Udvandrerens livscyklus

Nå, men vi begynder da så småt at kunne mærke sommeren her i en fjern Ørkenstat 😓.

Bemærk lige AccuWeather’s “RealFeel”-temperatur på fine 46 grader idag. Jeg er tilbøjelig til at give AccuWeather ret. Det føles pænt meget som 46 grader og så er her stinkende lummert på den ufede, klistrede måde, der får mig til at drømme om et køligt brusebad og nye (læs: tørre) trusser.

Faktisk er sommer i en ørken lidt ligesom at være gravid i uge 39, hvor det er lige op over.

Vi har snakket om det.

Vi har ventet på det.

Vi har frygtet det.

Vi har talt lidt mere om det.

Og nu skal det fandeme bare overstås.

Ballerne knibes sammen, og den sidste tid må gå på bedste beskub.

Men her slipper graviditets-analogien ikke engang op.

Vi har hedeture og svedeture.

Vi har mentale nedsmeltninger på grund af varmen.

Vi er hidsigt anlagte. Grådlabile. Opfarende. Ude af den.

Vi får næseblod og mundblister.

Vi døjer lidt med væskebalancen og får væskeophobning i hobbit-fødderne.

Vi døjer ind i mellem med kvalme og migræne, når førnævnte væskebalance forrykkes.

Enden på genvordighederne er dog ikke en nyfødt baby hver sommer, men derimod en flybillet mod Det Kolde Nord, hvor vi skal familiesammenføres og genforenes med alle dem, vi kender, i det ganske danske sommerland.

Så begynder udvandrernes genopdragelse i hjemlandet for alvor.

Slut med et overophedet ørkenliv i overhalingsbanen.På med gummistøvler og regnfrakker, så vandpytterne kan forstå, at de har fundet deres overmand.

Ud i den danske bøgeskov med små hunde i snor.

Over til Vesterhavet for at blive rusket igennem i den stride, friske vind.

Hjem til dansk comfort food.

Mad er virkelig så vigtig en del af ‘hjemme’. Det slår mig, hver gang, jeg sætter tænderne i en friskfanget, dansk rødspætte med nye kartofler til – og mere remoulade end man kan tillade sig.

Hjem til alle dem, der elsker os betingelsesløst – og vi dem. Det er et halvt år siden, jeg sidst fik sådan en rigtig omsluttende Mor-krammer, og jeg kan godt snart bruge én igen. For slet ikke at tale om alle de andre skønne familiemedlemmer og venner, vi savner helt vildt i det daglige og ved de særlige, festlige lejligheder, som vi går glip af, fordi vi bor langt væk.

I år er ingen undtagelse.

Vi tæller desperat ned til sommerferie om 3 uger.

Så har vi hele juli og august i Danmark, præcist som vi plejer.

Vi gør det til dels for vores egen skyld, men allermest for at pigerne får et tilhørsforhold til Danmark og kan fortsætte med at knytte tætte bånd til familie og venner. Den slags kommer ikke af sig selv, og selvom det kunne være fedt at tilbringe nogle uger et andet sted i verden end Danmark, hvor sommeren nogle gange er temmelig ustadig, så er det vigtigste for os, at pigerne får tid, rum og plads til at være i deres hjemland. Være. Bare være. Her lærer de en masse forskellige ting, fordi livet i Danmark er så væsensforskelligt fra livet i De Forenede Arabiske Emirater.

De skal hjem og klatre i træer.

De skal hjem og finde insekter, bløddyr og andet godt i haven, på engen og ved stranden.

De skal hjem og cykle, gå og lege uden for hele dagen.

De skal hjem til fætre og kusiner og den slags fællesskab, der ikke forceres eller arrangeres, men bare er der helt intuitivt og uden rammer, grænser eller aftaler.

De skal hjem og lære at spise dansk mad, forklare alting på dansk, læse på dansk og finde deres vej rundt i supermarkeder, på biblioteket og på legepladser.

De skal tage kartofler op og plukke bær.

De skal sommerhus-dovne og spille med alle de bolde, de kan opstøve.

Vi bliver så indelukkede (og indebrændte) her den allersidste del af skoleåret og det hede sommerhalvår i Dubai. Det er alt, alt for varmt til at bevæge sig uden for i længere tid ad gangen, medmindre man da svømmer rundt i poolen eller har en fast aftale om en tennislektion og så hjem og i svalt karbad.

Det bliver lidt til en flugt fra varmen til sidst – og præcist som med graviditeten, så holder man ud, fordi der er noget godt i vente.Og lige så meget som jeg tæller ned til 2 måneders sommerferie i Danmark, lige så meget ved jeg, at jeg vil tælle ned til skolestart og hjemkomst i Dubai igen, når ferien nærmer sig sin afslutning.

Der er tale om udvandrerens livscyklus.

Ting og ritualer gentager sig på årsbasis.

Vi flygter fra varmen om sommeren, nyder Danmark og glæder os så over at vende hjem til Dubai igen senere, fordi hjemme er hér, hvor vores eget hjem er.

Vi skyder et skoleår godt igang og får et tiltrængt hvil i december måned, hvor vi igen kan kramme familie og venner og tilbringe tid sammen med dem.

I januar drøner vi mod Dubai med den største glæde over at efterlade gråvejr, kulde og slud, mens alting er vidunderligt hernede.

Og sådan går året.

Årene.

I én hjemmevant rutine og cyklus, som vi alle genkender, uanset nationalitet og hjemsted.

Jeg er stort set lige så afhængig af udvandrerens livscyklus, som jeg er af iced latte i 46 graders varme.

Der er et kæmpe energi-kick i at flytte sig sådan cirka hvert halve år.

Jeg elsker at ankomme med kufferter og børn og forventningen om en hel sommer fuld af oplevelser, leg og sammenhold med vores allerbedste hjemme i Danmark.

Jeg elsker mindst lige så meget at smutte fra det hele ingen. Ned til vores smørhul, hvor livet er så anderledes og behageligt indrettet i dagligdagen, hvis man sammenligner med danske forhold.

Og til jul får jeg endnu et fix. Og så fremdeles.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet