Forfatterspiren

Mor, jeg er nok nødt til snart at tage en snak med Lulu”, siger Cille henover eftermiddagsmaden.

Okay, hvorfor det?”, spørger jeg.

Fordi Lulu er en writer og har get’et en book published, og nu er jeg jo også en author og dream’er om at get’te en book published”, svarer hun med munden fuld af morgenmadsknas og mælk.

Det var da en god idé”, siger jeg.

Tror du, at hun hjælpe mig?”, spørger Cille.

Ja, hun kan helt sikkert fortælle dig noget om at udgive bøger – og Cille, du må altså også gerne udgive noget på min blog, hvis du har lyst til det?”, siger jeg. “Det er også lidt ligesom at blive published”.

Kind of, but NOT even close, bloggermor.

Who am I kidding? 4cdb9a0c-bf27-4b5b-95ad-f0ab83b69ec7Cille tager sine første, spæde skridt ind i Tween-livet lige nu.

Hun er 8,5 år gammel.

Uafhængig og fri som fuglen. Ihvertfald i egen optik.

Hun opfinder sig selv igen og igen. Præcist som sine dørskilte.

Cille drømmer det ene øjeblik om at uddanne sig til journalist og straks flytte til Italien, hvor hendes gamle forældre allernådigst må besøge hende engang i mellem på det hobbylandbrug, hun vil drive ved siden af sit forfattervirke.

Det næste øjeblik græder hun helt hjælpeløst over en enkelt drillende sætning fra sin lillesøster og slår hulkende armene om halsen på mig, som hun ikke har gjort det siden hun var 2 år gammel.

Det ene øjeblik er jeg verdens mest uforståelige og uforstående mor.

Det næste øjeblik knuger hun min hånd, fordi jeg bare er den bedste og forstår alting.

Der er drama på alle niveauer.

Tårer. Latter. Vrede. Glæde. Frustration. Begejstring.

Og jeg forsøger at følge med, så godt jeg kan. Men det kræver overblik og overskud – og ind i mellem hænder det, at vi eksploderer (eller imploderer) på samme tid.

Så står vi dér.

Fnysende.

Stædige som de æsler, vi ligner på en prik.

Med hvert sit krakelerede selvbillede og ditto spejlbillede.

Min egen mini-me, som kan pisse mig af i en grad, så jeg ikke engang selv kan forstå det.

Så træder Martin til og skiller de stridende parter.

Beder mig dampe af og køle ned. Giver Cille samme medicin.

Og et øjeblik senere er vi okay igen.

For det øver vi os meget i – dét der med at kunne skifte stemning og tilgive lynhurtigt, så en enkelt dum sætning eller handling ikke får lov at definere resten af dagen.98d1ad10-398c-4813-ab7d-eedb9f13afbaOg selvom der er en masse nyt og svært og besværligt i, at Cille pludselig er blevet en lille tween, så er der også noget aldeles magisk og forunderligt i at opleve, hvordan hun tilnærmelsesvist er en tro kopi af mig.

Som hun sidder dér – fuldstændig opslugt og fordybet – i sin novelleskrivning.

Tilfreds i eget selskab fylder hun med lethed siderne i sine hjemmelavede bøger. Ord, sætninger, fortællinger kommer til hende som var det naturgivent.

Hun har altid lige en idé til en historie – og det sidste, hun siger om morgenen, når vi tager afsked på skolen, er en ny novelletitel eller storyline, som jeg skal hjælpe med at huske til vi kommer hjem igen.

Alene hygger hun sig ved sit skrivebord, der flyder med tegninger, noveller, godnatlæsningsbøger og krea-dims.facf5526-e4ab-424b-86d8-57dce2d5360dJeg gjorde præcist det samme i den alder.

Kladdehæfte efter kladdehæfte blev fyldt af følelsesladede noveller om piger og venskaber.

Som Mor, så Datter. Og dén der tyndslidte frase om æbler og stammer.

Nu er det blevet Cilles tur til at skrive sit lille pigehjerte ud.cb3280a6-1b1e-459c-8578-122ac42234faMen der er alligevel også store forskelle på os.

Og gudskelov for det.

Cille besidder eksempelvis en umiddelbarhed og en tyrkertro på egne evner, som jeg aldrig har mestret.

For hende er det en selvfølge, at hun kan uddanne sig til journalist eller forfatter – på samme vilkår som hun kunne vælge at læse til lærer eller sygeplejerske.

Hun hænger sig ikke i detaljer og petitesser, som visse andre gør.

Hun tvivler heller ikke på egne evner eller egen dømmekraft, så ingen af idéerne får vinger, som visse andre gør.

Dengang jeg var i hendes alder, anede jeg end ikke, at man kunne uddanne sig til at leve af at skrive.

Hun er – i modsætning til mig – slet ikke bange for at kalde sig selv forfatter.

Hun er – i modsætning til mig – i stand til at henvende sig til ‘autoriteter’ for at komme videre i sin skriftlige dannelse.

Som forleden, hvor hun egenhændigt skrev en e-mail til rektor med forslag om, at én af efter-skole-aktiviteterne i det kommende skoleår burde være journalistik.3ea2480f-7ea2-4be8-b00e-a35460a830d1Dén idé må rektor da nok kunne være med på, når hun læser Cilles mail?

After all, så er det jo en elev med både CETIFFECUT OF DISTINGTION in language og en fremadstormende entusiasme, der vil give den en skalle på journalistskolen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

High above Dubai…

//Sponsoreret indlæg//

Martin og jeg er på den skønneste date her i weekenden.

Højt oppe over Dubai’s  fuldstændig fantastiske skyline.

Vi er inviteret af Alpha Tours’ helikopterservice Fly High Dubai på en City Circuit tur.

Tror I det var svært at takke ja til?a133251a-cfc1-46ed-96ed-a008e72a9acdFly High Dubai letter fra Atlantis The Palm’s helipad mange gange om dagen med deres tre flotte helikoptere, der giver mere end 28.000 passagerer årligt en oplevelse for livet.

Vi er booket ind på deres 25-minutters flyvning, City Circuit, men der er også en kortere tur på 15 minutter (Fun Flight), samt to længere ture på hhv. 45 og 60 minutter (Lavish Loop og Sensational Sixty).

Man kan selvfølgelig også vælge at chartre deres helikoptere til privattransport (Exclusive Tours), hvis der måtte være en særlig lejlighed, der kræver tosomhed – eller hvis man bare trænger til at få lettet pengepungen for de helt store sedler…

Check-in er hurtigt overstået, omend den ikke lader meget tilbage i forhold til en traditionel lufthavn. Her er bare en meget kortere kø til det hele.31818531-36ab-4549-9ffc-e0dea9234129Der er først ID-tjek, så security-scan med aflevering af taske, hen til udlevering af boardingskilt og så ind til sikkerhedsbriefing og videoinstruktion i nødlanding m.m.

Det er tydeligt, at Fly High Dubai ikke går på kompromis med sikkerhedsforanstaltningerne, og vi ser også nogle af de ansatte træne brandprocedure, imens vi venter. Det er ret betryggende.

Til sidst er der kun én vigtig detalje, der mangler. Og hér adskiller check-in-proceduren sig trods alt fra en almindelig lufthavns. Ihvertfald indtil videre. Men hvem ved? Måske kommer det også en skønne dag?

Man skal på vægten en tur!30fe5b31-90c2-4566-845d-78307a43a276Og efter den traumatiserende oplevelse beregner medarbejderen vores samlede vægt for at fordele os stabilt på pladserne i helikopteren.

Jeg er bare lettet over, at vejningen er overstået, og at ens vægt trods alt ikke blev vist frem for alle de tilstedeværende.2368071a-1714-4660-a6ce-3e473fcf6906Mens vi venter på at helikopteren skal lande, kan jeg mærke, at det kribler lidt i maven. Jeg er ikke helt klar over, om jeg er sådan for alvor nervøs, men en 15 år gammel oplevelse med et bittelille, hoppende propelfly fra Kilimanjaro til Zanzibar sidder på forunderlig vis stadig i kroppen.

Et øjeblik senere dukker vi os i den øredøvende larm fra helikopterens motor og rotorblade. Jeg er blevet tildelt ærespladsen ved siden af piloten, som er en flink englænder ved navn Michael.a05c7f5c-4662-40ae-ae3f-7aabffe7a910Vi får headsets på og kan nu tale med hinanden og piloten undervejs.c3b54d7e-bec6-4cbc-9081-8ef1113607edDet er en suveræn følelse af frihed, da vi pludselig letter – helt elegant – fra jorden og flyver opad, som var vi blevet fugle på et øjeblik. Der er intet at være betænkelig over – og det hele er smooth sailing på vores ‘magiske tæppe’, som piloten Michael kalder helikopteren.

