Mille står på hovedet i gymnastiksalen lige nu, mens mit hoved mest af alt står på pause. Vi var til
Se næste indlæg >
Kalligrafi
Når det kommer til æstetik, vinder araberne. Punktum.
De omgiver sig med skønhed på så sofistikerede måder, at min indre bondepige fra oplandet uden for Varde får helt varme kinder af befippelse og følen-sig-ved-siden-af. Det er helt ligegyldigt, om jeg investerer i den dyreste Guerlain-parfume for at vinde terræn eller forsøger mig med at stavre rundt på høje kinahæle med en lang nederdel i bedste “modest fashion”-stil til. Glem det.
Det ligger i måden, hvorpå en arabisk kvinde kan justere sit slør helt diskret. Måden, hvorpå hun kan sige nej med en enkelt subtil håndbevægelse. Måden, hvorpå hun kan løfte sin abaya én millimeter op fra den rullende trappe, så du kun får et splitsekunds fornøjelse af hendes smukke sko. Måden, hvorpå hun kan svare med øjnene, mens munden er helt ubevægelig.
Jeg når hende ikke til sokkeholderne. Uanset dagsformen.
Det ligger i signaturduftene af tung røgelse, dyr oud og fine ottomanske roser, der glider forbi som selvstændige udtryk, når en arabisk mand eller kvinde krydser din vej.
Det ligger i de små elegante kaffekopper, hvor arabiske mænd med største selvsikkerhed hælder kaffe ned i fra en imponerende højde, hvorefter de lynhurtigt skifter din brugte kaffekop ud mellem to fingre, så du kan få en ny, skoldhed mundfuld safrankaffe.
Det er i fortæringen af et måltid, som ofte sker i store fællesskaber. Oliven- og dadelsten forsvinder lydløst ned i små skåle. Slør løftes præcist nok til at en soft ice kan gå ind på den anden side. De kridhvide dish-dash som mændene går rundt i, forbliver helt hvide. Også efter en flok cheeseburgere.
Men æstetikken og elegancen ligger ikke kun i arabernes bevægelser, klædedragter, dufte og mad.
Deres poesi er noget af det smukkeste i verden, selvom jeg desværre kun kan læse det i oversat form. Deres melodiske, inderlige bønnekald fra minareterne minder mig om, at også jeg forbindes til noget større i en travl hverdag.
Deres sprog og måde at formulere sig på er helt anderledes ukonkret og cirkulerende på en måde, så vi jævne skandinavere bliver lidt i tvivl om, hvad der egentlig foregår. Snakken-rundt-om-emnet, ville vi kalde det. Small-talk taget til et nyt niveau – og hvad vil de arabere egentlig?
Men sådan er det. Når holden-på-formerne, traditioner og personlige relationer er i højsædet, er man nødt til at gøre sig umage på andre måder, end vi er det i Danmark.
Og jeg er fan af det hele. Det er tiltalende og berigende, at ydre skønhed får lov til at afspejle indre skønhed og vice versa. At man kan glædes over at omgive sig med smukke ting og at befinde sig på smukke steder. Måske er det fordi ydre skønhed er et spejl af den storhed, vi alle håber på at finde på den anden side. Måske er det fordi skønhed giver umiddelbare følelser af glæde og rigdom i os.
Arabisk kalligrafi er endnu ét af de steder, hvor araberne gør sig umage. Deres skriftsprog er så smukt i sig selv, men når den konverteres til kalligrafi, bliver den til kunst. Som hér, hvor vi befinder os inden i en kalligrafiskulptur, der hylder viden og videnskab i Qasr Al Watan.
I lang tid har jeg haft lyst til at få lavet et stykke kalligrafi til vores hjem. Noget, der skulle være personligt og håndlavet, som et minde om, at vi befinder os i den arabiske del af verden, selvom vi med alle IKEA-møblerne stadfæster, at vi klart er fra Skandiland.
Og det er lykkedes nu. Overraskende nemt, faktisk.
Jeg fandt frem til kalligrafen Ajmal i Al Qusais ved en simpel google-søgning og tænkte, at det kunne vel være lige så godt som så meget andet? Det viste sig at blive en helt igennem superfin og professionel oplevelse.
Da jeg henvendte mig til Ajmal, havde jeg kun tekst og farve parat:
Jeg ville have, at det skulle udføres i mørkeblåt kalligrafiblæk, og at der skulle stå “family means everything”, fordi det skal hænge lige over middagsbordet, hvor vi så ofte sidder med familie og venner og deler et måltid.
Ajmal sendte mig så et par forskellige prototyper via mail.
Først en cirkel-kalligrafi.
Herefter en oval.
Efter at have kigget på de to sketches et par dage, besluttede vi os for den ovale. Og så kom farveprøven på den blå blæk, der også nemt kunne godkendes.
En uge senere var der mail om, at jeg kunne mødes med én af hans forretningsforbindelser i Al Garhoud, som ville aflevere kalligrafien til mig og tage imod betaling. Done and dusted.
Og efter en tur til Desert Frames i Satwa, er vores helt egen kalligrafi klar til ophængning.
“Family means everything” har fået sin plads.
Her hænger den så, og minder os om, at det vigtigste i verden er alle de dejlige mennesker, vi er heldige at være omgivet af.
Hav en skøn efterårsferie hjemme i Danmark. Send lige en håndfuld kastanjer og gyldne blade ned til mig! 🍂🍁🍄
Hvor er det flot. Det ser virkelig fint ud, dér på væggen.
Nogle gange, når man er ude ( og her mener jeg mig selv, men som jyde, siger man jo “man”), føler man sig som noget, der er hevet frem fra Bilkas sidste chance tilbudshylde. Hvordan hulan kan indiske kvinder arbejde iført en sari uden at tabe den? Hvordan kan afrikanske kvinder se så smukke ud bare indhyldet i to stykker stof (hedder det kanga?) Eller med en fyldig krop i en tætsiddende etuikjole?Hvordan kan nogle kvinder se så sofistikerede ud i douche rosabeige, mens andre ligner udtrådt leverpostej?
I nogle tilfælde tror jeg, det kræver mange års øvelse og attitude. (Nok ikke lige i tilfældet med rosabeige).
For hvordan ville de begå sig iført regntøj og gummistøvler på cykel eller i en efterårsfugtig skov? Ikke at nogen gør det særlig graciøst, men her har vi prøvet det før.