Far i Udlandet blogger med

Martin og jeg er stærkt chokerede over den ulykke, som Cille har været udsat for.

Vi er simpelthen så forskrækkede og sørger over hændelsen.

Særligt hele hospitals-forløbet sidder dybt i os begge.

Om aftenen sidder vi og trøstespiser chokolade og is, mens vi snakker og snakker.

Det er vores interne anti-asketiske katharsis – med sukker som fødselshjælper.

Vi har brug for det og vi har brug for hinanden.I aftes glider Martin dog pludselig ud af samtalen og over i koncentreret arbejde ved tasterne.

Så nu viger jeg skriverpladsen for Far i Udlandet, fordi han har lyst til at give sit besyv med.

Her kommer Martins personlige fortælling om de oplevelser, følelser og tanker, han har haft igennem forløbet:

Det er søndag, ugens første arbejdsdag. Klokken er lidt over elleve og jeg sidder midt i et vigtigt møde om bank-setup i Latinamerika. Min telefon ringer. Det er Tine – og jeg ved, at jeg bliver nødt til at svare den.

Jeg kan med det samme høre på hendes stemme, at den er gal. Jeg kan ikke gengive hvad hun siger, andet end at det var noget med ‘en operation’ – for mentalt er jeg allerede på hospitalet.

Jeg får fortalt mine kolleger, at jeg er nødt til at løbe.En halv time senere kommer jeg til hospitalet og finder Tine i forhallen til skadesstuen.  Hun kunne mærke, at jeg var ankommet, og at jeg ledte efter dem.

Inde på en stue siddder min lille pige og ser meget betuttet ud i en kørestol. Jeg knæler ned ved siden af hende, stryger hende over håret og siger til hende, at det nok skal gå altsammen.

Indeni aner jeg ikke, om det er rigtigt – og jeg kæmper en kamp for at tårerne i mine øjne ikke skal blive så mange, at de begynder at trille. Jeg er ikke bange for at vise Cille, at jeg er ked af det, men jeg er bange for hvad hun vil tænke om det, der skal ske.

Vi bliver flyttet ind på et værelse. Læger og sygeplejesker kommer på skift. Der bliver spurgt meget ind til hendes rokketand.

Den tand, som blev slået los i England (og efterfølgende sat fast igen af Tine) er blevet til en rokketand – og den er nu et problem for narkoselægen. Det bliver ikke sagt direkte, men vi beder dem om at tanden skal gemmes. Det meste af disse samtaler foregår lavmælt eller udenfor døren, for ikke at gøre Cille mere bange, end hun i forvejen er.

Tine og jeg får at vide, at én af os kan komme med ned på operationsstuen. Jeg siger til Tine, at det må hun bestemme, men hun siger, at det er op til mig.

Og der sidder jeg så – få dage forinden har jeg været med til at vælge leverandører af 30.000 nye containere til en samlet værdi af lige under 100 millioner dollars; jeg leder en årsafslutningsprocess for en koncern med en årlig omsætning på over tre milliarder dollars og med anlægsaktiver for mere end fire milliarder dollars.

Men lige dér kan jeg ikke tage en beslutning.

Jeg aner ganske enkelt ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg ender med at overlade beslutningen til Cille.

I det splitsekund, det tager for pigen at beslutte sig, når jeg at spørge mig selv, om jeg helst vil med eller være fri – og jeg kan ikke finde et svar.Cille siger ikke et ord. Men hun peger på mig med sin lille pegefinger.

Et øjeblik senere kommer to portører. Vi skal ned på operationsstuen.

Jeg siger til Tine, at hun skal køre tilbage til vores hus, hvor der er flyttefolk og malere og så hjem til Mille, som er alene med familien K?s søde (men også fremmede) maid.

Jeg siger dårligt nok farvel til Tine.

Intet kram. Intet kys.

Jeg tør ikke, fordi jeg er nervøs og bange for min reaktion overfor Cille.

De to portører kører Cille afsted, og jeg forsøger at holde mig tæt ved hendes lille hoved, så hun kan se mig, men svingene og dørene gør, at jeg må gå enten foran eller bagved sengen.

Og jeg kan se Cilles øjne flakke og søge mit blik, så snart jeg ikke er lige ved siden af hende.

Hun er tavs og indelukket. Det er hun, når hun er usikker eller bange. Det gør mig så ked af det, at se hendes usikkerhed vokse, men min indre stemme siger, at jeg ikke må vise det.

Vi ankommer til venteområdet udenfor operationsstuen, hvor en meget sød narkoselæge fortæller os lidt om hvad der skal ske.

Tanken om at skulle ind og ?sove? og have ordnet albuen bliver for meget for Cille. Hun begynder at græde.