Og Dubai er intet mindre end perfekt til en helikoptertur.

Alt er man-made – jovist – men det gør det altså ikke mindre betagende at se på.604e9071-3521-4ed7-92c3-9bea069be2bcHer er vi netop lettet fra Palm Jumeirah og får et fint kig ind over både palmen med dens blade og stamme – og så er der Dubai’s uovertrufne skyline i det fjerne.

Som en venlig servicemeddelelse kan jeg tilføje, at den lidt disede horisont er en del af livet i en ørken. Det er ikke smog eller anden form for forurening. Det er en kombination af fugt og sandstøv i luften, som i øvrigt giver os de mest fantastiske solnedgange, fordi sandkrystallerne reflekterer solens stråler på en eller andre fin måde. Nogen der har lyttet mere efter i fysiktimerne, please?

Lidt efter palmen kommer det verdensberømte arabiske sejl (og eklatante 7-stjernede hotel), Burj Al Arab – med dets personlige wing-man, Jumeirah Beach Hotel, som i daglig tale kaldes for bølgen.9047dcc4-b8f3-4e1a-a0c6-b288ec27d677Så flyver vi ud over vandet igen for at komme nærmere på The World Islands, som efterhånden har en del byggeaktivitet i den del af øgruppen, der er defineret som Europa.b080689a-5cf2-4fde-a3f1-b5182922b943 Interessant nok minder de små øer mig helt om Maldiverne, hvor vi holdt påskeferie. Denne gang er det dog ikke Moder Natur, der har patent på skønheden, men et stort entreprenørfirma.

Man kan i øvrigt tilbringe en dag på øen Libanon, hvor der ligger en strandbar med solstole osv. Det er en fin turistoplevelse, som du kan finde mere info om i ét af mine tidligere blogindlæg:

Øgruppen The World

Ganske kort tid efter drejer vi ind over land og herefter åbenbarer hele Downtown Dubai og Business Bay sig med verdens højeste tårn, Burj Khalifa som prydspids.e31fd281-01d4-4df8-8cff-5bc9754d61b0Det er helt og aldeles umuligt ikke at blive fascineret af og forelsket i Dubai (igen), når man ser byen fra himlen.

Hvis jeg skulle have glemt, hvorfor vi bor i Ørkenstaten, sådan midt i hverdagens trummerum og pligter, så er lørdagens helikoptertur en fin påmindelse om, hvor absolut fan-fucking-tastic det her sted er!

Fra Downtown bevæger vi os nordpå til området Zaa’beel, hvor Sheikh Mohammed og hans kronprins, Sheikh Hamdan har deres paladser, og hvor en af Dubai’s nyeste turistattraktioner, Dubai Frame, ligger i Zaa’beel Park.4af23c16-2e76-43cb-b7f9-b179e53b1773Det er kort tid siden, jeg beskrev vores tur i Dubai Frame, som bestemt også er et besøg værd.

Dubai Frame

Vi ender den nordlige del af turen med et kig ud over Dubai Creek og Dubai’s lufthavn, før turen går ned til vores egen ghetto i det sydlige Dubai.

Et område, der går under fællesbetegnelsen Emirates Living, men som specifikt består af boligområderne Springs, Meadows og Lakes.7f2eed45-b95f-4266-98a6-2c886a3a8b77Piloten fortæller os, at han har fløjet over alt i De Forenede Arabiske Emirater – og der er intet sted, hverken i Dubai eller resten af landet, hvor der er så grønt som i vores ghetto.

No wonder, at Emirates Living gang på gang bliver vurderet til at være dét boligområde, hvor folk er mest tilfredse med at leve.197dcd36-732f-4267-9fc5-f683067cdbc4For alle de grønne vækster, som man tager for givet i et regnfuldt klima, kræver oceaner af opmærksomhed og vanding i en ørken. Det kan I jo også fornemme, når I ser, hvordan der er sandkasse på billederne, ligeså snart man kommer lidt uden for de ‘dyrkede’ beboelsesområder.

Og Staten går virkelig op i at få Dubai til at blive et grønnere sted, fordi det har indvirkning på livskvaliteten. Langs de store veje og i rundkørsler er der pyntet med buske, træer og blomster – og selvom det sikkert er noget værre miljøsvineri at vande med afsaltet havvand så mange steder “til ingen verdens nytte”, så ser det flot ud.c4d78589-c77d-4e2d-ae3a-0f70fe0e5bf3Men før vi ved af det, er de 25 minutters helikoptertur ovre, og vi lander lige så stille og roligt på Atlantis’ helipad, som vi var fløjet afsted forinden.

Ikke et eneste bump eller ryk blev det til på hele turen.

Og da jeg glad udbryder til piloten Michael, at det var en virkelig afslappende og behagelig oplevelse at flyve i helikopter, svarer han mig: “It doesn’t have to be rough to be exciting and memorable”.

Og det kan han bestemt ha’ ret i.

Jeg medgiver hermed mine varmeste anbefalinger til Alpha Tours og deres helikopterservice Fly High Dubai!

Book din egen Alpha Tours’ helikoptertur for en helt enestående ferieoplevelse. På den måde kan du springe Burj Khalifa og alle de andre Dubai-klassikere over. For så har du jo set dem fra himlen i stedet!

Du finder mere information på Alpha Tours’ website: http://www.alphatoursdubai.com

Du kan evt. bede dit hotel om at bestille turen for dig, men ellers kan du kontakte dem på: info@alphatoursdubai.com

♥ Tusind tak for turen, Alpha Tours og Fly High Dubai

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vis mig dit klædeskab!

Jeg håber, at I nyder Bededagsferien for fulde gardiner i Danmark, nu hvor foråret endelig er kommet?

Min svigermor sender mig billeder af gåtur med hundepiger i den fineste anemonedækkede skovbund og min Mor sender mig billeder af nybagte hveder.

Og jeg får hjemve på den hårde klinge!

Alt det der regnvejr og leverpostej savner jeg ikke, men anemoner og lune hveder med smør derimod…4e1b4e86-e9ae-4480-8196-cb48419051deOg lige så snart Martin træder ind over dørtrinnet, klapper jeg helt sammen. Well, jeg går da i bad først og bager pizzaer, men så sker skvattet. Midt i den første Star Wars-film, som Cille har glædet sig til at se med sin Far.

Det er som om hele mit væsen endelig kan slappe af nu, hvor han er hjemme.

Og efter en uge, hvor Mille har kørt med virkelig høj feber, opkast og hosteanfald hver nat – og hvor jeg selv har hoste og forkølelse for lige at gøre det hele lidt sjovere – så er det måske ikke så mærkeligt, at jeg er mat i koderne.

Men nu har jeg sovet i hundrede år – og jeg overlevede en uge, jeg godt kunne have ønsket mig anderledes.

Det er ikke fordi jeg bliver overvældet af praktiske opgaver. Det kan jeg takke Maricel for, at en alene-uge ikke er lig med. Det er helt åbenlyst det følelsesmæssige aspekt, der dræner energien. Sådan noget med at skulle huske alting til skolen, at skulle tage beslutninger om, hvorvidt Mille skal til lægen og hvilke undersøgelser, der så skal foretages og så fremdeles.

Og jeg er jo faktisk heldig, hvis jeg lige vender bøtten på hovedet – for mange andres arbejdsliv bevirker, at den står på solo parenting hver eneste uge!

Men i løbet af hoste-snot-ugen sniger jeg mig ud en enkelt gang for at gøre noget, der hjælper lidt på humøret. På foranledning af Martin, rent faktisk. Han kender nemlig the power of retail therapy.8e5cf7ca-e5d2-4592-a3cd-740431d9522dButikken hedder House of Colour UAE og ligger gemt inde i en kæmpe arabervilla i bydelen Al Barsha.

Lidt spøjst med en butik i et privat hjem, men butikslejepriserne i Dubai gør, at damerne, der står bag butikken, ikke bare lige flytter ind i et mall. Og det kan vi som kunder være glade for. I de knapt 4 år jeg er kommet i deres butik, har der ikke været én prisstigning på deres tøj.

