Mor i Udlandet

Om expat-adfærd i Dubai

Udgivet den 9. marts 2015 af moriudlandet

Forleden gjorde en af mine venner mig opmærksom på en både morsom og bidende plakatserie, skabt af den engelske designer Clare Napper, der bor og arbejder i Dubai.

Her karikerer hun os – hvide mennesker, der solbader på stranden – mens de tildækkede lokale ser på fra kamelryg.

Hvis du har lyst til at vide mere om Clare Napper’s (bag)tanker og design, så kan du blandt andet finde artiklen her:

http://edition.cnn.com/2015/03/05/travel/dubai-posters/index.html?utm_source=feedburner&utm_medium=feed&utm_campaign=Feed%3A+rss%2Fcnn_latest+%28RSS%3A+Most+Recent%29

Clare Napper stiller også skarpt på det lettere komiske i at alle bliver foreviget på stranden foran Burj Al Arab – Dubais ikoniske 7*-hotel og vartegn – som jo er de færreste forundt overhovedet at sætte fod på, da det er ualmindeligt dyrt.

Hun tager også Dubai som power- og luksus-shoppingdestination under kærlig behandling med sin provokerende overskrift: “Poverty sucks”.

For det ved vi jo alle, at det gør, ikke?

Og så prikker hun til den adfærd, som mange (læs: de fleste) expats tillægger sig, når de flytter til Dubai, som følge af den syndflod af muligheder og det slaraffenland af tilbud, der findes i Ørkenstaten.

Hvad med at spille golf midt i ørkenen i over 40 graders varme – bare fordi ‘man kan’?

Og hvor mange af os – helt almindelige middelklasse-godtfolk – havde egentlig en husholderske, før vi flyttede til Dubai?

Hvor mange af vores børn havde en nanny til at mandsopdække og fixe alt for dem, før de ankom til Dubai?

Hvor mange befandt sig hyppigt på 5*-hoteller til “Society Events”, “Tuesday Ladies’ Night” og “Friday Brunch”, før de flyttede til Dubai?

Hvordan bliver det pludselig standard at ringe efter levering af selv de simpleste ting – såsom et par flasker vand, en chokoladebar eller en Starbucks-kaffe?

Og midt i denne forbandede livsens nemhed, skal der ikke ret meget til at vælte læsset.

Service-maintenance-firmaet kommer måske senere end den tid de havde lovet, for at skifte den elpære, der er gået.

Det kan hænde, at der er ekstra ventetid på levering fra din foretrukne sushi-restaurant.

Måske er det lokale supermarked frække nok til pludselig at tage 10 kroner for udbringning efter kl. 22?

Eller endnu værre – den lokale tankstation har fundet på at sætte et skilt op med at du egenhændigt skal ud af bilen og selv fylde tanken op mellem midnat og kl. 6 om morgenen.

For slet ikke at tale om den enorme frustration og vrede, vi fyldes af i trafikken – som Clare Napper spydigt betegner “ex-pat rage”:

Vi kan ikke finde vej, fordi der (for helvede!) ikke er gadenavne. Og der er alenlange bilkøer og hyppige trafikuheld som følge af pilrådden, farlig adfærd i trafikken blandt store dele af bilisterne.

Jeg er selv en af dem, der må tage en chill-pill ind i mellem, når jeg er blevet aldeles latterlig – både i trafikken og når en eller anden servicefunktion ikke lige helt holder det, den har lovet mig.

En urimelig mokke, er jeg (blevet?).

I Dubai er der hænder, ben, hjerter og hoveder, der gør alting for både expats og turister.

Jeg tror ikke, at jeg kan komme på en service, der ikke findes.

Det er skræmmende. Fantastisk. Og sygt.

Alt kan blive bragt til dig – alt kan blive skræddersyet til dig – alt kan gøres på præcist din måde på det tidspunkt, hvor du vil have det.

Men livsens nemhed bliver så let til livsens ondskab.

Det er den gamle traver om at for mange muligheder kan gå fra at være en velsignelse til en forbandelse.

Hvis du skulle få lyst til at købe eller se hele Clare Napper’s vintage/retro-plakat-kollektion, så findes den her:

http://www.highlife-dubai.com/en/category-1.html

Jeg har tænkt mig at købe de af hendes plakater, som rammer mig dybest.

De skal hænge på væggen som en daglig påmindelse om, at mit expatliv er en bizar boble midt i det virkelige liv i den virkelige verden – og at jeg skal huske at være taknemmelig for mit livs lethed, så længe det varer…

Udgivet i Uncategorized | Tagget absurditet, Ørkenstaten, bagtanker, bizar, Burj Al Arab, Clare Napper, daglig påmindelse, design, designer, Dubai, egenhændigt, expat adfærd, expat rage, expats, farlig adfærd, fokusere på, forbandelse, foreviget, Friday Brunch, frustration, grafisk designer, highlife, Highlife Dubai, husholdersker, ikon, immigranter, karikaturer, karikerede, kø, levering, livsens lethed, livsens nemhed, livsens ondskab, luksusshopping, maids, mandsopdækning, manglende gadenavne, morsom, nannies, nanny, overflod, påmindelse, plakatkollektion, Poverty Sucks, prikke til, retro, satire, shopping, shoppingdestination, slaraffenland, spille golf, spydig, spydigheder, stikke til, stille skarpt, syndflod, tillægge sig en adfærd, trafik, udbringning, vartegn, vælte læsset, velsignelse, ventetid, vintage | Skriv en kommentar

Dubai Canvas

Udgivet den 6. marts 2015 af moriudlandet

Weekenden starter torsdag kl. 13.30, hvor jeg henter denne smukke havfrue.Vi tilbringer eftermiddagen ved pool’en. Mille er den perfekte hygge-partner. Hun elsker at dovne i liggestolen med en snack. Præcist som sin mor.

