Journalister

Det hænder fra tid til anden, at jeg bliver kontaktet af journalister fra Danmark, når de er igang med “et eller andet om Dubai”.

Det er ikke så underligt endda. Det kræver knapt en halv sætning i Google-søgefeltet, så kommer jeg og min familie op i mere eller mindre relevante Dubai-scenarier. Man har vel været Blogger-Mum i et halvt årti eller noget.

Henvendelserne fra danske journalister kan normalt opdeles i to:

1. Journalistpraktikanten uden rejsebudget. Det er dem, som beder om insider-fif til turistattraktioner og oplevelser, der er “off the beaten track”, som de så kan sætte op i turisme-sektioner uden selv at have været på de pågældende steder, de ellers anbefaler så højt. Smukt, ikke? Jeg lærte ihvertfald min lektion engang, hvor Ekstra-Bladet fik en masse materiale ud af mig – mod at de nævnte min blog og mit navn i avisen, når nu jeg var den, der fandt alle de gode spots til dem. Det skete naturligvis aldrig.

2. Undersøgende journalist-snushaner, der leger med økonomisk kriminalitet. Det er dem, der beder om “Dirt on the Danes og Død over Sanjay Shah-lignende typer”. Der er ingen udleveringsaftale mellem De Forenede Arabiske Emirater og Dronningeriget Danmark, så det er en kende svært at komme helt tæt på dem, der har valgt at lege kispus med de danske myndigheder i en fjern Ørkenstat. For de er her jo. Det ved vi alle sammen.

Hvis emnet interesserer mig, vil jeg da ikke afvise at kigge mig lidt omkring på gader og stræder, men det er en tidskrævende affære, og der er absolut intet, den pågældende journalist eller den danske stat kan gøre, for at komme i nærheden af vedkommende, de ellers så gerne vil have i tale.

Men for knapt 4 måneder siden blev jeg kontaktet af to journalister, der laver TV-dokumentarer om livet, som det nu engang udfolder sig for de mennesker, der befinder sig på det pågældende sted.

Jeg afviste dem straks. Ellers tak, men nej tak.

Efter at have krummet tæer igennem Peter Ingemann’s komplet håbløse makværk af en “Størst”-udsendelse for nogle år siden, skulle jeg ikke nyde noget. Det var programmet, hvor Ingemann valgte at underholde sig med en notorisk dansker, der ikke tjente sine penge ad konventionelle kanaler, mens han slog ud med armene og fortalte vidt og bredt om, at han havde tjent penge nok til at forsøge sin familie generationer ud i fremtiden på ganske kort tid. Altså ren forargelses-underholdning af værste skuffe, som var tilrettelagt helt uden at skæve til, om man var i nærheden af at fremstille et sandfærdigt billede af stedet, eller om man viste troværdige mennesker frem i bedste sendetid.

Sådan noget gjorde (og gør!) mig pikeret. For ikke at sige direkte vred.

For der er – gudskelov – allerflest helt almindelige danskere i De Forenede Emirater. Danskere, der arbejder røven ud af bukserne for dét, de har og opnår. Præcist som man gør det derhjemme i Danmark. De store forskelle er, at vi har solskin hver dag, hjælp i hjemmet og en ganske priviligeret livsstil, som vi betaler mange penge for at opretholde.

Men så skete der jo dét, at de to journalister ville mødes med mig.

Og de to journalister var præcist lige så søde og imødekommende, lyttende og empatiske, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig.

Dér sad jeg – midt i al min forudindtagethed – og faldt pladask for idéen om en dokumentar om Dubai, der rent faktisk skulle vise danskernes liv under daddelpalmerne. De havde også en lang perlerække af roste dokumentarer på deres CV, som alle talte for, at de var gode nok.

Jeg gav dem ikke lovning på noget som helst. Skrev ikke under på noget og aftalte ganske løst, at vi måtte snakkes ved.

Jeg tumlede med tanker om, hvorvidt det ville være smart at lade to små børn deltage i et TV-program, når nu de ikke ville forstå implikationerne af at blive vist frem i danske TV-stuer? Jeg overvejede endda sammen med skolebestyrelsen, om vi kunne tillade os at vise journalisterne vores lille danskskole uden elever i lokalet.

Men så var der problematikken om, at jeg ikke kan udstå at se på eller lytte til mig selv på film og video. Skulle det her være den ultimative personlige udfordring, hvor jeg kunne få gjort op med min indre kritiker? Ville jeg turde at stille op på kamera og lade det rulle – både når jeg foretog mig dagligdagsting og når det kom til de helt personlige reflektioner? Hvor stor ville min røv egentlig kunne se ud på dansk TV? Og hvad med min gamle vane med at tale alt, alt for eksalteret?

Sådan fortsatte spørgsmålene inden i mig. Der kom flere og flere til. Og jeg fik mere og mere fysisk ubehag ved SMS’erne og telefonsamtalerne med de to journalister.

Indtil jeg pludselig stoppede op og mærkede efter.

Og lyttede til min indre stemme.

Grublerierne gjorde mig mere og mere til en tvær gnavpot. Alt strittede i mig, når jeg tænkte på projektet. Intet dirrede på den gode måde, om man så må formulere det.

Og pludselig slog det mig: Der mangler jo noget helt afgørende:

WIIFM!

What’s In It For Me!

Hvorfor skulle jeg vælge at vise hele vores liv frem på dansk TV?

Hvad ville formålet være med det?

 

Det tog mig adskillige måneder at nå frem til det ellers ret så enkle spørgsmål om, hvad der egentlig ville være i det for mig, hvis jeg åbnede døren ind til vores hjem, tanker og hjerter?

Intet, blev svaret på ovennævnte spørgsmål.

Jeg har intet behov for at blive genkendt på gaden i Varde eller Hillerød, fordi jeg er med i et evindeligheds-genudsendt TV-program fra De Varme Lande.

Jeg er kiste-lykkelig for at have bloggen her – som mit kreative out-let og min personlige legeplads – hvor jeg bestemmer præcist, hvad der skal siges, beskrives og fortælles.

Hér er jeg 100% personlig – ærlig, autentisk og (forhåbentlig!) nuanceret – i mine fortællinger. Men jeg er – ganske sjældent og kun ved nøje udvalgte lejligheder – privat på bloggen.

Det ville gøre alt for ondt at skulle stå på mål for vores valg i livet over for en hel TV-folkedomstol i Danmark.

Det er ind i mellem hårdt nok at stå på mål over for familie, venner og bekendte – og over for os selv, når vi diskuterer, om vi gør og prioriteter de rigtige ting her i livet.

Men her på bloggen er det mig, der sætter rammerne og vinkler vinklerne, om man så må formulere det.

Det er mig, der skærer til og skærer fra.

Det er mig, der udvælger, hvad der skal sendes ud i æteren, ses og fornemmes.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet