis også mange danskere der er under landsindsamlinger, som venligboere med gratisbutikker og andre initiativer, ved diverse julehjælpsforanstaltninger osv., men i Mellemøsten er donationerne en integreret del af både religiøs praksis og kulturel tradition – og det er bydende nødvendigt at hjælpe nødstedte, fattige muslimske brødre og søstre, for her er intet offentligt sikkerhedsnet aka. Velfærdsstaten.

Og med Eid’ens sidste dag kommer også enden på Regnskabschefens ferie. Han har afholdt sidste feriedag med pigerne idag, mens jeg har taget hul på det nye skoleår. I morgen kalder hundredevis af mails på ham og timelange møder på kontoret.

Men igår fejrede vi Eid Al-Adha – for man bør vel trille ud af hvid-mands-ghettoen og kultur-assimilere en smule på sådan en højtidsaften?

Og som de heldige kanaljer vi er, så stiger vi ombord på Hr. & Fru M’s båd, hvor vi – efter en kort sejltur – ankrer ud for Dubai Marina. Her er der det smukkeste festfyrværkeri hver aften under Eid’en.img_8335Offerlam kom der ikke på bordet, men sushien fejlede intet. Og det gjorde den detoxificerende gåsevin såmænd heller ikke, selvom kølig hvidvin aldrig har været en dårlig idé. Men danskvand og fiskemad er “straffen” for 10 ugers sommerferie uden at føle sult én eneste gang.

Tænk, at ligge her og skvulpe rundt i 35 grader varmt havvand til synet af festfyrværkeri på en grumset-diset ørkenhimmel…img_8326Så stille, så fængslende meditativt er det at ligge i vandet, når det er tæt på kropstemperatur-varmt.

Måske er det sådan hér, livmoderen føles for et foster?

Livmoder-lommefilosoferen eller ej, så er jeg den heldigste kartoffel i hele Mellemøsten.

Og jeg ved det godt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Klar, parat til…

…Skolestart!img_8318Lige om lidt, ihvertfald.

Men for nu summer vi rundt og lander sådan for alvor i eget hjem efter 10 ugers sommerferie.

Der er legeaftaler, der skal passes – og kaffegensyn med søde venner. Der er navnemærker, som skal sættes på alt det nye grej. Penalhuse, der skal pakkes påny og et køleskab, der skal fyldes op helt fra 0.

Vi er kommet hjem til et skinnende palads af et nedslidt rækkehus.

Maricel har vasket, poleret, renset og pudset med effektiv knofedt fra gulv til loft, så her dufter rent og stråler, hvorend man ser hen eller sætter en fedtet finger. Det er endnu én af de fantastiske fordele ved at have den dygtigste og sødeste husholderske boende. Jeg er fan af konceptet, når man ellers har fundet netop dét menneske, man passer sammen med 🙂

Maricel har faktisk kedet sig lidt, mens vi har været i Danmark, men hun har mange veninder, der også passer hus og kæledyr henover sommeren, så de laver mad sammen og hjælpes ad med det praktiske. Hun kommer selv på en måneds ferie til jul, fordi det er dén tid på året, som passer bedst i forhold til hendes søns skolegang på Filippinerne.

Og Bob tager imod os uden fornærmet attitude denne gang og hapser velvilligt pigernes godbidder, før han lægger sig over for at sove lur på Martins favoritplads.

Alt er præcist, som vi kunne have ønsket os det – og det er så rart at være tilbage – for nu at være helt ærlig.

Selv fødselsdagsgaven har Maricel ladet stå klar til Cille, da vi sætter kufferterne i entréen og lister ind i stuen for at spise natmad efter en lang rejsedag.img_8312Et stort, ultrablødt tæppe, som Cille nu nusser og sover med hele natten.

Men bag om kuffertudpakning og praktiske gøremål, så står der kun én ting i mit hoved og i mit hjerte.

Mit nye job!

Som jeg starter på imorgen.

Og jeg kan næsten ikke vente!img_8319I morgen påbegynder jeg mit 3. arbejdsår på Dubai International Academy (som også er Cille og Milles skole), men denne gang bliver det som dansk modersmålslærer – ikke som støttelærer på de engelske litteraturkurser i Secondary School.

Jeg var blevet tilbudt at fortsætte som støttelærer, men jeg trængte til at udfordre andre sider og egenskaber af mig selv i det kommende år.

Og det bliver så spændende at være med til at undervise skolens danske elever, som har mulighed for at få 3 timers danskundervisning om ugen på hvert klassetrin fra Year 1 til Year 11.

Jeg glæder mig helt vildt til at samarbejde med min nye kollega, den danske forældregruppe – og allermest til at arbejde med eleverne, selvfølgelig ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at holde (jord-)forbindelsen

10 ugers sommerferie lakker mod enden.img_8276Det er både en velsignelse og en forbandelse med så mange ugers frihed til at gøre præcist, som man vil. For alting flyder efter et par uger.

Sengetider og vasketøj.

Spisevaner og motionsrutiner.

Og nu kan jeg efterhånden høre min seng kalde højlydt hele vejen fra Ørkenstaten til Det Regnfulde Nord.

Heste-sengen vil ha’ mig. Hurtigst muligt. Det samme gælder mit tøjskab og vores badeværelse.

For selvom 10 uger på sovesofaer, rodede kufferter på gulvet og toilettasker på fremmede badeværelser er et vaskeægte First World Problem, så bliver det en kende enerverende til sidst.

Det er svært at bevare jordforbindelsen til mig selv. Til børnene. Til Martin.img_8255For der er hele tiden mennesker omkring os.