Her er 27 grader og en let brise. Vandet i pool’en er opvarmet.

Det er for sjældent, at jeg har pigerne på en-piges-hånd. Ikke at der er noget forkert i trio’en, men det er skønt at fokusere på én ad gangen – engang i mellem. Og Mille nyder min fulde opmærksomhed.

Cille er til fødselsdagsfest direkte fra skole. Om aftenen henter jeg hende og søde E, som skal med hjem at sove hos os.

Det er Cille’s første sleepover. Og hun er pænt oppe at støde over det.Pigerne ser Klokkeblomst på iPad’en til de er ved at segne og knapt orker at protestere, da jeg siger godnat.

Næste morgen vækker de mig med bloddryppende vampyrforklædning.Vi går på legepladsen, før E bliver hentet.

Pigerne er udmattede og har helt klart sovet for lidt i nat, så vi lægger neglelak og ser TV. Senere kører vi til Jumeirah Beach Residence ved Dubai Marina for at opleve Dubai Canvas, som er en 3D-kunstudstilling, der kører i dagene 1.-7. marts.

Det ville være synd at sige, at Martin og jeg er specielt kunstinteresserede, men vi kan begge godt lide street-art, fotografi og moderne kunst, der søger at repræsentere (kunstnerens) ‘virkelighed’.

Man skal stå på et præcist sted foran kunstværkerne for at opnå den optimale 3D-effekt.

Kunstneren hér vinker begejstret til mig med sin pensel. Han er i godt humør – og der er så afgjort heller ikke grund til andet. Her får jeg sommerfuglevinger.Der er en del kunstnere, som stadig arbejder på deres værker. Malerierne er enten malet direkte på fliserne eller på lærred, der er spændt flat ud.Vi er meget fascinerede af malerierne, men stranden trækker i pigerne.Så vi træder ud af sandalerne og løber ned i vandkanten.Vi pjatter rundt til solen er på vej ned og det føles hundekoldt i vinden.Vi ser resten af Dubai Canvas-udstillingen, mens mørket falder på.Jeg er vild med de Dubai/UAE-relaterede temaer i nogle af malerierne.Pigerne dypper fingre i springvandet, mens de betragter Marinaens lys og spejleffekten i vandoverfladen.Det har været en helt igennem skøn dag i firkløveret.

Og det slår mig, at fridage føles præcist som feriedage her i Dubai.

Det ligger så dybt i mig – en evigt-dagslys-hungrende-dansker – at solskin er lig med ferie.

Udgivet i Dubai | Tagget 3D-kunst, alenetid med pigerne, dagslys, Dubai Canvas, Dubai Marina, feriefølelse, feriefornemmelser, fridage føles som feriedage, gadekunst, gå på stranden, havfrue, Jumeirah Beach Residence, kunstnere, kunstudstilling, legekammerater, pool, sleepover, sove sammen, sove-aftale, stranden, street art | Skriv en kommentar

Aiza’s Mor

Udgivet den 5. marts 2015 af moriudlandet

“Hi and thank you for having us”, siger jeg storsmilende til Aiza’s Mor, mens jeg strækker min hånd frem for at hilse på hende.

Jeg står over for en ualmindeligt smuk kvinde med diskret makeup, rubinrød hijab (hovedtørklæde) og matchende abaya (klædedragt).

Hun er åbenlyst moderne i sit farverige tøjvalg, men stadig ‘ærbar’ ifølge muslimsk tradition.

Jeg er den eksemplariske udgave af mig selv i dagens anledning – primært fordi jeg føler mig en smule på gyngende grund.Til Aiza’s fødselsdag er vi mindst 30 nationaliteter samlet – og det gælder for alt i verden om ikke at begå et kulturelt faux pas.

Martin dukker op bag mig for at sige hej.

Aiza’s Mor skynder sig at gribe fat i sin mand, som således rækker hånden frem og hilser på Martin.

“Lagde du mærke til det, Skat?”, hvisker Martin til mig: “Mændene giver hånd. Kvinderne giver hånd. Men vi giver ikke hånd kønnene i mellem”.

Vi er i færd med at tage mentale noter.Aiza’s Mor har sin søster og familiens nanny med til at tage sig af hendes nyfødte søn.

Jeg kan regne ud, at familien er her i Dubai alene – for ellers ville her være fyldt til bristepunktet med onkler, tanter, brødre, søstre og bedsteforældre, der alle ville lade babyen gå fra arm til arm som en vandrepokal.

Hun smiler venligt til mig og jeg stiller mig over til hende for at beundre hendes bittelille søn i barnevognen.

Vi starter forsigtigt en samtale op med de sædvanlige Dubai-spørgsmål: “So where did you live before moving here?” og “How long have you lived in Dubai?”.

Et øjeblik senere løber vores munde over med ord. Vi gestikulerer, griner højt og nikker samtykkende. Vi spejler os i hinanden og morer os over, hvor ens vores liv har formet sig i de senere år. Begge boede vi i England, før vi flyttede hertil for et års tid siden. Vi sammenligner vores hverdagsliv i Dubai med livet i England. Udpeger forskelle og er fuldstændig enige om, hvad der er godt og skidt ved livsstilen i de to lande.

Jeg mærker en gensidig forståelse og et moder-fællesskab med en kvinde, der på overfladen kunne se ud til at være væsensforskellig fra mig.

Vi deler helt åbenlyst ikke religion, ej heller den kulturelle omgangsform.

Men så er der så uendeligt meget andet, vi deler: Opgaven og rollen som mødre, drømme og håb for vores familie, for fremtiden og for vores børns opvækst.

