Hvem var det lige, der skulle opereres?

Kl. er 7 i en Ørkenstat.

Solens stråler forsøger ihærdigt at gøre det af med morgendisen.

Vi er ankommet til Al Zahra Hospital for at få fjernet de 3 k-wirer, der har holdt bruddet på Cilles albue sammen i de sidste 3 uger.Der er altid en del papirarbejde at vente på – også selvom forsikringsselskabet har forhåndsgodkendt operationen.

I mens læser vi “My Magical Garden” i venteværelset. Kort tid efter bliver vi ført op på sengeafsnittet.

Sister Mary – en midaldrende sygeplejerske fra Bangladesh – kommer ind på stuen.

Hun virrer venligt med hovedet og ser over på Martin:

“Good morning, Mister Kaalund, how are you this morning?”. Martin svarer, at han har get såmænd fint.

“Can I please ask you to remove your watch and ring, then I shall also give you your stockings to wear along with the gown. If you prefer, you can also wear hospital disposable underwear”.

Jeg ser over på Martin og bagefter på Sister Mary.

Det er en joke, ikke?

Jeg rømmer mig og siger forsigtigt: “Sister Mary, today is the operation of Cecilie Kaalund, our daughter. Not my husband, he is as well as can be”.

Sister Mary virrer lidt med hovedet og ser fra hvid mand til hvidt barn.

‘Cecilie’ er så åbenbart et pigenavn, who would have known?

Og hvordan skulle man dog have gættet, at patienten er personen med bandage om armen? Det hele er meget mystisk.

Sister Mary beslutter sig for at lukke den lidt penible situation ned ved at bakke forsigtigt ud af rummet.

Da hun når til døren, tager jeg et par skridt fremad og foreslår hende at komme tilbage med et operationssæt i børnestørrelse.

Vi bliver enige om, at misforståelsen helt sikkert er sjov lige om lidt.

Lige om lidt.
Vi forærer Cille nogle pakker med “Shopkins”, som er hendes nye samledille, der optager hende, som intet legetøj nogensinde har interesseret hende før.

Og når nu Martin åbenbart ikke har i sinde at hoppe i fuld operations-gear, beslutter jeg mig for lige at teste engangs-trusseletten.Fotografisk materiale af upassende karakter, må man sige.

Efter at have svaret endnu en gang på de samme spørgsmål, bliver Cille trillet ned på operationsgangen.Anæstesilægen fistrer nervøst med venflon og Cilles dybe hulken får missionen til at mislykkes. EMLA-creme er et koncept, som de har meget svært ved at greje i Dubai.

Hendes vener er bittesmå og vi parlamenterer forsigtigt med hende for at få hende til at acceptere masken først, frem for nålen.

Men hun er dødsensbange for masken. Angsten udmønter sig i et bittelille, forvrænget ansigt. Ikke en lyd kommer over hendes læber.

Vi aner ikke hvorfor hun er bange for masken – hun ser jo, at Mille accepterer sin maske derhjemme fra tid til anden.En følelsesmæssigt udmattet Farmand kommer ud fra operationsstuen, hvor det var lykkedes at få Cille sendt afsted til drømmeland, fordi en ferm sygeplejerske hev selve masken af og brugte sin hånd som en form for tragt over hendes lille ansigt.

Hånden var mindre skræmmende for hende end masken.Jeg klynger mig til Bjørnen Bjørn, mens vi venter.

Det lykkes mig at holde min egen maske nogenlunde i ro – og jeg har kun pevet en smule, da de to andre blev ført ind til operationsbordet og følelsen af forladthed og afmagt overmandede mig på gangen.

Det varer ikke så længe, før patienten vågner – og selvom hun er træt, så kan hun stadig lege lidt med sit nye legetøj. Hvis ikke man har kvalme af narkosen i forvejen, så kan man altid få det af dagens servering.

Perlende, fed hønsebouillon og æble-jelly. Velbekomme.Efter halvanden time går vi ud til Sister Mary og lyver hende lige op i ansigtet.

Cille har naturligvis tisset. Og drukket. Og spist. Og nu tager vi altså hjem. Og nej, vi vil ikke afvente “the final bill”, hun må da have misforstået et eller andet.

Punktum.

 

Doven hankat venter på sofaen i grillkyllinge-stilling.Cille lægger sig hos ham og ser lidt film.

Jeg laver popcorn til hende og Farmand mixer cacaomælk.

Når man er blevet opereret, må man få lige det, man har lyst til.Og når hun kan spise popcorn med tæerne, så er hun da i bedring, ikke?Det eneste, vi har tilbage som minde om hele miseren er 3 kødnåle i et glas.Og en spaghettitynd arm med 3 små huller, der skal hele og en albue, som skal arbejdes igang efter at have været på stand-by i mange uger.