Damerne bag konceptet er farve-specialister og tager tøj hjem fra primært England og Frankrig. De ved præcist hvad der klæder ens skikkelse og hvilke farver, man skal gå efter.

Her har de fotograferet mig til deres Colourful Monday-event og lagt det på deres Facebook-side. 2554b58a-9749-4309-bed1-695da4c6541fJeg ville vildt gerne have købt denne her kjole, men den var nummeret for stor – og selvom jeg arbejder på at være glad for min 40-årige facon – nu hvor den trods alt er sund og funktionsdygtig – så duer det altså ikke at købe for stort tøj. Det er jo nærmest en invitation til at spise noget mere.

Kjolerne er nemlig så sindssygt behagelige at have på, at det føles som nattøj dagen lang!

Næste kjole, de fotograferede, er min egen. Den købte jeg for 2.5 år siden hos dem. Den skulle bruges til Baby A’s barnedåb, hvor jeg var Gudmor. Damerne har smækket en mandarinfarvet cardigan uden over, som billedet ikke yder retfærdighed – og som jeg straks købte – for at give den gamle kjole nyt liv.89116d24-04da-4c8a-a2cb-c54d8363f843For udover den høje komfort i kjolerne, så er de holdbare i en grad, så jeg nærmest ikke tror, at de kan pensioneres. Og dét giver god mening. Både økonomisk og miljømæssigt.

Man vasker bare kjolen. Hænger den til tørre på en bøjle. Tager den på igen. Gentag.

For mig er kjolerne skønne her i varmen, hvor jeg ikke altid har lyst til at gå i cowboybukser. Og så har damerne i House of Colour været mit personlige startskud til ikke kun at gå i sort, gråt og mørkeblåt tøj.

Dubai råber ganske enkelt på at smide dansker-uniformen med stramme cowboybukser, bluse, cardigan og et tørklæde om halsen. Alt sammen i grå og sorte farver, naturligvis. For her i landet kan man komme i H.V.A.D.S.O.M.H.E.L.S.T.

Jeg ser vitterligt mødre om morgenen, der kommer med ungerne i tøj og make-up, der er mest passende på en natklub.

Jeg ser andre mødre, der altid vælger deres traditionelle klædedragter fra det land, de kommer fra.

Andre er helt low-key i praktisk tøj, der passer til ørkenens varme og sol – hørskjorter, shorts og fodformede sandaler.

Der er langt højere til loftet og langt bredere accept af, hvad folk vælger at stille op i. Der er jo alligevel intet homogent over et sted, hvor over hundrede+ nationaliteter deles om et par kvadratkilometer!

Så jeg kan lige så godt gå i dét, der gør mig glad. Og det gør gråt og sort faktisk ikke, har jeg konkluderet efter flere års forsøg med farver.

Denne gang vil jeg f.eks. prøve mig af med en dyb hindbærfarve tilsat trompet-ærmer. Ikke lige noget, jeg selv ville have valgt overhovedet, men da jeg fik den på, kunne jeg se, at damerne i House of Colour som altid har ret.090cf79c-5da3-4472-9d83-262bdd326c82Og endnu en af de gamle kjoler fik nyt liv ved hjælp af en grøn cardigan.eefc3395-476a-4287-8397-1cbb8183f0bfJeg fandt også ud af at det mandarinfarvede passede til én mere af de gamle kjoler, som nu ser helt anderledes ud.94ec9dc5-5949-4d5c-9f75-1faa3ec79157Næste skridt bliver at få lavet én af de der totalt ‘90-er-agtige farvetests, hvor man til sidst finder ud af om man er forår, sommer, efterår eller vinter. Jeg er vistnok efterår, da det instinktivt er de farver, jeg trækker imod, famen det kræver et par timers kursus at finde det endelige resultat.

Indtil da vil jeg glæde mig over stof og farver som de her. a508ddd6-21e7-45ca-a388-9301225cd7f9Hav en skøn, lang weekend!

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

#ME TOO – jeg er med i en ny filmmosaik fra Meta Film

Det er lørdag og foråret har indtaget Europa, kan jeg ligesom forstå på samtlige nyheds-kanaler og sociale medier.