Det handler ikke om islam og kristendom.

Det handler ikke om tørklæder og udslået hår.

Det handler ikke om ret meget andet end at vi dybest set er ens.

Mennesker.

Med universelle ønsker og drømme om et godt liv.

Sværere er det faktisk ikke, når det drejer sig om helt almindelige mennesker. (Fanatister og fantaster er en anden boldgade – og dem behandler vi en anden god gang).

Men hvorfor fortæller jeg om Aiza’s Mor og vores pludseligt opståede fællesskab?

Jeg kom til at tænke på episoden i forbindelse med en ualmindeligt sød historie, der “gik viralt” i de danske medier:

http://www.bt.dk/danmark/ingen-kom-forbi-syriske-flygtninge-i-deres-nye-fynske-hjem-men-saa-gjorde-de-noget

I Danmark havde jeg ingen muslimske venner eller bekendtskaber. Hverken i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet.

Jeg havde en del udenlandske venner og bekendtskaber – men ingen var muslimer. Og jeg tror ikke at min oplevelse og omgangskreds i Danmark var specielt unik?

Men nu – i Ørkenstatens smeltedigel – bliver jeg introduceret til mennesker fra alle verdens lande.

Det er en stor fornøjelse og øjenåbner at lære dem alle at kende.

Og hver gang indser jeg, at vi i bund og grund er ens. Simple as that.

Udgivet i Dubai, Om Mor i Udlandet, Samfund | Tagget almindelige mennesker, øjenåbner, Dubai, England, ens, fælles, fællesskab, flere lighter end forskelle, flytte fra England til Dubai, flytte til Dubai, forskelle og ligheder, gensidig, hverdagsliv, Islam, klassefest, klassekammerater, kristendom, kristne, kultur, kulturelt faux pas, lære at kende, livsstil, mødre, medmenneskelige, medmennesker, menneskesyn, moder-fællesskab, muslimer, nationaliteter, omgangsformer, samfund, samhørighed, skole, skolekammerater, smeltedigel, tørklæde, universelle ønsker og drømme, venskab | 2 kommentarer

Til min Søster

Udgivet den 3. marts 2015 af moriudlandet

Jeg haster ind i 10. klasse her til morgen.

Der har været (endnu) et trafikuheld ved den afkørsel, som jeg skal bruge på vej ind i Dubai’s Silicon Oasis, så jeg er 5 minutter for sent på den.

Eleverne står i kø ved ‘Secondary Reception’ for at få udleveret deres ‘late slips’.

Alle er sent på den.

Uheld i trafikken er desværre hverdagskost i Ørkenstaten.

Og netop som jeg lander og begynder at trække vejret roligt i min absolutte yndlingsklasse, slår vi op på dette digt af skotske Liz Lochhead.

Et digt, der rammer mig som en mavepuster og fylder mine øjne med tårer.

Jeg mærker en sorg og længsel over at jeg ikke bare lige kan række ud efter min søster.

At vi ikke kan ses noget oftere.

At jeg ikke ved præcist hvad hun tænker, føler og oplever i dette øjeblik.For uanset hvor gammel hun bliver (og jeg med), så vil jeg til stadighed og evighed være fyldt af beskyttertrang – af stolthed, af hengivenhed og af dyb kærlighed.

Liz Lochhead beskriver så enkelt og så rigtigt de følelser, der følger med det at være storesøster/den ældste søskende:

Jeg har et brændende ønske om at min lillesøster ikke forfalder til den forfængelighed, de unoder og fikse idéer, som jeg selv er indehaver af – men at hun i stedet forbliver kernesund, umiddelbar, jordnær.

For altid.

Jeg har et lige så brændende ønske om at hun ikke skal komme til at opleve den smerte og de byrder, som jeg selv har følt, oplevet og båret på – men at hun i stedet kan forblive lykkeligt uvidende om verdens genvordigheder.

For altid.

Her kommer digtet, der gør mig så uendeligt taknemmelig for min søster:

POEM FOR MY SISTER

By Liz Lochhead

My little sister likes to try my shoes,
to strut in them,
admire her spindle-thin twelve-year-old legs
in this season's styles.
She says they fit her perfectly,
but wobbles
on their high heels, they're
hard to balance.

I like to watch my little sister
playing hopscotch,
admire the neat hops-and-skips of her,
their quick peck,
never-missing their mark, not
over-stepping the line.
She is competent at peever*.(*skotsk for at hinke)

I try to warn my little sister
about unsuitable shoes,
point out my own distorted feet, the callouses,
odd patches of hard skin.
I should not like to see her
in my shoes.
I wish she could stay
sure footed,
sensibly shod.

Udgivet i Familie, Om Mor i Udlandet | Tagget 10. klasse, antologi, beskyttertrang, brændende ønske, byrde, byrder, digt, digtsamling, fællesskab, følelser, fikse idéer, forfængelighed, glædes, hengivenhed, jordnær, Kærlighed, kernesund, lillesøster, Liz Lochhead, lykkeligt uvidende, medsøster, mit arbejde, mit arbejde som støttelærer, ren, savn, savne, søskende, søster, søsterskab, søsterskabet, skotsk digter, smerte, smerter, støttelærer, stolthed, storesøster, taknemmelig, taknemmelighed, umiddelbar, unoder, verdens genvordigheder, yngre søskende | Skriv en kommentar

Hvorfor skulle man tage til Dubai?

Udgivet den 2. marts 2015 af moriudlandet

“Hvorfor skulle man dog tage til Dubai? Det er jo ikke andet end realiseringen af nogle gale araberes våde drøm om glitrende skyskrabere og vanvittig shopping”.Dén kommentar får jeg ofte fra historie- og kultur-interesserede danskere, der spontant giver deres mening til kende, når de hører, at vi bor i Dubai.

