Corona-fødselsdage

Self Care

Jeg har gråd siddende fast i halsen.

Kvalme.

En nerve i klemme under venstre skulderblad, som trækker helt om i brystkassen, når jeg går eller bevæger armen.

Svie i mavesækken, når jeg spiser.

Alternerende følelser af vrede, afmagt, sorg og frustration.

Corona har virkelig fat om mine ikke-eksisterende nosser i de her uger.Der er intet, der kommer af sig selv eller flyder videre af sig selv. Alt virker som en kamp. Op ad bakke. Inklusiv min nye kampvægt, der er blevet helt unævnelig på grund af trøstespisning.

Der er så langt mellem smilene og grinene, at deres fravær er begyndt at blive påfaldende.

For helvede, hvor jeg hader det her parkerede pseudo-liv! Og jeg advarer om, at den næste, der beder mig om at anskue tingene lidt positivt, får et virtuelt spark i sine eksisterende/ikke-eksisterende nosser.

Jeg skal lige have lov til at sørge og rase ud. Hvilket tager overraskende lang tid for mig.

Og jeg gør det ikke i blufærdig og reflekterende stilhed, som ellers kunne være en klædelig og moden udgave af mig selv, men i stedet for åbent blus og ærlighed lige her. Gider man ikke mere corona-ras, er det fuldstændig forståeligt. Så lukker man bare ned for kanalen her. Jeg håber inderligt, at de fleste mennesker er kommet ud over sorgrampen, og lever deres liv i bedst velgående. Sådan ser det ihvertfald ud, hvis man skal tro på Instagram.

Af en eller anden grund er jeg ikke kommet mere end et par centimeter videre end den oprindelige skuffelse, sorg og følelse af at være blevet lukket ned og sat fast af et stort, udefrakommende, kinesisk monster.

Hver eneste dag står jeg op og gør mig umage.

Gør mig umage for at være et fast og nogenlunde sammenhængende holdepunkt for en hel flok små, uskyldige børn, der heller ikke har bedt om skolelukning og hjemmeskoling over Teams. Jeg kigger på Lego-byggerier, nye blyanter, farvestrålende ansigtsmasker, små næsebor, spændende køleskabsindhold og tømte drikkedunke. Jeg lytter til toiletskyl, gøende hunde, baby-vræl, bøvs og dørklokker. Alt i mens vi læser bøger, staver, taler, lytter, skriver og tegner.

Sammen. Hver for sig.

Der er glimt af samhørighed. Små og gode grin. Kærlige beskeder om, at jeg er savnet, som jeg gemmer i min hjertekule og i min indbakke. Der er fjollede og frække bøger om prut, tis og hemmeligheder.

Jeg gør det så godt, jeg kan, og er egentlig kun i klemme hos mig selv og mit eget ambitionsniveau. For hvor ville jeg gerne gøre det hele endnu bedre – og gøre endnu mere for hver enkelt elev! Det er bare så svært, når det hele foregår på distancen, og med så små mennesker på linjen, at koncentration og teknik er ret så svære at styre i mere end 10-15 minutter ad gangen.

Hver dag ind i mellem mine egne timer, fletter jeg hjælp til Milles skoleopgaver ind, hvis ikke Martin allerede har været igang. Og der er Cilles allestedsnærværende, nervepirrende Year 6-projekt, som markerer overgangen fra Primary Years Programme (PYP) til Middle Years Programme (MYP), som absolut heller ikke ‘laver sig selv’.Det er et halvdags-job i sig selv at følge med og støtte op om børnenes undervisning og behov – og også i den rolle føler jeg mig utilstrækkelig.

Så nu praktiserer jeg self-care, før det hele krakelerer.

Går lange ture, hvor jeg forsøger at undgå at hyperventilere alt for meget under ansigtsmasken, mens jeg forsigtigt manipulerer med den dumme nerve under skulderbladet. Lytter til “Her går det godt”-podcasts, mens jeg griner lidt af verden og af mig selv.

Jeg koger en kylling og får en god fond. Chicken soup for the soul, you know.
Jeg bager boller på tørgær, og ringer desperat til min Mor, der er verdensmester i bagning og i at udrette noget fysisk, når der er noget, der klemmer psykisk.Jeg bestiller mad og mad og mere mad online, så vi kan få de basale behov dækket på en ordentlig måde. I tillæg til alt det der unævnelige Häagen-Dazs, der også ryger ned. Mad er en af de simple glæder i det her mærkelige indeliv.
Der er intet af det her, der er begyndt at føles som normalt for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Vi har egentlig været i det her corona-liv så længe, at det burde være The New Normal. Men alt i mig stritter imod. Jeg nægter at acceptere, at det her er virkeligheden, vores liv og hverdag.

Jeg må ud og stampe noget mere i jorden.

Jeg må begynde at opholde mig lidt mere i mit eget selskab igen, og muligvis endda lytte en lille smule efter, hvad mit indre siger. Skræmmende sager, som jeg gør alt, hvad jeg kan, for at undgå for tiden, dét er helt sikkert.

Pas godt på dig selv. Corona-blues eller det stik modsatte. Livet er stift.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

4 kommentarer

  • Robogirl

    Her 14 safe efter dit indlæg kan jeg fortælle dig at også kun er kommet et par centimeter videre.
    Vores sommerferie er aflyst, både den i Danmark, men også den hos familien på den anden side af jorden. Jeg er skuffet, vred og ked af det….. og så igen, prøver jeg at tage mig sammen. Min mand har stadig sit job, vi er sunde og raske og børnene har ligesom dine vænnet sig til at være hjemme.
    Vi er i Abu Dhabi og alt er fortsat lukket her, ingen strande og ingen børn i malls…. 2020 er et underligt år ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      2020 er bare året, der bliver ved med at skuffe. På alle måder og alle planer. Det eneste, jeg indtil videre har forstået og lært er, at jeg bliver langt mere taknemmelig og bevidst om alt dét, vi har, er og kan. Før corona kørte tingene jo bare. Uden ret meget bevidsthed. Nu ved jeg mere om, hvorfor jeg var så tilfreds i min hverdag og hvad der skal til, for at gøre mig glad. It’s the little things ❤️
      Vi prøver at rejse til DK. Føler det er nødvendigt for mit mentale helbred, men det kan sagtens være, at vi kommer til at fortryde det i sidste ende.
      Kh. Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg har snart brugt to måneder på at spise, fordi det er den eneste rigtige trøst der findes, når der er lukket for alle kulturelle oplevelser.
    Det føles på en eller anden måde rart at vide at andre har det ligedan.
    Alt skal selvfølgelig nok blive godt igen og i Danmark er vi heldige nok til at der nu så småt åbnes, men er ret sikker på at 2020 ikke er det år vi vil længes tilbage til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Pia,
      Det er så godt for jer derhjemme i Danmark, at I har muligheder for at komme ud, og at alting stille og roligt åbner igen. Vi håber inderligt på at kunne tilbringe sommeren i Danmark, for der er ikke meget “sjov” ved at være her, sådan som alting er lukket ned og ikke har udsigt til at åbne lige foreløbigt. Tallene ser ikke gode ud hernede – slet ikke som i Danmark.
      Rigtig god sommer til dig og din familie.
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Corona-fødselsdage