Tårerne triller ned ad hendes kinder og hendes ansigt er forpint. Jeg ville ønske, at jeg kunne kramme hende og holde hende tæt indtil mig, men det kan jeg ikke, for hun ligger helt fladt i sengen.

Jeg læner mig ind over hendes hovede – pande mod pande – det er så tæt, som jeg kan komme på mit lille barn. Og jeg hvisker til hende, at alt nok skal blive godt; at hun er stærk og modig.

Jeg ville ønske, at jeg havde noget bedre at fortælle hende i situationen, men jeg kæmper selv med at holde sammen på tingene.

Cille holder langsomt op med at græde og narkoselægen kommer med en stak servietter. Til mig – den voksne, der er med til at hjælpe og støtte.

Det stakkels barn havde nok været bedre tjent med sin stærke mor, men det var jo ikke det, hun valgte.

Cille bliver kørt ind på operationsstuen, hvor der er rigtigt mange mennesker i forskelligt-farvede kitler. Jeg får lov til at løfte hende fra sengen over på operationsbordet, og jeg knæler ned ved siden af hendes ansigt.

Hvad fanden siger jeg til min 5-årige datter i den situation?

Hun er tydeligvis stresset.

Jeg kommer i tanke om, hvad jeg sagde til hendes Mor, da hun var i fødsel med Cille.

“Du er stærk. Du er modig. Du klarer det så godt. Alt skal nok blive godt”, fortæller jeg hende.

Cille holder sammen på det, lige indtil hun skal have masken på med bedøvelse. Her knækker hun. Tårene triller og hun vender hovedet væk, mens hun hulker: ?Jeg vil ikke, jeg vil ikke?.

Jeg er presset i bund.

Det skal jo ske, men indeni mig selv har jeg lyst til at holde alle de her fremmede mennesker langt væk fra min lille, sårbare pige.Narkoselægen er snarrådig.

“Så skal jeg bruge hendes hånd, instruerer hun operationssygeplejerskerne. Hold den fast”, kommanderer hun.

I løbet af et øjeblik har hun lagt et drop.

“Nu bliver du snart træt Cille, bare læg dig til at sove”.

Cilles ansigtsudtryk minder mig om et dyr, der er fanget i en fælde.

Jeg stryger hende over håret og gentager: Jeg elsker dig, jeg skal nok passe på dig, jeg elsker dig, jeg skal nok passe på dig, jeg elsker dig….

I løbet af ganske kort tid lukker Cille øjnene.

“Thank you, Daddy”, siger en stemme – og jeg bliver resolut hjulpet op fra gulvet og ført ud af lokalet.

Jeg kan intet gøre, og jeg kan ikke passe på hende, som jeg lige har lovet hende.

På vej ud får jeg ikke engang set mig tilbage. Tanken om Cilles lille livløse krop på operationsbordet er ikke til at bære.

Uden for operationsstuen når jeg end ikke at dreje rundt om mig selv, inden en operationssygeplejerske kommer ud med den nu forhenværende rokketand.

Jeg putter den i lommen og sætter mig ned. Dér bliver jeg siddende i et par sekunder, men jeg kan ikke klare at sidde stille, og den næste time går jeg frem og tilbage på gangen.

Det føles som en evighed.Lægen kommer ud fra operationsstuen og forsikrer mig om, at alt er gået godt. Kort efter bliver en sovende Cille kørt ud til mig.

Hun ser så fredfyldt ud, og jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg ønsker, at hun skal vågne eller om hun bare skal have lov til at få lidt ro oven på en stressende dag.

Langsomt kommer hun til sig selv. Vi kommer tilbage på værelset. Cille ser lidt fjernsyn. Et par timer senere må vi tage hjem.

Tine har i sin befippelse taget alt Cilles tøj med sig, da hun gik, og Cille var iført operationskitlen. Så jeg tager Cillle i hånden og sammen går vi ned til bilen – hun stadig iført sin kittel.

På vej hjem sætter jeg Cilles yndlingsnummer med Rasmus Seebach på – ?Den Anden Side?. Jeg ved ikke hvorfor det lige præcist er det nummer, hun så godt kan lide?

Og mens jeg holder øje med trafikken, begynder hun at synge med, som hun altid gør.

når du en dag
du stikker af
du vil se mer’ af verden hele verden
hvis den dag det bliver imorgen
og du tar det sidste skridt
så tag mig med

I det øjeblik er det som om alt er ved det normale igen.

Selvom jeg var i tvivl flere gange i løbet af dagen, så var det måske ikke et helt tomt løfte, da jeg lovede hende, at det nok skal gå altsammen.