De kunne aldrig drømme om at holde ferie her i Ørkenstaten. Mage til sjælsforladt sted!

Måske ville de overveje Egypten eller Jordan på grund af de arkæologiske fund og historiske steder, men Dubai – nej tak!

Der er en vis sandhed i den stereotype opfattelse af Dubai.

Der er altid en vis sandhed i stereotyper.

Men der er så meget mere at opleve i Dubai end det, som typisk bliver portrætteret i reportager og rejsefortællinger.

Araberne elsker at fremvise deres rigdom og storhed overfor omverdenen.

Det er nærmest en nationalsport for dem og sikkert også forklaringen på, at de straks peger på Burj Khalifa, Burj Al Arab, den imponerende bilpark, de eksklusive shoppingmuligheder og så fremdeles, når de møder journalister og andet godtfolk.

For succes måles i penge.

I materielle goder.

I statussymboler.

Der for det meste også er fallossymboler, hvilket går fint i tråd med det generelle testosteronniveau i samfundet og den allesteds nærværende mandlige dominans.Men hver gang jeg får en mail fra en læser, som spørger, hvad man mon kan lave som turist i Dubai – og hver gang jeg får gæster hjemmefra – så gør jeg en dyd ud af at skubbe dem hen mod en portion kulturforståelse i det nordlige Dubai.I Al Fahidi – eller Bastakiya, som området hed engang – ligger en form for historisk landsby, som Emiratierne har bevaret og restaureret – lidt som en pendant til Den Gamle By i Århus eller Den Fynske Landsby, måske?For blot 4 årtier siden var Dubai et søvnigt perlefiskerleje. Emiratierne var enten beduiner med en kamelflok, fiskere eller handelsmænd.Og kontrasten mellem det tidligere landsbyliv i Al Fahidi og det nuværende liv i Dubai Mall er så voldsomt, at det skal opleves for at forstå, hvor fantastisk en udvikling, De Forenede Arabiske Emirater har gennemlevet i løbet af imponerende kort tid.Jeg elsker at fare vild i Al Fahidis stræder og fortabe mig i de smukke arabesker og detaljer på vindtunnellerne.Jeg elsker at lytte efter fuglenes sang og lydene fra de lokale kunstneres arbejdende værksteder.

Jeg elsker den lette brise fra floden, Dubai Creek, som man fornemmer, når man er højt oppe – og kontrasten til den tunge, stille varme, der ligger i de smalle gader, hvor husene ligger tæt og hvor vinden ikke kan få fat.Der findes guidede ture i området med “Sheikh Mohammed Centre for Cultural Understanding”, som man kan tilmelde sig via deres hjemmeside:

http://www.cultures.ae

Jeg elsker at deltage i turene sammen med vores gæster – for hver tur er vidt forskellig og åbner øjnene for nye aspekter af arabisk kultur og tradition.Og så er det stort set den eneste chance, man har for at tale med Emiratier – og den eneste mulighed, man får for at spørge dem om deres liv.

For det meste holder Emiratierne sig nemlig helt væk fra os – immigranterne og turisterne.

Dubai er et klasseopdelt samfund, hvor Emiratierne er øverst i pyramiden – og så kommer vi andre bagefter som perler på en snor, opdelt efter vores uddannelsesmæssige baggrund, vores jobmæssige status, vores nationalitet, vores økonomiske formåen m.m.Og hvert eneste lille snert af et dyneløfte til Emiratiernes lukkede verden inspirerer mig og får mig til at ønske mig mere viden. Mere forståelse. Mere indsigt.

Særligt moskéerne har jeg taget til mig. De er et vidunderligt sted at opholde sig – og det anede jeg intet om, før jeg besøgte det her sted. Sheikh Mohammed Center for Cultural Understanding giver en fremragende introduktion til “all things Arabic”, og selvom stedet også er et skoleeksempel på politisk korrekthed, vil jeg varmt anbefale et besøg til enhver, der måtte kommer hertil som turist.

I umiddelbar nærhed af Al Fahidi ligger silke-souk’en.Det er hér, du indkøber araberkostume, tøfler eller indisk sari til minde om ferien.Her er tørklæder, sko, silke i metermål, puder og kuriosa i én pærevælling.

Når du har fået nok af gak og gøgl i souk’en – og når bæreposerne er fulde af farverige stoffer – ligger Dubai Creek et stenkast herfra.

Flodturen er en svalende og afslappende måde at opleve Bur Dubai- og Deira-bydelene på.Der er altid et eller andet godt ved at opleve en by fra vandsiden, er der ikke?Vi bliver helt rolige og suger indtryk til os, mens båden vugger de mindste familiemedlemmer i søvn.Dubai er sådan et forunderligt, kontrastfyldt og komplekst sted.

Et kryds mellem Vesten og Mellemøsten.

Rigt og fattigt. Rent og snavset. Anmasende og tillukket.

Store armbevægelser og snerpethed.

Alting og ingenting.

Dybt autentisk og plastic-fantastic.

Kom og se for dig selv!

