Papkasser og overspringshandlinger

Verdens (sådan cirka) værste dag

Bedst som jeg troede, at jeg skulle begå endnu et dødssygt indlæg om prøvelserne ved at jonglere papkasser, flyttefolk, malere og aktivering af to rollinger på slæb, bliver flyttelæsset væltet af langt større udfordringer.IMG_6461

De basale ting er ellers stoppet godt ind i direktørbilen.

Livets små nødvendigheder.

Hovedpuder. Lidt tøj. Madvarer.IMG_6450Der er indlagte spisepauser og endda en enkelt svømmelektion.

Men midt i vores midlertidige indflytning i Familien K’s hus, som de så gavmildt har givet os lov at låne…IMG_6462 IMG_6468…så sker der dét, der ikke må ske.

Dét, der får alt andet til at blive aldeles ligegyldigt.

Mit barn går i stykker.

Alting går i stå.

Mit indre revner.

Mit hjerte brister.

Cille bliver skubbet ned fra en trampolin og lyden af hendes uforvarende, spinkle pigekrop, der rammer græsplænen med et klask og et knas, kører nu på repeat i mit indre.

Lyden jager mig igennem nattens mørke, når jeg ligger søvnløs og lytter til hendes urolige åndedræt.

Hun skriger.

Albuen hæver på et øjeblik.

Jeg kører i vildelse på hospitalet med hende, fordi alting i mig siger, at den er helt gal.

Efter ganske kort tid står jeg på overlægens kontor og hører hans stemme i det fjerne, som beskriver for mig, at Cilles albue er revnet midt over. Og overlægen viser mig røntgenbilledet af en flig af knoglen, som nu borer sig ind i vævet.

Hun skal have manipuleret albuen på plads og så skal hun opereres, således at lægerne kan tilsikre, at knoglestykket ikke når ind til en arterie. De vil gøre alt for at hun bibeholder førligheden i sin venstre hånd og arm.

Tårerne strømmer ned ad mine kinder.

Jeg gemmer mit ansigt i hænderne, mens fire læger ser forfjamskede på mig.

Jeg er ved at have nået min maks-grænse for udfordringer. IMG_6470I mens sidder Cille musestille i en kørestol. Hun er i stærke smerter.

Kort tid efter sover hun, mens jeg går ud i venteværelset og brøler ned i telefonen til Mormor og Farmor. IMG_6472Det er i situationer som disse, at vi pludselig er uendeligt langt væk hjemmefra.

Det føles som om vi er helt alene i verden.

Mit ellers-så-handlekraftige jeg er efterhånden handlingslammet. Der er simpelthen for mange opgaver. For mange udfordringer på én gang.

Og vores nærmeste familie kan ikke komme os til undsætning.IMG_6471Efter kort tid kommer Martin og lægerne gør klar til en hasteoperation af vores vingeskudte pige.

IMG_6473Hun sidder bange, forknyt og usikker i den store hospitalsseng, mens jeg bliver udspurgt om dette og hint forud for narkose og operation.

Da anæstesilægen forklarer, at kun én forælder kan komme med ned på operationsstuen, er vi efterhånden så meget rundt på gulvet, at vi på uforklarlig vis overlader den beslutning til en 5-årig.

Cille tager den gerne. Hun medbringer sin Far – for hendes Mor er krakeleret forlængst. Hun er ikke dum, vores ældstearving-til-al-gælden. Hun er menneskekender og foretager åbenlyst bedre valg end sine forældre.

Jeg går udmattet, overvældet og stortudende ned ad hospitalsgangen. Det føles så ensomt. Skræmmende. Uvirkeligt.

Jeg er presset til det yderste.

Det værste i hele verden for enhver forælder er jo, hvis der sker ens barn noget.

Jeg tager tilløb på parkeringspladsen.

Hvordan kan jeg køre fra hospitalet, når min lille skat er ved at blive lagt til at sove?

Tænk, hvis hun ikke vågner igen?

Så vågner jeg heller ikke igen!

Vågner hun igen, hvis jeg venter hele tiden uden for døren?IMG_6028Jeg koster og hundser med flyttefolk. Mit boblende raseri – al min frustration og min vrede – går ud over sagesløse pakistanere, der knapt kan sige en sætning på engelsk. Jeg ser mig selv foretage en serie komplet ligegyldige, automatiserede handlinger.

Jeg følger op på mails og på malere. Jeg tvinger mig selv til at tage stilling til det, der føles som latterlige petitesser i det store billede. Telefonen kimer kontinuerligt.

Mille græder, da hun endelig ser mig igen – for selvom Familien K’s husholderske er det sødeste menneske, så er det overvældende, at vi alle bare forsvinder fra hende.IMG_6474Jeg finder trøst i at trøste Mille. Jeg søger forgæves efter beroligelse i hendes rolige åndedræt, da hun dykker sorgløst ned i søvnen.

Jeg dykker ned under Cilles dyne og snuser til hendes hovedpude.

Mens jeg ligger der i hendes trygge seng, ligger hun på et koldt operationsbord. Det føles så meningsløst. Så uretfærdigt. Så tungt.

Hvorfor skal hun udsættes for det her?

Får hun varige mén?

Anæstesilægen rykker hendes rokkende fortand ud efter mine anvisninger. Hun stikker hovedet og armen ud af operationsrummet og overrækker den lille blå fortand til Martin, der venter udenfor. De stikker slanger ned i halsen på barnet.Lægger en iltmaske over hendes ansigt. De vasker hende og smører jod ud over hendes livløse krop. De lader en maskine trække vejret for hende.

Ortopædkirurgen manøvrerer den brækkede albue på plads og stikker 3 små spydlignende metalstænger igennem huden og ind igennem albuen, for således at holde knoglefligen og den brækkede albue på plads. De undgår at skære i hende, fordi de så præcist og tydeligt kan fornemme spyddenes placering.

De pakker tilfredse albuen ind og vækker den lille krop.

Og før jeg ved af det, er hun hjemme hos mig!

Iført sin Fars Supermands-T-shirt. Min Virkelighedens Pippi er så modig og sej.IMG_6476Jeg fyldes af en bizar lettelse ved at holde den lille jodindsmurte operationskittel.

Det er sket. Det er gået godt. Hun vågnede igen!

IMG_6478Martin fortæller hende, at hun må vælge hvad som helst, hun måtte have lyst til at spise. Hun vælger ingefærkager. Gingerbread men. Er der ikke også noget med at ingefær er kvalmestillende?IMG_6477Mens hun voldæder små, krummende mænd, skriver hun stolt et brev til mig om den tabte fortand og tegner et selvportræt af munden med det gabende hul.IMG_6481Bjørnen Bjørn ser til fra sidelinjen. Han er ør og træt efter narkosen og operationen.IMG_6479

   

17 kommentarer

  • Nina

    God bedring! Gute Besserung wünschen die Frankfurter 😙

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tak, søde Nina – men heldigvis er det jo en fortælling fra sidste år 😉
      Knus fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina og Martin

    Av av, Rigtig god bedring til Cille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Un besote a esa pelirroja guapísima y a su mami bonita 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Un besote a esa pelirroja guapísima y a su mami bonita!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Schmidt

    Mange kærlige hilsner fra Greve.
    Rigtig god bedring med Cille!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kære Tine
    Puha hvor jeg føler med dig…. Rigtig god bedring til Cille…. Hun er godt nok en tapper, ung dame.
    Knus & tanker fra Frankfurt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak, kære Line. Vi synes hun går igennem lige rigeligt med prøvelser, hende Virkelighedens Pippi 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, det er ikke rart noget sådan noget sker for ens børn. Vi var igennem det samme sidste år da Karoline også brækkede sin albue. Jeg begyndte at blive nervøs, da vis stadigvæk ikke havde hørt noget efter 2,5 time, operationen endte med at tage 3 timer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Puha, hvor en grim operation! Og virkelig lang tid, hva’? Er hendes albue god igen? Please sig JA!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja det er den – vi endte dog med at gå til Fysio med hende, lægen havde godt nok sagt af det ikke var nødvendigt, men hun ville bare ikke bruge det rigtig af sig selv, så der skulle hjælp til. Men nu er der heldigvis ikke noget og hun kan bøje og strække den som hun skal.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Priya

    Dear Tine, it must have been so scary.. Poor Cecilie.. Please convey my best wishes to her for a speedy recovery: loads of hugs, kisses and love to the beautiful ballerina. You take care of yourself.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Thank you for your well-wishes, my dear. This has been awful. Absolutely awful. Sending you lots of hugs and kisses xxx

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Papkasser og overspringshandlinger