Ingen gider at opholde sig indendøre lige nu, men skulle du få en ledig stund i solen eller sofaen her i weekenden, så kan jeg varmt anbefale dig at besøge Meta Films #ME TOO-hjemmeside, som blev åbnet i starten af april:

http://dkmetoo.dk

e394214c-65c7-44a6-acba-9fcc7406b357174c0e91-46ff-48ae-9de5-a168d277a3e3 For en del måneder siden rettede producenten henvendelse til mig, fordi de havde læst min #Me Too-fortælling på bloggen. Den kan du i øvrigt finde lige her:

#MeToo

De ville gerne bruge min fortælling til en filmmosaik, hvor 100 helt almindelige danskeres personlige oplevelser med sexuel chikane og overgreb skulle genfortælles af landets allerdygtigste skuespillere i anonymiseret form.

Jeg sagde naturligvis ja.

For dét her er så vigtigt.

Og jeg vil ikke høre én eneste sur kommentar om, at nu har vi snart hørt nok fra gale damer, der er blevet klappet i røven til en fest. Eller at man er træt af emnet. Eller at det hele er en overreaktion.

For vores børn og unges skyld skal og må vi fortsætte med at fortælle de her ting og oplevelser ud i det åbne rum.

Vi skal have gjort det 100% klart, at det aldrig er okay at få overskredet ens fysiske og psykiske grænser. At vi bestemmer 100% over vores egne kroppe og har altid lov til at sige nej – uanset hvor sød eller kærlig, vedkommende måtte være. Hvis ikke vi har lyst, så har vi ikke lyst. Til kram. Til kys. Til sex. Til dick-pics.

Jeg sagde aldrig noget til nogen om mine oplevelser – og de få mennesker, jeg har fortalt de her ting senere, har fået dem at vide i al fortrolighed.

Men der skal spektakel til.

Lyd.

Ord.

Åbenhed.

Ærlighed.

For 80% af alle danske kvinder oplever eller har oplevet sexchikane og/eller deciderede overgreb og tvang.

Det’ sgu’ ikke i orden.

Så på en højhellig forårsdag, hvor stemningen er løssluppen og vi bevæger os rundt udendørs med begrænsede mængder tøj på og får en øl eller ti til grillmaden, skal vi huske fortællingen om en kop te:

Jeg har i øvrigt ikke fundet min egen personlige historie endnu, men jeg nyder at lytte til Danmarks fremmeste skuespillere, selvom emnet og indholdet i mosaikken er virkelig tungt.

Ha’ den skønneste solskinslørdag ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Privilegium

Jeg elsker mit arbejde som dansklærer på Dubai International Academy.

Det er et kæmpe privilegium at arbejde på en stor international skole, hvor der – midt i vrimlen af lidt over 1.200 børn i Primary School – findes det her lille frirum, hvor min kollega og jeg underviser skolens danske elever i de klassiske, danskfaglige aspekter – mundtlig og skriftlig sprogfærdighed, læseforståelse, tekstforfatning, grammatik og stavning, litterær analyse osv.img_1674 Og så er der alt det “andet”, som vi også forsøger at fodre børnene med for at opbygge en dansk referenceramme i deres multikulturelle hverdag: Vores lands historie og kultur, danske forfattere, dansk musik og film, traditioner, værdier, adfærd, humor, sproglige spidsfindigheder og hvad der ellers hører til dét at være eller føle sig dansk.

Med de helt små elever taler vi ofte om højtider og traditioner, som f.eks. fastelavn i februar – og her i marts kan vi arbejde lidt med påsken – uden at det bliver alt for åbenlyst, selvfølgelig. For der foregår jo ikke kristendomskundskab på en skole i et muslimsk land baseret på sharialovgivning.

De større elever får også indsigt i f.eks. det danske medielandskab og den særlige, danske/europæiske ytringsfrihed, som tager sig så væsensforskelligt ud fra hér, hvor vi bor. Med dem taler vi også om samfundsopbygning, værdifællesskab, opførsel/adfærd, livsfilosofi, lighed, frihed, uddannelse, kønsroller, Jantelov, trivsel, teenageliv, rettigheder, verdenssamfundet og tusind andre ting.

Og det er ikke kun jobbet som lærer, jeg elsker hver eneste dag.