Udgivet i Billeder, Dubai | Tagget Al Fahidi, arabere, arabisk, arabisk kultur, arabiske traditioner, autentisk, Bastakiya, Bur Dubai, Burj Al Arab, Burj Khalifa, Deira, din næste ferie, Dubai, Dubai Creek, Dubai som feriemål, ferie i Dubai, feriedestination, feriemål, gammel bydel, glitter, handle i souk'en, holde ferie i Dubai, hvad skal man se i Dubai, kom til Dubai, kultur, kulturforståelse, livet i Dubai, mandschauvinisme, med børn i Dubai, opleve byen fra vandsiden, opleve Dubai som turist, oplevelser, oplevelser som turist, plastic-fantastic, rejse, rejse med børn, rejse til Dubai, rejsebeskrivelse, rejsebeskrivelse fra Dubai, rejseoplevelser, sejle på Dubai Creek, Sheikh Mohammed Centre for Cultural Understanding, shopping, silkesouk, testosteron, turisme, turist, turist i Dubai, what to do in Dubai? | 6 kommentarer

International Day

Udgivet den 28. februar 2015 af moriudlandet

Jeg vækker de her dejlige mennesker, der sover eftermiddagslur til lyden af Peppa Pig. Findes der noget mere langstrakt-afslappende end en spontan weekend-lur?Der er “International Day” på Cilles skole – og det kan vi ikke gå glip af.

Her er emirati-mænd, som danser en traditionel dans, hvor de ind i mellem svinger kamel-stokke højt over hovedet. Desværre ligger der ingen åbenlyse nationaldragter i klædeskabet, så vi har fundet DBU-trøjerne frem til pigerne.“International Day” er årets største begivenhed på enhver international skole.

Det er her, hvor elevernes forældre byder velkommen i små stande med en blanding af hjemstavns-kuriosa og smagsprøver på fædrelandets traditionelle retter.

Det er her, hvor alle med stolthed fremviser det land og den kultur, som de er formet af og i.

Vi starter i Egypten, der fremviser deres spændende historie.Herefter går vi videre til Iran. Inderne vinder konkurrencen om at være smukkest klædt, hvis du spørger mig. Herefter kommer vi til Sydkorea, der har forberedt enorme mængder mad.

Her kan jeg ikke undgå at bemærke den overvældende mængde hvid pudder, som kvinderne har i ansigtet. Det gælder vist om at være hvidest?Malaysias stand er farverig og tiltrækker mange børn, fordi de alle vil en oppustelig klaske-dims, som Cille kalder for et sværd.De nigerianske mødre er lige ved at slå de indiske mødre med hensyn til smukke, farverige klædedragter.Og så kommer turen til Norge. Vores kære naboland, der har pyntet fint op med vikingehjelm, trolde og striktrøjer.Jeg får et stik af dårlig samvittighed, da jeg møder den norske mor. Hun har helt sikkert stået helt alene for standen – og jeg kunne jo godt have stillet mig op med en lille dansker-stand ved siden af?

Men energien har på ingen måde været der til at arrangere den slags midt i de sidste par ugers tumult på hjemmefronten.Vi begiver os videre til Palæstina, der har taget alle relikvierne med. Og Syrien, hvor en karismatisk mor deler mad ud med stor entusiasme.Herefter er der kaffe i Jordan. Og ultrasøde kager til den jordanske kaffe i Pakistan.Skolens mange filippinske teaching assistants har lavet deres egen fine stand med masser af specialiteter.Polakkerne har lavet mad i flere dage og har fine blomster i håret.Jeg er vild med den russiske mors nationaldragt og hendes søns matchende outfit. Deres stand er virkelig fin og fyldt af lækkerier, som f.eks. den kartoffelpirog, som jeg spiser.Sydafrikanerne har savannens dyr med i udskåret træ og de maler et fint, hvidt mønster i ansigtet på de besøgende.De smukke og elegante spanske mødre har flamenco-dragter med og spanske delikatesser, der sender mig direkte retur til min au-pair-tid, uhm.Hos englænderne bliver der serveret “tea and biscuits” (naturligvis).

Og Mille – som den gode englænder, hun er – hviner af lykke over at få tilbudt en McVities Digestive-kiks. Man skulle jo nødigt prøve noget nyt?Jeg finder stor tilfredshed i at prøve at være Kronprins William for en stund.Efter rundturen til de cirka 40 stande, slår Cille og klassekammeraterne sig løs med en lille dans.

Det er Sydkorea, Spanien og Danmark i skøn forening.Når jeg ind i mellem bliver i tvivl om hvorvidt pigerne betaler en for høj pris ved det her udlandsliv, så tror jeg, at jeg skal genkalde mig “International Day”.

Hvilket gave det er at opleve Folkets Forenede Nationer.

Her er ingen stridigheder.

Her er ingen barrierer.

Her er ingen mistro.

Her er gæstfrihed, åbenhed, glæde og stolthed ved at fremvise den kultur og de rødder, som vi hver især bærer med os til Ørkenstaten.

Og jeg synes det er en gave for pigerne at lære mange sprog og mange kulturer at kende fra starten af livet.

Forhåbentlig bliver de gode verdensborgere.

Forhåbentlig bliver de den slags mennesker, der ser fuldstændigt igennem hudfarve, religion, klædedragt, sprog og adfærd, fordi de fra barnsben har lært, at under de forskelligt udseende overflader er vi dybest set alle ens.

Udgivet i Dubai, Samfund, Skole | Tagget 1. klasse, afslapning, De Forenede Nationer, Den Lille-Store Skolepige, dybest set ens, fællesskab, folket, forskellige kulturer, fra barnsben, International Day, kulturer, kulturforståelse, lære andre kulturer at kende, medmennesker, mennesker, Regent International School, stolthed, verdensborgere, vi er alle ens, weekend | Skriv en kommentar

Om det at have husholderske

Udgivet den 27. februar 2015 af moriudlandet

Jeg har gået som katten om den varme grød i de sidste par dage. Jeg har spekuleret på om det nu også er en god idé at blogge om det at have en husholderske?

Bliver det for meget? Får I kvalme af mig, når I skal læse om løget, der stryger rundt og laver ingenting, mens I selv knokler 40 timer om ugen og tager alt det huslige oveni?

Men nu gør jeg det alligevel.

Fordi det så afgjort er det emne, der har optaget mig mest i de sidste par uger – og en stor del af den underliggende forklaring på min energiforladthed og hverdagsfrustration.

Det har tynget mig langt mere end sygdom hos børnene. Det har ligget som en tordensky over vores lille familie.

Og jeg har lovet mig selv, at bloggen skal indeholde både det sure og det søde ved vores udlandsliv. Her skal være plads til hudløs ærlig fortælling fra den hverdag, som vi befinder os i.

Jeg har bare så svært ved at få samlet mine tanker om emnet. Og jeg har endnu sværere ved at forestille mig, hvordan det her indlæg vil blive modtaget af jer?For det handler jo om et menneske, der var en del af vores hverdag. Helt tæt på vores familie, inde i vores hjem – i køleskabet, vasketøjskurven og indkøbsnettet.

Et menneske, der ikke får mulighed for at fortælle sin version af livet i en Ørkenstat hos en dansk immigrantfamilie i en middelklasseghetto.

Og det er vel ikke helt fair?Thushara er flyttet.

Fordi vi har bedt hende om det.

Vi har givet hende en uges varsel, så hun har mulighed for at finde en ny familie.

Dråben i det faretruende fyldte glas er en episode for 14 dage siden.

Her kommer Historien om Den Ubetalte Gæld:

Thushara har passet Hoste-Mille om formiddagen, mens jeg har været på arbejde. Jeg fornemmer straks, at der er noget galt, da jeg kommer hjem – for døren til garagen er låst – og det plejer den aldrig at være.

Da jeg møder Thushara, er hun helt hævet omkring overlæben. Hun virker ophidset og fortæller mig straks, at en anden husholderske har banket på døren om formiddagen, og at de har været oppe at slås. Altså sådan rigtigt oppe at slås! De er uenige om gæld, som Thushara har til kvinden.

Sidstnævnte mener, at Thushara skylder hende 9.000 dirhams – og Thushara benægter pure at skylde så stor en sum penge væk, men anerkender dog, at hun skylder hende ‘en del penge’.

To dage forinden har jeg givet Thushara 1.500 dirhams, fordi hun bad mig så mindeligt om et forskud på sin løn. De penge har hun jo i så fald ikke brugt til at betale af på dét lån?

Hvor mange penge skylder Thushara egentlig væk i det uigennemskuelige net af interne, sri-lankanske “sharing loans”?

Og hvordan kan det komme så langt, at vores husholderske er oppe at slås, mens hun har vores barn i sin varetægt?

Jeg er slået helt omkuld mentalt.

Det er ligegyldigt for mig, om lånet beløber sig til de 9.000 dirhams eller ej. Det vigtigste for mig i denne her sag er det faktum, at hun har været oppe at slås, mens Mille måske har set til fra sidelinjen.

Forestil dig, at dit barn er tilskuer til en slåskamp?Økonomiske problemer kan få et menneske til at gøre ting, som vedkommende aldrig ville gøre under normale omstændigheder.

Den slags er set før.

Hvad bliver det næste, hvis vi allerede er igang med slagsmål over ubetalt gæld? Måske erindrer nogle af jer en tidligere episode, der skabte en del debat på bloggen om hvorvidt Thushara skulle sendes på porten med det vuns?

https://moriudlandet.com/2014/06/21/taget-pa-fersk-gerning/

Nuvel – i bagklogskabens klare lys – så kan jeg konstatere, at “nevø-besøget” blot blev starten på en perlerække af hverdagsbommerter og småskandaler, som jeg har haft mine hedeture og nedsmeltninger over.

Måske skulle vi have sagt farvel og tak fra starten?

Måske kunne vi have sparet os selv for et ton frustrationer igennem knapt et år?Lad os vende tilbage til den sidste dråbe – Historien om Den Ubetalte Gæld:

To dage senere banker det på døren om aftenen. Martin åbner og bliver mødt af den husholderske, som Thushara har sloges med. Hun har tydelige kradsemærker på kinderne. Hun er vred. Kræver sine penge. Vil gå til politiet.

Martin taler stille og roligt med hende og forklarer hende, at hun og Thushara er nødt til indbyrdes at finde en løsning på deres “sharing loans”. Hverken vi (eller politiet for den sags skyld) vil nogensinde kunne finde ‘sandheden’ i dén sag. Hun køler lidt ned og accepterer, at Martin ringer til hende om nogle dage, for at høre, om der er fundet en løsning.

Herefter går vi i tænkeboks. Overvejer næste træk.

Det er ikke ligefrem hverdagskost for os at håndtere slagsmål, intern gæld i et sri-lankansk husholderskemiljø og trusler om politisag. Thushara kommer hjem et par dage senere og fortæller glad, at nu har de bestemt fundet en mindelig løsning sammen.

Men vi er i tvivl.

Hvad venter der os næste gang?

Vi har haft herrebesøg, ild i garagen, for-sent-afhentet barn-der-blev-rædsens-bange og benyt bare din egen fantasi til at fortsætte kavalkaden.

Jeg har ikke engang underholdt med episoderne på bloggen, fordi de fleste har været så himmelråbende stupide, at det har været for pinligt.Enden på historien bliver ganske enkelt, at vi har fået nok.

Af søforklaringer.

Af sange fra de varme lande.

Af syge mostre.

Af løgn og latin.

Thushara har fået masser af chancer for at gøre tingene bedre. Hun har fået forklaringer og hjælp til at forstå, hvordan vi gerne vil have tingene.

Gang på gang har hun brudt vores tillid.

Gang på gang har hun gjort ting, der er farlige, ulovlige og helt uden for almindelig, sund fornuft. Nu ånder der fred og ro i den lille butik.

Det er som om tordenskyen glider stille og roligt forbi, så jeg igen kan høre fuglenes sang og pigernes latter.

Immigranterne-med-snart-et-år-på-bagen-i-Ørkenstaten lærer forhåbentlig noget af de ting, der ikke er gået helt snorlige i løbet af det første år?

Jeg ved ikke om man kan tale om at vi har ‘betalt dyre lærepenge’, men der har ihvertfald været en masse hjerte-smerte, tvivl, vrede og usikkerhed involveret i vores første forsøg med at have en husholderske.

Og selvom mange i Dubai fortæller mig langt mere gruopvækkende husholderske-historier end denne her, så ærgrer jeg mig stadig gul og grøn over min fejlslagne intuition. Dén, som jeg plejer at prise mig lykkelig over og anvender til hver en tid.

Engang troede jeg, at jeg kunne stole på Thushara. Engang fornemmede jeg, at hun kunne passe ind i vores familie og passe på vores piger.

Det viser sig at være et helt forkert match.

Det viser sig, at vi ikke er til slagsmål i garagen, mens børnene ser på.

Det viser sig også, at vi ikke er til ubetalt gæld og trusler om politianklager.

Men der er altid 2 sider af 1 sag. Uenige parter har hvert deres sæt argumenter og forklaringer.

I denne her historie mangler Thushara’s side af sagen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget ærgerlig, ærlighed lønner sig, børn og vold, dumme, episoder, forkert match, gæld, Historien om Den Ubetalte Gæld, historier, hudløs ærlig, husholderske, hverdagsfortællinger, i tvivl, interne stridigheder, intuition, katten om den varme grød, kavalkade, Kærlighed, kvalme, kvalme af mig, miste tilliden, om det at have husholderske, politiet, sharing loans, skylde penge væk, slagsmål, Sri Lanka, stole på, stridigheder, stupide, Thushara, tilkalde politiet, tillid, tillidsbrud, tilskuer til vold, to sider af samme sag, tordensky, trusler, tynget af gæld, ubetalt gæld, ulykkelig, uretfærdig, usikker, vold, voldsom | 8 kommentarer

Lakes-fruerne

Udgivet den 24. februar 2015 af moriudlandet

I går svælgede jeg rundt i grundfrustration. Jeg havde frygtelig ondt af mig selv og drømte om tudekiks og trøstende Mor-arme.

Der var den klamme følelse af kontroltab. Af energiforladthed.

Jeg var helt opgivende over for de opgaver, der lurer i horisonten.

Og tilnærmelsesvist ugidelig, hvis jeg skal være helt ærlig.

Men heldigvis går der aldrig mere end én dag i den mentale suppedas, så er jeg på vej op igen.

Som en bøje i havet, der giver efter i stormens vindstød, men som altid kommer op til vandoverfladen igen.

Mille har sovet en hel nat uden opkast og er i åbenlys bedring. Dét hjælper også gevaldigt på humøret hos både Mor og datter.

Man kan blive taknemmelig for selv de mindste fremskridt, ikke?Og nu er det jo heller ikke alt, der er op ad bakke.

Forleden er Lakes-Fruerne eksempelvis ude at spise på en fantastisk thai-restaurant i det kæmpestore, imponerende hotelkompleks, Madinat Jumeirah.

Bare fordi. Vi kan li’ hinandens selskab.

Vi stiger ombord på en lille træbåd.Båden sejler afsted i en kunstigt anlagt kanal.

Vi sejler ganske enkelt i Dubai’s plastic-fantastic svar på Venedig.

Men det er nu kønt og hyggeligt – uanset at autenticiteten er komplet fraværende. Vi lægger til ved Pai Thai.Som laver fremragende, krydrede retter, der appellerer til alle sanser.

Faktisk er det mad i særklasse – hvis man da er til thai.

Sticky beef, spring rolls, stir fry wok, chicken satay, red curry med tigerrejer, crab cakes, pomelosalat med knasende sprød kokosnød og ristede peanuts. Hertil et væld af dips og saucer, der komplimenterer de forskellige retter. Vi er i madhimlen.

Snakken flyder så let i mellem os, at man skulle tro, at vi havde kendt hinanden i årevis. Vi er på bølgelængde og deler gavmildt ud af livshistorierne – både de sjove og de mindre sjove.

Det er nu ikke kun maden og selskabet, der er i top. Servicen er ligeså.

Se lige her – en storsmilende og imødekommende tjener med en siv-kurv, hvorfra han serverer jasminris ad libitum.Selvsamme tjener finder da også lige et bord til damernes tasker, så de ikke skal stå på gulvet.

Et taskebord? Til trætte tasker, der trænger til at blive holdt…

Her er Lakes-fruerne – glade og fornøjede over en hel aften uden afbrydelser og plet-optørren med vådservietter.

Tænk, at man kan få fantastiske venner så hurtigt.

Dubai er noget helt særligt på dét punkt.

Alle kommer fra et andet sted. Alle har brug for et socialt netværk og nye oplevelser.

Faktisk ligner vi hinanden utrolig meget med hensyn til værdisæt og tankemønstre – selvom vi jo har vidt forskellige personligheder, familiehistorikker, faglige baggrunde og interesser.

Men fordi vi (i store træk) deler grundholdninger til livet og har taget stort set de samme beslutninger for den umiddelbare fremtid, har vi let ved at finde ind til hinanden.

Det er tilnærmelsesvist familiære relationer, når jeg nu tænker over det.

Som i et søsterskab.

