Vaccinationer

Der er så mange gode ting at sige om det danske sundhedsvæsen, at jeg knapt nok ved, hvor jeg skal begynde.

Hvis ikke vi var flyttet til udlandet, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde ville have værdsat det danske system på dén måde, som jeg gør nu. Det er én af de fine ting ved at få ens hjemland lidt på afstand. Så kommer der en anden slags reflektion end tidligere.d9e55f7f-12eb-4bc1-ac25-a2856a3a21b1Måske glorificerer jeg også systemet lidt på dén der fædrelandskærlige måde, der ofte kommer til os, der tilbringer en del af livet uden for landets grænser – men helt ærligt, så skal der ikke ret mange besøg til i et brugerbetalt sundhedssystem, før man længes inderligt tilbage til snusfornuften og den ligefremme adgang og tilgang i Danmark.

Uanset, at den praktiserende læge skal kunne klare stort set alting, selvom det jo er en umulighed i sig selv.

Uanset, at køen til speciallægen kan være alt for lang.

Uanset, at der er ventetid på telefonerne og besparelser over hele linjen.

For når man bytter fællessystemet ud med et brugerbetalt et af slagsen, så handler det hele pludselig om ens forsikringsdækning og en masse økonomiske transaktioner, før man overhovedet kan få hjælp eller behandling.

Først skridt er fremvisning af sygeforsikringskortet i skranken.

Måske dækker forsikringen dagens konsultation eller behandling – måske gør den ikke – og hvis den ikke gør, så kan du lige gå over til betaling ved Kasse 1, 2 eller 3, hvor der hersker hektisk aktivitet med kreditkort og kontanter.

Du kan også bruge Det Tålmodige Menneskes Procedure, hvor du – i samråd med lægen – ansøger dit forsikringsselskab om “pre-approval”, så du er 110% sikker på, at din behandling ikke bliver afvist i 11. time, hvor du selv må punge ud. Så kommer der til at gå en rum tid med at afvente forsikringsselskabets svar og efterfølgende en opringning fra lægeklinikken for at be- eller afkræfte, om du må få behandlingen udført under forsikringen. Og så kan du endelig bestille en tid.

Jeg har været nødt til at vride armen rundt på mig selv og trække vejret dybt ned i maven for at få gang i ovennævnte procedure – for dét der med tålmodighed er ikke min stærkeste side. Men ind i mellem må man lære på den hårde måde, og jeg priser mig lykkelig for, at det trods alt ‘kun’ har kostet 1.500 kroner at lære at bruge “pre-approval”-proceduren hver eneste gang.

Sådan her fungerede sundhedssystemet slet ikke for 4 år siden, da vi ankom til Ørkenstaten.

Alt blev godkendt.

Hver gang.

Uden direkte kontakt til forsikringsselskabet.

Men enten fattes forsikringsselskaberne penge – eller også drømmer de om at tjene endnu flere – for nu kan selv den simpleste ting ikke udføres uden forudgående godkendelse. Og det til trods for, at vi har præcist den samme dækning nu, som vi har haft de andre år.

Selv vaccinationsprogrammet til børn kan vi ikke være sikre på bliver dækket af forsikringen længere. Ikke at dét ville afgøre, om pigerne blev vaccineret eller ej.56cd68e0-acb0-49a7-b8ad-b414637726cbMen efter et par ugers ventetid får vi bekræftet, at Milles vacciner er godkendt af forsikringen, og nu kan den lille 6-årling endelig komme videre i vaccinationsprogrammet, som hendes Mor har forsømt på det pinligste.7283d10c-f070-42c1-8e06-26de06f88a1fJeg kan slet ikke forklare, hvordan jeg har kunnet glemme to vaccinationer – og jeg føler mig som en virkelig ussel Mor, da sygeplejersken drøner rundt og konsulterer læger, fordi det jo er ‘alt for længe siden’ at den ene og den anden booster skulle have været givet.

Her kan man virkelig tale om Den Kroniske Skyld.

Mor-skylden.

Gisp.

Jeg har jo ikke bevidst ignoreret vaccinerne.

Det er jo ikke fordi jeg har glemt, at konceptet findes.

Faktisk synes jeg, at det er virkelig vigtigt, at følge vaccinationsprogrammet i dét land, hvor man bor.

Men jeg har alligevel håndfulde af undskyldninger klar i et desperat forsøg på at undslippe de hårde ord, jeg lader regne ned over mig selv, mens tæerne er helt krummede i sandalerne.

Jeg har måske fortrængt det, fordi børn bliver så kede af det, når de skal stikkes?

Eller er det mon fordi, det er så trættende med hele “pre-approval”-proceduren hver eneste gang?

Det er nok også bare fordi man ikke får en “friendly reminder” om at en vaccination bør gives, ligesom man får andre steder i verden?

Måske er det fordi vaccinationsmappen har ligget i bunden af en skuffe?

Bortforklaringerne er mange.

Og lettelsen er stor hos både Mor og Datter, da de to boostere er sprøjtet ind, så vi kan gå ud i verden og lade vaccinationer være vaccinationer indtil hun fylder 9 år om 3 år.1156dc8d-56fd-4366-a37c-242d94ab5cc5Og da vi sidder på caféen med Milles velfortjente modighedspræmie og kaffelotter med masser af skum, tænker jeg, at jeg ville ønske, at jeg var en af den slags mødre, der vejer og måler børnene for at se, om de følger den aldersmæssige vækstkurve; som husker at tegne børnenes tabte mælketænder ind i dét der sjove skema i Barnets Bog; som husker at tage børnene med til en årlig helbredsundersøgelse og som ved alt om børns udvikling og udslæt og børnesygdomme.3adfea52-a77f-4f1f-a46f-6e5eef0a4324Men det er jeg helt åbenlyst ikke.

Til gengæld er jeg heldig med at have en ganske tilgivende datter, som svarer “det´okay, Mor” henover kaffen, da jeg får mumlet, at det vist ikke var så smart af mig at glemme de vaccinationer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Som en storm

Din mave er så blød og varm, Mor”, siger Mille og ælter med velbehag mit maveskind og mine inderlår med sine små, iskolde tæer.

Vi ligger sammen under dynen og putter lidt, før hun skal sove.

I morgen er det din fødselsdag, Mille. Og hver gang, det er din eller Cilles fødselsdag, så bliver jeg så rørstrømsk”, siger jeg.

I virkeligheden taler jeg vist mere til mig selv end til hende.

Hvad mener det?”, spørger hun.

At jeg bliver så varm indeni og får tårer i øjnene, når jeg tænker på dén dag, som blev din fødselsdag. Den dag, hvor du ikke længere skulle bo inde i min mave”, mumler jeg og dufter til hendes hår.

En morgen så vågnede jeg og gik på toilettet. Og da jeg rejste mig op, så sagde det plask! Så havde du sparket et lille hul i din varme swimmingpool, fordi du ville ud – og så blev jeg meget glad, fordi jeg nu vidste, at det ville blive din fødselsdag den dag”, fortsætter jeg.

Really- gjorde jeg det til dig?”, studser Mille.

Ja. Og tre timer senere kom du til verden. Så stor og sund og stærk, var du. Og jeg har aldrig nogensinde før eller efter følt mig så stærk, som den dag, hvor jeg fødte dig”.

“Godnat, 5-års-Mille. I morgen er du 6 år gammel!”, hvisker jeg og kysser hende godnat, før jeg lister ud af soveværelset.

Der er gaver, som skal stilles op – sammen med Dannebrog, naturligvis.e7a6b460-dfae-45f6-8250-418c800dfc6eSamtlige familiemedlemmer har spyttet i kassen til 6-års-pigen, så der er masser af fine gaver at stå op til.

Hun er allerede blevet fejret om torsdagen i sin klasse, fordi hun noget så gerne ville have, at jeg kom ind efter frokost med kager og frugt til dem.efcb2b40-1291-4fd8-9ab8-c6c37c90a14cHer sidder hun så – den 6-årige – med krone på hovedet, sandwich i kindposerne og stolthed lysende i ansigtet.8f6c955e-998e-4925-97a2-64b565797f46Hun har selv dekoreret cupcakes med glasur og krymmel til alle sine klassekammerater. aba3ac8f-3970-4ca5-bcbd-7f205b0be631Og de er alle sammen noget så søde og kærlige over for hende – og komplimenterer hende for det fine udvalg af kager.

Fredag er vi kun vores lille firkløver. “Det er nemlig min familiefødselsdag”, siger Mille og har egenhændigt bestemt, hvad dagen skal gå med.4f943a38-f598-408e-bc1b-aa865d1ca073Først åbner hun gaver i ét væk.afbbfefa-b892-4409-a075-cf0e39f4363bVi har virkelig lyttet efter, hvad hun ønsker sig i år, så hun er meget tilfreds med gavehøsten.5995e7b1-e359-47b0-8651-dd914e7771b6Senere er vi i biografen for at se “Peter Kanin” og spise sushi.7a480a62-e09f-412b-8aaf-942a19b778f7En helt igennem dejlig og fin dag, selvom Cille er lidt halvsløj – og Mille selv bliver dårlig og kaster op i søvne, så vi må igang med det helt store natte-vaskeri.

Sushi-opkast, siger jeg dig. Det var en malerisk oplevelse. Og sådan kan en ellers så udmærket 6-års fødselsdag ende.

Men Mille er ikke færdig endnu.

Der er en ‘familiefødselsdagsfejring’ med Familien M.

Og fejring i danskklassen på skolen.

Og fødselsdagsfest for klassen og veninderne næste weekend.

Så når hun siger, at hun bliver fejret 5 gange til sin 6-års fødselsdag, så er det sikkert ikke helt ved siden af.a4629e01-e420-4ca1-b989-0951029d5952Og jeg forsøger at beherske min rørstrømskhed, så barnet ikke kvæles i mor-skabet.

Der vil for altid være en serie stærke følelser forbundet med ens barns fødselsdag.

Det kan bare ikke være anderledes for en forælder – uanset om man er Mor eller Far.

At få et barn er den mest skelsættende begivenhed i ens liv. Medmindre man da vælger at noget helt andet end at få børn skal være det mest skelsættende i ens liv – og det er helt fint med mig.

Der er minder, stemninger og følelser, der har brændt sig fast i ens system, som bliver vækket igen på de her mærkedage.

Jeg fortæller ikke Mille, at jeg – udover at føle mig stærkere end nogensinde før i mit liv lige dér på hendes allerførste fødselsdag – også samtidig følte mig så fuldstændig håbløst ensom og alene i verden.

Der var kun tale om et par timer, mens jeg ventede på, at Martin hentede Cille, og vi kunne komme hjem fra fødegangen.

Men det var slemt nok i sig selv. Og jeg husker de timer, som var det igår.

Dér lå jeg.

Mutters alene på en urolig 6-kvinde-stue en varm forårsdag på Ipswich Hospital i England.

Hvor alle omkring mig fik besøg af deres familier, som ih’ede og uh’ede og nåh’ede over de nyfødte små.

Jeg var helt og aldeles alene om at nærstudere dét vidunder, der var hændt mig på rekordtid.

Alene om at snuse til hende.

Tælle alle de lange fingre og tæer.

Få den første øjenkontakt med de der særlige, mørke, nyfødte øjne.

Alene om at tage hende op, da hun skreg for første gang og mit hjerte bævrede, fordi jeg er noget så frygteligt bange for babyer, der græder.

Alene om at lægge hende til brystet og tænke, at hun var et tungt og bomstærkt mirakel, der var på vej til at suge livet ud af mig.

Martin var der selvfølgelig for mig hele vejen. Jeg kunne ikke være så stærk under fødslen uden hans hjælp. Han kom også troligt retur med Cille, der stolt gav Mille en sut og en bamse, mens han sagde bevingede ord til mig og forærede mig den smukkeste gave.

Dét, jeg fuldstændig havde fejlberegnet ved fødslen, var betydningen af at have vores familier omkring os.

Hvor vigtigt, det er, at have ens forældre og svigerforældre, søstre og svigerinder, onkler og tanter til at komme og lykønske og være til stede lige dér i nuet.

For det er jo dem, der fejrer den lykkelige begivenhed med én.

Det er jo dem, der skal komme ind med overskud og glæde og bekræfte én i, at den lille ny er lige præcist så vidunderlig og fantastisk, som man selv synes.

Dér hjælper jordemoderen ikke, når hun kommer traskende, fordi man trækker i klokkestrengen, da den nyfødte ved egenhændigt mirakel drejer hovedet fra den ene side til den anden.

Dér mangler en Mormor eller Farmor til at juble over, hvor stærk og fuldbåren, barnet er.

Ikke en professionel, der tørt konstaterer, at det ind i mellem ses, at nogle børn er meget livsduelige og stærke i kroppen lige efter fødslen.

Jeg græd ikke.

Jeg var i chok.

I chok over dén ensomhed, der skyllede ind over mig på et tidspunkt, hvor jeg havde klaret alting med en råstyrke, jeg ikke anede, at jeg besad.

Det hele endte jo heldigvis godt.

Forbindelsen mellem Mille og jeg var (og er) helt instinktiv. Jeg elskede hende fra første øjeblik, jeg så hende.

Men jeg lærte i processen med at gå fra 3 til 4, at det er langt mere væsentligt at have ens nærmeste omkring én, end jeg ville erkende i min stædighed og selvstændighed. Og at bare fordi man én gang har fået et barn, så er det – interessant nok – et andet barn, man får ved anden lejlighed.

Nu hjælper det nok heller ikke på sagen, at jeg er latterligt bange for babyer.

Som i seriøst bange for dem.

Men uanset om jeg føler mig stærk, angst eller ensom i mit moderskab, så er det verdens bedste skab for mig.

Herfra skal der lyde:

♥ Glædelig Mors Dag til alle mødre, mormødre, farmødre, svigermødre og alle andre, der har moderhjerter, der brister og svulmer og glædes over de mindste ting ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

En omgang til, tak!

Jeg står foran døren ind til vores dansklokale.3ab16cfc-1595-493e-8f0a-8970c859be3cKlokken er 7.30 og Mille er netop afleveret til Miss Jenna.

Cille har allerede befundet sig på skolen i en halv time. Hun øver med koret kl. 7.00 hver mandag morgen. Og elsker det i øvrigt, men hvem ville ikke blive glad i låget af at vågne ved at synge sig varm?6fb8257a-7904-4001-beff-ee9b13bcf678Jeg låser døren op og tænder computeren.

Det er mig, der primært har morgentjansen i dansklokalet, fordi jeg har Primary School-eleverne, mens min kollega primært har eftermiddagstjansen, fordi hun har Secondary School-eleverne. Og så er det alligevel ikke helt korrekt, da min kollega også har Year 1 og Year 4, som er de klasser, hvor vores piger går.b6fdee70-eccf-436e-92b1-d07ec678063cDer er – skræmmende og overraskende nok – gået næsten et helt skoleår.

Eller sagt med andre ord, på så er der kun 40 reelle skoledage tilbage, før vi løber ud med armene over hovedet til godt og vel 8 ugers sommerferie med tilbagevendende genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord.

Hvert år kommer det bag på mig, hvor uendeligt hurtigt et skoleår går.

I år er det dog gået endnu hurtigere, fordi jeg startede i nyt job som dansk modersmålslærer frem for det ellers udmærkede støttelærer-job, jeg havde haft et par år i Secondary School.

Når alting er nyt, flyver tiden afsted. Og det er en god ting.5c822c64-5235-48ad-b975-c8e11899a41aDer har virkelig været mange, spændende, faglige udfordringer for mig i dette skoleår.

Og en flok skønne unger at forholde sig til – og lære at kende på et helt andet niveau, end når man sidder som “ekstra hænder, hoved og hjerte” i et stort lokale med 26-28 elever.

Her ved jeg, hvem hver eneste elev er. Hvad han eller hun interesserer sig for. Hvad han eller hun motiveres af. Hvordan han eller hun bedst kan lide at lære.04f09c01-7f21-494f-812d-300aeec1d7cbHer får jeg lov til at sprog- og litteraturnørde helt ud til fingerspidserne hver eneste dag. Plus alle de kreative stunder, der kommer af at have med de yngste elever at gøre. Og så er der den sjove formidling af kultur og sproglige finurligheder til børn, der ellers ville have haft svært ved at få et tæt forhold til deres modersmål, fordi resten af skoledagen og undervisningen foregår på engelsk.

Jeg elsker det.

Ikke som i ‘det-er-et-ret-fedt-job’.

Mere som i ‘jeg-elsker-det-og-har-som-knapt-40-årig-endelig-fundet-den-rette-hylde-job’.

Så jeg tager en omgang til, tak.

Kontrakten for næste skoleår er underskrevet.

Jeg glæder mig allerede.

Og tænker, at det er lidt sjovt, at jeg er kommet full circle med at undervise nu – efter at have forkastet det komplet som 24-årig cand. mag.-studerende.

Sådan kan man blive så meget klogere på 16 år.

Man har jo heldigvis kun et standpunkt til man ta’r et nyt.

Ha’ en skøn mandag ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forfatterspiren

Mor, jeg er nok nødt til snart at tage en snak med Lulu”, siger Cille henover eftermiddagsmaden.

Okay, hvorfor det?”, spørger jeg.

Fordi Lulu er en writer og har get’et en book published, og nu er jeg jo også en author og dream’er om at get’te en book published”, svarer hun med munden fuld af morgenmadsknas og mælk.

Det var da en god idé”, siger jeg.

Tror du, at hun hjælpe mig?”, spørger Cille.

Ja, hun kan helt sikkert fortælle dig noget om at udgive bøger – og Cille, du må altså også gerne udgive noget på min blog, hvis du har lyst til det?”, siger jeg. “Det er også lidt ligesom at blive published”.

Kind of, but NOT even close, bloggermor.

Who am I kidding? 4cdb9a0c-bf27-4b5b-95ad-f0ab83b69ec7Cille tager sine første, spæde skridt ind i Tween-livet lige nu.

Hun er 8,5 år gammel.

Uafhængig og fri som fuglen. Ihvertfald i egen optik.

Hun opfinder sig selv igen og igen. Præcist som sine dørskilte.

Cille drømmer det ene øjeblik om at uddanne sig til journalist og straks flytte til Italien, hvor hendes gamle forældre allernådigst må besøge hende engang i mellem på det hobbylandbrug, hun vil drive ved siden af sit forfattervirke.

Det næste øjeblik græder hun helt hjælpeløst over en enkelt drillende sætning fra sin lillesøster og slår hulkende armene om halsen på mig, som hun ikke har gjort det siden hun var 2 år gammel.

Det ene øjeblik er jeg verdens mest uforståelige og uforstående mor.

Det næste øjeblik knuger hun min hånd, fordi jeg bare er den bedste og forstår alting.

Der er drama på alle niveauer.

Tårer. Latter. Vrede. Glæde. Frustration. Begejstring.

Og jeg forsøger at følge med, så godt jeg kan. Men det kræver overblik og overskud – og ind i mellem hænder det, at vi eksploderer (eller imploderer) på samme tid.

Så står vi dér.

Fnysende.

Stædige som de æsler, vi ligner på en prik.

Med hvert sit krakelerede selvbillede og ditto spejlbillede.

Min egen mini-me, som kan pisse mig af i en grad, så jeg ikke engang selv kan forstå det.

Så træder Martin til og skiller de stridende parter.

Beder mig dampe af og køle ned. Giver Cille samme medicin.

Og et øjeblik senere er vi okay igen.

For det øver vi os meget i – dét der med at kunne skifte stemning og tilgive lynhurtigt, så en enkelt dum sætning eller handling ikke får lov at definere resten af dagen.98d1ad10-398c-4813-ab7d-eedb9f13afbaOg selvom der er en masse nyt og svært og besværligt i, at Cille pludselig er blevet en lille tween, så er der også noget aldeles magisk og forunderligt i at opleve, hvordan hun tilnærmelsesvist er en tro kopi af mig.

Som hun sidder dér – fuldstændig opslugt og fordybet – i sin novelleskrivning.

Tilfreds i eget selskab fylder hun med lethed siderne i sine hjemmelavede bøger. Ord, sætninger, fortællinger kommer til hende som var det naturgivent.

Hun har altid lige en idé til en historie – og det sidste, hun siger om morgenen, når vi tager afsked på skolen, er en ny novelletitel eller storyline, som jeg skal hjælpe med at huske til vi kommer hjem igen.

Alene hygger hun sig ved sit skrivebord, der flyder med tegninger, noveller, godnatlæsningsbøger og krea-dims.facf5526-e4ab-424b-86d8-57dce2d5360dJeg gjorde præcist det samme i den alder.

Kladdehæfte efter kladdehæfte blev fyldt af følelsesladede noveller om piger og venskaber.

Som Mor, så Datter. Og dén der tyndslidte frase om æbler og stammer.

Nu er det blevet Cilles tur til at skrive sit lille pigehjerte ud.cb3280a6-1b1e-459c-8578-122ac42234faMen der er alligevel også store forskelle på os.

Og gudskelov for det.

Cille besidder eksempelvis en umiddelbarhed og en tyrkertro på egne evner, som jeg aldrig har mestret.

For hende er det en selvfølge, at hun kan uddanne sig til journalist eller forfatter – på samme vilkår som hun kunne vælge at læse til lærer eller sygeplejerske.

Hun hænger sig ikke i detaljer og petitesser, som visse andre gør.

Hun tvivler heller ikke på egne evner eller egen dømmekraft, så ingen af idéerne får vinger, som visse andre gør.

Dengang jeg var i hendes alder, anede jeg end ikke, at man kunne uddanne sig til at leve af at skrive.

Hun er – i modsætning til mig – slet ikke bange for at kalde sig selv forfatter.

Hun er – i modsætning til mig – i stand til at henvende sig til ‘autoriteter’ for at komme videre i sin skriftlige dannelse.

Som forleden, hvor hun egenhændigt skrev en e-mail til rektor med forslag om, at én af efter-skole-aktiviteterne i det kommende skoleår burde være journalistik.3ea2480f-7ea2-4be8-b00e-a35460a830d1Dén idé må rektor da nok kunne være med på, når hun læser Cilles mail?

After all, så er det jo en elev med både CETIFFECUT OF DISTINGTION in language og en fremadstormende entusiasme, der vil give den en skalle på journalistskolen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

High above Dubai…

//Sponsoreret indlæg//

Martin og jeg er på den skønneste date her i weekenden.

Højt oppe over Dubai’s  fuldstændig fantastiske skyline.

Vi er inviteret af Alpha Tours’ helikopterservice Fly High Dubai på en City Circuit tur.

Tror I det var svært at takke ja til?a133251a-cfc1-46ed-96ed-a008e72a9acdFly High Dubai letter fra Atlantis The Palm’s helipad mange gange om dagen med deres tre flotte helikoptere, der giver mere end 28.000 passagerer årligt en oplevelse for livet.

Vi er booket ind på deres 25-minutters flyvning, City Circuit, men der er også en kortere tur på 15 minutter (Fun Flight), samt to længere ture på hhv. 45 og 60 minutter (Lavish Loop og Sensational Sixty).

Man kan selvfølgelig også vælge at chartre deres helikoptere til privattransport (Exclusive Tours), hvis der måtte være en særlig lejlighed, der kræver tosomhed – eller hvis man bare trænger til at få lettet pengepungen for de helt store sedler…

Check-in er hurtigt overstået, omend den ikke lader meget tilbage i forhold til en traditionel lufthavn. Her er bare en meget kortere kø til det hele.31818531-36ab-4549-9ffc-e0dea9234129Der er først ID-tjek, så security-scan med aflevering af taske, hen til udlevering af boardingskilt og så ind til sikkerhedsbriefing og videoinstruktion i nødlanding m.m.

Det er tydeligt, at Fly High Dubai ikke går på kompromis med sikkerhedsforanstaltningerne, og vi ser også nogle af de ansatte træne brandprocedure, imens vi venter. Det er ret betryggende.

Til sidst er der kun én vigtig detalje, der mangler. Og hér adskiller check-in-proceduren sig trods alt fra en almindelig lufthavns. Ihvertfald indtil videre. Men hvem ved? Måske kommer det også en skønne dag?

Man skal på vægten en tur!30fe5b31-90c2-4566-845d-78307a43a276Og efter den traumatiserende oplevelse beregner medarbejderen vores samlede vægt for at fordele os stabilt på pladserne i helikopteren.

Jeg er bare lettet over, at vejningen er overstået, og at ens vægt trods alt ikke blev vist frem for alle de tilstedeværende.2368071a-1714-4660-a6ce-3e473fcf6906Mens vi venter på at helikopteren skal lande, kan jeg mærke, at det kribler lidt i maven. Jeg er ikke helt klar over, om jeg er sådan for alvor nervøs, men en 15 år gammel oplevelse med et bittelille, hoppende propelfly fra Kilimanjaro til Zanzibar sidder på forunderlig vis stadig i kroppen.

Et øjeblik senere dukker vi os i den øredøvende larm fra helikopterens motor og rotorblade. Jeg er blevet tildelt ærespladsen ved siden af piloten, som er en flink englænder ved navn Michael.a05c7f5c-4662-40ae-ae3f-7aabffe7a910Vi får headsets på og kan nu tale med hinanden og piloten undervejs.c3b54d7e-bec6-4cbc-9081-8ef1113607edDet er en suveræn følelse af frihed, da vi pludselig letter – helt elegant – fra jorden og flyver opad, som var vi blevet fugle på et øjeblik. Der er intet at være betænkelig over – og det hele er smooth sailing på vores ‘magiske tæppe’, som piloten Michael kalder helikopteren.

Og Dubai er intet mindre end perfekt til en helikoptertur.

Alt er man-made – jovist – men det gør det altså ikke mindre betagende at se på.604e9071-3521-4ed7-92c3-9bea069be2bcHer er vi netop lettet fra Palm Jumeirah og får et fint kig ind over både palmen med dens blade og stamme – og så er der Dubai’s uovertrufne skyline i det fjerne.

Som en venlig servicemeddelelse kan jeg tilføje, at den lidt disede horisont er en del af livet i en ørken. Det er ikke smog eller anden form for forurening. Det er en kombination af fugt og sandstøv i luften, som i øvrigt giver os de mest fantastiske solnedgange, fordi sandkrystallerne reflekterer solens stråler på en eller andre fin måde. Nogen der har lyttet mere efter i fysiktimerne, please?

Lidt efter palmen kommer det verdensberømte arabiske sejl (og eklatante 7-stjernede hotel), Burj Al Arab – med dets personlige wing-man, Jumeirah Beach Hotel, som i daglig tale kaldes for bølgen.9047dcc4-b8f3-4e1a-a0c6-b288ec27d677Så flyver vi ud over vandet igen for at komme nærmere på The World Islands, som efterhånden har en del byggeaktivitet i den del af øgruppen, der er defineret som Europa.b080689a-5cf2-4fde-a3f1-b5182922b943 Interessant nok minder de små øer mig helt om Maldiverne, hvor vi holdt påskeferie. Denne gang er det dog ikke Moder Natur, der har patent på skønheden, men et stort entreprenørfirma.

