International Day

Jeg vækker de her dejlige mennesker, der sover eftermiddagslur til lyden af Peppa Pig. Findes der noget mere langstrakt-afslappende end en spontan weekend-lur?Der er “International Day” på Cilles skole – og det kan vi ikke gå glip af.

Her er emirati-mænd, som danser en traditionel dans, hvor de ind i mellem svinger kamel-stokke højt over hovedet. Desværre ligger der ingen åbenlyse nationaldragter i klædeskabet, så vi har fundet DBU-trøjerne frem til pigerne.“International Day” er årets største begivenhed på enhver international skole.

Det er her, hvor elevernes forældre byder velkommen i små stande med en blanding af hjemstavns-kuriosa og smagsprøver på fædrelandets traditionelle retter.

Det er her, hvor alle med stolthed fremviser det land og den kultur, som de er formet af og i.

Vi starter i Egypten, der fremviser deres spændende historie.Herefter går vi videre til Iran. Inderne vinder konkurrencen om at være smukkest klædt, hvis du spørger mig. Herefter kommer vi til Sydkorea, der har forberedt enorme mængder mad.

Her kan jeg ikke undgå at bemærke den overvældende mængde hvid pudder, som kvinderne har i ansigtet. Det gælder vist om at være hvidest?Malaysias stand er farverig og tiltrækker mange børn, fordi de alle vil en oppustelig klaske-dims, som Cille kalder for et sværd.De nigerianske mødre er lige ved at slå de indiske mødre med hensyn til smukke, farverige klædedragter.Og så kommer turen til Norge. Vores kære naboland, der har pyntet fint op med vikingehjelm, trolde og striktrøjer.Jeg får et stik af dårlig samvittighed, da jeg møder den norske mor. Hun har helt sikkert stået helt alene for standen – og jeg kunne jo godt have stillet mig op med en lille dansker-stand ved siden af?

Men energien har på ingen måde været der til at arrangere den slags midt i de sidste par ugers tumult på hjemmefronten.Vi begiver os videre til Palæstina, der har taget alle relikvierne med. Og Syrien, hvor en karismatisk mor deler mad ud med stor entusiasme.Herefter er der kaffe i Jordan. Og ultrasøde kager til den jordanske kaffe i Pakistan.Skolens mange filippinske teaching assistants har lavet deres egen fine stand med masser af specialiteter.Polakkerne har lavet mad i flere dage og har fine blomster i håret.Jeg er vild med den russiske mors nationaldragt og hendes søns matchende outfit. Deres stand er virkelig fin og fyldt af lækkerier, som f.eks. den kartoffelpirog, som jeg spiser.Sydafrikanerne har savannens dyr med i udskåret træ og de maler et fint, hvidt mønster i ansigtet på de besøgende.De smukke og elegante spanske mødre har flamenco-dragter med og spanske delikatesser, der sender mig direkte retur til min au-pair-tid, uhm.Hos englænderne bliver der serveret “tea and biscuits” (naturligvis).

Og Mille – som den gode englænder, hun er – hviner af lykke over at få tilbudt en McVities Digestive-kiks. Man skulle jo nødigt prøve noget nyt?Jeg finder stor tilfredshed i at prøve at være Kronprins William for en stund.Efter rundturen til de cirka 40 stande, slår Cille og klassekammeraterne sig løs med en lille dans.

Det er Sydkorea, Spanien og Danmark i skøn forening.Når jeg ind i mellem bliver i tvivl om hvorvidt pigerne betaler en for høj pris ved det her udlandsliv, så tror jeg, at jeg skal genkalde mig “International Day”.

Hvilket gave det er at opleve Folkets Forenede Nationer.

Her er ingen stridigheder.

Her er ingen barrierer.

Her er ingen mistro.

Her er gæstfrihed, åbenhed, glæde og stolthed ved at fremvise den kultur og de rødder, som vi hver især bærer med os til Ørkenstaten.

Og jeg synes det er en gave for pigerne at lære mange sprog og mange kulturer at kende fra starten af livet.

Forhåbentlig bliver de gode verdensborgere.

Forhåbentlig bliver de den slags mennesker, der ser fuldstændigt igennem hudfarve, religion, klædedragt, sprog og adfærd, fordi de fra barnsben har lært, at under de forskelligt udseende overflader er vi dybest set alle ens.