Udgivet i Venskab | Tagget Al Qasr, blive glad igen, få nye venner, finde hinanden, finde nye venner, girls' night out, grundfrustration, grundholdninger, kunstige kanaler, Lakes-Fruerne, ligne hinanden, ligner hinanden, livsholdninger, livssyn, Madinat Jumeirah, night out, op med humøret, op til overfladen, Pai Thai, skabe netværk, socialt netværk, svælge i grundfrustration, tankemønstre, thaikøkken, thaimad, tudekiks, venner, vidt forskellige og dog så ens | 4 kommentarer

Glaskugler og gummibolde

Udgivet den 23. februar 2015 af moriudlandet

“Men det er jo også kun fordi jeg er så frustreret over at Mille bliver ved med at være syg og hvad skal vi gøre for at hun bliver ordentlig rask? Og når hun er syg, så er jeg alt for meget væk fra arbejde. Og jeg er så glad for mit arbejde og for at arbejde sammen med dig”.

Jeg snøfter smågrædende ned i mobiltelefonen.

Det har været endnu en nat med opkast forårsaget af voldsom hoste, der bliver ved og ved – uanset at Mille får maske med medicin om aftenen, før hun skal sove.

Så vi roder rundt om natten med brusebad, sengetøjs-skifteri og en grædende lille pige.

Selv Mille er nødt til at have en solid morgenkaffe for at komme igang med dagen.Min chef – børnepsykologen – rømmer sig:

“Jeg vil gerne lave en visualisering med dig, Tine, som min chef engang lavede med mig i en lignende situation”:

Forestil dig, at alle dine livsopgaver hænger på rad og række foran dine øjne. Nogle af dem er gummibolde. Andre af dem er glaskugler.

De opgaver, der er gummibolde, kan tåle at blive tabt på gulvet. De hopper så at sige op til dig igen, når du får lejlighed til at gå videre med dem. Der sker intet ved at tabe en gummibold, vel?

De opgaver, der er glaskugler, kan til gengæld ikke tåle at blive tabt på gulvet. Så går de i stykker.

Dit arbejde – kan du nok se – er en gummibold.

Dine børn og dit ægteskab – kan du nok se – er glaskugler.

Dem skal du fange nænsomt og tage hånd om her og nu.

De kan ikke vente. De må ikke tabes på gulvet.

Jeg kan lide den visualisering. Den er simpel og funktionel.

Og jeg kan endnu bedre lide, at jeg har fået en chef, der vælger at lave en visualiseringsøvelse med mig, som svar på min frustration.

Hun er et unikt menneske, hende børnepsykologen.

En inspirator for os, der arbejder med hende. Og en menneskekender, som får det bedste frem i alle, hun er i kontakt med.

Men hvad gør lægen så ved stakkels hoste-Millerten idag?

Tja – hun får nu en 5-dages penicillinkur samt en slags hostestillende pulver, der skal gives i yoghurt om aftenen – og endnu mere medicin til masken.

Hun har kastet op 1 enkelt gang i dag og nu satser jeg på en bedre nat for hele familien.

Udgivet i Børn | Tagget arbejde, øjenhøjde, barnets første sygedag, børnepsykolog, chef, føle sig presset, frustration, frustreret, glaskugler, græde, gummibolde, hoste, hosten, inspirator, læge, maske, medicin, medicinmaske, menneskekender, min chef, opkast, presset, sygdom, syge børn, tale til mig i øjenhøjde, visualisering | 2 kommentarer

Immigranterne i sandstorm

Udgivet den 21. februar 2015 af moriudlandet

Der har været en del modvind på det sidste.Sløjdom, travlhed med årsregnskab, voksende papirbunker og en irriterende flytteplanlægning, som er 100% tilovers.

Men her i weekenden kommer vi for alvor i modvind – i bogstavelig forstand.Vi er i færd med at opleve den første, seriøse sandstorm i Ørkenstaten, siden vi flyttede hertil for knapt et år siden.

Der er sand. Overalt.

I håret. I sofaen. I skabene.

På alle horisontale overflader indendøre og udenfor.

Det er møgubehageligt og presser min grænse for accept af sand maksimalt. Der har da været et par småstorme tidligere, jovist – men denne her er af en sådan karat, at Polo-klubben ringer og aflyser vores fredagsbrunch!

Se, dét er sgu’ et First World Problem af karat. Hvad ligner det?

Vi er megaskuffede, fordi det skulle have været La Grande Finale på Cox’ernes ferie i Dubai.

I stedet gemmer vi os i 3 timer under vandoverfladen i vores community pool. Børnene elsker det….Så der er vel intet, der er så slemt, at det ikke er godt for noget?

Og hvad foretager immigranterne sig ellers i en sandstorm?

Vi er da til Fastelavnsfest på Det Danske Generalkonsulat! (Minus Martin og Mille, fordi sidstnævnte igen er syg).

Tøndeslagning og faste-bolle-spisning er seriøse discipliner, der ikke bare sådan kan aflyses af en smule sand i noget luft.

Så med knasende sand mellem tænderne, nysende næser og kløende øjne trodser vi sandstormen i fuld Prinsesse Anna-udklædning og slår den (forbandede) kat af tønden.Til Cilles glædelige overraskelse kommer der ikke en kat ud af tønden. “That would have been really mean, Mummy”, forklarer hun mig.Det er 1. gang i hendes 5-årige liv, at hun oplever en Fastelavnsfest og smager en fastelavnsbolle.

Jeg prøver at forklare hende, at festen er en form for ikke-uhyggelig Halloween-fest med en slags tønde-piñata – lidt ligesom der altid var en piñata til engelske børnefødselsdage.

Resultatet af mine ringe forklaringer bliver, at Cille i starten kun fokuserer på at male i krea-hjørnet, fordi piñata’en (i den danske version) bare er en kedelig trætønde. Da tønderne er tæsket i stykker, vågner hun til dåd og napper en slikpose sammen med sine venner.Og Fru Cox og Frøken Cox? Hvad blev der af dem?