Man kan i øvrigt tilbringe en dag på øen Libanon, hvor der ligger en strandbar med solstole osv. Det er en fin turistoplevelse, som du kan finde mere info om i ét af mine tidligere blogindlæg:

Øgruppen The World

Ganske kort tid efter drejer vi ind over land og herefter åbenbarer hele Downtown Dubai og Business Bay sig med verdens højeste tårn, Burj Khalifa som prydspids.e31fd281-01d4-4df8-8cff-5bc9754d61b0Det er helt og aldeles umuligt ikke at blive fascineret af og forelsket i Dubai (igen), når man ser byen fra himlen.

Hvis jeg skulle have glemt, hvorfor vi bor i Ørkenstaten, sådan midt i hverdagens trummerum og pligter, så er lørdagens helikoptertur en fin påmindelse om, hvor absolut fan-fucking-tastic det her sted er!

Fra Downtown bevæger vi os nordpå til området Zaa’beel, hvor Sheikh Mohammed og hans kronprins, Sheikh Hamdan har deres paladser, og hvor en af Dubai’s nyeste turistattraktioner, Dubai Frame, ligger i Zaa’beel Park.4af23c16-2e76-43cb-b7f9-b179e53b1773Det er kort tid siden, jeg beskrev vores tur i Dubai Frame, som bestemt også er et besøg værd.

Dubai Frame

Vi ender den nordlige del af turen med et kig ud over Dubai Creek og Dubai’s lufthavn, før turen går ned til vores egen ghetto i det sydlige Dubai.

Et område, der går under fællesbetegnelsen Emirates Living, men som specifikt består af boligområderne Springs, Meadows og Lakes.7f2eed45-b95f-4266-98a6-2c886a3a8b77Piloten fortæller os, at han har fløjet over alt i De Forenede Arabiske Emirater – og der er intet sted, hverken i Dubai eller resten af landet, hvor der er så grønt som i vores ghetto.

No wonder, at Emirates Living gang på gang bliver vurderet til at være dét boligområde, hvor folk er mest tilfredse med at leve.197dcd36-732f-4267-9fc5-f683067cdbc4For alle de grønne vækster, som man tager for givet i et regnfuldt klima, kræver oceaner af opmærksomhed og vanding i en ørken. Det kan I jo også fornemme, når I ser, hvordan der er sandkasse på billederne, ligeså snart man kommer lidt uden for de ‘dyrkede’ beboelsesområder.

Og Staten går virkelig op i at få Dubai til at blive et grønnere sted, fordi det har indvirkning på livskvaliteten. Langs de store veje og i rundkørsler er der pyntet med buske, træer og blomster – og selvom det sikkert er noget værre miljøsvineri at vande med afsaltet havvand så mange steder “til ingen verdens nytte”, så ser det flot ud.c4d78589-c77d-4e2d-ae3a-0f70fe0e5bf3Men før vi ved af det, er de 25 minutters helikoptertur ovre, og vi lander lige så stille og roligt på Atlantis’ helipad, som vi var fløjet afsted forinden.

Ikke et eneste bump eller ryk blev det til på hele turen.

Og da jeg glad udbryder til piloten Michael, at det var en virkelig afslappende og behagelig oplevelse at flyve i helikopter, svarer han mig: “It doesn’t have to be rough to be exciting and memorable”.

Og det kan han bestemt ha’ ret i.

Jeg medgiver hermed mine varmeste anbefalinger til Alpha Tours og deres helikopterservice Fly High Dubai!

Book din egen Alpha Tours’ helikoptertur for en helt enestående ferieoplevelse. På den måde kan du springe Burj Khalifa og alle de andre Dubai-klassikere over. For så har du jo set dem fra himlen i stedet!

Du finder mere information på Alpha Tours’ website: http://www.alphatoursdubai.com

Du kan evt. bede dit hotel om at bestille turen for dig, men ellers kan du kontakte dem på: info@alphatoursdubai.com

♥ Tusind tak for turen, Alpha Tours og Fly High Dubai

Mange hilsner fra Mor i Udlandet