Self Care

Eid Mubarak fra Lockdown-Land

I dag er det officielt den første dag i Eid al Fitr, og jeg ønsker en velsignet fest til alle jer, der fejrer, at den hellige fastemåned nu er vel overstået.Hos os har vi knapt bemærket, at det har været Ramadan, for vi faster jo ikke. Og når man ikke kommer ud mellem andre, ser man heller ikke lukkede caféer eller andet, som plejer at minde om fasten.

Under en normal Ramadan ville vi være gået ud til overdådige, stemningsfyldte iftarmiddage et par gange i løbet af måneden; vi ville have nydt den smukke måne- og stjernepynt i butikker og shoppingcentre; ja – hele stemningen og glæden ved at give og deltage, når vi f.eks. har været med til at fylde Ramadan-køleskabe i nabolaget. I år har alt været lukket land. Ingen køleskabe at fylde. Ingen buffeter at møffe rundt i. Hvis nogen nogensinde får lyst til det igen? Det eneste åbne er shoppingcentrene, hvor 12-60-årige mennesker godt må komme, men vi føler ikke, at det er værd at risikere corona-smitte for en helt unødvendig tur i Mall of the Emirates. Pigerne må jo heller ikke komme med alligevel, så vi bliver hjemme i vores ghetto.

I ugen op til Eid’en så det ellers ud til, at der ville blive lukket forsigtigt op for parker og promenader, så vi kunne komme ud og få lidt frisk luft uden for vores lukkede nabolag. Igen kun for de 12-60-årige, så ganske ubehjælpsomt for os med børn på 8 og 10.

Men myndighederne fik kolde fødder. Måske fordi smittetallet fortsat stiger dag for dag. Måske fordi Eid’en, der som bekendt er familiernes helt store fest, ville betyde sammenstimlende menneskemængder i parker og på pladser, for der er ikke noget som en kæmpe araber-grill-picnic eller ti.

Så i stedet for flere lempelser af reglerne, fik vi serveret forhøjede bødesatser. Nu koster det ikke længere 1.000 dirhams at møde politiet uden ansigtsmasken ordentligt sat på, men derimod 3.000 dirhams (5.600 kroner).


Og i stedet for at mødes helt forsigtigt og på afstand med nogle få venner eller lidt familie i helligdagene, som vi alle havde drømt om, har vi fået udgangsforbuddet tilbage mellem kl. 20 og kl. 6 hele Eid’en og et forbud mod at være forsamlede mere end 5 mennesker mellem kl. 6 og kl. 20. De kalder det “desinfection drive”, fordi der lyder pænere end “curfew”, tror jeg.

Hver aften lige før kl. 2o, kommer der en høj alarm på mobiltelefonerne, som viser denne besked,Aviserne skriver spalte op og spalte ned om ændringer, nye regler, bødetakster og hvad ved jeg. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg ikke har brug for at få en bøde på 10.000 dirhams for at have holdt en lille påskefrokost med gode venner i eget hjem.Det er surt show, når vi returnerer til flere regler og mere nedlukning af samfundet og familielivet.

Det er surt show, når der ikke er nogen ‘flad kurve’ at fejre – og når folk ikke respekterer de regler, der er sat opfor at passe på os alle sammen.

Pigerne kan ikke længere huske, hvornår de har været ude af vores ghetto. Det er næsten 3 måneder siden, at de sidst var et andet sted henne end hjemme eller hos en nær veninde i The Lakes, hvor vi bor.

Men langt mere surt show er det for muslimerne. Eid al Fitr er jo deres version af Juleaften.

Tænk, hvis vi fik at vide, at vi ikke kunne være sammen med et eneste familiemedlem – altså udover dem, man allerede bor sammen med – på Juleaften eller i juledagene. Og alle traditionerne op til jul med julefrokoster, glögg-hygge og klippe-klistre-eftermiddage ville også være aflyst.

Sådan har det været hele Ramadanen igennem for muslimerne.

Selv den søde tradition med at give børnene Eidiya-kuverter med penge i, er aflyst på grund af risikoen for Corona-smitte fra hånd til hånd. Myndighederne anbefaler bankoverførsler og e-kort.Efter at have set danskernes opførsel, da den der åndssvage Tinka-nissehue var udsolgt eller hvad det nu var, der skete et år i december, tør jeg slet ikke tænke på, hvis de danske myndigheder meldte ud, at traditionelle julegaver til børnene ikke var en mulighed. Prøv med en bankoverførsel eller et gavekort til senere brug?

Der ville være et ramaskrig uden lige, som om verden ville brase sammen, hvis ikke der blev ting til børnene pakket ind i papir fra Toys ‘R’ Us. Præcist som alle sukkene ved risikoen for en manglende karamelkastning på 9. klassernes sidste skoledag, de forlængst planlagte og aflyste konfirmationer  – og alle de andre ting, Corona har vendt op og ned på, uden at nogen på denne jord skulle bede om det.

Det er fandeme ikke nemt.

Og da slet ikke for børnene i denne her tid.

Men et varmt Eid Mubarak ønsker jeg herfra – uanset omstændighederne og de aflyste traditioner.
🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙✨🌙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

4 kommentarer

  • Nanna

    Hvor er det hele bare ærgeligt 😢 dog kan jeg se jeres bøder er boget mindre end det vi vil modtage, hvis vi går uden maske – ca. 380.000 dkk bil det blive til hos os, hvis man overtræder loven 💸💸

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Nanna,
      Det lyder som seriøse bøder hos jer – og det var mig, der syntes, at knapt 6.000 kr. var strengt 😂😬
      Hvor bor du dog?
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    Åh Tine det er noget værre hø det hele nede hos jer. Det er baregodt at I ikke er syge nogen af jer.
    Sender knuser til jer 😘😘😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Farmor,
      Vi glæder os helt vanvittigt til at komme til Danmark denne sommer. Mere end før, føler jeg! Af mange årsager.
      Knus til dig og Farfar. 🌸

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Self Care