Eneforsørgeren

Vi er midt i Regnskabschefens travleste periode.

Fra januar til medio april samler talknuserne alle brikkerne, stumperne og stykkerne til et årsregnskab.

Og det er første gang, at Martin har det fulde ansvar for at levere et årsregnskab på sin nye arbejdsplads her i Ørkenlandet.

Det er et kæmpe ansvar.Økonomimanden, der ikke er uddannet revisor, har udfordret sig selv.

Al hans viden og alle hans evner bliver anvendt – og der føjes hver dag ny lærdom til den mentale rygsæk.

I virkeligheden burde Martin skrive dette indlæg. Det er trods alt hans opgaver og arbejdsliv, som bliver gengivet af mig, der kun oplever en flig igennem hans fortællinger henover aftensmaden.

Men der er ikke tid.

Hver time i døgnet bliver udnyttet til fulde i disse dage.

Han kommer stadig hjem kl. 18 for at spise med pigerne og putte dem.

Herefter står den igen på arbejde, telefonopkald og uendelige excelark fyldt med alt, alt for mange tal, hvis du spørger mig.

Og han falder i den dybeste, tungeste søvn, hvorfra han vågner med en dundrende hovedpine, der først letter flere dage senere.

Det er alvorligt alvor.

Det er forbandet ensomt.

Eneforsørgeren står med det fulde ansvar.

For familiens økonomiske grundlag.

For familiens liv i en Ørkenstat, hvor man kun har lov til at bosætte sig, hvis man har et job.

Der er en yderst smal fejlmargin. Og konsekvenserne ved at fejle er benhårde.Bagsiden af medaljen ved udlandslivet er så absolut, at ansvaret for familiens liv og levned pludselig oppebæres uligevægtigt. Rollefordelingen er ihvertfald helt anderledes end det traditionelle ‘parløb’ i Danmark.

Det tog lang tid for mig at komme mig over identitetstabet, da vi flyttede fra Danmark og jeg pludselig ikke arbejdede længere.

Hvem er jeg, når jeg ikke arbejder i Mærsk?

Det tog lang tid for mig at vænne mig til, at Martins penge var ‘fællesskabets penge’.

At jeg ikke længere havde en selvstændigt tjent krone. At jeg var afhængig af min mands indkomst og goodwill. Som en husmor i 1950’erne.Men alle de tanker og følelser er passeret. De lå på ‘lit de parade’ i det første år i udlandet.

De er endevendt, gennemlevet og italesat.

Og jeg har redefineret min identitet. Opfundet en ny Tine. Jeg studser aldrig mere over, at jeg bruger Martins (vores!) penge.

Jeg har fundet en anden vej og et nyt tankesæt.En lignende redefineringsproces kan Martin ikke gennemgå.

Den luksus tilkommer ham ikke.

Han er bundet op på sin beslutning om at arbejde i udlandet.

Han er bundet op på at skaffe brødet til familien hver eneste dag.Men jeg ved, at han ikke bare overlever det her eller klarer sig igennem skærene. Han har evnerne og han tør strække dem for at opnå mere.

Og jeg fanger bittesmå glimt af det overskuds-menneske, han plejer at være.

Som imorges, hvor han kysser mig (lige rigeligt) vådt og inderligt farvel.

Mit kropssprog må have afsløret min overraskelse, for han ser på mig og giver følgende respons:

“Ja, Tine. Jeg er jo ikke et menukort, hvor der kan vælges til eller fra. Jeg er et menneske. Af kød og blod. Med et fuldt følelsesregister.”

Jovist, Hr. Regnskabschef.

Under computeren og stakken af printede excelark, der banker dit far- og mandehjerte.

Hvis vi skulle have glemt det midt i årsregnskabet.