Det er også helt fantastisk, at jeg arbejder samme sted som pigerne går i skole. Det giver mig et indblik i dén del af deres liv og færden, som ellers normalt er “lukket land” for forældre.img_1749Jeg elsker at finde Cille siddende i en solstråle blandt sine venner med madpakkerne spredt omkring sig. Eller Mille, som artigt går på en lang, lige række hen mod biblioteket med sine klassekammerater for at bytte bøger og høre historier.9f2b8a82-6932-43d8-b119-26dbd8864033 Jeg elsker, når Cille dumper forbi og siger hej på vej ned til billedkunst, og Milles finurlige smil, hvis vores veje krydses, når hun bliver fulgt ned i klassen af en lærerassistent.img_1763Navlestrengen er ikke blevet klippet helt, selvom Martin insisterer på, at han tydeligt husker (og aldrig vil glemme), hvordan det føles at klippe sådan én gummi-elastisk fætter over. Og selvfølgelig kommer der en dag, hvor det at have Mor vadende rundt på skolen ikke resulterer i kæmpekram, når de møder mig – men indtil da vil jeg nyde hvert eneste, spontane knus og det indblik, jeg kan få tilranet mig.

Men det er ikke kun hverdagens skoleliv, jeg elsker.

For første gang siden vi blev forældre for 8.5 år siden, har jeg nogle timer om ugen, hvor jeg er “helt fri”.

Som i ‘alene’. Med mig selv.

I mit eget dejlige selskab. Uden vådservietter og en unge, der råber på opmærksomhed og afbryder alt og alle omkring mig.

Det er fuldstændig uvant og komplet fremmed for mig.

Det er en nyfunden frihed, som ligger blottet og åben. Og som jeg øver mig i at indtage og reflektere over undervejs.

For hvordan griber man sådan noget stads an?

Ind i mellem kommer jeg til at bruge min dyrebare frihed på tåbelige praktiske ting og sager, som sagtens kunne have været gjort på et andet tidspunkt. Nogle gange bliver timerne til effektiv kontortid med besvarelser af e-mails, kalenderplanlægning, telefonopkald og den slags.

Men andre gange er jeg mere kvik.

Så får jeg pludselig spist langstrakt voksenfrokost uden afbrydelser til en spændende dokumentar på DR. Eller forfattet en lille sød historie til pigerne. Eller drukket kaffe med en god veninde.img_1924Det sjove er, at de her frie timer næsten føles “forbudte”, medmindre jeg foretager mig noget aldeles sagligt.

Det er som om jeg ikke har fået ‘lov til’ dem eller ‘fortjent’ dem. Sådan bliver der talt til mig i mit indre. Fra mig til mig. For der er absolut ingen i den ydre verden, der kunne finde på at befale eller vurdere, hvad jeg skal bruge de her timer på.

Efter barslen med Cille gik jeg direkte tilbage i en fuldtidsstilling i Mærsk, der tog al min energi. Og da vi flyttede til England blev jeg fuldtids-hjemmegående med to små rollinger, der tog al min energi.

Og nu står jeg pludselig her.

Med energi, der vokser i stedet for at forsvinde.

Med et arbejde, der er skemalagt i et vist antal timer om ugen, men hvor forberedelse og opfølgning er mit ansvar. Uden en chef, der hænger over mig som en høg eller et stempelkort, der nøjeregnende og nidkært følger med i mit timetal.

Og jeg øver mig i at nyde det.

Øver mig i at fortælle mig selv, at jeg faktisk gerne må tage en middagslur, sidde på en café og skrive dagbog eller læse digte eller tage et langt bad.

At det er okay at lunte en tur uden formål eller stå helt stille og nyde denne her udsigt i vores ghetto. img_1923Heldigvis er jeg ret lærenem. Og lærevillig i lige præcis denne her situation.

Og jeg har lovet mig selv, at jeg skal nyde det her privilegium i min hverdag. At jeg har et job, der er verdens bedste for lige præcist mig. At vores børn er lidt ældre nu, så jeg igen kan få lov at være Tine i stedet for hele tiden at være Moar.

Det er jeg vildt taknemmelig over.

Og hvis jeg nogensinde begynder at tage det for givet, så mind mig lige om, hvordan det føles at arbejde fuldtids. For det gjorde jeg jo de første par år i Ørkenstaten.

Sjovt nok kan jeg konstatere, at det er bare sjovere at arbejde deltids.

No sh*t, Sherlock.

Og god weekend.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet