Mentale tømmermænd

Det er som om jeg har mentale tømmermænd idag.

En slukøret, tom og mat følelse.

Måske er der i virkeligheden tale om god, gammeldags skuffelse?

Jeg refererer naturligvis til lørdagens fadæse, hvor vores husholderske bliver pågrebet i at have en overnattende “nevø” på sit værelse – uden vores vidende og forudgående accept.

Den episode kunne jeg virkelig godt have undværet. For Thushara er flink, dygtig og behagelig – og jeg ville med glæde fortsætte med hende som vores husholderske?altså lige indtil hun valgte at have en mand overnattende i vores hus og efterfølgende forsøge at skjule det ved at lukke ham ud tidligt om morgenen!

Nu er jeg i 7 sind.

Mit hoved svirrer med tanker.

Kan jeg nogensinde stole på hende igen?

Har hun gjort det her før – og endnu mere vigtigt: Vil hun gøre det igen? (Hertil er svaret nok desværre et ja – går den, så går den)

Er hun mon prostitueret?

Eller er han faktisk en kæreste, som hun ikke har turdet fortælle os om – af frygt for ikke at få job hos os?

Hvis hun kan lyve om dette her (og forsøge at skjule det) – hvad lyver hun så ellers om? Hvad mere går hun og skjuler?

I dag er lig med en mental time-out for den hjemmegående arbejdsgiver.

Min skandinaviske “frihed under ansvar”-strategi er naturligvis fejlet komplet. Jeg kunne sgu’ ha’ sagt mig selv, at det ikke fungerer her i Dubai.

Og jeg burde nok have været mere striks, kontrollerende og hvad ved jeg. Men det falder mig ikke naturligt, og nu står jeg så her med håret i postkassen og kan lykønske mig selv med at have begået et klasse-eksempel på kulturel forvikling.

Men uanset at Thushara tydeligvis ikke kan administrere skandinavisk “frihed under ansvar”, så kan det umuligt blive min skyld, at hun tager forkerte beslutninger og i dén grad dummer sig.

Og før hun flyttede ind, var det blevet forklaret med tryk på hver sta-vel-se at herrebesøg var et “no go” for os – medmindre hun kom i forvejen og talte med os om det (og fik lov)!

Har jeg overhovedet lyst til at blive en mere striks og kontrollerende arbejdsgiver?

Måske bliver jeg det automatisk med tiden hernede?

Måske når jeg sidder forbitret og skuffet for 27. gang og har hørt alle de hvide løgne, der findes til dato?

Men lige nu sidder jeg altså stadig (og heldigvis) med en følelse af at jeg gerne vil give gode, frie vilkår til det menneske, som skal bo i vores hus, hjælpe os i hverdagen og passe vores døtre (lidt).

Desværre bliver ønsket om gensidig respekt, venlig adfærd og frie(re) tøjler højst sandsynligvis misforstået. For mange af husholderskerne er sikkert ikke vant til den behandling?

Og selvom jeg ikke ønsker at min adfærd inviterer til tosserier og narrestreger, så er det måske lige præcist dét, den ender med at gøre?

Shit, hvor har hun trådt i spinaten.

Shit, hvor er jeg vred og frustreret.

Det her kunne godt ende med en fyring.

Et farvel og tak.

Jeg skal lige tænke mig om én gang til.

PS: Sir Martin havde en ganske kort og kontant samtale med frøken Thushara igår, hvor han gjorde det klart, at der under ingen omstændigheder kan komme mænd her i huset på besøg – familie eller ej – uden vores forudgående orientering og accept. Første og sidste chance er afgivet.

PPS: Jeg kan ikke aflæse et sekunds anger eller skyldfølelse i Thusharas ansigt. Der bliver heller ikke brugt ord, der kunne forvekles med en undskyldning. Der er blot klassisk, asiatisk sten-ansigt. Og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvorvidt hun rent faktisk forstår problemet til bunds. Men hendes adfærd indikerer, at hun ved at hun er på gyngende grund rent arbejdsmæssigt, for der bliver gjort virkelig meget rent lige nu. Virkelig meget. Triple-up på gulvvask.

PPPS: Måske skulle hun spørge Cille til råds. Hun er virkelig god ud i disciplinen bondeanger og skriver jævnligt undskyldnings-breve til sine forældre, når hun er på tynd is. (Det nederste brev er skrevet med venstre hånd, nu hvor højre er brækket.)