Mummy, I have the target letter 'e' now!

Bitchin’ Stasi-Mor

Jeg er en sur mokke for tiden. Eller en kælling, kunne man også kalde mig. 

Men jeg har læst i en eller anden (selvhjælps-)artikel, at man ikke må tænke eller tale grimt om sig selv. Det bliver ens sindstilstand tilsyneladende kun værre af. Temmelig svært at måle den slags videnskabeligt, men tillad mig nu alligevel at anvende ordet mokke frem for kælling. Mokke er i min verden en millimeter mere flatterende.

Lemon side

Uanset hvordan man vender og drejer det, så skal der ikke mange slurke sandhedseliksir til for at indse, at jeg er rigtig anstrengende at bo sammen med for tiden. Er det mon efterårs-blues? Hormonelle udsving? Livs-tristesse? Over-forkælelse? Kedsomhed?

Og så det mest relevante spørgsmål: Er der overhovedet en årsag eller et problem?

Forleden kiggede den bedste halvdel (og hvis nogen skulle være i tvivl, så er der tale om Martin i det her parforhold) mig dybt i øjnene og sagde:

?Jeg ville ønske, at du kunne fortælle mig, hvad dit problem egentlig er. Det virker som om du er grundfrustreret og for hver ting, du opnår at ændre, så ønsker du dig bare at ændre noget nyt – og det bliver mere og mere anstrengende?.

Hans gråblå, triste øjne spiddede mig. Og hans eftertænksomme kommentar sank dybt ind. Rigtigt sådan for alvor ind.

Eye_iris

Stasi-Mor har taget overhånd og bitch?er sig igennem hverdagen. Jeg vrisser af pigerne og skynder på dem. Jeg bliver frustreret over de mindste forhindringer og opfatter dem som tårnhøje barrikader, der er sat i verden for specifikt at genere mig mest muligt. Jeg finder fejl hos Martin og påpeger dem med den stiveste pegefinger og påsat dirigent-mine.

retro_warning_sign_hand_pointing_finger_to_notice_sticker-r7a3608a787984efbaf6f929a3427da91_v9wxo_8byvr_324I weekenden handlede det pludselig om hans kræsenhed, blot fordi han høfligt afslog hjemmebagte boller med (den i øvrigt så herlige ingrediens) hytteost. Han blev ikke sur over, at jeg havde bagt boller med et syrnet mælkeprodukt, som han frabeder sig. Men jeg blev godt nok sur, da han ikke villle prøve at smage. Jeg harcelerede over, at der kun er begrænsede fødevarer, som han kan lide – og den heraf følgende konsekvens for vores pigers kostvaner og mad-oplevelser.

hytteostNår jeg ser min egen adfærd nedfældet sort på hvidt, så oplever jeg mig selv som grænseoverskridende (og barnlig). Tåkrummende pinlig.

For hverken jeg (eller nogen som helst) har ret til at bestemme hvad andre putter i munden. Det skal og må være op til den enkelte at beslutte. Selv det mindste barn skal have en grundlovssikret ret til selv at vælge hvad porten lukkes op for og hvad porten lukkes i for.

Bevares – det er da klædeligt at forsøge sig med noget nyt – og man kommer vel aldrig udover ens kræsenhed, hvis man ikke giver de forskellige fødevarer en chance? Men uanset det prisværdige i at give hytteosten en chance, så skal jeg ikke bestemme om Martin ønsker at udvide sit mad-repertoire.

I virkeligheden vil den modne løsning på kræsenheds-konflikten vel være, at jeg serverer et bredt udvalg af middagsretter uden synderlig hensyntagen til visse familiemedlemmers præferencer. På den måde får vi introduceret pigerne for lidt af hvert. Og jeg mener – manden er 40 år gammel og har i forvejen intet imod at tage en skål bran flakes, hvis han er ved at dø af sult!

Kelloggs_All_Bran_Flakes_500g Men her indsniger der sig så et lille husmor-dilemma:

Jeg vil så gerne gøre alting godt for alle; glæde dem med et aftensmåltid, som de sætter pris på – og som bliver spist. Min kærlighed står jo lige dér til dem om aftenen – veltilberedt i form af thai-kylling, stir-fry, pizza og pastaretter. Igen og igen og igen.

Og jeg er en stor pige, der burde kunne tage beslutningen om at lave noget helt andet, men jeg er også en lille pige, der gerne vil roses og anerkendes for at lave god mad.

Når Stasi-Mor tager overhånd, så handler det om at en følelse af gennemsigtighed kryber ind under min hud. Jeg er ikke født med verdens bedste selvværd – og livet som hjemmegående husmor er en cirkulær trummerum-situation, hvor meget, meget få mennesker ser hvad jeg gør, opnår, laver, begår i løbet af en dag.

Jeg bliver hudløs, i tvivl, træt og frustreret. Lige så stille kommer den knugende følelse snigende og så går det ned ad bakke. Og jeg begynder at synes, at de mindste problemer er meget store.

Når jeg har det sådan her, så virker forskellene mellem Martins og mine verdener afgrundsdybe. Lige så dybe, som da jeg stadig studerede og han som nyuddannet knoklede i sin jurist-stilling. På samme tid banale og altafgørende.

foto 2-1

Og så lige dagens konkrete eksempel: Martin og ledelsesgruppen skal i dag annoncere for gud-ved-hvilken-gang en ny fyringsrunde i virksomheden. Med alle de tårer, ævl og kævl, som den slags medfører – også selvom det er tvingende nødvendigt for at sikre fremtidig lønsomhed. Herhjemme bitch?er jeg over at havemanden glemte at efterårs-klippe mine lavendler og hvordan dælen skal jeg vide, hvor langt ned man klipper sådan nogle krabater? Andre steder i verden er det uoverstigelige hverdagsproblem, at man ikke har mad at give til børnene. Get the picture? Det er som et absurd-teater. Og det her er konsekvensen af vores 1950’er-ægteskabskonstruktion.

I aftes stirrede de gråblå øjne igen på mig. Observerede mig. Tog mod til sig. Og så kom gavmildheden og kærligheden strømmende imod mig i form af hans åbne, ærlige livsbetragtninger.

Om at jeg måske ser mere på hvad der mangler i mit liv end på hvad jeg har?

Om at jeg måske stræber efter idealer i stedet for at være lige hér i virkeligheden på min hylde i livet, hvor vi faktisk har det fint?

Om at jeg sammenligner og higer efter perfekte og helt urealistiske idealer (vælg frit inden for status-kategorier såsom børn, mand, krop, udseende, romance, sex, kærlighed, hus/hjem, bil, smykker…og fortsæt selv listen, jeg er både hard-to-please og hamrende forfængelig).

Martin stoppede midtvejs i sine livsbetragtninger med at citere en af sine yndlings-provo-komikere, amerikaneren Chris Rock, der engang sagde noget i retning af at ?kvinder aldrig går tilbage i social status. At vi altid vil kæmpe for at fortsætte den sociale rangstigeklatring med et stift blik rettet fremad, opad. Mere vil have mere.?

Så hvornår stopper jeg med at forfølge komplet urealistiske idealer? Hvornår stopper mit jeg-vil-ændre-verden-vanvid?

Er mænd mon generelt bedre til at acceptere tingenes tilstand? Altså sådan mere grundtilfredse i nuet? Martin forsøger jo ikke at ændre på mig og hans pegefingre stritter heller ikke stift, hver gang han ser en af mine fejl. Eller bliver mænd i virkeligheden bare mere magelige med alderen?

Er jeg grundfrustreret, fordi jeg i virkeligheden har ALT, hvad jeg overhovedet drømte om at opnå og nu sidder med følelsen af ?what?s next??

foto 2

Vokser par fra hinanden, når den ene når et tilfredshedspunkt i tilværelsen, mens den anden fortsætter i sin higen efter sommerhus i Marbella og flere pelse i skabet eller hvad end, der nu driver vedkommende?

Tidligere i livet havde vi klart en mere ?fælles-kalibreret problem-skala? at arbejde ud fra. Vi arbejdede begge to fuldtids og var fælles om hente/bringe-problematik, fælles om at klare barnets sygedage versus de ventende opgaver på jobbet.

Og nu står vi så her med hvert vores sæt af udfordringer: Martin må udmelde på virksomhedens vegne, at denne måneds resultat desværre ikke matcher budgettets forventninger med de enerverende rundbords-diskussioner til følge. Jeg er nerve-tyndslidt af at gentage de samme sætninger om og om igen, fordi pigerne ikke vil høre efter og det har i øvrigt været en af de der dage, hvor Lille My er ligeså grundfrustreret som sin Mor.

Og her ser bedste-halvdelen på mig og siger: ?Når man ikke har et reelt indblik i hinandens verdener, så er det virkelig svært at forstå, svært at række ind. Men som jeg ser det, så er den enes udfordringer jo ikke værre, større eller bedre end den andens. De er blot så vidt forskellige.?

foto 3

Og jeg lytter. Og jeg fortæller ham igen om følelsen af at være usynlig. At der sidder en lille utålmodig, ambitiøs og forfængelig kvinde inde under min Mor-uniform, som føler, at der er begrænset med ilt og opmærksomhed under den plettede bluse.

Jeg får energi og tilfredsstillelse af at opnå mål og se resultater. Af at blive set og anerkendt for lige dele engagement og benhårdt arbejde. Og det her mor-liv (som jeg for intet i verden ville undvære!) har det med at føles som (s)tilstand indimellem.

foto 1-1

Lige indtil det her gode menneske minder mig om, at jeg skal være taknemmelig for det, jeg har – og ikke spilde min tid på at sammenligne og kigge på alt det, jeg ikke har.

For her er ikke kvælende stille – her er sunde og glade spilopbørn. Som jeg er lykkelig for at få mulighed for at være sammen med mest muligt. Men som også driver mig til vanvid.

foto 3-2

Og denne her artikel om “Opvækst, der drukner i vækst” er som sendt fra Himlen på en gråvejrsdag, hvor jeg i den grad har brug for en mental løftestang:

http://www.information.dk/278502

foto

Hvis ikke de to tossede pigekugler kan minde mig om, at der er store værdier og resultater at opnå i det hjemmegående liv, så kan artiklen ihvertfald booste min selvforståelse og understrege betydningen af de her selvvalgte år, hvor vi gerne vil give pigerne mere tid, ro og nærvær herhjemme.

foto 1

Tak, bedste halvdel, fordi du bliver ved med at sparke mig i min bløde Mummy-hængerøv, når det er nødvendigt. Min taknemmeligheds-gengældelse til dig er evig troskab – og så lover jeg i øvrigt at passe godt på dig, når du bliver en gammel mand, der har brug for pleje og omsorg.

6 kommentarer

  • Jeg elsker simpelthen hen dette blog indlæg. Jeg elsker når mennesker, som du, har en så knivskarp selvindsigt og mod til at være med og dele om det at være menneske – med alt hvad det indebærer. KH og tak herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, kære Lulu.
      Og i lige måde – for du er om nogen ærlig, modig og frimodig. Det holder jeg så uendeligt meget af – i dig og ved dig.
      KH Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan så nemt relatere til din oplevelse af stilstand. Faktisk satte dit blogindlæg netop ord på mine egne frustrationer og udefinerbare følelser lige for tiden.
    Selvom du har den vigtigste opgave af alle i at være der for dine børn, tænker jeg, at det er meget naturligt at komme til at føle sig usynlig ind i mellem. For som mennesker har vi brug for anerkendelse og blive set for de resultater vi leverer. Og det kan være svært ind i mellem at få øje på dem, når det drukner i vasketøj og madlavning. Men det er altså okay at føle det sådan engang i mellem. Og så er det jo guld værd at have en klog mand ved sin side, der kan få én op til overfladen igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for dine søde og anerkendende ord.
      Det er rart at vide, at jeg ikke er alene i verden med følelsen af usynlighed.
      Jeg forestiller mig at følelser af ‘ensomhed’, ‘usynlighed’ osv. opstår hos enhver, der er væk fra arbejdslivet – uanset om det er komplet selvvalgt eller som følge af uheld, sygdom, afskedigelse eller lignende.
      Og der er nogle gange hårdt brug for et andet menneske til at hjælpe med at trække opad mod overfladen igen.
      Jeg glæder mig til at læse mere om hvordan du har det i USA.
      Venlige hilsner
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wauuu Tine – hvor skriver du bare godt 🙂
    Og hold da op et helt andet indtryk jeg får af dig – nu kendte jeg dig selvfølgelig kun på HCØ – men der var du for mig den der pige der lå langt over mit niveau – du kunne det hele 🙂 SÅ at læse at du ikke er født med den størte selvtillid chokker mig 🙂 For slet slet ikke det indtryk jeg havde af dig dengang 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for de pæne ord, Camilla.

      Hvor er jeg glad for at du har lyst til at læse med. Jeg synes det er hyggeligt at følge dig på FB og jeg skal bestemt have kigget på din madblog – man mangler jo altid inspiration til aftensmaden!!!

      Det er sødt af dig at sige pæne ting om mig fra vores fælles kollegie-tid. Der er jo ofte langt flere facetter ved en person, end det første indtryk, man måske får. Og jeg var langt mere fandenivoldsk, assertiv og armsvingende i tyverne, end jeg er nu i midten af trediverne, mor til to og hjemmegående…

      Måske forklarer det den forskel, du oplever, når du tænker tilbage på mig og læser med om hvordan jeg har det nu?

      Med alderen er der krøbet mere skrøbelighed ind over mig – og jeg ser ikke tingene så sort-hvidt længere. Jeg er både mere i tvivl og mere sikker. Ret forvirrende.

      Mange kram fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mummy, I have the target letter 'e' now!