Dejlige, søde, rare, sjove, hyggelige mennesker, som vi aldrig ville være foruden og som betyder alt for os…

Men alligevel.img_8263 Det bliver trættende i længden at være på ferie, på besøg og til selskab hér og dér – og mit oppustelige selvbillede krakelerer gang på gang, når jeg alligevel ikke er helt så rummelig, forstående og large over for mine allernærmeste, som jeg godt kunne tænke mig at være.

Samtidigt er det en velsignelse at have muligheden for at være intenst sammen med familie og venner over en længere periode. Pigerne er nu så tætte med deres fætre og kusiner, at de kan skændes og diskutere som søskende. De taler flydende dansk og har lært (lige rigeligt, tak) med kraftudtryk og bandeord efter 6 uger i Dannevang. De driller deres bedsteforældre, er næsvise og krammer dem med største selvfølgelighed. Og vi voksne veksler mellem at få pip og grineflip, mens vi mødes med venner og familiemedlemmer, spiser gris, drikker vin og vinker “på gensyn til jul” til dem, når de går eller vi går.

Det er en vigtig og nødvendig forankring i Danmark og i vores familie, som foregår henover sommeren.

Vi er nødt til at rette opmærksomheden mod vores nærmeste – familie såvel som venner – for fortsat at have et tilhørsforhold til Danmark.

For relationer kræver tid og kærlighed. Og selvom ægte venskaber og blodsbånd lever langt ud over tid, sted og antal dit og dat, så er forbindelsen til andre mennesker ikke noget, man kan eller må tage for givet.

En gang i mellem er vi nødt til at sidde i et drivhus og drikke kaffelotter, mens vi ordner hele verdenssituationen.img_8237Andre gange er det storladen romantik og historiens vingesus, der danner rammen om et hyggeligt gensyn med indbygget opdatering på stort og småt. Uanset sted og tid, så føles det bare uendeligt rart.img_8267Og når Cille flagrer forbi under sin fødselsdagsfest og glad erklærer, at “huset er helt fyldt af mennesker nu”, så véd jeg, at det her er rigtigt og vigtigt.img_8260 Det er hendes rodnet. Hendes jordforbindelse til den danske muld. img_8272Og den forbindelse skal både hun og Mille have tid og rum til at skabe og videreudvikle. For selvom både Martin og jeg er pæredanske, så er vores piger det ikke.

Cille har kun boet i Danmark i de første 18 måneder af hendes liv, men kan intet huske.

Mille er født i England og har aldrig oplevet Danmark som andet end sommerferier og julefester.

Og lige så ofte jeg kunne ønske mig, at sommerferierne ikke var helt så lange og rundrejsen ditto, lige så taknemmelig er jeg for at vi bliver hilst velkomne med åbne arme på hele rundturen.

For det betyder, at vi har masser af bløde, kærlige steder at lande, hvis udlandslivet pludselig skulle give skrammer.

Det er relationerne, der gør Danmark så vigtig og interessant for os.

Herlighedsværdien i den grønne natur, de yndige slotte og brostensbelagte stræder, den friske luft, de rene strande og bøgeskovene er åbenlys for enhver, men det at bo og leve i udlandet gør, at vi ser på Danmark med forandrede øjne.

Det er pludselig ikke en selvfølgelighed, at Danmark er dejligst. For der er så mange andre dejlige steder i verden, hvor man også kan bo og leve et mindst lige så udmærket liv.

Og dén pille kan være svær at sluge for nogle danskere, jeg møder på må og få.

De har forhåndserklæret Danmark som foregangsland og forbillede for ethvert samfund.

De har også ofte en forudindtaget holdning til Mellemøsten og i særdeleshed til Dubai – Den Arabiske Halvøs svar på Las Vegas – baseret på et par TV-programmer og lidt nyheder hist og pist. Ikke fordi de har tilbragt tid i Mellemøsten eller i andre lande overhovedet, bortset fra lidt turistferier ind i mellem.

Og jeg smiler høfligt. Trækker vejret dybt. Svarer undvigende.

Der skal være plads til os alle, messer jeg for mig selv.

Til dem, der er stålsatte i deres holdninger. De forudindtagede. De farvede. De indskrænkede. De nysgerrige. De eventyrlystne. De modige.

Og jeg svarer igen og igen undvigende på provokerende spørgsmål, mens jeg klynger mig til Fatimas Hånd om min hals. Belært af års erfaring med at have valgt anderledes end majoriteten, så varer jeg min mund – for det er alligevel en ganske umulig opgave at åbne et fastlåst menneskes sind og tankegang, når de – godt belæste og godt beduggede – skal forklare mig om det dumme i Mellemøsten midt under en ellers så udmærket festlig lejlighed.

Og der er kun én ting at gøre: At passe på mig selv ved at glide af på spydige kommentarer om guld i gaderne, smart-i-en-fart og overfladiske relationer. Det er ikke et personligt angreb på mig, men snarere en tvivlen på egne valg – er jeg kommet frem til, når jeg oplever det gang på gang.

Interessant nok så gælder Jantelovens tunge åg ikke i forhold til danskernes tyrkertro på Velfærdsstaten og den vestlige samfundsmodel. Dén er tilsyneladende altid bedst.

Men dén slags arrogance kommer jeg aldrig til selv at honorere igen.

Der er mange fantastiske komponenter i Velfærdsstaten og alle dens sindrige systemer og kasser; der er mange ting, mennesker og steder, jeg elsker ved og i Danmark.

Men der er også det modsatte.

Og selvom jeg tydeligt mærker min jordforbindelse til den vestjyske muld og til den nordsjællandske bøgeskov, så er der også et spirende rodnet i ørkenens sand.

Det er der intet forkert eller fordækt i. Der er jordforbindelser at holde fast i alle vegne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet