• ···
Al Isra’a Wal Mi’raj

Størst af alt er kærligheden

“Jeg ringer til dig på søndag”, hvisker han og væver sine fingre ind igennem mit lange, lyse hår til de griber fat om min nakke, så han bedre kan trække mit ansigt op imod sit.

Løftet besegler han med et blidt kys.

Og så går han.

Uden videre.

Uden tilnærmelser.

Han er helt åbenlyst noget særligt.

Han efterlader mig – en 23-årig studine på et kollegieværelse – med et ellers så iskoldt hjerte, der nu pludselig er begyndt at smelte som en isterning i sommervarmen.

Og han ringer om søndagen.

Som lovet.

Vi taler.

I timer.

Vi ler.

I timer.

Præcist som vi gjorde dén nat, vores øjne mødtes i mørket og aldrig slap hinanden igen.

De andre studerende stirrer irriteret på mig, mens jeg okkuperer gangtelefonen på 3. time – for 3. dag i træk. Det her er længe før en studine havde råd til en mobiltelefon.

Weekenden efter kommer han tilbage.

For at samle mit smeltende hjerte op i sine hænder.

Og for at se nærmere på den unge kvinde, hvis stemme han har lyttet til i en uge og som han nu på forunderlig vis kender ret godt.

Han er ikke længere jægerpilot, som da jeg mødte ham.

Han er nu blevet skatterådgiver med et forklaringsproblem.

Og så er han blevet til Martin på 28, der bor på Østerbro, men kommer fra Hillerød.

Og jeg er blevet til Tine på 23, der bor i Odense, men kommer fra oplandet uden for Varde.IMG_0007I dag er vores mærkedag.

Den 10. maj.

I dag er det præcist 15 år siden, at vi mødte hinanden.

Det er 15 år siden, at jeg fandt mit livs udkårne, min elskede, min elsker, min mand, min ægtemand, mine døtres far, min bedste ven, min sparringspartner (in crime) og min livs-ledsager.

Det menneske, som tror mere på mig og mine evner, end jeg selv.

Det menneske, hvis karaktér, dømmekraft og evner, jeg til stadighed beundrer og stoler 100% på.

Det menneske, som gør mig til et bedre menneske, fordi han tør sige præcist, hvad han tænker, mener og oplever. Og jeg håber og tror, at jeg også er med til at gøre ham til den bedste version af sig selv.

Han er det menneske, som jeg med største inderlighed ønsker at dele hele livets rejse med.

Og hvilken rejse, det har været indtil videre!IMG_3367Væggen i stuen minder os kontinuerligt om de allerstørste øjeblikke, vi har haft sammen.

Der er forlovelsesbilleder anno 2006.

Bryllupsbilleder anno 2008.

Graviditetsskitse anno 2009.

Babybilleder anno 2009.

Babybilleder anno 2012.

Vuggestue-, børnehave- og skolebilleder…SøsterfødderHver gang tankerne drejer ind på ‘parforhold’ og ‘kærlighed’, mindes jeg en gammel episode i Mads & Monopolet, hvor Søren Fauli (og han er en klog mand, hvis du spørger mig) forsøgte sig med at forklare kærlighedens udvikling, når to mennesker virkelig vil hinanden igennem livet.

Søren Fauli sagde noget i retning af, at når to mennesker mødes og bliver forelskede, så opstår der en (kortere eller længerevarende) periode med sindssyge. Hvor alting centrerer sig om det her perfekte menneske, man er faldet for – og hvor ens eget væsen nærmest forsvinder eller smelter sammen med den udkårne i ren og rå seksuel symbiose.

Efter sindssygen kommer den “skabende” kærlighed, hvor man bliver et par, flytter sammen, gør reden klar og stifter familie. Og sikkert skændes, så det brager, fordi tingene ikke er helt så rosenrøde eller sort-hvide længere. Fordi der kræves og forventes en hel bunke sagte og usagte ting af og fra begge parter – som kan være uendeligt svære at hamle op med.

Hvis man formår at nå ind til hinanden og til stadighed arbejder på og med kærligheden igennem den “skabende” kærlighedsfase, kommer belønningen i den senere del af livet, lovede Søren Fauli os, der lyttede til radioen den lørdag morgen.

En belønning i form af hengivenhed, ømhed, omsorgsfuldhed og taknemmelighed over for det her menneske, som man lever sammen med.

Fordi man har været alting igennem sammen.

Fordi man har kæmpet, oplevet og leget med den anden så længe, at der er dyb respekt for og dyb kærlighed til den anden.IMG_0331Men er den sidste fase så den “sande” kærlighed?

Det ved jeg ikke.

Forelskelsesfasen varede eksempelvis meget længe for os, fordi vi ikke flyttede sammen før 2 år efter vi mødtes.

Den “skabende” kærlighedsfase tog det os ret lang tid om at komme til. Og den fase står vi så midt i lige nu. Med alle de op- og nedture, som heraf følger. Og det er ubeskriveligt dejligt at have fået den (op)gave sammen, som forældreskabet er. Det er vel nærmest meningen med livet?IMG_0554 1Belønningsfasen venter langt ude i horisonten.

Det er dér, hvor vi forhåbentlig skal sidde hånd i hånd på en bænk – og mindes de gode, gamle dage.

Det er dér, hvor vi forhåbentlig skal se hinanden i endnu et sæt nye roller – som bedstefar og bedstemor.

Det er dér, hvor vi skal hjælpe hinanden og passe på hinanden, fordi det har vi bare altid gjort – og vil altid gøre.

Størst af alt er kærligheden.

Idag.

Igår.

Imorgen.

Og nu – hvor Martin er hoppet på endnu en metaltrækfugl mod nord – må han nøjes med at ringe til mig fra et hotel på Place de la Vendôme i Paris, mens jeg sender varme tanker til ham fra en overophedet Ørkenstat.

Vi må fejre mærkedagen en anden gang.Gennemsnitlig onsdagOg jeg vil glædes over den familie og det liv, som vi har skabt sammen.

Pigerne har endda plukket blomster til mig, da jeg forklarede dem, at det var en særlig dag for deres Mor og Far.IMG_3391 IMG_3392 Og Mille forsøgte at undslippe sengetiden på den sødest tænkelige måde: “Mummy, jeg kan altså ikke lægge mig til at sove lige nu, fordi jeg elsker dig så meget og skal lige cuddle dig lidt”.

Størst af alt er kærligheden.Dansk Gallafest 2016 2

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Al Isra’a Wal Mi’raj