Arbejdsgiveren og skrankepave-manipulatoren

De sidste 3 dage har været manisk-hektiske.

Med ganske korte, indlagte pauser undervejs for at sikre, at Lille My ikke bliver helt overset i flytte-arrangement.

For på travle dage ender jeg altid med en murrende, dårlig samvittighed om aftenen, kombineret med følelsen af at være en dårlig Mor, når Mille igen-igen har brugt en hel dag i et (pt.) ubeboeligt hus og har siddet med på rundtur i bilen efter dit og dat.

Men det skal jo til – for flokkens bedste.

Hr. og Fru Kaalund har været i seriøs aktion som henholdsvis skrankepave-manipulator og arbejdsgiver.

Og rollefordelingen bliver ganske enkelt således, fordi Martin er den eneste i immigrantfamilien, der har “papirerne” i orden. Så der er ingen vej udenom: Han skal møde personligt op på myndighedernes kontorer på vegne af hele familien.

Hver dag begiver han sig afsted i virvaret af offentlige kontorer for at indskrive sig, betale gebyrer og anmode om dette og hint via lange formularer. Han medbringer en elastisk tålmodighed samt en stak kopier af visum, arbejdstilladelse, Emirates-ID-kort, lejekontrakt og pas – for det skal alle skrankepaver nemlig bruge, før de kan gå igang med den mindste udstedelse eller bemyndigelse af hvad ved jeg.

Det er som en bureaukrati-jungle at finde rundt i. Der hænger en papirlian i vejen hver gang, vi forsøger at træde et skridt frem.

El- og Vandopkrævningskontoret skal have betaling og en stak dokumentation for at udstede et stykke papir, som så gør, at vi kan blive indskrevet i en form for husleje-kontrakts-database, som så gør, at vi kan få udstedt et stykke papir, der giver tilladelse til at flytte ind i villaen og modtage vores container på samme adresse. Af hjertet tak.

Og stopklodser er der nok af i processen: Langsommelige arbejdsprocesser, manglende betaling (fra en tidligere lejer), manglende oprydning på adressen (fra en tidligere lejer) og så er der systemfejl og rettelser, der først kan foretages i morgen. Naturligvis.

Men benhård og bestemt, som bedste-halvdelen kan være, så har hans marathon-sprint rundt på myndighedernes kontorer båret frugt.

Vi har papirene til indflytning i orden nu. På 3 dage!

Det må være en ny rekord – sat af min egen, behændige skrankepave-manipulator.

Og imens Martin fornøjer sig med papirbunkerne, har jeg travlt i huset med istandsættelse og klargøring forud for flyttelæsset.

Det vil sige – jeg har travlt med at være arbejdsgiver for andre, der kan lave en istandsættelse.

Undertegnede er indehaver af 10 tommelfingre og har hverken interesse i eller lyst til at det skal være anderledes.

Til gengæld er jeg god til at fordele det lede arbejde.

Gardinmanden har opmålt vinduerne, og jeg har valgt gardinstoffer. Hele baduljen leveres om senest 10 dage. Vi har parlamenteret, pruttet om prisen, rodet med design og materialevalg. Og han vandt. Og jeg fik fred.

Det bliver under alle omstændigheder nydeligt.

Og så er der maleren og hans 5-mands-crew fra Pakistan, der drøner rundt og maler skandinavisk-hvidt i hele huset.

I mens studerer jeg syndige malerpletter. På gulvet. På vinduesrammerne. På gelænderet. Skandaløs afdækning, om nogen overhovedet.

6 pakistanske “malere” sviner helt ubeskriveligt. Men de er heldigvis både hurtige og sludrede. De er 2 dage om at male et hus med 10 rum – endda dobbelt lag hvidt, fordi den mudrede “Dubai-hvide” ikke kan dækkes med 1 lag.

Og jeg får en ubændig lyst til at give dem det glatte lag.

I haven inspicerer en havemand fra Bangladesh græsset og de triste steder, hvor det er gået ud. Han vander herefter med så stor seriøsitet og intensitet, at det næsten burde gælde noget vigtigere end græs.

Jeg bliver afbrudt af at det ringer på døren.

Uden for står en bitte-lille kvinde fra Bangladesh. Hun nikker og smiler. “My son in your garden”, siger hun og peger ud i haven. “I come clean and take care of babies”.

Hun har selvfølgelig set undertegnede med Lille My udenfor på gaden. Og nu vejrer hun morgenluft.

Der er araberdollars at hente hos hvid kæmpe-dame med hvidt kæmpe-barn.

“Come again in 2 weeks, then I will give you work. Can you iron? Can you clean?”, siger jeg til hende. “Yes ma’am, I do everything. Also babysit, ma’am”. Og så peger hun på sit mobilnummer, der står nedskriblet i en notesbog. “My name Gauri, Ma’am”.

Gauri ligner en kvinde et sted i tresserne. Hun har været smuk engang, tror jeg. Og hendes øjne er fulde af liv og smil. Jeg fornemmer instinktivt, at hun er et godt menneske. Hun vil blive lukket ind, så snart vi er flyttet ind.

Det er helt og aldeles ulovligt at “bruges andres maids” på denne her måde. Men maids’ene er selvfølgelig interesserede i at tjene så mange penge, som overhovedet muligt – og mange kan lide at modtage deres hjælp, uden at skulle have dem boende hos sig. Der betales omkring 25-30 dirhams for 1 times arbejde – omregnet til cirka 40-45 danske kroner.

Her til eftermiddag har Martin hentet sin bil. Bæstet, om man vil? Den skal forhåbentlig testkøres i ørkenen mellem Dubai og Abu Dhabi inden alt for længe.

Han kommer forbi huset i eftermiddag for at inspicere de 6 pakistanske maleres “plet-mak-værk”. De har erklæret sig for færdige med arbejdet.

Jeg står foran værkføreren med et bundt pengesedler i hånden. Jeg tæller dem og tilføjer drikkepenge. Han tæller dem igen og nikker.

Jeg fortsætter: “So I call you in 2 weeks and you come do handyman work for me, yes?”. Mit engelske nedbrydes symbiotisk i takt med antallet af timer tilbragt i selskab med malerne. “Yes, ma’am, I come back do work for you soon”.

Så er dét på plads. Ham skal jeg nok få til at svede med ophængning af familieportrætterne, så snart der er tømt en container.

Jeg har fået lokket ud af pakistanerne, at de arbejder i Dubai 6 måneder ad gangen og er efterfølgende 2 måneder hjemme hos familien. De får ikke ret meget i løn, men sikkert en del mere end i Pakistan, trods alt.

De smiler til mig hele tiden og siger “you very good madam, you pay good money, you give us good work”.

Og så ved man, at man har betalt for meget. Men ‘betalt for meget’ er ikke for meget – set med danske øjne. De skal jo for pokker også leve – og det er unægteligt stadig en meget begrænset sum penge.

Malerpletter eller ej – det er stadig markant bedre end den grimme, gullige, omgang pletmaling, der blev foretaget, før vi overtog huset.

Dagen i dag slutter med følgende scene fra det virkelige (børne)liv:

Mille rammer bevidst Cille i panden med et udtræksmålebånd af metal. Cille skriger højt af forskrækkelse. Jeg tager resolut Mille og siger: “Nej, Mille, det må du da ikke. Du må ikke slå din søster. Se, hvor ondt det gør på hende. Hun græder nu”.

Mille ryger ind på værelset og væk fra fællesskabet. Ikke en lyd, kommer der fra hende.

Efter at have trøstet og pustet i panden på den trætte skolepige, går jeg ind til Mille, som sidder mut på en stol og piller i Cille’s ting på skrivebordet. “Mille, kom med ud og sig undskyld til din søster”.

Hertil svarer Mille: “No, Mummy, Mia turn Cia into frog, no sorry”.

Så falder femøren: Mille har brugt målebåndet som en tryllestav, fordi hun ville trylle Cille om til en frø.

Måske skal hun ikke have lov til at se helt så meget “Ben & Holly’s Little Kingdom”, mens arbejdsgiver-mor taler i telefon og render forvirret rundt?

Men ligeså meget frustration, der kan være imellem 2 søstre, ligeså megen kærlighed er der heldigvis også.