Politiet

“Salaam, Sister, what brings you here?”

Spørgsmålet bliver stillet af en politibetjent med mørke briller og flot hat.

Ikke en mine fortrækkes.

Han står imposant i sin mørkegrønne (militær)uniform med guldknapper og knaldrøde laksko.

Jeg ruller febrilsk bilruden ned og tager solbrillerne af, så han kan se mit blegansigt.

“As-Salaam-Alaikum, Sir, I need a ‘Certificate of Good Conduct’ from your good Police Station, please, can I be allowed access?”

Betjenten åbner gate’n og jeg ruller forsigtigt forbi hans vagthus.

Jeg er kørt et ganske kort stykke ud af Dubai – 10 minutter – og der står nu kun få bygninger – ensomt og spredt – i den enorme sandkasse.

“Hvorfor sagde manden ‘sister’ til dig, Mummy?”, spørger Cille.

“Er det fordi du ser så little ud inside vores car?”, fortsætter hun.

“Ja, det vil jeg tro, Cecilie – eller også var han bare venlig på sin egen arabiske måde”, svarer jeg fraværende, mens jeg søger efter en p-plads tæt ved indgangen til Al Barsha Police Station.

Jeg trækker min sorte cardigan på, da vi står ud af bilen.

Den matcher mine sorte jeans og min sorte T-shirt. Der er 35 graders varme, men jeg skal for Allahs skyld ikke påkalde mig nogen form for (negativ) opmærksomhed.

Jeg ved, at personalet på offentlige kontorer ser med uvenlige øjne på letpåklædte, kvindelige udlændinge.

At det kan forlænge eller afgøre en anmodning på forhånd.

Og jeg husker med gru det Emirates-ID-kontor, hvor vagten forsøgte at hive min knælange, tækkelige nederdel længere ned, fordi han mente, at jeg var disrespektfuld overfor de ansatte.

Jeg er fløjtende ligeglad med, at en del af mine expat-medsøstre vader direkte ind i på offentlige kontorer med bare skuldre og korte nederdele. De skal være velkomne til at klæde sig, som de lyster. Og man kan da sagtens – jovist – men har de bemærket, hvorledes de arabiske (mandlige) medarbejdere betragter dem?

Har de fornemmet mændenes på samme tid foragtende og sultne blikke?

Jeg kryber langs væggen, hver gang jeg møder politiet. Det er en komplet irrationel frygt. Det er nærmest pinligt at indrømme, at jeg har det sådan.

For jeg har absolut INTET gjort forkert – og hvorfor skulle de være farlige?

Men et eller andet i min krybdyrhjerne forveksler dem med militæret – og så kommer jeg til at tænke på, at det her er et helt andet retssystem og samfund end i Danmark?og så ruller min fantasi derudaf?Jeg tror, at de kunne få mig til at indrømme hvad som helst.

Jeg går til skranken og beder om en kopi af min straffeattest – det såkaldte ‘Certificate of Good Conduct’.

Betjenten rækker mig uden et ord et nummer til køen.

Cille har medbragt en taske med tegnesager og snacks, som hun straks finder frem. Hun er feberhed, men ikke værre, end at hun kan lokkes med på udflugt.

Hun tegner trappen og nogle af de andre mennesker, der sidder i ventesalen.

En muslimsk kvinde kalder sagte på mig. Jeg lister hen til hende.

“Your daughter is beautiful, I must congratulate you on your gift from God. She is so well-behaved, quiet and pleasant”.

Jeg takker damen mange gange og tilføjer, at jeg faktisk er blevet velsignet med 2 døtre.

“Is the second one naughty?”, spørger hun interesseret.

Det må jeg modvilligt indrømme – ja – hun er vist en del mere udtilbens end den førstefødte.

“My youngest daughter is so naughty and I keep telling my husband that she is too much for me to handle”, siger kvinden grinende.

Jeg lister tilbage til min plads og smiler til kvinden.

Et øjeblik efter er der hul igennem til Sergent Essa med 3 fine guldvinkler på uniformen.

Jeg lægger mit pas på bordet. Et pasfoto. Kopi af pas. 210 dirhams (omkring 300 kr.) i kontanter. Og så svarer jeg høfligt på politimandens spørgsmål.

Efter et par minutter får jeg udleveret en kvittering for betaling.

Og straffeattesten kan afhentes om 2 arbejdsdage. Man skal ikke forhaste sig. Eller få stress af for stor arbejdsbyrde. Eller excellere i kundeservice.

Her er nul-skat og tak-for-det – men så er der til gengæld klækkelig brugerbetaling på alle offentlige kontorer.

Vi triller på McDonald’s. Og henter frisk frugt og chokolademuffins. Der gælder andre regler, når man er sløj.

Da Martin kommer hjem, har han følgende fine brev med i sin attachémappe.

Hvis det er svært at tyde indholdet, så kan jeg informere, at der står, at min ægtemand og sponsor ikke har noget at indvende imod, at jeg begynder at arbejde.

Bekræftelsesbrevet fra Martin skal bruges til min ansøgningsproces på den skole, hvor jeg var til interview for en uges tid siden – til en stilling som hjælpelærer eller speciallærer. Dette gælder også for ‘Certificate of Good Conduct’, som de har brug for i processen.

Og før en kvinde eller fire får sig bevæget helt ud ad lænestolen i forargelse over brevet med ægtemandens tilladelse til at konen må arbejde, skal jeg skynde mig at sige, at det også gælder den anden vej.

Altså – hvis det er kvinden i ægteskabet, som har fået job i Dubai og dermed bliver sponsor for sin medfølgende familie, så skal hun ligeledes skrive et accepterende brev til sin ægtemands arbejdsplads, hvis han finder en position hernede.

Om lidt kommer der forhåbentlig en kontrakt til gennemlæsning fra skolen.

Og så skal jeg igang med at undersøge, hvorledes jeg får legaliseret og attesteret mine uddannelsespapirer fra SDU.

Jeg forstår godt, at skolen skal have papirerne bekræftet af myndighederne – men det er et stort apparatur at danse rundt med for en Cand. Mag.(elig) anno 2005.