Trækker tænder ud

De seneste par uger har trukket tænder ud.

Ikke bogstaveligt – gudskelov – selvom vi også har været langt tættere på dét scenarie, end man kunne ønske sig.

Næh – det er den gode gamle røverhistorie om en kæp, der pludselig stikkes i hjulet.

Lige mens alting går så godt og fint.

Ihvertfald på overfladen.

Men under overfladen ligger blodrøde tal, som dryp-for-dryp fortæller en anden version af sandheden.

I morgen tager Martin afsted til møder i Tyskland.

Igen.

For tyske Hapag Lloyd vil gerne se lidt dybere i arabernes regnskabsbøger.

Det er lange møder.

Fulde af svære spørgsmål.

Og interessante meningsudvekslinger.

Mellem to kulturer, der næsten ikke kan være mere forskellige.

Forandringens vinde blæser henover mahogniskrivebordene i det hæderkronede United Arab Shipping Company.

I horisonten anes ukendt territorium.

Farvandet er oprørsk.

Kursen er svær at sætte.

Intet er underskrevet eller besluttet.

Men vi ser hinanden an.

Er det venne- eller fjendeland i det fjerne?

Det spørgsmål kan ingen svare på endnu, men alle satser på at blive og forblive venner.Den mentale 1. sal er ét stort rod.

Der er 1.000 spørgsmål om hvad der nu skal ske, når tyskerne har deres hovedkontor i Hamborg og samtidig melder ud, at dér skal hovedkontoret naturligvis forblive – desuagtet at der er tale om en fusion mellem 2 selskaber i en ramt og klemt industri. Ikke en overtagelse.

Hvad betyder det her for UASC og de mange mennesker, som har været loyale medarbejdere i Kuwait og Dubai i årevis?

Hvad betyder det for os som familie?

Vores liv i Ørkenstaten hænger uløseligt sammen med Martins job og dén ophold- og arbejdstilladelse, som jobbet giver ham.

Det er denne her slags situationer, som gør livet i udlandet så væsensforskelligt fra dét, man lever i Danmark.

For selvom der også er usikkerhed, bekymringer, nedsparinger og fyringsrunder i danske virksomheder, så betyder en fyring trods alt ikke, at du samtidig mister retten til at bo i landet.

Vi har også til stadighed den tunge problematik med at leve af én indkomst.

Det gør en familie sårbar over for en fyring.

For der er kun én løn at tage af.

Og lige så fantastisk Dubai er, når du har penge – lige så nådesløst er stedet, hvis du ikke har penge.

Når det roder i hovedet, så roder det også i hjertet.

Så vi bruger weekenden på at tale.

Og tale.

Og tale.

Om hvad der er vigtigst for vores familie.

Om hvad vi bekymrer os om.

Om hvad vi føler, tænker og oplever.

Kun afbrudt af svensk børnefødselsdag med soppebasin i haven, (virkelig tiltrængt) kølig hvidvin til de voksne, fiskedam, film og popcorn på værelset til børnene.

Lige så laid-back, som torsdag aftens svenskerfest er, lige så up-scale er fredag eftermiddags arabiske børnefødselsdag.

Queen Elsa brillerer med sit ophøjede nærvær. Naturligvis.Rainbow Dash kigger også lige forbi til gruppekram.Der er piñata, party games, børne-tattoos, manicures og masser af party snacks for store og små.

My Little Ponies-kagen er selvfølgelig perfekt regnbue-farvet indvendigt, da den skæres ud.Det er den fineste opvisning i overdåd og overflod. Som jeg har svært ved at tage ind, fordi mit fokus er et helt andet sted.

På vej hjem fra børnefødselsdagen spørger jeg pigerne, om de foretrækker at holde fødselsdag på den dansk/svenske måde derhjemme med vennerne – eller om de bedst kan lide fødselsdagsfest i et legeland.

Cille tænker lidt og svarer så: “Mummy, de er so different from one another. Jeg kan li’ both.”

Meget diplomatisk datter.

Mille udbeder sig ingen betænkningstid: “Jeg kan bedst li’ birthday parties i soft play, fordi der får man make-up og manicures”.

Sådan. Råt for usødet.

Og midt i malstrømmen af ubesvarede spørgsmål, gordisk knude-optrevling og me(n)tal-træthed, formår vi at have en rigtig hyggelig weekend.

Med sofalur, stilfærdig søster-leg, chokoladefondue og terningespil.

Og retail-therapy for de mindste. Den slags kan jo altid få humøret op hos både mor og døtre.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet