Sidste stop Nordsjælland

Vi er inde i den sidste del af to måneders strækmarch af en sommerferie i Danmark. Det sidder jeg og tænker på – med en dødgod sodavand i hånden.Vejret er nu slået om til overskyet og let-truende tordenvejr, men indtil for ganske nylig har der vitterligt kun været højt solskin og smukke, smukke sommerdage at spore – både ved Sejerøbugten, hvor vi nuppede endnu en dejlig uge med Farmor i sommerhuset, og også derhjemme i Nordsjælland.Frisk luft og højt til loftet gør os godt. Det har vi ikke haft noget af i de fire forudgående måneder med rædsom lang hjemmeskoling og stress over arbejde. Og vi klager ikke over lidt gråvejrskyer. Det betyder ingenting – det er faktisk lige før, det er helt rart, når nu vi om en uges tid står i 45-47 graders varme igen.

Vejrguderne har været så nådige de sidste par uger, at vi har badet og pjasket i vand med største fornøjelse.
Men den sidste uge til halvanden før afrejse er altid en bittersød tid.

Vi er trætte.

Mætte af selskab og oplevelser.

Drøner rundt for at sige hej til dem, vi ikke har nået at sige hej til tidligere i ferien, eller som vi lige er nødt til at sige hej til igen, fordi de nu har fået en hamster siden sidst.
Midt i ferie-metaltræthed og mathed er der også fødselsdagsforberedelser og de sidste indkøb at tage sig til.

Og midt i dét shoppecirkus, trænger vi stadig til at komme sådan rigtigt hjem. Også selvom hjem jo er lige hér sammen med vores yndlingsmennesker.
Det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at opdrage på pigerne eller opretholde bare nogenlunde fornuftige kost-, iPad- og sovevaner, når ferie-fornemmelsen bare fortsætter i det uendelige, og når vi altid er på en form for ‘udebane’, selvom begge hold forældre og deres respektive hjem i allerhøjeste grad er rummelige og rare at være i.

Det lyder måske temmelig overpriviligeret, utaknemmeligt eller forkælet at sige, at 8 ugers ferie er for meget som familie, men det er det. Det er for lang tid uden rutiner og med alt for meget lediggang, der ikke nødvendigvis bliver udfyldt af relevante og gode aktiviteter – ihvertfald kun en del af tiden. Men det er vilkårene i en overophedet Ørkenstat. Der er no chance, at skolen kan fungere i juli og august, hvor alting smelter.

Denne sommer var målet ene og alene at komme til Danmark. Hjem til vores familie og venner. Hjem til naturen.
Det har været mit mantra på lange gåture i skove, ved søer og langs havet.
Men set i sommerbakspejlet er vi nok kommet dertil, hvor der skal fyldes mere på, for at pigernes dage forløber på en ordentlig måde. Det var ikke muligt at planlægge og booke en masse i år, hvor vi indtil sidste øjeblik kunne risikere, at rejsen røg i vasken, men fremover må der stoppes mere på rent aktivitetsmæssigt. Så ved vi dét. Corona times eller ej.

Og indtil på onsdag, hvor vi flyver retur, vil jeg forsøge at nyde alting ved livet i Danmark med familie og venner, selvom tanker og bekymringer om skolestart og job konstant presser sig på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet