Mormor og Madskolen

Denne her sommer er en rigtig ‘hjemme-i-Danmark’-ferie for os. Men jeg klager ikke, når Vesterhavet ligner Caribien.Det betyder dog ikke, at vi ligger på den lade ‘hjemme-side’ i to stive måneder. Lejebilen havde kørt 40 km., da vi fik den udleveret i Kastrup, og i dag rundede vi 4.000 km. Så jeg synes, jeg har fint belæg for at sige, at vi kommer ‘lidt rundt’ i sommerlandet.

Men tidligere tanker og drømme om en storby-sviptur og måske en uges ferie hinsidans blev straks forkastet, da vi kunne se de danske myndigheders ret snævre udvalg af rejsedestinati0ner for danskerne denne sommer. Desuden havde vi jo allerede været ude at rejse – bare på vores velkendte traver af en strækning mellem Dubai og København, som ikke rigtigt “tæller” i vores regnskab.

Og det føltes faktisk helt okay at give slip på sommerferieplanlægning og drømme om alt muligt. Vi var ligesom i skarp træning i forhold til at give både afkald og slip.Jeg lovede mig selv, at jeg ville holde fokus på dét allervigtigste for vores lille familie efter en fire måneder lang corona-nedlukning:

At komme hjem til familie og venner.

Hjem til den frihed og alle de muligheder, der trods alt er i Danmark, selvom man selvfølgelig fortsat passer på og holder afstand.

For selvom her er corona – og selvom det er alvorligt nok – så er her FRIT i forhold til rigtig mange andre steder i verden. Bare dét, at man kan færdes i naturen, i parker og på legepladser – og det endda uden ansigtsmasker – betyder så meget for os.Man kan i virkeligheden sige, at vi får os et gedigent “frikvarter” fra den virkelige, coronaramte verden ved at opholde os i Danmark hele sommeren.En tiltrængt og velfortjent pause oven på en hjemme-periode, hvor både skole- og arbejdspres nåede nye højder.

Set i bakspejlet burde jeg have taget det hele noget mere roligt og afslappet. Fundet en større pytknap frem – ihvertfald i forhold til det umenneskelige pres, der blev lagt på de helt små elever. Mille trivedes overhovedet ikke i hjemmeskolen, og der er fortsat dele af hendes reaktionsmønstre, vi arbejder på, selvom vi kan se, at hun har fået det meget bedre efter halvanden måned i Danmark, omgivet af virkelige, elskelige mennesker i stedet for trætte ansigter på Zoom.Én af de (få) ting, vi dog havde drømt om at gentage, var madlavningskurset for børn med 4H’s Madskoler. Umiddelbart så det sort ud. Corona-kravene var så høje til diverse sommerskoler, men heldigvis endte det med en blød landing: 3 dages madskole i stedet for en hel uge med udflugt og forældreaften. Men det var da bedre end ingenting. Og i år ville kusine Jo endda gerne være med sammen med pigerne!

Her står de så – tre små kokke, helt forventningsfulde og glade – på vej ind på min og min søsters gamle folkeskole.Hver eftermiddag legede de i skolegården, mens de fortalte løs om dagens retter og opgaver. Det kan virkelig varmt anbefales at deltage i Madskolerne, hvis ens barn da har lyst til det og interesse for mad og madlavning. Og i fritimerne mellem aflevering og afhentning tussede jeg så rundt med min Moster, min veninde Maria og smuttede forbi min Tante og Morbror, som jeg også sjældent når at se.

Om eftermiddagen og aftenen hyggede vi hos Mormor med spil, leg og tid i haven.Det kan godt være, at mange vil mene, at min Mor og Moster bor lige lovligt langt uden for lands lov og ret, men når jeg med voksne øjne ser, hvilken gave det er, at have naturen helt op til hoveddøren, så forstår jeg, hvorfor ‘man’ vælger at bo på landet.Når jeg med voksne øjne ser, hvilken fredfyldt og fri barndom, jeg havde i min Mormors store frugthave – og hvor meget i pagt med naturen, det hele var, kan jeg godt undres over, at det aldrig bliver anset for værende sejt eller bedst at bo på landet.
Heldigvis for mig er de der stadig.

Både min Mor og Moster. Langt ude o’ æ’ land.

På deres respektive fødegårde, hvor vores piger nu får lov til at rulle frit.
Jeg er så taknemmelig over, at vores piger får lignende oplevelser i deres barndom.

At de mærker den langstrakte, uforpligtende frihed, der ligger i at løbe rundt efter en lille fræk hund i en stor have, at hoppe på trampolin med en kusine til de får sidestik, at fouragere i snorlige køkkenhaver, i drivhuse og modne frugtbuske, og at have tiden til at fortabe sig i alle de små stillebener, som både min Moster og Mor er så superdygtige til at skabe over alt.
Der er meget at være taknemmelig for lige nu. Ikke kun i forhold til lange gåture i fri natur og børns leg i haver.

Denne sommer har jeg f.eks. fået lov til at være Moster i tre hele uger, så nevøen og niecen til sidst råbte ‘Mor’ efter mig. Denne sommer har jeg haft mulighed for at tilbringe mere tid med min Søster – og fået vendt stort og småt med hende. Denne sommer har jeg mærket en større evne til at være med og i nuet og så ellers bare være glad. Glad for at være præcist, hvor jeg er.

Og for første gang i 10 års selvvalgt udlandsliv, har jeg ikke rigtig lyst til at rejse igen. Jeg orker simpelthen ikke virkeligheden i en overophedet Ørkenstat. Jeg drømmer mig væk. Ind i et vacuum, hvor sommeren fortsætter i én uendelighed, og hvor jeg aldrig, aldrig mere skal sætte mine børn i gang med online-undervisning over Teams.

Dream on, baby. Men halvanden uge har jeg da stadig lov til at ignorere virkeligheden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet