Taget på fersk gerning!

Det er (desværre) meget lidt, jeg husker fra oldtidskundskab på Varde Gymnasium i midten af 90’erne.

Men der er ihvertfald fortællingen fra den græske mytologi om Hybris og Nemesis.

I går må mit glade indlæg om vores gode husholderske åbenbart have været et klassisk eksempel på en Hybris-handling.

For Nemesis ramte med en stor, fed hammer her i morges lidt over 7.

Ikke at jeg er voldsomt overtroisk, men det er da skæbnens ironi, at jeg knapt når at åbne munden med en slipstrøm af selv-vel-tilfredse ord, før det går galt?

Cille er for én gangs skyld vågen meget tidligt. Og derfor er hun og jeg listet ned i køkkenet kl. 7 for at finde de sædvanlige havregryn og Coco-Pops frem, mens resten af huset sover skønhedssøvn.

Thushara har allerede dækket morgenbordet, og jeg når knapt at åbne morgenmadspakkerne, før jeg fornemmer, at der er bevægelse i baggangen.

Glad går jeg ud for at sige god morgen til Thushara. Og ser til min store overraskelse, at en mand er i fuld fart på vej ud af døren.

Thushara vender sig om og ser forskrækket ud: “Oh, good morning, Madam, just my son’s brother on his way to work now. He sleep here, late to go home yesterday evening”.

Nevø, siger du?

Arh, dén må du længere ud på landet med, min fine ven!

Jeg har taget dig på fersk gerning i at have slæbt en MAND med ind i huset til overnatning.

Husregel nummer 1 er brudt:

Ingen mand – familiemedlem eller ej – må opholde sig i vores hus, uden vores forudgående tilladelse.

Dén regel gjorde jeg rigtig meget ud af at forklare, før Thushara flyttede ind.

Og årsagen til husregel nummer 1 er naturligvis, at vi har 2 små døtre.

Havde der kun været Martin og jeg i husholdningen, så kunne hushjælpen såmænd have dyrket “unga-bunga” her hver eneste nat uden hverken moralske skrupler eller hævede øjenbryn fra vores side.

Men sådan fungerer det bare ikke, når der er to små piger i huset, uanset om de sover eller er vågne.

Jeg synes selv, at det er helt fair, at vi vil vide det på forhånd, hvis en fremmed mand skal ind i vores hjem. Ikke at hun nødvendigvis vil få et nej – men som minimum skal vi da vide det.

Men hvad gjorde jeg så – her til morgen?

Først lukkede jeg døren ind til køkkenet, hvor Cille intetanende ventede på sin morgenmad. Så hvæsede jeg: “I don’t care who he is and if it was late, you know you are not supposed to bring men into the house without our knowing and consent. I am SO ANGRY with you. We will talk about this later”.

Bum.

Så gik jeg ind i køkkenet og lukkede døren.

Vi må have en snak her i eftermiddag med Thushara.

Og til den ‘snak’ medbringer jeg familiens hårdeste skyts:

Premierløjtnant Kaalund aka. Sir Martin.

Det skal nok blive akavet.

Men Thushara fortjener én (og sidste) chance.

For græsset er med garanti ikke grønnere på den anden side med en anden husholderske.

Det her er bare en del af “spillet”, hvis man har husholderske. Og er det ikke mænd, der er problemet, så er der sikkert et eller andet andet?